Virtuel barndom

Sidste uge havde Ingeniørens bagside et pladdernostalgisk indlæg på bagsiden om hvordan barndommen har ændret sig på forskellig vis.

Jeg havde set teksten før og jeg bryder mig ikke om den.

For det første er den egentlig ikke morsom, for det andet hjælper den til at yderligere at skjule, hvad jeg mener er et problem.

Vi havde også virtuelle universer dengang jeg var barn, de fleste af dem stod på rad og række, sorteret alfabetisk efter forfatterens efternavn på det lokale bibliotek og nogen af dem var waaaaay out, de hed science fiction. Vores virtuelle universer havde også andre udtryksformer, jordhulen nede bag Kristians værksted, brædtspil, halmballeborge osv.

Bortset fra bøgerne var alle disse virtuelle universer dog fysiske på et og andet niveau, man kan kommunikere utroligt meget med den måde man slår en brik hjem på i ludo.

Et stenalderfunds bekymringer

(Fra den dag ens førstefødte kommer til verden bliver man ca. 500 år ældre hvert år, det er nødvendigt hvis teenagere skal have stenalderfund som forældre.)

Der er to ting ved den virtualisering af barndommen som finder sted idag der bekymrer mig som far til to pre-teenagere:

Hvordan fa'en skal de lære at læse kropssprog når den største del af deres kommunikation med andre mennesker er elektronisk ?

Får de fingrene i nok forskellige fysiske fænomener til at forstå verden intutivt ?

1984 er kun lidt for sent på den

Literaturen er fyldt med forskellige dysfunktionelle fremtidsversioner, fra Huxleys udødeligt præcise beskrivelse af de neokonservatives statskup(forsøg) i USA over Linda & Valentins beskrivelse af en fjern fremtid, hvor 99% af menneskeheden er pacificerede luxuskæledyr, i hvis navn den sidste procent "Boldly goes..."

Spørgsmålet er hvor langt vi egentlig er fra den tilstand ?

Ungdommen nu om dage!

Børnetallet falder fordi ingen nok så blond pige i en nok så gennemsigtig kjole kan konkurrere med de produktuviklede pornofantasier.

Se f.eks denne dejligt åbenhjertige beskrivelse af Second Life, der som en af de få indrømmer, at det stort set kun drejer sig om sex.

Fejlfinding er reduceret til "prøv at slukke og tænde og hvis det ikke virker må du købe en ny". Hold det lige op imod at skifte kugleleje i det interne gear i baghjulet på en minicykel!

Hovedregning, denne allermest nødvendige evne hvis man nogensinde skal kunne lave et kvalificeret gæt eller en beregning bag på en serviet, er totalt uddød. Min søn griber ud efter sin lille grønne lommeregner hvis han skal dividere 75 med 25.

Hvad gør vi ?

Jeg synes der er to ting vi bør spørge os selv om her, "Hvad gør vi ved barndommen '" og derefter "hvad gør vi ved det ' (hvis noget)"

Jeg er godt klar over at jeg inviterer til en uendelig række af morsomme svar her, lige fra "og det var mange kilometer den gang" over "i 30 graders frost, op ad bakke, begge veje" til "Ungdommens evige forfald".

Men hvis vi nu leger at jeg har forudset alle disse letkøbte og uforpligtigende afvisninger, kan jeg så ikke få lidt kvalificeret modstand her:

Hvordan undgår vi at vores børn bliver virtuelle mennesker ?

Grunden til at jeg spørger her på v2 er, at hvis der skal komme en reaktion på IT's invasion af barndommen, så skal den komme fra IT folkene, alle andre vil bare blive stemplet som maskinstormere.

Er vi trygge ved hvad vi har gang i ?

Ville vi have det bedre med det, hvis børnene fik en grundig undervisning i hvad forskellen er på en virtuel og en virkelig verden ?

Hvad og hvor meget får jeres børn lov til at bruge computere til ?

phk

Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Martin Rytter

Man kunne starte med at give børn adgang til inspirerende og dygtige undervisere. Der findes masser af forskning som underbygger vigtigheden af denne faktor.

Jeg fattende indtil for få år siden ikke hvordan det kunne lade sig gøre stort set fra udrydde børns ellers ubegrænsede nysgerrighed i løbet af nogle få skoleår. Efter at have brugt på år på et seminarium blev jeg klogere. Folk sådan et sted er ikke specielt interessante (heller ikke får børn).

Jeg tror at læring handler om at lægge sit eget skema. Det handler om at børn skal have lov til at vælge. Igen og igen og igen.

Men handler folkeskolen ikke om at alle børn skal lære de samme grundliggende ting? Jamen. Vi kan ikke gøre forskel på folk. Alle har krav på at lære det samme! Undervisningsdifferentiering er noget kapitalister har fundet på! Jeg kan stadig høre kampsangene... Derfor forlod jeg seminariet og lever i dag en spændende tilværelse som ingeniør/softwareudvikler.

Dårlige undervisere tænker på viden som en stak. Vi putter et element ind i de små poders hjerner ad gangen. Dygtige undervisere forstår at viden er en graf (et netværk) og at mennesker er født automone med evnen til selv at udvikle sig.

Vigtigheden af at møde de rigtige mennesker er ufattelig vigtig og siden børn ikke vælger deres forældre selv (hvor udemokratisk!?) er det eneste vi kan gøre at give dem dygtige undervisere.

Er det ikke lidt naivt at tro at det handler om et par timer mere i dansk og matematik?

Gør som google. Giv børnene 20% tid til deres egne projekter (gerne mere). Sørg for at de skal præsentere deres resultater (giv kritik, opsæt krav). Gør det spændende. Lad være med at opsætte en masse begrænsninger: Det skal fylde 4 sider, i skal være 3 i hver gruppe, det er altså matematik vi har nu, osv.

Der er et problem. Hvad sker der når en slagteriarbejder på revalidering har brugt 7 år på at blive folkeskolelærer stiller sig op i et klasselokale og siger: "Så er der gruppearbejde?".

Det handler altsammen om mennesker.

Er der ikke et par ingeniører med en stresset tilværelse der har lyst til at hjælpe nogle børn med at have det sjovt og lære noget imens?

Dorte Toft

Jeg anser blogindlægget for at være så vigtigt og tankevækkende, at jeg har tilladt mig at henvise til det fra min blog, it-bizzen, der er tilknyttet Berlingskes business.dk. Selv om det ikke har meget med business at gøre.
Dorte Toft

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Brugerundersøgelse Version2
maximize minimize