Undervisningen er aflyst

SUK.

Nu er sommerferien fra universitetet snart slut og jeg har netop fået en mail om at de kurser jeg har valgt i dette semester er aflyst - forelæseren har fået et spændende job i det private erhvervsliv og forlader universitetet. Jeg valgte et nyt kursus, men også her fik jeg beskeden, at forelæseren desværre havde sagt sit job op på universitetet til fordel for et spændende job hos Innovation Lab og derfor ikke kunne køre kurset.

Og ovenstående er en trend jeg har set i et stykke tid. Der er boom i branchen og det kan mærkes på universitetet, som godt nok kan levere fordybelse i spændende problemstillinger og arbejdsopgaver, men som jeg har på fornemmelsen ikke kan konkurrere på vilkår. I andre dele af it-branchen skifter man jo job, som man skifter sokker, men her har universitetet historisk set været heldigere og 20-30 år samme sted er ikke uhørt. Men det er måske slut?

Det positive i trenden er jo åbenlyst - forskere får praktisk erfaring og forhåbentlig kan de så komme tilbage til et forskerjob med fornyet inspiration og viden. Hvis de altså vil tilbage.

Jeg håber meget, at universitetet er klar til kampen om medarbejderne, så det ikke går ud over forskningen og kvaliteten af undervisningen.

Men hvad tiltrækker de kloge hoveder' Er det lønnen og goder' Skal der fokuseres mere på pædagogikken i undervisningen og skal pædagogiske forskere belønnes for at være gode undervisere eller skal der fokuseres mere på forskningen med mulighed for ikke at undervise' Skal vi satse på et stærkere samarbejde med erhvervslivet, så vi kan få eksterne penge til forskningsprojekter eller skal vi satse på forskningens uafhængighed og statslig finansiering'

Kommentarer (14)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Ove Andersen

Jeg står selv for at skal starte på kandidatuddannelsen på datalogi ved Aalborg Universitet, og har ikke selv været ude for, at nogen af mine forelæsere/vejledere er "stukket af"..

Men hvad er det egentligt som Universiteter kan tilbyde de ansatte, som de ikke kan få ved et "almindeligt arbejde"?

Jeg kender ikke til lønforholdet mellem at være ansat ved et uUiversitet frem for en virksomhed, og af gode grunde heller ikke ansættelsesforholdene.

Når jeg er færdig med min kandidat regner jeg umiddelbart ikke med at fortsætte på Universitetet - egoistisk set: hvorfor skulle jeg? For mig at se, er der større udfordringer i at komme ud i erhvervslivet, samt bedre lønninger (ikke fordi det måske betyder noget).

Essensen af mit indlæg er: Hvad kan, og bør, et universitet tilbyde, for at det er attraktivt at være ansat ved et?

Og et direkte spørgsmål til dig, Therese: Hvad er dit endelige mål med din datalogi uddanelse? Ønsker du et arbejde ved et universitet? :)

  • 0
  • 0
Jørgen Henningsen

På det karrieremæssige plan kan universiteterne først og fremmest tilbyde prestige. Man tæller prestige i den verden i hvor mange gange andre forskere henviser til dine artikler, så hvis man gør sit arbejde godt kan man blive anerkendt.
Grunden til at jeg kunne finde på at søge indenfor den verden er dog mere relateret til miljøet. Der er tid til at fundere over ting uden at have en grund. Hvis man i erhvervslivet kaster sig ud i forskning, så står der en chef og forventer at man forfølger et kommercielt mål.

  • 0
  • 0
Torben Mogensen Blogger

I foråret gik to undervisere fra DIKU til erhvervslivet, så det er ikke kun i Århus, at problemet forekommer. Vi havde dog tid nok til at finde alternative undervisere eller (i et tilfælde) et erstatningskursus, så det kom ikke til at betyde så meget for de studerende.

Den ene af de to angiv som direkte årsag, at der var gået for meget administration og bureaukrati i universitetet -- der skulle hele tiden rapporteres, evalueres, ansøges, holdes møder osv., som tog meget af tiden (og lysten) fra undervisning og forskning. Da man snart ikke (inden for datalogi) kan få forskningsbevillinger uden, at der er en umiddelbar industriel anvendelse, så er forskellen fra at arbejde i erhvervslivet ikke længere så stort -- og i erhvervslivet har man efterhånden fundet ud af, at man ikke skal overbebyrde de produktive med administration -- og der er masser af spændende opgaver til kloge hover i IT-branchen. Jeg tror ikke, at lønnen var afgørende for nogen af de to "afhoppere".

Jeg kan godt selv nikke genkendende til hans synspunkter, og har også været fristet til at tage springet. Jeg er dog ukuelig optimist, og håber på, at forholdende forbedrer sig, så jeg ser tiden an lidt endnu.

  • 0
  • 0
Morten Fordsmand

Selvfølgelig betyder løn noget.

Hvor mange læsere her er parate, eller har for den sags skyld mulighed for, at skifte til et job med det halve i løn?

Og hvor mange ville arbejde på mandag, hvis de ikke fik løn?

  • 0
  • 0
Therese Hansen

Du stiller et svært spørgsmål :-).

Jeg har ikke en fast ide om, hvad jeg vil, når jeg bliver færdig med min uddannelse - der er simpelthen for mange faktorer der spiller ind. Nu er det nok heller ikke op til mig - universitets stillinger er jo for de bedste af de bedste og jeg ligger kun lige over gennemsnittet, men hvis chancen var der, er jeg i tvivl om jeg ville tage den.

Lige nu har jeg lidt et ben i begge lejre med 2 jobs i "den virkelige verden" og et job og et studie på universitetet.

Arbejdsopgaverne på universitetet ville passe mig fint, men karrierevejene virker lidt for ensidige og jeg kan godt lide mangfoldige udfordringer - jeg vil ikke lave det samme resten af mit liv.

Lønnen betyder noget for mig - ikke fordi de materielle goder er specielt vigtige (jeg har længe levet på SU), men penge betyder frihed til at gøre som man har lyst. Jeg har jo også et ansvar overfor min kæreste for, at han ikke skal være brødvinderen resten af livet, men at han også får mulighed for at koncentrere sig om videreuddannelse eller at starte eget firma eller hvad han nu har lyst til. Mit gæt er, at jeg har mulighed for at tjene flere penge i det private erhvervsliv.

Jeg er også godt klar over, at det ikke er alle steder, jeg ville passe ind - jeg er krævende i forhold til konstante udfordringer og nytænkning og muligheden for at lære noget nyt hele tiden. Men så garanterer jeg også engagement og at jeg vil forsøge at involvere mig i alt hvad der foregår omkring mig inklusiv det sociale :-).

Jeg skal nok i virkeligheden tænke længe over, hvad jeg vil bruge min datalogtitel til - og mange ting kan ændre sig hen ad vejen.

Hey, det her selvransagelse er hårdt ;-).

  • 0
  • 0
Therese Hansen

Interessant at der også er eksempler på det på DIKU - og at du selv har overvejet det. Er det udelukkende på grund af bureaukratisering at du selv overvejer at søge væk eller er det andre faktorer også?

Er der noget i det private erhvervsliv som lokker og som der ikke findes i et universitetsjob?

  • 0
  • 0
Henrik Knopper

@Morten: Halv løn er måske så drastisk igen, men jeg har da på et tidspunkt i min karriere gået 25% ned i løn for et job der lød rigtig spændende.

@Therese: Det er klart at lønnen betyder noget når udgangspunktet er SU, men på grund af skattelovgivningen mister den på et tidspunkt sin betydning som andet end et mål for hvor meget virksomheden værdsætter en.
Sidst nogen regnede på det kom de frem til at hvis du gik fra 30.000 til 60.000 om måneden ville du få 8.000 mere udbetalt. Hvor meget ekstra arbejde tror du der kræves for at retfærdiggøre den stigning i bruttoløn? Og vil stigningen i nettoløn være det værd?

  • 0
  • 0
Torben Mogensen Blogger

Det er ikke kun bureaukratiseringen, der kunne få mig til at gå til erhvervslivet (men det ville være en væsentlig faktor). Ved arbejde i erhvervslivet er der en tilfredsstillelse ved at se, at det man laver bliver brugt og værdisat af andre i en grad, som man ikke får ved at lave prototyper til forskningsprojekter. Og det at kunne arbejde koncentreret med et enkelt projekt i længere tid er også noget, som jeg har savnet siden jeg blev færdig med min PhD.

Det skader heller ikke at lønnen er højere, men det ville ikke være afgørende for et hop til erhvervslivet.

  • 0
  • 0
Kristian Thy

"Og det at kunne arbejde koncentreret med et enkelt projekt i længere tid er også noget, som jeg har savnet siden jeg blev færdig med min PhD."

Hvis det er noget du finder i det private erhvervsliv må du gerne sige hvor ;-)

  • 0
  • 0
Thomas Hildebrandt

Tak for de gode spørgsmål, Therese, og for at starte en spændende og
højaktuel debat om job på universitet vs. erhvervslivet!

"Hvad tiltrækker de kloge hoveder?"

Mit bedste bud på et svar er: "At de kan få mulighed for at bruge
deres deres kloger hoveder". Og det gælder uanset, om det er på
universitetet eller i erhvervslivet.

"Er der noget i det (private) erhvervsliv som lokker og som der ikke
findes i et universitetsjob?"

Som svar på dette, kunne det måske være interessant for nogen at
høre lidt fra livet som forsker.

Personligt har jeg i de ca. 10 år der er gået siden jeg begyndte mine
PhD studier i datalogi på Århus universitet forfulgt en karriere inden
for universitetsverdenen på IT-universitetet i København. Det
fortryder jeg bestemt ikke.

Hvorfor? Studiet i Århus viste mig, at livet som PhD studerende og
efterfølgende forsker kan være ekstremt spændende og priviligeret.

Man er fra dag 1 del af et globalt arbejdsmiljø, hvor man er ekstremt
egenrådig og samarbejder med andre forskere - og virksomheder -på
kryds og tværs af landegrænser om at løse spændende problemstillinger,
der bidrager til, at vi alle bedre forstår, hvordan IT kan bruges
ENDNU bedre: Til udviklingen af bedre programmeringssprog, bedre
brugergrænseflader, og bedre algoritmer, der kan omsættes til nye
digitale tjenester, der kan gøre livet og hverdagen nemmere, sjovere
og mere sikkert.

Det er ekstremt tilfredsstillende at bidrage til i en virkelighed
præget af historier om it-systemer, der hverken gør livet nemmere,
sjovere eller mere sikkert....

Derudover får man mulighed for at specialisere sig i et emne i 3-4 år,
der gør dig til DEN BEDSTE I VERDEN lige netop på dét område. Wow!

Men hvad med lønnen?

Som PhD studerende skal du gå efter arbejdsformen og miljøet (hvis du synes
ovenstående passer dig) og muligheden for at specialisere dig.

Det er ikke lønnen du skal gå efter. Og det kan også være hårdt at være
egenrådig og at skulle begå sig i et så krævende arbejdsmiljø som studerende.

Men, du får en højere løn end PhD studerende gør i udlandet, som fint
rækker hvis du bor på kollegie eller finder en kæreste, der går
direkte ud i det private erhvervsliv og sætter pris på dit hoved :-)

Og når den danske stat betaler 1.5 Millioner kroner for din ekstra
uddannelse, så kan man heller ikke rigtig tillade sig at klage....

Det kan være svært, ikke mindst hvis du har stiftet familie, at gå fra
PhD til adjunktstillingen. Der er selvsagt ikke lige så mange
universiteter i en normal storby som der er it-erhvervsvirksomheder.

Det kan derfor kræve en meget forstående og tålmodig kæreste/familie
(tak) at få lov til at flytte efter en midlertidig stilling i en anden
by eller et andet land, især hvis man kan få et velbetalt job hvor man
kan bruge den konkrete viden man har fra sin kandidatgrad lige rundet
om hjørnet!!

Som adjunkt og lektor i datalogi kan lønnen imidlertid sammenlignes
med et job i en INDHOLDSMÆSSIGT attraktiv it-virksomhed. Du sulter
ikke som lektor i datalogi. Men hvis du drømmer om lønnen over
60.000kr eller de store bonuser, skal du søge ud i det private
erhvervsliv (eller skippe familieplaner og arbejde 70 timer om ugen
ved at kombinere din lektorstilling med konsulentvirksomhed).

En RIGTIG høj løn får du, hvis du er uundværlig for din virksomhed OG
den har en lønstruktur, der kan belønne dette. Det er (endnu) ikke
helt nemt at bringe sig i denne situation som forsker på et
universitet. Men vil du helst være uundværlig for virksomheden (og
måske afhængig af den høje løn) eller lave det, du virkelig synes
er sjovt :-) ?

Og hvad så med bureaukratiseringen?

Som adjunkt eller lektor på et universitet får du ikke lov til BARE at
forske.

Du skal undervise, holde eksamener, besvare klager fra studerende der
klager "bare fordi ikke koster dem noget", og hvert år bruge mindst en
måned på fuld tid til at skrive en projektansøgning (med budget,
projektplan, nationalt og internationalt samarbejde mellem universiter
og virksomheder, solide forskningsproblemer) der kan give dig penge
til en ph.d.-studerende, der kan bruge sit gode hoved inden for dit
forskningsområde, - kun for flere gange opleve at få et 5-liniers
afslag på din ansøgning som erklærer det er egnet til støtte, men ikke
højt nok prioritet.

Forhåbentlig kan du lide at undervise som forsker. Det er sjovt med
gode studerende (som Kristian ovenfor :-)
Så er det op til universitet at sørge for, at der er balance mellem
tid til forskning og undervisning (og staten, at der er råd til denne
balance).

Eksamener kan også være gode oplevelser - ved eksamen efter
mit kursus sidste semester oplevede jeg den ene studerende efter den
anden holde et fremragende oplæg, der virkelig viste at han/hun havde
lært noget. Det var en fryd.

Det er derimod selvsagt frustrerende, at skulle bruge en uge på at
behandle en urimelig klage (misforstå mig ikke, studerende skal klage
hvis der er en god grund - jeg har ikke glemt hvordan det var at være
i studenterrådet i Århus. Men, hvis man ikke snakker med underviseren
først og samler underskrifter til sin klage ved at skrive på
mailinglisten for kurset at "det koster ikke noget at klage" og folk
svarer "selvfølgelig vil jeg skrive under - hvad klager vi egentlig
over" så får man som underviser en rynke ekstra i panden...).

Men urimeligt, tidskrævende brok kommer man jo ud for i de fleste job, ikke?

Det er selvsagt også frustrerende, at bruge en måned på fuld tid til
at søge om penge til at ansætte endnu et klogt hovede og få et
5-liniers afslag. Og at opleve, at de evige ændringer i retningslinier
for ansøgninger kræver, at du næsten skal lave lige så meget arbejde i
næste runde. Og at bruge tid på at finde en virksomhed (som er næsten et
ufravigeligt krav i forskningsansøgninger i dag), der har øje for
den værdi for deres produktudvikling og (inter)nationale markedsføring,
som et forskningssamarbejde kan give. Og at føle presset om i højere grad
at skulle anvende sin viden frem for at udvikle den.

Men, der findes virksomheder, der vil indgå i et samarbejde, hvor der
er ballance mellem anvendelse og udvikling af ny viden. Og når pengene
så kommer 5. gang, er det sure slid (næsten) glemt. Så må man bare
håbe at virksomhedens (og din families :-) tålmodighed også kunne
holde til de 4 første forgæves ansøgningsrunder.

Nogen gange drømmer man måske om "de gode gamle dage", hvor man som
forsker var ansat på livstid, hvor du næsten frit kunne vælge emne for
din forskning og det var op til lederne på universitetet at bestemme
om du skulle have en PhD studerende. Men det er også lidt naivt. For
hvem siger at denne fordeling er mere "retfærdig"?

En universalnøgle for fordeling af penge er svær at finde. Jeg tror
ikke den helt rigtige model er fundet, men den er heller ikke helt
skidt og meget kan sikkert gøres (og bliver gjort) ved at
professionalisere projektansøgningsprocessen på universiteterne. Og
der kommer helt sikkert nye modeller i fremtiden.

Det er også naivt at forestille sig, at man ikke skal kæmpe for
opgaverne som projektleder i det private erhvervsliv - hvor du også
byder ind på opgaver, du ikke får. Skal man se positivt på det, så
betyder arbejdet med projektansøgninger bidrager til, at dit job som
forsker i høj grad holder dig attraktiv for det private
erhvervsliv... (Og så er den FØRSTE ansøgning om et givet projekt
faktisk spændende og udfordrende at skrive.)

Det bringer mig tilbage til "problemet" med at forskere forlader
universiteterne og søger ud i erhvervslivet. Det sker bestemt også på IT
Universitetet.

Det er sørgeligt, hvis det sker fordi de blev trætte af omverdenens
manglende forståelse af værdien af deres forskning og det 4. afslag.

Det er imidlertid svært at være rigtig ked af, når det skyldes at
forskeren simpelt hen ikke kan modstå fristelsen der ligger i at bruge
sine tillærte projektleder kompetencer, internationale erfaring og
unikke viden til at starte en virksomhed der kan gøre ham til
millionær. Det er der flere eksempler på blandt mine kollegaer, og til
det kan man da kun sige: Godt gået, vi vil savne jer!!

Man skal dog ikke tro på, at disse forskere har nemt ved at komme
tilbage som forskere. Det kræver noget svarende til en ny tid som PhD
studerende at få gang i forskerhjulene, og det er svært at få tid og råd til
sent i livet.

Til gengæld kan man man tro og håbe på, at de kan hives ind som
eksterne undervisere og rådgivere på universiteterne.

Vigtist er dog, at disse forskere kan bidrage til at det danske
erhvervsliv bliver ENDNU smartere til at udnytte viden og opmærksomme
på værdien af forskningssamarbejde. Og at de viser, at karrieren som
forsker også kan føre dig til millionerne, hvis det er det du ønsker.

Så mangler vi bare forskere til at fylde deres pladser ud!

Det kræver ikke mindst studerende, der kan se værdien af at tage en
ekstra uddannelse som PhD studerende og kunne tænke sig et
internationalt job med en kæmpe kontaktflade til studerende, kollegaer
og virksomheder - og hvor man kan få lov til at bruge hovedet.

Det kræver en fleksibel kærreste i de første 5-6 år, men hvis det lykkes
vil jeg vove at påstå, at du kan kompensere med fleksibilitet senere i karrieren.

Tilbage til spørgsmålet: "Er der noget i det (private) erhvervsliv som
lokker og som der ikke findes i et universitetsjob?".

Nej, jeg synes ikke der er ting der lokker, som ikke findes i et
universitetsjob. Men du får på universitetet kompetencer, der kan
give dig et spændende job i erhvervslivet, så universitetsjobbet er
ikke længere en endestation.

Jeg bilder mig dog ind, at der (stadig) er ting der lokker på
universitetet, som ikke findes i et erhvervsjob. Nemlig at kunne
udvikle ny viden, samtidig med at den anvendes. Så længe det er muligt,
vil jeg foretrække universitetet.

Her til morgen fik jeg en løbeseddel med teksten "synes du, at et job,
hvor hver dag er forskellig, hvor du har gode kolleger og møder mange
forskellige mennesker lyder spændende?", fra en smilende metro steward
der spurte om det var noget for mig.

Med denne dette svar på Therese's blog i tankerne (og en
krævende forskningsansøgning sendt afsted igår) kunne jeg smilende takke nej og
sige, at det havde jeg allerede - og mere til. Men jeg gerne ville
give tilbudet videre - det er hermed gjort :-)

  • 0
  • 0
Thomas Hildebrandt

kort sagt: at forskere forlader universitetet er ofte et sundhedstegn - men betyder at vi har brug for flere kloge hoveder er starter på en PhD uddannelse. Så bliv forsker hvis du har det kloge hovede og tænder på at udvikle ny viden på tværs af landegrænser, samtidig med at den anvendes.

(det indlæg jeg sendte igår var vist lige lovligt langt til en blog. Afslører vist, at jeg ikke svarer på den slags så tit...)

Og overskriften skulle have været "det GODE liv som forsker".

  • 0
  • 0
Therese Hansen

Fantastisk indlæg til debatten, Thomas. Jeg er helt ked af at høre at du ikke gør den slags så tit :-).

Det var lige de ting jeg gerne ville sætte fokus på, men det er jo svært at vide, når man ikke selv lever den konkrete problemstilling :-).

Dit indlæg kom med mange gode pointer, men jeg fik næsten den galt i halsen med studerende, som laver en underskriftsindsamling for at klage uden at snakke med forelæseren først. Heldigvis er klager få her i Århus (og forhåbentlig også klagegrundene) og der er vist ingen der har holdningen "det er jo gratis at klage". Jeg tror til gengæld at holdningen til undervisning, som en ret og ikke et privilegie også er vokset frem i Århus. Det er lidt tankevækkende - jeg sidder i New York lige nu (på ferie) og noget der præger amerikanere er, at de ikke har mange rettigheder, men de få har privilegier, som f.eks. uddannelse. Her bliver en forelæsning sat utroligt højt og det er foreståeligt, fordi man betaler utroligt mange penge for at gå på universitetet. Selv om jeg er utroligt meget imod brugerbetaling, så kan vi lære noget af de studerendes holdning herovre.

Men tilbage til dit indlæg, Thomas - hvor er det rart at høre de positive historier fra en forsker. Noget af det jeg hører dig sige er at det gerne måtte være nemmere at få penge til forskningprojekter og finde virksomheder der er interesseret i forskningen man laver. Her har jeg et par spørgsmål: Ved erhvervslivet nok om den forskning der foregår? Har den tradition for erhvervssamarbejde været der længe eller er det noget der først lige skal løbes ordentligt i gang? Skal man være halvt PRmand/kvinde for at få penge til sine projekter - og hvordan har man det som forsker med buzzwords? Eller er det ikke en del af problemet?

Jeg synes ikke jeg så tit møder eksterne undervisere på datalogi på Århus universitet - er det en udbredt praksis på IT-universitetet og hvordan gør man de eksterne interesseret i at undervise? Er det baseret på penge eller status eller noget helt andet?

Der er helt klart flere ting jeg gerne vil vide, men det her er da en start.

  • 0
  • 0
Thomas Hildebrandt

Det er helt rigtigt vigtigt at finde ud af, hvordan erhvervslivets interesse i forskning og undervisning på universiteterne højnes.

Nogle bud er at afholde seminarer for virksomheder i universitetsregi(eller vidensnetværk), at huske at fortælle success-historier, at kandidat-studerende også bliver eksponeret for værdien af forskning så de kan bringe dette budskab videre når de bliver ansat, at forskere går ud i erhvervslivet, ...

(Ja, vi har forholdsvist mange eksterne undervisere på ITU. Jeg må tilstå, at jeg ikke ikke tænkt meget over, hvorfor det har været relativt nemt på ITU at finde gode eksterne undervisere.)

  • 0
  • 0
Therese Hansen

Lige med at få erhvervslivets interesse vakt, så tror jeg at Alexandra Instituttet <www.alexandra.dk&gt; har været en stor fordel for os i Århus.

Når jeg færdes i det private erhvervsliv er min oplevelse at rigtig mange kender Alexandra Instituttet, og at deres arrangementer og daglige virke bliver opfattet positivt, som et godt initiativ til at få forskningsverdenen og erhvervslivet til at arbejde sammen.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere