Version2 bragte for et par uger siden en artikel om, at en virksomhed tilsyneladende har ret til at hive stort set alle data ud af medarbejdernes smartphones, hvis der er mistanke om snyd. Det er klart, at det rejser nogle interessante problemstillinger, hvis en virksomhed leder efter tegn på økonomisk snyd og i stedet finder andre “spændende” ting, f.eks. e-mails til vennerne hvori man kalder chefen for en idiot, eller svedige sms’er til praktikanten.
Men jeg er dog ikke nødvendigvis sikker på, at det kun er i e-mails eller beskeder, at man afslører sig selv; meget ofte vil alene internet-historikken indeholde meget personlige oplysninger. Jeg fandt det ganske slående, da jeg for nyligt klikkede i Google-søgefeltet på Safari på iPad’en, som foldede en drop-down menu ud indeholdende mine seneste ca. 20 søgninger. Alene i det lille felt kunne man aflæse hvilke teknologier, jeg pt. arbejder med, hvilken sport jeg dyrker, hvilket events jeg deltager i, mine erotiske præferencer, hvad jeg fejlede sidst jeg var syg, og hvad jeg går og overvejer at købe.
Utroligt så meget omtale der har været omkring privatliv i forbindelse med Facebook, hvor man trods alt på en relativt kontrolleret måde vælger hvilke aspekter af sit liv, man vil dele med andre. Jeg synes da, at det er langt mere ubehageligt at tænke på den omfattende historik, man efterlader sig hos Google, teleudbydere og i sin arbejdsgiverejede smartphone, når man uden større (før- eller) eftertanke bruger internettet til snart sagt alle aspekter af tilværelsen.
Da jeg trådte mine barnesko på internettet var en af de væsenligste fortællinger om nettet, at man kunne være anonym og måske leve en helt anden identitet ud på nettet. Jeg chattede med folk, som fortalte, at de var australske politibetjente eller bahrainske studerende, men som i princippet ligeså godt kunne have været bumsede danske teenagere, hvem ved. Giver retten til privatliv ikke også ret til at vælge hvilken rolle, man påtager sig i en given sammenhæng?
Foto: edenpictures
For nyligt modtog jeg et screenshot af et site, der indeholdt Google-reklamer af typen “Sexy Filippino Women” midt i en side med seriøs aktieinformation, og det er svært ikke at tænke, at den pågældende, der havde taget screenshot’et, helt uforvarende har fået afsløret lidt mere af sine søgepræferencer, end han nok havde tænkt sig.
Og der er vist et eller andet, vi har tabt, hvis det kræver særlig teknisk snilde at være latino lover i sin fritid og finansanalytiker i de lyse timer, uden at de to ting blandes sammen. Eller skal vi bare vænne os til, at vores beskidte vasketøj fremover bliver luftet helt ude ved vejen?
Tror ikke det betyder ret meget for den almene dansker, da mange af mine venner er så dovne at de ikke gider bruge adresse-feltet men i stedet liiige googler: facebook, "det er jo hurtigere" .. ;) men udover det en total underlig funktion i safari, men hvad kan man forvente af Apple... :D
Kan kun anbefale DuckDuckGo.com - se bl.a. http://dontbubble.us/ og http://donttrack.us/
Man kan også søge på Google gennem den, bare anonymt. Og så har den faktisk nogle andre ret fine funktioner, som fx. at skrive '!w Privacy 'for at søge på Wikipedia efter 'Privacy' og en direkte søgning på Wolfram Alpha for ting hvor det er relevant.
...behøver jeg at sige mere?
Ingen tvivl om, at der er tekniske løsninger som gør, at man kan surfe anonymt, men min pointe er, at det kræver en vis teknisk snilde og ihærdighed, som man ikke kan forvente af flertallet af internettets brugere. Det er vel ikke kun nørder, der har ret til et privatliv?
Du kan have ret, Anne-Sofie, men jeg tror ikke der er så meget andet at gøre, end at stemme med fødderne - dvs. enten bruge en anden gratis søgemaskine, eller finde en, hvor man betaler for ikke at blive tracket. I lang tid har jeg undret mig over, hvorfor Google ikke tilbyder brugere en samlet pakke for et fast beløb om måneden, hvor man så ikke bliver tracket i ens søgninger, gmail osv. Det er givetvis fordi det ville blive meget dyrere, end jeg lige forestiller mig - altså at værdien af vores data, simpelthen er for stor.
Det er vel ikke kun nørder, der har ret til et privatliv?
Bestemt ikke, men grænserne flytter sig hele tiden med nye medier, som man også kan se ud af den (forfærdelige) massive mængde af reality TV - og hvor man iøvrigt heller ikke umiddelbart finder mange nørder.
Grunden til at vi har problematikken i det hele taget, skyldes vel at vi er gået fra adskilte domæner til et rigt hypermedie, hvor vi ikke længere er i stand til at afgrænse de træstrukturer der findes i grafen.
Men det er vel begyndt så småt, hvis f.eks. man ser på Facebook og Google Plus, hvor man aktivt vælger hvilken kontekst man ønsker at "operere på" når man f.eks. skriver "Fuck en lortelærer" til ens medstuderende, "Chefen er dum" til vennerne eller "Så er huset gjort rent" til familien.
