Peter Sørensen

Synes på en måde det kan sammenlignes med VW skandalen. iPhonen bliver solgt med de reklamerede specs, men når batteriet bliver slidt, så træder Apples software til og gør iPhones langsommere - uden at forbrugeren gøres opmærksom på det . Altså lever iPhones ikke op til de reklamerede specs, som forbrugerne har betalt for. Det er jo først fornylig at apple har erkendt at batteri (selvfølgelig) er en sliddel på telefonen. VW brugte snydesoftware til at få deres biler til, på papiret, at se bedre ud end de var - Apple bruger 'snydesoftware' til at få iPhonen til at performe dårligere end den kan, uden at gøre opmærksom på årsagen hertil. Med den konsekvens at folk går ud og køber en ny iPhone, da den gamle jo er blevet 'slidt'... IMO er det planlagt forældelse.

Lidt hårdt sat op, men imo er det ikke i orden at de ikke gør opmærksom på hastighedsnedsættelsen.

Jeg har stadig en old-gammel iPhone 4S (udover en IP7, som er blevet mærkbart mere hakkende end da jeg købte den for et år siden), som udelukkende benyttes til at streame musik fra, da jeg har en ganske udemærket iPod HIFI højtaler med det gamle 30-pin stik i. Jeg bruger den dog næsten ikke mere, da den er blevet så vildt u-udholdelig langsom. Gad vide, om det også hjælper at skifte batteriet på den, på trods af apple siger at det kun gælder iphone 6 og nyere?

Men der må da være noget om planlagt forældelse, da jeg ikke går ud fra at en iPhone 4S var så ubrugelig langsom da den blev lanceret.

Nej, det er reelt nok - det er en brugerfejl - som muligvis kunne være løst teknisk (ved at svarfeltet ved automatisk udfyldt til personen som afsender men det vil jo ikke løse problemet hvis svaret skulle sendes til en anden læge).

Brugerfejl... Hmm det ved jeg ikke. Prøv at møde ind en mandag morgen, med op til+500 svar i afdelingen inBasket. De fleste af beskederne er ret ligegyldige - ala 0,1 forhøjet værdi af en given blodprøve --> tjek, næste: 0,2 forhøjet værdi af en anden prøve, som ikke skal reageres på --> tjek og bliv ved og ved. Jeg kan godt se ideen med InBasket, men den går fløjten når der ikke er afsat tid i dagsprogrammet til at se den igennem. Der er risiko for at det ender med at blive noget "som de andre tager sig af", og derved opstår der en risiko for at der kollektivt bliver fralagt et ansvar for at se prøverne igennem - netop fordi alle har et ansvar for at gøre det. Selvfølgeligt bliver de set igennem, men der er bare ikke meget tid til det! Hospitalerne i dag er så tidsmæssigt pressede, at der simpelthen ikke er tid til at gennemgå bunken af ligegyldige inbasket svar for at finde de svar som rent faktisk skal handles på. Samtidig med at der næsten altid er en kollega som har barn syg, særligt her i vintermånederne, hvor der også er ekstra run på fra patienterne. Når der er underbemanding blandt personalet skal der løbes ekstra hurtigt blandt det resterende, evt aflyses ambulatorier/og-eller operationer, og tiden prioriteres der hvor det er nødvendigt - og det er ikke altid InBasket tjek bliver prioriteret særlig højt. Hvis nu stuegangslægerne fik afsat tid til at gennemgå inbasket (og de så oven i købet var tilmeldt de korrekte lister) , samtidig med at man droppede DEN FULDSTÆNDIGT HÅBLØSE opdeling med de vandtætte skotter mellem ambulante journaler og hospitalsindlagte journaler, så lægerne fik svar fra begge typer samtidig (og mulighed for at skrive i begge), så kunne det være det kunne nedbringe problemerne med manglende reaktion på enkelte prøvesvar.

... Kald det nu bare, hvad det i virkeligheden er: Skynet - alle ved hvad vej det går :)

Hold nu op, hvor er det lykkedes for journalisten at få mig op i det røde felt. Manden her, beskrives som typen der også syntes at Sundhedsplatformen bare virker perfekt, og at personalet bruger den forkert.

Sporingen foregår med frivillig medvirken fra personalet.

Direktøren beskrives som en der bare eeeelllllsker smartphones, og fint nok med det - MEN når sekretæren godt kan lide at bruge den 'faste'/kablede telefon hænger det meget mere sammen med brugervenligheden af store dejlige fysiske trykknapper end muligheden for at bladre sig gennem sidevis af hjemmeskærme på en smartphone for at finde den rigtige knap. Så hellere lave en eller anden for for trådløs opkobling til de eksisterende fysiske telefoner. - Det er igen helt ligesom sundhedsplatformen, hvor brugervenligheden er taget helt ud af programmet.

Jeg har nu prøvet systemet i 5 uger, og jeg er rystet over hvor tungt, usmidigt og ulogisk systemet er. Den grafiske brugerflade er direkte åndssvag, med 'Signér'-knapper (dvs knappen til at godkende en handling) som konstant flytter sig rundt i skærmbilledet, og man skal bruge tid på at lede efter den.

Det er helt vildt, som lægerne bruger deres tid på at udføre det arbejde som lægesekretærerne lavede i 'de gode gamle dage' . Det er direkte spild af ekspert-ressourcer og i sidste ende vores gode skattepenge.

Jeg er stødt en del på argumentet om "tidstro data", og at journalen nu bliver lavet i realtid. Det gør den bare på ingen måde ikke i virkeligheden. Dvs, at læger altså (heldigvis) ikke sidder og glor ind i computerskærmen, men vedkommende taler med patienten. Et eksempel fra gynækologisk ambulatorium: Lægerne gør (imo. helt logisk) det de plejer; Dvs, at de ser og undersøger patienten, derefter fortæller dem om planen, --> sender dem hjem/til videre undersøgelser, hvorefter de begynder manuelt med to-fingresystem at skrive journalen, selv bestiller blodprøver, selv bestiller evt. billeddiagnostiske undersøgelser, selv koder journalen med diagnosekoder (til landspatientregistreret), selv koder DRG-takster (så hospitalet kan få betaling for deres ydelser), selv ringer til de relevante som skal modtage patienten videre den dag...jeg kunne blive ved. Opgaver som fremragende blev varetaget af lægesekretæren før i tiden. Det tager rask væk et kvarters tid efter patienten er gået ud af døren - noget som før tog et par minutter med en diktafon. Forestil jer, at der mindst går 10 -15 minutter ekstra til hver patient. Det bliver til over en times ekstra administrativt arbejde om dagen, og næsten en hel arbejdsdag på en uge. Det er og bliver aldeles uholdbart! Og læger er elendige til at lave sekretærarbejde - specielt i et komplet ulogisk og uoverskueligt IT-system.

For et øjeblik siden læste jeg prof. dr.med. Jakob Rosenberg's ganske udmærkede meget kritiske blogindlæg om SP, hvor han argumentere for en tilbagerulning af SP, og indkøb at det gode IT-system region midt benytter ( https://www.facebook.com/JacobRosenbergPolitiker/ ). læs selv hvis i har tid og lyst

og den tidstro registrering som rent faktisk kan give patienten en bedre og mere sikker behandling.

Det er en af de værste, og største, floskler ved implementeringen af SP!

I de gode gamle dage, da lægerne stadig dikterede, startede de diktatet med at sige, d.d., klokkeslet, hvem der indtaler diktatet, cpr-nr på patienten og dernæst "diktatet". De er da rimeligt tidstro - systemet gemmer jo alle diktater digitalt, så enhver kan gå tilbage og se tidspunktet der blev trykket gem, samt lytte efter, hvis det skriftlige notat bliver væk. Jeg har svært ved at se, hvordan det kan blive mere tidstro, i forhold til de nye forhold hvor lægen sidder og glor ind i skærmen fremfor på patienten.

Ordet "gevinstrealisering" løber mig koldt ned af ryggen, og er jo bare blomstersnak for fyringer og besparelser.

I artiklen omtales, at man skulle have lavet cases og gennemprøvet systemet - til regionens forsvar skal det siges at det gjorde de nu også (omend i ret lille scala), men som alle fornuftige mennesker ved, så ér der altså (desværre) forskel på resultaterne af tænkte scenarier i trygge omgivelser og så virkeligheden.
Tag nu er kursus i hjertestop som eksempel - til kurset går det fint, og man husker alle tingene i den rigtige rækkefølge - noget som står i stærk kontrast til en situation med et rigtigt hjertestop, hvor folk løber rundt og skriger omkring dig.

For os der ikke har adgang, kunne vi så få et resume af artiklen?</p>
<p>Mvh Bjørn

Akutmodtagelsen på Nordsjællands Hospital i Hillerød bløder, efter at tre overlæger har sagt op i utilfredshed over, at Region Hovedstaden ikke vil give dem behandlingsansvar over egne patienter, fordi danske myndigheder ikke anerkender akutmedicin som et speciale.

Alle tre læger har fået tilbudt en stilling som akutlæger på Sjællands Universitetshospital i Køge, hvor de både får behandlingsansvar og kommer til at stå for at uddanne yngre læger — men for to af lægerne var det så magtpåliggende at komme væk fra Nordsjællands Hospital, at de sagde op, før de havde fået deres nye kontrakt.

»Jeg har sagt min stilling op uden at have en anden stilling på hånden. Det har jeg gjort, fordi vilkårene som akutlæge på Nordsjællands Hospital er for dårlige,« siger Halfdan Lauridsen, der 31. maj stopper på afdelingen efter knap to års ansættelse. Han føler, at han i den periode ikke har set skyggen af interesse for hverken akutmedicinen eller akutafdelingen hos hospitalets direktion.

»Efterfølgende har jeg fået en stilling i Køge, som har en selvstændig akutafdeling med et fokus i akutmedicin. Det giver meget bedre vilkår. For det, der er afgørende for en læge på en akutafdeling, er ejerskab og ansvar. Man skal have ejerskab over patientforløbene og derigennem ansvaret for at føre dem godt i mål. Ellers er det ikke muligt at drive en akutafdeling,« siger Halfdan Lauridsen.

Det synspunkt deler Marie-Laure Bouchy Jacobsson, der også har valgt at forlade Nordsjællands Hospital 31. maj til fordel for et job som akutlæge i Køge.

»Forholdene for os akutlæger er lysår bedre i Region Sjælland end i Region Hovedstaden,« siger Marie-Laure Bouchy Jacobsson og fortæller, at hun har været på Nordsjællands Hospital gennem en længere årrække og primært har søgt nye græsgange, fordi hun synes, at udviklingen på akutafdelingen i Hillerød er gået i stå.

»Akutafdelingen kører ikke, som jeg synes, at den bør køre, som en akutlæge-mindet person. Derfor har jeg takket ja til det job, jeg har fået tilbudt på Køge, hvor jeg får det fulde og brede behandlingsansvar,« siger hun. Hun ser frem til det nye job, som hun er sikker på vil give hende en meget større mulighed for at udfolde sig som læge.

I direktionen har man ikke hørt, at det kun er én af lægerne, der havde en ny kontrakt i hånden ved sin opsigelse.

»Der er tre gode medarbejdere, der har søgt et andet arbejde, hvor jeg kan forstå, at de har fået tilbudt nogle forhold og vilkår, som vi som et hospital i Region Hovedstaden ikke kan tilbyde i øjeblikket. Der er i Region Sjælland et andet fokus på læger i akutområdet bl.a. i forhold til tildeling af behandlingsansvar og efteruddannelse,« siger hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth. Hun bekræfter, at akutafdelingen på Nordsjællands Hospital er organiseret sådan, at patienterne behandles af speciallæger fra stamafdelingerne allerede i akutmodtagelsen.

»Den organisering mener vi er til patienternes bedste, men derfor kan der organisatorisk godt være mere plads til yderligere behandleransvar til akutlægerne. Hvor og hvordan det snit mellem de forskellige specialer og akutlæger skal lægges, arbejder vi med i øjeblikket både på hospitalet og på regionsniveau,« siger hun.

Som hospitalsdirektør håber hun på, at Sundhedsstyrelsen etablerer et selvstændigt speciale for akutmedicin, så man også på regionalt niveau kan få en ensartet organisering af de fælles akutmodtagelser (FAM). Undtagelsestilstand

Opsigelserne har sat en lavine i gang på akutafdelingen i Hillerød, hvor udsigten til at miste over halvdelen af sin overlægestab nu også har fået den ledende overlæge Lars Bo Weywadt til at forlade sin post. Hans opsigelse, som han indgav torsdag i sidste uge, fik direktionen til at holde et krisemøde, hvor de diskuterede, hvordan de skulle holde maskineriet i gang på en afdeling, der egentlig er normeret til ni overlægestillinger, én stilling som geriater og én som ledende overlæge.

Nu, hvor der er kommet opsigelser fra tre overlæger og den ledende overlæge samt bevilget orlov til en overlæge, og hvor der i forvejen stod tre overlægestillinger ledige, er kun tre stillinger besat — den ene af en rigtig overlæge, de to andre af yngre læger, hvoraf den ene er på deltid.

Den kritiske situation har fået hospitalsledelsen til at indføre en slags ‘undtagelsestilstand’, hvor afdelingen i en periode får lov til at trække på læger fra hospitalets andre afdelinger.

»Patienterne behandles stadig af meget kompetente læger i vores akutmodtagelse, det er vigtigt for mig at understrege. Det er korrekt, at der i forhold til normeringen mangler overlæger i akutafdelingen, og vi slår selvfølgelig vakante stillinger op. Vi er i øjeblikket i proces med at ansætte en ny overlæge. Indtil stillingerne i akutafdelingen er besat, supplerer vi med seks speciallæger fra andre afdelinger,« siger hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth.

At Nordsjælland har så svært at rekruttere og fastholde akutlæger, kan Halfdan Lauridsen ikke forstå. »Hillerød ligger i et område af landet, hvor man kan fodre grise med læger. Hvorfor er det så svært at rekruttere og fastholde? Det er, fordi der ikke er fokus på fagligheden,« siger Halfdan Lauridsen.

Den afgående ledende overlæge Lars Bo Weywadt synes, det er tragisk, at afdelingen falder fra hinanden — især fordi han flere gange har advaret direktionen om, at det var den vej, det ville gå.

»Jeg har sagt op som en meget naturlig konsekvens af situationen, for over for direktion har jeg gang på gang påpeget, at deres tilgang til akutmedicin ikke er måden at fastholde læger på. Lægerne vil være dér, hvor de kan bruge deres faglige og kliniske kunnen,« siger Lars Bo Weywadt, der spår, at det vil blive ved med at være svært at få fastlagt en akutlæges rolle, så længe akutmedicin ikke er et anerkendt speciale. Når man ikke kan ansætte speciallæger i akutmedicin, må man hyre læger med forskellige baggrunde.

»Men den rolle har man alligevel kunnet definere betydeligt bedre i Region Sjælland. De får således betydelig lettere besat deres stillinger end i Region Hovedstaden,« siger han.

»Det er altid meget svært at rekruttere, når man ikke kan definere tydeligt, hvad de skal beskæftige sig med, og hvad deres ansvarsområde er uden behandlingsansvar. Det er ligesom at have en afdeling, uden at man rigtigt har patienterne,« siger Lars Bo Weywadt. For at konkretisere, hvad det præcist er, de synes er kritisabelt ved det nordsjællandske hospitals måde at angribe akutområdet på, giver den ledende overlæge og hans to akutlæger sig til at ridse op, hvordan afdelingen helt overordnet håndterer en patient, der kommer ind ad døren. Visitation ikke nok

Den jobfunktion, akutlægerne får tilbudt i Region Hovedstaden, er ifølge de tre overlæger mest visitation, hvor de ved ankomst af patienter skal pege på, hvilken specialafdeling patienterne skal sendes hen.

»Men sådan skal akutlægen efter min mening ikke fungere. Det er på tide at bruge en akutlæge med dyr løn til andet end visitationsfunktion,« siger Marie-Laure Bouchy Jacobsson, der synes, at akutlægerne også bør være en del af patientforløbene og have et bredt perspektiv på patienterne frem for at se dem fra et hjørne, sådan som de højtspecialiserede læger gør.

»Akutlæger har en holistisk tilgang til patienterne, som Region Hovedstaden er holdt op med at værdsætte. Og det er en dårlig udvikling,« siger hun og fortæller, at hun i begyndelsen af sin ansættelse i Region Hovedstaden havde et håb om at kunne lave om på dette. Men i stedet for en bedring ser hun en forværring ved indførelsen af nye strukturer, der i endnu højere grad reducerer akutlægerne til visitation.

»Jeg synes, jeg som overlæge bliver snydt, når jeg i min funktion har pligt til at levere en patient til en forvagt, som jeg ikke selv må supervisere, fordi han hører til en speciallæge,« siger Marie-Laure Bouchy Jacobsson.

Lars Bo Weywadt bekræfter, at Nordsjællands Hospital anser akutlægerne som et ‘servicemellemled’, der kun tager de allerletteste patienter selv og ellers videregiver patienter til andre specialer. Det giver ikke en identitet, som har været god nok til at kunne fastholde de her læger.

»Det er meget få patienter, du kommer til at færdigbehandle på den måde. I den model, du har i Hillerød, har akutafdelingen ingen egne senge. Lige så snart patienterne bliver indlagt, er de uden for akutafdelingens regi, så der er ikke så meget ‘hands on’ for akutlæger. Det bliver korte forløb, man ekspederer,« siger Lars Bo Weywadt.

Når ens rolle kun er visitation, synes Halfdan Lauridsen, at det er ekstra utilfredsstillende, at direktionen ikke går op i, hvor patienterne sendes hen, men på grund af en kronisk overbelægning blot stiller sig tilfreds med, at patienten får en seng.

»Vi har haft overbelægning på det her sygehus i adskillige år. I stedet for at sikre, at patienterne ligger der, hvor de bliver behandlet bedst muligt, har man indført begrebet ‘kapacitetskonference’. Det går ud på at smøre patienterne ligeligt ud over hele sygehuset. Men en hvilken som helst patient kan ikke ligge i en hvilken som helst seng,« siger Halfdan Lauridsen, der har det svært med, at en patient med f.eks. blodforgiftning bliver indlagt på en gynækologisk afdeling i det øjeblik, infektionen er slået så meget ned, at feberen er faldet. Hun hører fortsat hjemme på en infektionsmedicinsk afdeling.

»At placere en sådan patient på gynækologisk truer patientsikkerheden,« siger han.

Marie-Laure Bouchy Jacobsson oplever også, at hospitalet har for få senge til regionens store antal ældre, multisyge patienter.

Hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth kender godt kritikken af hospitalets kapacitetskonferencer, men er meget uenig i, at det skulle være en trussel mod patientsikkerheden.

»Kapacitetskonferencerne er en velafprøvet metode fra projektet Sikkert Patientflow, som netop skal skabe mere sikre og sammenhængende patientforløb,« siger Bente Ourø Rørth.

Marie-Laure Bouchy Jacobsson synes, Nordsjællands Hospital har bevæget sig enormt positivt i den tid, hun har været der. Så det hele er ikke sort, siger hun. Men hun oplever, at hospitalets ressourcer ikke længere er tilstrækkelige i forhold til opgavemængden. Og der er for få senge til det store antal multisyge ældre patienter. Mens hospitalerne i de andre regioner er ved at finde en god løsning på den problematik, har Nordsjællands hospital i hendes øjne ikke fulgt ordentligt med. Hun kan ikke længere se lyset for enden af tunnelen på Nordsjællands hospital.

»De økonomiske rammer er, hvad det er, og det kunne jeg godt bære, hvis det var sådan, at jeg oplevede, at vi kunne arbejde som rigtige akutlæger. Men det kan vi desværre ikke,« siger Marie-Laure Bouchy Jacobsson.

Halfdan Lauridsen, Marie-Laure Bouchy Jacobsson og Lars Bo Weywadt har sidste dag på Nordsjællands Hospital 31. maj. Den tredje akutlæge, der sagde op i samme ombæring, stopper 30. juni. Han har ikke ønsket at blive interviewet til denne artikel. "

...Sådan cirka, - det var lige hvad jeg kunne huske. Kan være jeg ikke lige fik skrevet det hele med.....

Du udstiller desværre din egen manglende indsigt på området.

Beklager at jeg udtrykte mig lidt hårdt. Jeg burde nok bare have skrevet at jeg var uenig i dine antagelser.

Du udstiller desværre din egen manglende indsigt på området.

Det som Ulf brokker sig over er opgaveglidningen fra sekretær til læger. At alt ting tager længere tid. Alt andet end lige er det spild af lægeressourcer at han skal klikke sig igennem et tungt system, som ikke er lige så smidigt som det EPIC de bruger i USA. Der er også budgetteret med flere speciallæger efter indførslen af SP, da nogle af lægerne får mindre tid til den enkelte pt. Som sædvanligt har it-politikerne set en Rolls Royce i aktion da de fik systemet demonstreret , men købt en Skoda uden alt ekstraudstyret (citat fra nedenstående podcast) Hør evt mere om problemerne med sundhedsplatformen her, på denne podcast produceret af medicinstuderende og læger: http://www.stetoskopet.nu/podcast/012012SP.mp3

<em>Men, der er altså situationer hvor en præcis lokation er vigtig for at sikre medarbejderens sikkerhed og tryghed på arbejdspladsen. Hvis en sygeplejerske udløser en overfaldsalarm, så betyder det rigtig meget at systemet ved hvor den ansatte og responsholdet er - skal systemet f. eks. reservere en elevator? hvilken adgangsvej er kortest?</em>

På afdelinger, hvor personalet kan være udsat findes der allerede overfaldsalarmer, som man tager fra en kasse inden man møder ind, tester den, og derefter sætter den på tøjet. De kan virkelig præcist fortælle alle andre relevante afdelinger hvilket lokale alarmen er udløst i, og om den er i bevægelse (dvs flytter sig). Den information står på displays som hænger i loftet ude på fællesarealerne, så det tililende hjælpepersonale blot behøver at løfte blikket mod displayet i loftet for at se i hvilket lokale der er brug for hjælp.

Så jeg køber ikke sikkerhedsargumentet for at udstyre alt personale med overvågning. Hvis man bare reserverer overvågningen til udstyr, medicin etc er jeg tilfreds. Jeg vil bare gerne frabede mig ledelsens overvågning. Du har ret i, at artiklen ikke belyser alt det gode som IT kan gøre i sundhedsvæsnet, men den belyser en meget relevant problemstilling; nemlig om man skal finde sig i konstant overvågning fra sin arbejdsgiver.

Smart at personalet nu får arbejdssmartphones - det er en dejlig nyhed. Bliver de tilknyttet personalets funktioner; eksempelvis forvagts-smartphone, bagvagts-smartphone, eller bliver de personlige?

Jeg tror grundlæggende vi er enige i, at forskellige teknologier, herunder RFID, har en god plads i at optimere lokaliseringen af ting på sygehusene. Jeg er bare af den overbevisning, at hvis man ikke skal betragte personalet som "ting der skal holdes styr på". RFID kan man putte på ting - ikke mennesker(s navneskilte).

Vi taler vist forbi hinanden ang. størrelsen på de respektive afdelinger. Når jeg mener at de enkelte afdelinger er 'små', så er det fordi jeg taler om underafdelinger. Eksempelvis appopleksi enheden på neurologisk afd. Den er ikke så stor - uanset om du befinder dig på AUH eller Slagelse sygehus. Lægerne og sygeplejerskerne er i dagtiden ofte på den samme afdeling. Selvfølgelig er der altid undtagelser, eksempelvis anæstesien som skal rundt til andre afdelinger i akutte tilfælde, men der hjælper gode afdelingsnavne og god skiltning langt mere end en prik på en smartphoneskærm. Jeg kan godt forstå, at mange af de her ideer er gode på papiret, men det er de færreste som vil få brugt 'den lysende prik på skærmen' - i forhold til personalet.

Der sidder RFID-chips i sengene, og når en patient kommer ind, bliver sengen og patienten "parret" til hinanden. Det vil sige, at en læge eksempelvis kan få et overblik over hvor patienten har været - har patienten f. eks. været i MR-scanneren vil det kunne ses selvom radiologerne ikke har lagt billeder ind i journalen endnu.

Der er selvfølgeligt et vist potentiale i, hvis lægen kunne se (på sin smartphone) om patienten har været til scanning. Den slags bliver normalt noteret i journalen, og det formoder jeg at det også vil blive, omend automatisk, ved RFID sporing af patienten. Det er selvfølgeligt meget rart, men groft sagt, så kan det først blive nyttig viden når radiologen har lagt billederne ind, samt beskrevet dem - indtil da vil man normalt ikke skænke den slags mange tanker. Jeg tvivler ligeledes på, at det automatisk vil blive ført ind i journalen, da EPJ har så uendeligt meget uudnyttet potentiale for automatisk 'indtastning' fra prøveapparater, men systemerne er der desværre bare ikke endnu.

Jeg vil også vove at påstå, at det kommer til at kræve mere tid fra plejepersonalet at parre patienter med senge - og holde styr på om de nu har flyttet seng - tid som kunne bruges på mere nærvær og mindre dokumentation.

Mange af disse velmente tiltag gør det modsatte af at give os tid med patienterne - de kræver mere skærmtid.

Jeg er ny læge, så har et rimeligt kendskab til sygehusvæsenet. Og jeg er faktisk helt enig i din betragtning mht at det vil være smart at kunne kalde på folk i sådanne situationer. Der hvor jeg stejler er, at man vil putte rfid chippen i vores navneskilte! Som beskrevet i mit forrige indlæg benytter vi telefonerne meget, og hvorfor ikke koble rfid'en i dem, så det ikke bliver direkte personhenførbart. Så er det bare "portørvagten", "forvagten " etc som holder vagttelefonen den dag man finder, og ikke en jens Jensen.

Man kan sikkert også bruge det i big data sammenhænge, og se hvordan personalet bevæger sig mm, men jeg holder bare på, at det på ingen måde overhovedet må være personhenførbart.

... Der bruger man den ret smarte opfindelse; (DECT) telefonen. Man ringer simpelthen til den man vil finde. Hvis personen ikke svarer er vedkommende optaget, og kan alligevel ikke hjælpe den som ringer.

Noget som man virkelig har brug for, er færre afbrydelser og mere tid til den enkelte patient! Det får man ikke, hvis man hele tiden bliver opsøgt at kollegaer som skal bruge et lille råd. Telefonen kan man bare sætte på lydløs indtil man er færdig. De som har prøvet at sidde til stuegang med en læge der bliver afbrudt 10 gange vil nikke genkendende til problematikken, samt at konsultationen tager længere tid.

Som personale spilder du tid på at finde kollegaer. Og hvis man kan fjerne det (tidsspild, red.), så har man i sig selv en gevinst. Men der er også den indirekte gevinst, at du som kliniker får mere fokus på kerneopgaven – nemlig patienten.

Jeg har siddet og gennemgået nogle af undervisningsmodulerne, og jeg er næsten rystet over hvor vanvittig tungt systemet er designet - og med så mange click og skjulte undermenuer. Det er som om, at lægerne nu skal til at 'programmere' en journal, fremfor tidligere bare at diktere den. Det kommer til at tage så meget længere tid. Systemet er ganske givet lavet af nogle vældig dygtige programmører, men der er desværre ingen brugervenlighed overhovedet.

Og jeg er fuldstændig enig mere jeres gode betragtninger om den molbo-agtige opgaveglidning opad i systemet.

Susanne Poulsen påpeger, at hun stort set kun støder på positive personalereaktioner

I dag var jeg til undervisning (jeg er i slutningen af mit lægestudie) på Rigshospitalet, og den professor som underviste os kunne næsten ikke stoppes i at remse op hvor forfærdeligt sundhedsplatformen var. Han fortalte en anektode om, at professorerne i USA (på de hospitaler som anvender EPIC) har ansat såkaldte 'clickers', dvs assistenter som efter han har stillet diagnosen klikker den ind i systemet, da det er for tidskrævende for ham selv at gøre det. (Dette kunne dog undgås hvis Regionen ville investere i dikteringsmodulet, fremfor at spare det, og alle lægesekretærene væk.)

Man kunne i den anledning fristes til at tro, at professoren på Riget 'bare' er en ældre læge, som ikke er vant til omstilling til nye systemer. Men NEJ. På Gentofte, hvor jeg også har undervisning, viser den unge overlæge (som er vores underviser) os hvor ustabilt SP kører; Han skulle eksempelvis finde en CT-scanning frem, og først efter at have ledt i virkelig mange menuer kom han frem til scanningen, hvorefter systemet frøs og gik ned... Han kiggede opgivende ud på os studerende, og sagde " sådan er det alt for ofte ". Direkte adspurgt om han synes systemet fungerede godt svarede han prompte NEJ.

Selvfølgelig er al omstilling svær, specielt når man har vænnet sig til at arbejde i OPUS og alle de andre systemer man tidligere anvendte. Men det er lidt som om, at man forsøger at favne over for meget i sundhedsplatformens brugerinterface. Hvis jeg nu laver en lidt atypisk sammenligning med Office pakken, så har man Word til at skrive i, Excel til at 'regne' i, powerpoint til præsentationer etc etc. Altså; man har ét program som fungere virkelig godt til dets formål - men der er samtidig en vældig god integration programmerne imellem. Hvis jeg eksempelvis kopierer en graf jeg har lavet i excel over i Word, og opdaterer den i excel, så bliver den også opdateret i Word etc etc. Tænk hvis man havde samme smarte enkle opdeling i Sundhedsplatformen. Altså én bred journal, med hurtige og nemme 'undersystemer', eksempelvis billedevisningsdel, laboratoriedel, medicin-del mm. Altså sammen overskueligt med god integration, hvor der er genvejsikoner til hver enkelt del på skrivebordet, samtidig med at man kan finde dem vha genveje i ’modersystemet’. Det ville være langt mere simpelt at arbejde i, fremfor de utallige valgmuligheder og skjulte undermenuer der er i sundhedsplatformen. Man skal virkelig vide hvor man skal kigge for at finde det man leder efter.

ps; jeg håber virkeligt at SP kommer til at fungere godt. Det skal den nok en gang :)

Kunne personalets brok tænke sig at have relation til den (meget uheldige!) arbejdsglidning der sker med implementeringen, hvor læger i særdeleshed nu skal til at bruge enormt meget tid på dokumentation.

I skal tænke på, at systemet er udviklet til amerikanske hospitaler, hvor der er en anden dokumentationskultur (sikkert pga evt retssager), og i USA er det normalt at læger bruger tid på den dokumentation, som sygeplejersker og lægesekretærer laver i DK.

Eksempelvis har regionen valgt (imo fuldstændig hovedløst) IKKE at tilkøbe diktationsmodulet, og lægerne skal nu selv sidde og skrive i fritekst, det, som ikke kan krydses af i systemet fremfor hurtigt at diktere det.

Jeg ville egentligt gerne opgradere min windows 7 partition til win 10. Dog kan jeg ikke pga driveren til mit bluetooth-kort, jf win 10 opgraderingsassistenten, ikke virker til Windows 10. Og her skal jeg nok egentligt skyde på Apple, da jeg bruger en 2011 macbook pro (15") med BootCamp, og den kan, jf Apple, kun tåle at køre Windows 7... (den har en i7 quadcore processer), og derfor vil apple ikke opdatere bluetooth driveren. Eneste logiske apple perspektiv her, må vel være at købe en ny mac.. I think not. Så jeg tæller vel med i statistikken af folk som ikke har opgraderet, på trods af at jeg ikke kan.

Venligst ingen spoiler-alerts i overskriften (!), selvom det bare er maskine-gætterier. Jeg vil gerne selv have lov til at spekulere over hvem og hvad der dør i Game of Thrones - hvis jeg vil have hints, så klikker jeg på overskrifter der antyder at de har hints.