Vannevar Bush forudsagde blogs i 1945

Som en del af et kursus jeg tager i øjeblikket har jeg netop læst Vannevar Bushs artikel fra 1945 "As We May Think". I den bruger han afslutningen af krigen til at bringe emnet vidensdeling blandt forskere på banen og forklarer hvad man i 1945 ser som fremtidens muligheder. Både microfilm og hulkort er nævnt og visionen Bush har for kameraer og andre værktøjer til at dokumentere viden.

Hele artiklen bygger solidt på datidens forventning til kommende teknologiske gennembrud, men derfor er det nu alligevel sjovt at læse hvilken retning man forventede at teknologiens fremskridt ville tage og se det i bagklogskabens klare lys.

Jeg citerer:
"The camera hound of the future wears on his forehead a lump a little larger than a walnut: It takes pictures 3 millimeters square, later to be projected or enlarged. (...) There is a film in the walnut for a hundred exposures and the spring for operating its shutter and shifting its film is wound once for all when the film clip is inserted. (...) The cord which trips its shutter may reach down a man's sleeve within easy reach of his fingers."

Og hvem vil ikke gerne gå rundt med en valnødstørrelses klump i panden og en snor ned i ærmet? En fantastisk vision.

Men en ting er indsamlingen af viden, en anden at sortere i den og arbejde videre på den og her er Bush næsten forud for vores tid. Han tager udgangspunkt i hvordan den menneskelige hjerne associerer i tankerne og dermed linker materiale sammen og finder en ny sti igennem data.

Bush beskriver en maskine "Memex" - en slags privat bibliotek af microfilm lagt i et mekaniseret skrivebord, som har funktioner til at fotografere de ting der er arrangeret på skrivebordsoverfladen (f.eks. en artikelside med noter i margenen, ens egne noter til artiklen, billeder, korrespondance i forbindelse med artiklen og den slags) og gemme fotografiet på en ledig plads i bordets microfilmsbibliotek. Bordet har også et håndtag, som tillader at man "bladrer" igennem en microfilmet bog (med 1, 10 eller 100 siders mellemrum) og bordet har flere projektorer, så man kan se på mere end en resource ad gangen. Hver resource har et indexnummer, som kan bruges til at kalde den frem og resourcer kan associeres, så hvis den ene vælges fremkommer den anden automatisk. Brugeren opbygger stier igennem data og gemmer disse stier til senere brug.

Bush har hermed opfundet noget der i funktionalitet minder om internettet: Links og indexering af resourcer. Forskellen er dog, at det er dit private net af resourcer - dit private bibliotek, som du selv kan bygge videre på, lave links på, tilføje noter og billeder, lave stier igennem og så videre. Du kan også modtage andres stier og links, og dele dine links og stier med andre.

Bush forudsiger i den forbindelse, at der kommer en ny profession kaldet "trail blazers", som er de folk, som pløjer igennem de store mængder af information og sætter det sammen på en interessant og brugbar måde.

For nu at drage et par paralleller til nutiden, så passer Bushs vision ganske godt til hele web 2.0-bølgen, hvor den enkelte sorterer i den tilgængelige information og strukturerer den. Dog mangler der i Bushs vision den ekstra værdi, man får ud af at flere bidrager til struktureringen af de samme data og et anderledes tidsperspektiv (man deler ikke data ved at sende det med posten, men man kan dele det umiddelbart), hvilket giver nogle helt nye muligheder. Det er dog stadig imponerende som Bushs vision matcher moderne tiltag.

Man kan ud fra dette f.eks. sætte blogs lig med den enkeltes personlige "Memex", hvor man samler de "trails" (et blogindlæg), som interesserer en selv og deler dem med andre. Dette giver den underholdende konklusion, at bloggere er den moderne version af trail blazers, som Vannevar Bush forudsagde i 1945.

Kommentarer (23)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Peter Makholm

Nu skriver du ikke hvad formålet med at læse Vannevar Bushs artikel var og hvorfor netop den var udvalgt. Men øvelsen med at trawle 50 års teknologiske forudsigelser igennem, fortolke dem i bagklogskabens lys og falde i staver over de ting man med lidt god vilje kan kalde korrekt forudsagt og more sig over ting der virker spøjse med nutidens briller, finder jeg intetsigende. Der er simpelthen for meget Nostradamus over det.

Med hensyn til en valnødstørelsesklump i panden og en snor i ærmet, så er det da en langt mere indlysende henvisning til Steve Mann end resten er til Web 2.0 (hvad end det så er)?

  • 0
  • 0
Martin Falck-Hansen

Jeg læste Memex-artiklen som intro til et HCI-kursus på DIKU i sin tid. Pointen er vel at tankegangen ikke er ny men "gammel vin på nye flasker".

Selvom Bushs artikel om Memex har ramt korrekt så forudsagde han også "elektron hjerner" på størrelse med Empire State Building med nedkølingssystemer på størrelse med Niagra Falls :-)

Det er lidt fascinerende at Bush huskes primært for Memex-artiklen og ikke at han dertil var en af foregangsmændende i bygningen af brint-bomben og opbygningen af det militær-industrielle kompleks samt at han var med til skære i støtten til de humanistiske og samfundsvidenskablige fag, som han anså for propaganda maskiner for "farlige politiske holdninger".

  • 0
  • 0
Peter Makholm

Der kan være mange gode grunde til at læse 50 års teknologiske forudsigelser igennem. At meget innovation bare er "gammel vin på nye flasker" er en god observation.

En anden god grund kunne være at lede efter ideer der blev opgivet eller udkonkurreret fordi de på daværende tidspunkt var uoverkommelige eller suboptimale.

Alene bare at få et historisk overblik og sit fagområde kan være fornuftigt. Man kan måske lære at undgå mange fejl, men muligvis også male sig inde i et 'sådan har vi aldrig gjort'-hjørne.

Det jeg lidt opponerer imod er når folk (og mange andre og i langt højrere grad end Therese) lidt passivt bare læner sig tilbage af benovelse over folks forudsigelsesevne givet et tykt tykt lag af fortolkninger.

  • 0
  • 0
Therese Hansen

Udover at man kan finde gammel vin på nye flasker kan en af pointerne ved at læse ældre tekster med forudsigelser vel også være at man måske kan få en vinkel med, som vi lige nu ikke kan se, fordi vi i høj grad bliver påvirket af den samtid vi lever i. At fortolke Vannevar Bushs tekst med web 2.0 for øje giver jo også ting der ikke stemmer overens, som man så kan overveje om det er noget der mangler eller om det vi har nu er bedre.

Jeg kunne også finde på at læse en Sci-fi bog med den vinkel at kigge efter noget brugbart at implementere, som ikke findes ordentligt i dag :-).

  • 0
  • 0
Therese Hansen

Jeg har skam ikke megen benovelse over Vannevar Bush - hvilket ikke betyder, at jeg ikke har fået en masse ud af at læse artiklen. Men jeg har stor respekt for andres (skøre) ideer - især hvis jeg kan lave en abstraktion og få en god ide baseret på dem.

  • 0
  • 0
Peter Makholm

Jeg er helt enig i at science fiction og resten af forudsigelsesbranchen er en god kilde til "nye" ideer.

Så efter at have læst Vannevar og overvejet det i relation til Web 2.0 (hvad det så end er), er der så noget vi mangler?

  • 0
  • 0
Torben Mogensen Blogger

En nyttig ting at bruge gamle forudsigelser til, er at vurdere nye forudsigelser.

Generelt har gamle forudsigelser vist sig at ekstrapolere brugen af datidig teknologi uden at forudsige fremkost af nye teknologier. Desuden har de ofte haft en ide om, at hvis det kan lade sig gøre, så vil det også ske, uden at tænke så meget over, om det er noget folk rent faktisk kunne tænke sig at gøre. Valnøddekameraet i panden er nok et godt eksempel herpå.

Så når man ser på, hvad folk nu om dage forudsiger om fremtiden (specielt den, der ligger mere end ti år ud i fremtiden), så skal man læse dem med samme overbærenhed, som man læser de gamle forudsigelser.

  • 0
  • 0
Therese Hansen

Det jeg personligt fik mest ud af, var hvordan jeg bruger min egen blog - jeg skal være bedre til at nedskrive de ting jeg finder på nettet, fordi jeg bruger for lang tid på at sortere de samme data igen og igen for at finde frem til det jeg allerede har haft fat i før for så at kunne arbejde videre derfra. (dvs. at gemme en trail i Memexen, som man kan kalde frem og arbejde videre på). Bush arbejder også med to-vejs-links, hvilket man kender lidt til fra blogs i form af backlinks til indlæg.

Hvis man skal tage det lidt mere generelt, så vil jeg sige at artiklen gav mig et par gode ideer, men de kræver finpudsning før de deles :-).

Den vinkel jeg skriver om i blogindlægget er det personlige internet, som jeg ikke ser helt dækket endnu. Der er mange services, som går i den retning og holder styr på dine links, noter, billeder og tanker, men som jeg ser det er vi ikke helt gode til at binde de forskellige services sammen endnu. Blogs er det som jeg ser kommer tættest på, men der tror jeg man skal se lidt på hvordan vi bruger blogs. Jeg har f.eks. en privat blog, som kun jeg kan læse og hvor jeg smider alle de ting, som er interessante for mig, men ikke andre eller som jeg ikke synes kommer alle ved. Det kunne godt være lidt a la det Memex, som Bush havde en ide om.

Dybest set er et af emnerne, som Bush bringer på banen, nemlig sortering af enorme mængder af data, blevet endnu vigtigere. Desværre bringer han ikke flere ideer til bordet end allerede nævnt.

  • 0
  • 0
Martin Falck-Hansen

Ideen om at rå data ikke er nær så meget værd som information, er vel ældre end Bushs artikel. Med inforation mener jeg her den proces som udvælger relevante data for et givent emne og sætter dem sammen.

Mange har vel set problemet med alle de data som er tilgængelige på nettet i dag - sematiske web er forslået som en løsning på dette, men kongstanken er vel en automatiseret måde at klare dette på - og der er nok lang vej endnu hvis nogen sinde.

  • 0
  • 0
Therese Hansen

@Peter Makholm
Du har helt ret i den indlysende henvisning til Steve Mann - det havde jeg helt overset, da jeg læste din kommentar :-).

@Martin Falch-Hansen.
Du har sikkert ret i at der kan være mange der har behandlet data vs. informations problemet før Bush, men er det relevante ikke snarere at diskutere problemets løsninger end hvem der kom på det først? Har du læst nogle gode løsninger til problemet? Det semantiske web virker som en meget fjern løsning i sit hele - findes der noget enklere? Kunne man evt. adoptere dele af det semantiske web? At lave en hybrid, som ikke giver eksakte løsninger, men måske bare et bedre filter af information. At jeg fodrer min personlige søgemaskine med informationen, at jeg er datalogistuderende, og den sørger for at hitsne på AJAX først er "Asynchronous JavaScript and XML" og derefter et rengøringsmiddel, en græsk helt eller et fodboldhold. Og vi kunne evt. træne den hen ad vejen - "husk hvilke ting jeg klikkede på da jeg fik resultatet af denne søgning." (ikke noget popup-noget, men noget jeg ikke skal tage stilling til og bare bliver vurderet ud fra mine handlinger). Men på den anden side - det har vi jo heller ikke helt gode erfaringer med: se bare alle de skægge TIVO-historier, hvor folk er blevet profileret skævt.

  • 0
  • 0
Rasmus Kaae

Hehe, jeg kan også huske at have læst den selvsamme artikel i et eller andet hypermedier/hci/multimedie kursus. Måske lidt overdrevet at skrive så lang en smøre omkring noget der er i introduktionspakken til et fag :)

  • 0
  • 0
Therese Hansen

Nu indeholder mit kursus ikke lige nogen forelæsninger, da det mest er selvstudium på dette stadie af mit studie :-). Men ellers et godt gæt...

Jeg har faktisk engang læst artiklen i et tidligere kursus, som var et introduktionskursus, men det er helt anderledes at læse den igen med web 2.0-fokus og når man ved lidt mere end på første år :-).

Da det ikke er alle læsere, der har en datalogiuddannelse synes jeg også det var passende at nævne den fulde historie, så det ikke blev for indviede.

  • 0
  • 0
Therese Hansen

Hmmm - du er vist for gammel til at have læst artiklen med Web 2.0 for øje. Hvis du har haft det i et introduktionskursus var det nok præcist med det semantiske web, hvilket jo nærmest er Web 2.0s modpol: Internettet for maskiner vs. Internettet for mennesker.

  • 0
  • 0
Martin Falck-Hansen

Vi er jo inde ved Kunstig Intelligens "hellige gral" nu: altså at lave programmer der forstår meningen (AJAX forstået som enten Async Javascript,rengøring, heltesagn,fodboldklub) fremfor blot at genkende syntaksen (de fire bogstaver).

En automatisk proces for dette er (måske) det som Googles "Page-rank" system gør: den kigger på klygner af sider som hænger sammen og deraf laver en beregning om siderne bør kategoriseres som ens. Det kan måske visualiseres bedre end Googles - f.eks. zoombare GUI'er ala "Thematic Maps" (se f.eks. http://www.kasperhornbaek.dk/system/files/PhDThesis2001.pdf side 22).

Nu Google er fremme i lyset så kan man jo tænke lige over om de mon på et tidspunkt vil tilbyde sådan en funktionalitet som du selv beskriver (at man indtaster sine præferencer og den så primært søger inden for dem). De tilbyder jo allerede i dag at man kan begrænse sine søgninger (f.eks. til Dansk). Et naturligt skridt for Google ville vel være at tilbyde mere personlig udvælgelse end den vi har i dag.

En vinkel ville måske være at se på de ideer som kommer fra SPAM-bekæmpelse. Her kan man jo også træne sit eget Baysianske netværk til at sortere i ens indbakke. Kunne man integrere det i ens søgninger på nettet ?

  • 0
  • 0
Rasmus Kaae

Ja, det er rigtigt at jeg er for gammel til det. Omvendt er Web 2.0 jo ikke noget nyt, men blot et buzz-word der dækker over gammel/kendt teknologi.

Det kan være jeg er på dybt vand når jeg tillader mig at være uenig i at "web 2.0" er en modpol til "semantic web", men er det ikke det samme? "Web 2.0" går bl.a. ud på at man kan komponere en given feature ved at anvende en række allerede eksisterende features. Alt hvad der foregår bag om ryggen vil jeg da mene hører under kategorien "semantic web", altså at de data der bearbejdes tillæges en semantiskvægt så de kan anvendes i andre systemer.

Et godt eksempel på ovenstående er iGoogle, NetVibes.com, Windows Live m.fl. Hvis man strækker sig langt kan man sige at disse systemer er en vidreudvikling af Memex (men så har man også strukket det langt!).

  • 0
  • 0
Therese Hansen

Nu er selv eksperterne uenige om hvad Web 2.0 er, men hvis man læser Tim O'Reillys artikel "What is Web 2.0", så definerer han det ikke ud fra teknologier, som nørder ofte gerne vil, men ud fra brug af teknologier.

Web 2.0 er altså ikke kun AJAX, men fokus på mennesker og nettet som platform. Web 2.0 er samarbejde/kommunikation over nettet og markedsføring til den lange hale med udgangspunkt i den enkelte bruger. Og AJAX er ikke altid Web 2.0! Hvis man bruger AJAX til at gøre nettet maskinlæsbar (semantisk web), så er det ikke Web 2.0.

Men igen det er kun når man forholder sig til Tim O'Reillys "definition" - eksperterne er som nævnt uenige om hvad der er Web 2.0, så det er ikke så underligt, at vi også er det :-). Det er et af de mest misbrugte begreber.

  • 0
  • 0
Kim Falk

Jeg har siddet og moret mig over at I ( jer der skriver kommentar (inklusiv migselv nu)) netop har fat i kernen af problemet i det semantisk web. Jeg forstod at Therese snakker om at man i nutiden perspektiv kan sige at Vannevar havde nogle ideer som stadig mangler idag, mens i kommentarene snakkes opfindere af brintbomber og gyldigheden af at læse gamle artikler. Og det er netop problemet er netop med det semantisk web at ingen er enige om hvad en artikel handler om,eller hvad et enkelt begreb betyder.

For mig betyder web 2 noget om det interaktive web, og blot en ny måde at samle teknologier der har været her næsten lige så lang tid som vannevars artikel. At sammenligne det semantiske web med web 2. er ligesom at sammenligne funktionaliteten af photoshop med strukturen af XML dokumenter (hvilket jeg ikke ser meget formål i).

Så før et egentligt semantisk web kan komme til verden, skal der enten findes et nyt begrebs apparat som alle skal lære, eller også skal vi blive enige om meningen af alle ord. Ingen af delene virker særlige sandsynlige.

  • 0
  • 0
Therese Hansen

Det ville kræve utroligt meget arbejde med fælles specifikationer og det er vist upraktisk med hele internettet - men enkelte velafgrænsede domæner kan udnytte værdien af det semantiske web.

At Web 2.0 for mig er så meget mere end det interaktive web og en ny bundling af teknologier, illustrerer jo bare din pointe ;-).

  • 0
  • 0
Rasmus Kaae

Det kan godt være der ikke findes én unik protokol for kommunikation mellem en given service og en vilkårlig service - men i mange tilfælde udbydes der services via RSS, SOAP eller andre standard XML-baserede protokoller. Så hvis nogen ville definere en ontologi over alle services i hele verden så kunne man måske godt lave generiske programmer efter den oprindelige "Semantic Web" tankegang.

  • 0
  • 0
Hans Schou

Havde det ikke været for Vannevar Bush, så kunne det være sket at British Telecom havde vundet en sag om softwarepatenter på hyperlinks.

Jeg medgiver gerne Makholm at det er skrevet i så tynde vendinger at det minder om Nostradamus. Men det manede et patent i jorden, og således er Vannevar Bush i mine øjne en helt.

Mange af de softwarepatenter jeg har gennemlæst, er iøvrigt så vage at det intet lader Nostradamus tilbage. Pludselig ser man at de samme ting er patenteret flere gange, men beskrevet på vidt forskellig og uforståelig måde.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere