Slår du op i ethvert statsretligt standardværk vil du se, at grundlovens addressat er staten. Dette afspejles i retspraksis. Der gælder ingen regel i dansk forfatningsret om umittelbare drittwirkung, dvs. anvendelse af forfatningens regler i relationer mellem private parter.
Men vi lever i et land hvor Grundlovens §77 siger: …
Med risiko for at lyde som en pedantisk jurastuderende er det et altoverskyggende udgangspunkt at grundlovens § 77 alene beskytter den formelle ytringsfrihed, dvs. censur i ordets traditionelle forstand (forudgodkendelse og publiceringsforbud) og ikke den materielle ytringsfrihed (beskyttelse mod sanktioner for ytringer), og uanset hvad binder den kun staten.
Man kan selvfølgeligt henvise til den som en form for ideal som en diskussion kan tage afsæt i, men jeg synes det forvirrer mere end det gavner at bringe den op når den reelt set ikke er relevant.
Jeg har kigget i DR-artiklen, på Digitalt Ansvars Twitter og Facebook-side samt foreningens website, og jeg kan ikke finde en kopi af den analyse der omtales.
Jeg vil gerne se en dybere redegørelse for, hvad ansvarsgrundlaget for de sociale medier skulle være under de nuværende regler, end Schaumburg-Müller kommer med i DR-artiklen, men hvis analysen ikke er offentligt tilgængeligt er det selv sagt lidt svært.
Nogle gange kan man godt føle at EU's embedsmandsapperat er opdelt i afdelinger der aldrig rigtigt kommunikerer med hinanden. Vi har GDPR der, uanset at visse aspekter kan kritiseres, havde til formål at sikre dataautonomi, og nu et forsøg på (forhåbenligt) at regulere ansigtsgenkendelse ordentligt. Samtidigt får vi Ophavsretsdirektivet og den kommende forordning om terror-relateret indhold, TERREG, der tydeligvis ikke har proportionalitet eller rettighedsbeskyttelse som prioriteter.
Husk på at § 72, ligesom størstedelen af rettighederne i grundloven, giver lovgiver et enormt stort råderum. For § 72's vedkommende er det muligheden for at lave undtagelser i lovgivningen. Som ét af mine undervisere i Individets grundlæggende rettigheder,KU-Jura's obligatoriske fag om menneskerettigheder, formulerede det: "§ 72 starter med at understrege at boligen er ukrænkelig, og bagefter forklarer den, hvordan man kan krænke boligen alligevel." Størstedelen af vores privatlivsbeskyttelse kommer fra den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Det er da meget nemt - Google censurerer højrefløjen OG LGBT i favør for venstreorienteret indhold.
At Google skulle være venstreorienteret, og samtidigt involveret i en dobbelt konspiration om at udradere »konservativt« og LGBT-relateret indhold er den mest Galaxy Brain-agtige udlægning nogensinde, særligt når man tager i betragtning at sidstnævnte skyldes en konservativ samfundsstrømning om at LBGT-indhold er upassende for børn, og at belægget for at Google angiveligt skulle være venstreorienterede er at de har et klassisk corporate-socialtliberalt syn på ligestilling og minoriteter.
Google prætenderer ikke at være en anarkistisk platform hvor alt er tilladt, og de er i deres gode ret til at fjerne hvad de vil, og mister ikke beskyttelse af den grund. Læs den linkede kommentar.
Medmindre de har en ny vinkling, hvilket jeg tvivler på, vil søgsmålet nok blive afvist.
Det bliver spændende at se hvordan hr. "Google censurerer alt til højre for midten" spinner den her.
Jeg er godt klar over at artiklen er et writeup af CNN's dækning, hvilket ikke er unormalt i medieverdenen, men jeg savner en kritisk vinkel der tager stilling til at...
- »Retningslinjerne« vil være en Executive Order. En retskilde der (i hvert fald i princippet) viger for almen lovgivning og (i hvert fald) forfatningen.
- Det er platformenes ret at bestemme hvilket indhold der tillades på deres platforme som en del af deres egen ytrings- og redaktionelle frihed (1. forfatningstillæg, se også P. Blume: »Privat censur« i Juristen 2017 s. 3–6 for et mere generelt perspektiv), og lovgiver har direkte opfordret platformene til aktivt at moderere indholdet (47 U.S.C § 230). I modsætning til hvad uvidende/uoprigtige politikere og kværulanter i diverse kommentarspor har anført, er denne ret ikke betinget af at moderationen er »neutral«. Denne EO forsøger at angribe det fra en konkurrenceretlig vinkel af PR-grunde, men amerikanske domstole har allerede afvist denne tilgang i flere civile søgsmål fra personer der er indignerede over at være blevet smidt af de store platforme.
- Der er intet troværdigt grundlag for at konstatere at platformene diskriminerer mod konservative (inb4 nogen linker til en Project Veritas-video), og størstedelen af de situationer hvor nogle påstår at de er blevet diskrimineret imod, er tilfælde hvor de er pissed over at platformens retningslinjer også gælder for dem. Se »Content Moderation At Scale Is Impossible: Some Republican Politicians Are Indistinguishable From Neo Nazis« nedenfor.
Er det et problem at få platforme de facto kontrollerer den offentlige diskurs? Ja. Men dette er hverken en oprigtig eller effektiv løsning på det problem.
Peter Løngreen svarede meget kategorisk, at forsikringsselskaber ikke vil få adgang til genomdata fra genomcenteret.
Jeg er sikker på, at han ikke mener det uoprigtigt, men han har intet grundlag for en sådan påstand. Der er ganske vist ikke adgang for forsikringsselskaber pt., og ej heller nogen hensigt om at give dem adgang, men det gælder kun så længe Folketinget ikke ændrer holdning.
Delvist. En helt grundlæggende regel er, at skaden erstattes, og "ikke en krone mere", om end beløbet ofte må fastsættes skønsmæssigt, fordi det ikke altid er nemt at fastsætte et økonomisk tab helt præcist. Men samtidigt er præventive hensyn også en del af erstatningsretten.† Hensynet indgår dog ift. hvilken adfærd der gør, at en person ifalder ansvar, og ikke erstatningssummens størrelse der, som du siger, kun skal tjene som erstatning og ikke en form for "bonus" eller privat bøde.
Så vidt jeg kan se, er den eneste hidtidige praksis‡ omkring § 26 der er nogenlunde sammenligenlig med persondatalæk, sager hvor enkeltpersoners privatliv er blevet konkret krænket, f.eks. gennem billeder af eller reportage om private forhold. Jeg tænker, at de stjålne informationer skal være ret følsomme før et læk kan sammenlignes med disse.
† Andreas Bloch Ehlers: Grundlæggende erstatningsret (1. udgave, 2019), s. 34f. ‡ Som nævnt i Karnovs kommentarer til Erstatningsansvarsloven.
Karakteriseringen af amerikansk erstatningsret er ofte noget overdrevet, og selv om den er forskellig fra eks. den danske kan du finde mange paralleler.
Uanset hvad forudsætter både databeskyttelseslovens § 40 og den bagvedliggende artikel 82 i databeskyttelsesdirektivet samt erstatningsansvarslovens § 26, at der er indtrådt en eller anden form for skade der kan erstattes. Ift. databeskyttelseslovens § 40 er lovgivers opfattelse at der kun er tale om økonomiske skader:
[D]er [er] således ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at godtgørelse for ikke-økonomisk skade er omfattet af retten til erstatning for materiel eller immateriel skade efter artikel 82, stk. 1. [...] Immateriel skade i forordningens forstand må, i en dansk kontekst, antageligvis forstås som den almindelige eller rene formueskade. (Betænkning 1565/2017, s. 911)
Ved § 26 er der tale om tort, altså en almen integritetskrænkelse, hvorfor der ikke behøver at være tale om en økonomisk skade, men godtgørelse efter § 26 kræver normalt en vis grovhed. Datatilsynet har udtalt at lækket var i den "højere ende af alvorsskalaen", men borgerne må kunne godtgøre at de lækkede data var af en sådan beskaffenhed at lækket udgjorde "en krænkelse af [deres] selv- og æresfølelse, dvs. opfattelsen af eget værd og omdømme". (Betænkning 1565/2017, s. 904)
Når en myndighed handler på en skødesløs måde der afviger fra hvad man almindeligvis kan forvente af den, og dette medfører et økonomisk tab eller en tort, er det så ikke rimeligt at man kan få sit tab erstattet eller en godtgørelse, særligt når man på en eller anden måde skal godtgøre at man rent faktisk har lidt et tab eller en tort? Vi er næppe ude i "ambulance-chaser"-territoriet man kender fra amerikanske tv-serier.
Kender ikke IABots fremgangsmåde, men Wikipedias kildehensvisningssystem lader dig indtaste datoen for hvornår du besøgte kilden, går ud fra den forsøger at finde noget i nærheden af den dato.
Du kan se dokumentation og link til kildekoden her: https://meta.m.wikimedia.org/wiki/InternetArchiveBot
Ja, der er ret megen varm luft over det.
Generelt bør man når man udarbejder sådanne principper undlade at medtage ting hvor ingen normal person ville sige det modsatte. Der er f.eks. ingen der vil sige at brug af data skal være overflødig for skolens opgaveløsning.
Det er desværre meget almindeligt inden for politik. Hvis en politiker kun kommer med udtalelser ingen kan være uenige i bør man være mistænksom.
"Begynder"? Ved Troels ikke hvad de laver hos Justitsministeriet?Men indsatsen mod snyd må ikke betyde, at vi <strong>begynder</strong> at overvåge alle landets borgere.
Skal det forstås som om at dette datasæt indeholder politisk tilknytning og partimedlemskab? TechCrunch-artiklen er heller ikke helt klar. Såfremt det er tilfældet kan det vel kun være et kvalificeret gæt ift. Demokraterne (Republikanerne kan have givet Data Trust deres medlemslister).En væsentlig mængde oplysninger om individers stemmehistorik er allerede offentligt tilgængelige i Texas mod betaling, dog ikke oplysninger om eksempelvis individers politiske tilknytning og partimedlemsskab.
Den data som man kan få fra delstatsadministrationen fortæller kun hvorvidt man har stemt eller ej. For de almindelige valg mener jeg ikke det er noget problem, men deltagelse i primærvalg er også bogførte, hvilket kan være med til at afsløre politiske tilhørsforhold.
Ikke overraskende er grupper drevet af rigtige personer også blevet ramt:https://gizmodo.com/facebook-censors-u-s-activists-after-falsely-claiming-1828018471
Hele "fake news"-narrativet er problematisk. Ikke fordi misinformation ikke eksisterer, men fordi omfanget ofte er så småt men blæses ud af proportioner. Ydermere bruges det nu som begrundelse for censur-lovgivning i eks. Frankrig.
Et link til dommen kunne være rart.
Retten på Frederiksberg har ikke lagt domsresumeer op siden maj, og medmindre du vil betale de 200-ish kroner det koster at få et udskrift kan du næppe få adgang til den fulde dom.
Domstolsstyrelsen har bestilt et system der skal gøre alle domme frit tilgængelige (noget sent når man tænker på hvor digitalt resten af samfundet er nu), men projektet er pt. i limbo efter uenighed med den oprindelige leverandør, se mere her.
Indtil da kunne man forestille sig et crowdfunding-projekt der kunne dække udskriftsomkostningerne, men det er absurd at det overhovedet skal komme på tale i et samfund der angiveligt prioriterer åbenhed hos domstolene.
"Hey chef, måske vi skulle lade være med at bestille IT-løsninger fra et firma der fik startkapital fra en stat der ikke skyr at stjæle data fra lande der ikke er med i deres primære SIGINT-alliance"
"..."
"Nah."
Som sikkerhedsresearcher Matt Blaze og journalist Barton Gellman har gjort opmærksom på er kryptering ikke meget værd hvis man derefter lagrer beskederne på en usikker eller sårbar måde. Hvis man er bekymret over ransagning bør man bruge funktioner såsom Signal's "disappearing messages" der sletter beskeder efter de er læst.
Det er pinagtigt at se på, hvordan store virksomheder for at bevare deres kæmpestore milliardindtægter forfalder til at lave kampagner, som er så forkerte.
Nu er det ikke fordi jeg forventede at Lassen ville handle i god tro, men når kritikken kommer fra organisationer som Wikimedia, EFF, Human Rights Watch og Creative Commons, alle non-profitorganisationer, så er det latterligt at tale om profitmotiver.
Jeg er ikke helt enig i karakteriseringen af at der ikke var nogen modstand. Selv om det selvfølgelig er korrekt at der blev stemt blankt og ikke 'imod' så tror jeg nærmere det skal forstås som en symbolsk erklæring om at regeringen kunne have haft alles opbakning hvis de havde valgt at gå åbenhedens vej og implementeret ændringsforslaget om informering af borgerne, men at de havde valgt at indføre en regressiv version med et spinkelt flertal.
Mon ikke de gule havde stemt 'imod' såfremt de faktisk havde flertallet til det?
Matthias Smed Larsen