Leverandøren kender jo ikke til andre processer end dem kunden præsentere dem for - så når kunden er overbevist om, at sagernes flow passer i et automatisk sagsbehandlingssystem, så er det svært for leverandøren at argumentere modsat. Det er jo ikke at forvente, at leverandøren pludselig skal være eksperter i alle typer flows en sag kan tage. Systemet skulle jo netop være konfigurerbart, således at flows blev lavet af kunden og ikke leverandøren. At sagernes flow så ikke passede i et automatisk system og det først kom frem for sent kan leverandøren jo ikke gøre så meget ved.
Dermed ikke sagt, at leverandøren er uden skyld men når kunden starter med at definere et forkert produkt, så er det op ad bakke.
Misforståelsen ligger i, at de bestilte noget andet end det de havde brug for:
"Arbejdsskadestyrelsens vision om et automatiseret system er den altovervejende grund til, at projektet ikke lykkedes."
De troede at man kunne automatisere sagsbehandlingen og bestilte et system til det. Senere (alt for sent) gik det dog op for dem, at det kunne man ikke.
Det var vist nærmere den workflow og regelmotor som sagerne skulle passere igennem der var problemet. Den skulle jo være fuldt konfigurerbar af Arbejdsskadestyrrelsen selv og den var vist ikke det hurtigste dyr i skoven.
En god grund er, at hvis kunden bestiller det forkerte men først finder ud af det efter varen er leveret, så skal der stadig betales for den leverede vare. Der er vist ikke lige returret på IT-systemer af den slags her :-)
PROASK er ikke offshoret - det hele er lavet i DK af danske udviklere.
Mht. de 200 fejl, så var størstedelen i klassen stavefejl, småjusteringer af UI, brevskabeloner mv. Det var ikke 200 blokerende fejl.
Spot on.
Igen spot on :-)
Mon ikke du lige skulle læse udbudsmaterialet og kravspec'en inden du lukker sådan noget ud?
Hvis du læser arkitekturbeskrivelsen: http://www.version2.dk/artikel/kriseramt-it-system-var-en-proeveklud-og-et-hoejrisikoprojekt-fra-begyndelsen-55994så bærer det rimeligt tydeligt præg af, at det ikke "bare" er en database.
Bare mængden af grænseflader (22) er nok til, at jeg i hvert fald godt kan følge hvorfor det koster kassen. Hvis jeg kender det offentlige, så er der så godt som ingen af dem der er standardiserede grænseflader, men sikkert en god blanding af alle muligt mærkelige API'er til 3. parts software, webservices, ftp og andet snask.
Steria kan næppe sige sig fri for en del af skylden, men jeg vil æde min gamle hat på, at størstedelen af skylden ligger hos Arbejdsskadestyrelsen.
Spot on, Peter.
Michael Christensen