Var det ikke bedre i gamle dage?

Under en søgning efter ferielejligheder endte jeg tilfældigt inde på en side, der grangiveligt lignede noget fra midt-halvfemserne, komplet med mørkeblå baggrundsfarve og animerede gif'er som bullets i en punktopstilling. Der manglede bare et MARQUEE og/eller BLINK tag, så havde den været hjemme.

Og så blev jeg faktisk lidt nostalgisk... For der var da faktisk ret hyggeligt på nettet i 1995, da jeg lavede mine første Altavista-søgninger og prøvende fumlede mig omkring i nettets krinkelkroge. Det var på mange måder lidt ligesom at være på besøg i nogens dagligstue. Folk lagde deres bookmarks, forskningsprojekter og familiebilleder til frit skue, og jeg tilbragte timevis på chatsites, hvor jeg fik "venner" fra steder som Australien, Frankrig og Bahrain, hvor folk var nysgerrige for at møde andre i stedet for som nu at nøjes med at være social på såkaldt "sociale netværk", hvor man primært er social med dem, man kender i forvejen. 

Der var lidt en pionérånd, og det kunne jeg godt lide. Folk sendte mig spørgsmål som: "How do you build in frames in a homepage'" og "Just wondering what kind of computers are in Denmark (which one do you have)'" Så lurede vi JavaScript-tricks af hinanden, før websites'ene blev så komplekse, at man var nødt til at få genereret skidtet. 

Jeg ved ikke, om det nogensinde skal lykkes mig at få forklaret mine børn det revolutionerende i at få e-mail, når man havde været vant til en 14-dages-roundtrip for at sende fysiske breve frem og tilbage til sin kæreste i Canada. Verden blev på forunderlig vis både mindre - og større.

Var der et liv, før jeg kom online? 1995, you rule my world!

Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Anne-Sofie Nielsen

Herligt!

Man kan også browse nogle af de hyggelige gamle sider på archive.org's Wayback Machine: http://www.archive.org/web/web.php

Desværre kan jeg ikke huske URL'en til min første, lyserøde hjemmeside, så det er ikke sådan lige at finde den igen. Men den var vist med på en Alt om Data CD-ROM engang i 1996 eller deromkring (så folk uden netadgang kunne se hvordan det dersens internet så ud), så den må jeg prøve at finde engang...

  • 0
  • 0
#3 Søren Lund

Ja, archive.org er super.

Men, faktisk er der, som du selv skriver, stadig 90'er-designs derude. Se den her:

http://www.principality-hutt-river.com/

Den starter med en anden klassiker: "This site is best viewed on: IE 5.5 or better. Screen Resolution 1024 x 768 ENABLE Pop-Ups for this site" !

Der står "© 2004 - 2010" i bunden, og der er tydeligvis blev opdateret for nyligt...

Som man siger, over there: "1996 called, they want their web designers back." ;-)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere