Martin Ernst bloghoved

Yaels side af mønten – løbehjulssagen vol. III

Illustration: ACS Canva

Jeg har længe barslet med en opfølgning på en opfølgning på de blogs, som jeg har skrevet om løbehjulene. Nu er der kommet lidt nyt i ”sagen”, da Københavns Kommune har give 11 operatører mulighed for at udleje cykler i det offentlige rum. Dette er i øvrigt sendt i høring frem til den 6. januar 2020. Det virker bare ikke som det har fanget mediernes interesse i denne omgang.

Hvordan kom vi her til?

Den første handlede om ,hvad der var op og ned i den sag. Hvilke nyheder var korrekte og hvad var forkert. Der blev her draget en sammenligning med Faceapp’en, som før bloggen var blevet beskyldt for at være et værktøj for russerne til at samle info om alle i verden. Siden da er alt det fuzz om Faceapp’en gået i sig selv igen.

Helt i samme grad kan man ikke sige om løbehjul og polemikken omkring dette. I en opfølgende blog om emnet forsøgte jeg at bringe nogle svar på de mange kommentarer, som den første blog havde affødt. Når man ser tilbage på den, så havde den meget en vinkel set fra et 'pro-løbehjuls' synspunkt. Når man er blogger, så bliver man nødt til at have en vinkel.

Yaels side af mønten …

Efterfølgende har jeg haft mulighed for at forstå situationen fra den anden side. Nemlig fra Yaels. Hende, som jeg brokkede mig over, havde startet hashtagget #løbehjulsgate. Yael, som driver sin egen butik og udlejning af cykler.
Det har i den grad været nogle berigende samtaler. Samtaler, hvor man får lov til at se den anden side af mønten; samt Yaels historie og tydelige frustration.

Der var tre emner, som var omdrejningspunktet.

Hvorfor må de andre og Yael får afslag?
Hvorfor gribes der ikke ind ved social dumpning?
Når man har meget kapital i ryggen (eller ikke har … )!

De andre må, men Yael må ikke!

I langt tid har det været sådan, at de andre måtte og Yael måtte ikke. Hvorfor får løbhjulsfirmaerne og ”Donkey R.” lov til at sætte deres produkter på gade og vej, når Yael og f.eks. bycyklen får afslag på deres del?

Det er det store spørgsmål fra Yael, hvis frustration er helt tydelig. Og med rette. Yael har nemlig søgt om at kunne stille cykler ud, men har fået afslag bl.a. med begrundelsen i, at hun havde en fysisk butik. Men konkurrenter kunne uhindret sætte deres cykler op foran hendes butik.

Frustrationen stopper ikke der. Yael kunne på det tidspunkt søge om udstilling eller udeservering. Hun søgte om 'udstilling'. Og fik et svar ud fra det synspunkt, om hendes cykler var kunst. Men fordi hun havde fået afslag, så kunne hun nu få bøder, idet hun har en butik og et afslag.

Set fra hendes vinkel, så var det provokerende, frustrerende etc. Det kan man kun være enig i.

Når social dumpning bliver (måske ufrivillig) en del af forretningsmodellen og skal afsløres af andre?

Et andet frustrationspunkt for Yael er, at hun gør alt, hvad der står i hendes magt til at være den gode arbejdsgiver. Betaler det man skal. Sikrer, at arbejdsmiljøet er i orden etc.
Og i følge hende ikke noget, de andre gør i samme grad. Heldigvis har dette været i medierne, hvor der har der været artikler om i bl.a. A4.

Loven skal gælde for alle! Igen kan man godt forstå Yaels frustration.

Når storebror får penge med hjemmefra

Udfordringen for den lille, når storebror har fået penge af far. Her tænkes på store investorer, der skyder penge i eksempelvis de løbehjulsfirmaer, der stiller el-løbehjul op rundt om i gadebilledet.
Yael har i dette tilfælde flere gange over for mig sagt, at hun ikke forstår, hvordan det kan løbe rundt.

Dette er en helt generel udfordring – ikke kun i denne forbindelse. Yael har en anden måde at drive forretning på end selskaber, som kommer med kapital i ryggen. Yael skal sikre, at hun vækster på en sund baggrund – for ellers har hun ikke et firma lige om lidt. Dvs. hendes forretning skal som minimum give et lille overskud. Derfor undrer det hende, at konkurrenter kan tilbyde en service til en pris, som ligger så langt under de priser, som hun tager. Vi har været inde på socialdumpning, som kunne være et middel til at tilbyde et billigere produkt. Jeg har også været inden på i de tidligere blog, at der kunne være en indtægtsstrøm fra andre ydelser. F.eks. salg af data. Noget, som Yael ikke umiddelbart kan og ønsker at levere - lige nu.

Det kan også bare være, at det er big business, hvor markeder skal erobres, og når markedsandelene er store nok, så konsoliderer man sin forretning, og det bliver en ”cash cow”, som det hedder så smuk i business verden. Det er ikke første gang, det er sket i verdenshistorien. Det er bare et vilkår for en som Yael.

Bliver det så ikke alligevel jul?

Det kan kun glæde mig, at den lille kæmper, som Yael er, har fået en af de 11 tilladelser til at stille cykler i det offentlige rum. Det kan kun glæde mig, at en som Yael, som gør de rigtige ting, har fået mulighed for at drive en forretning på lige vilkår. Det var ikke tilfældet for bare et par dage siden.

Det bliver spændende og se Davids kamp mod nogle store Goliat’er.

Go Yael!

Relateret indhold

Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Tommy Calstrup

Hvis Yael nu skyndte sig lidt, at kontakte Hovedstadens borgmester for kultur og fritid, så kunne hun måske hægte sig på den bølge, som blev startet i Berlinskes AOK, omkring udenlandske erhvervsdrivende, og deres udanske forretninger, her i juletiden.
https://www.berlingske.dk/aok/hvorfor-skal-der-saelges-en-masse-bras-mid...

Som det fremgår af artiklen, så kommer hverken kultur- eller miljø borgmestrene i indre by, med mindre de er nødt til det, hvilket jo kan undre en eller anden.

Måske der kunne startes en forening, som tvinger borgmestrene til, at møde deres undersåtter, ude i den virkelighed, som de administrerer, fra deres skriveborde?

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere