Dagbog-bloggen

Uge 5: Startup på hangout

I en gammel industribygning på ydre Nørrebro sidder Lasse, vores design-lead. Han går klart igennem over Google Hang-out’en. På skærmen flankeres han af Oleg, vores 27-årige stjerneudvikler, der deltager live fra Odessa og Jeppe, vores communitymanager, der fysisk befinder sig på det centrale Frederiksberg. Selv sidder jeg i Århus, og vi gennemgår forslag til den nye upload-feature på memit.com, vores site.

Illustration: Privatfoto

Teamet på Hangout fra Århus, Odessa og København

Upload-hovedpine

Vi har gået om den nye feature i månedsvis. Den passer som hånd i handske til vores centrale value proposition: at hjælpe dig med at bekæmpe det information overload, du udsættes for hver dag på nettet. At give dig en enkelt knap, som du kan trykke på, hver gang du ser eller læser en artikel, en video, infografik, whitepaper whatever, alle de videns-bidder, som du ved du senere kan få brug for. Som du gerne vil have gemt et sted hvor du altid let kan finde det igen. Ikke bare som storage, som dropbox, ikke bare udstilling, som slideshare, men som et intelligent videns-lager der faktisk kan hjælpe dig med at blive konge over, ikke slave af, Den Store Informations-strøm. For hvad med alt det materiale, der ikke allerede ligger online? Det har du hidtil ikke kunnet håndtere med memit. Den powerpoint, f.eks. du selv har bygget sammen med alle dine guldkorn, har du hidtil ikke kunnet gemme. Det er det problem, vi skal løse på vores møde.

Problemet er ikke upload-funktionaliteten i sig selv, idet vi uploader dokumenterne direkte til Amazon S3 via HTML form postback. Dvs. filerne uploades ikke først til vores server og flyttes derfra til Amazon, men - læs hvordan lige her - uploades altså direkte i Amazons S3 storage.

Det er heller ikke i vores backend der er noget galt. Det er præsentationen, der nager os. En Powerpoint skal du kunne afspille helst i fuldskærm. Et word-dokument læses pænt. De i alt 10 forskellige dokumenttyper, vi understøtter, ville i den perfekte verden kræve ligeså mange forskellige medieplayere. At lave dem selv er udover vores scope.

Sådan endte vores upload-funktionalitet med at se ud. Powered by Google Docs Viewer. Prøv den selv lige her.

Alternativet, som vi vælger at gå med, er Googles Docs Viewer. Her kan du afspille det hele, og Google opdaterer løbende: det er samme playere, du kender fra Google Search, når du previewer et dokument du har googlet. Meget tiltrækkende fra et drifts- og udviklingsperspektiv. Til gengæld ser en Powerpoint ikke helt så lækker ud som hos f.eks. Slideshare. Men det virker og vi har dækket et kæmpe hjørne i vores løsning, og åbnet op for helt nye måder at bruge memit på.

Typisk møde

Mødet er typisk for den måde vi arbejder på i memit. Udviklingsteamet består nemlig af henved 10 folk, hvor ingen sidder fysisk sammen i det daglige, men hvor flere kender hinanden in-real-life fra tidligere projekter. Hvert team medlem er specialist indenfor sit eget område som spænder fra design, informationsarkitektur, backend-, frontend-, og mobil-udvikling og tester.

Det er ikke fordi vi specielt har valgt arbejdsformen til. Men den kommer af sig selv, når man som vi er et bootstrapped projekt, hvor mange har et arbejde ved siden af, og således kaster vores kærlighed på memit i fritiden. Og det fungerer faktisk rigtigt fint.

Bug Genie holder styr på fejl og features

Overordnet set lægges strategien for produktets roadmap i memits ledelse – altså af mig selv, Jan og Jon. Input til roadmap modtages løbende fra resten af teamet men i høj grad også fra brugerne, som via en widget på memit-portalen indrapporterer ideer, fejl, osv. Hertil kommer memits facebook side, hvor der ligeledes strømmer forslag ind.

I alt kommer der i størrelsesordenen 10-20 issues ind fra brugerne gennem alle vores kanaler på en typisk uge. Bugs, ideer og features registreres og prioriteres løbende i en issue tracker - vi benytter en gratis én som hedder Bug Genie, og som vi er rigtigt godt tilfredse med.

Hangouts og Skype

Ved større produkt-tiltag forsøger vi at starte med fysiske møder, hvor det kan lade sig gøre. Ellers arbejder vi rent online. For det meste gennem Google Hangout eller Skype. Og så kommunikerer vi også internt i en lukket Facebook-gruppe. Den er god til at få en hurtig status eller et åbent spørgsmål ud til alle på en gang.

Oprindeligt brugte vi Yammer, men det var svært at holde liv i den – og da vi flyttede til Facebook var ændringen markant - folk kommer simpelthen oftere på Facebook og ser derfor status-opdateringerne hurtigere.

Løs styring og ansvarsfølelse

Derfra er der kun løs styring og det er i udpræget grad det enkelte medlem som tager ansvar for at løse sin opgave, samt koordinere med resten af udviklingskæden. Vores fordel er at folkene i teamet næsten alle har arbejdet som selvstændige konsulenter, så det at tage ansvar og koordinere ligger naturligt for. Faktisk er det helt afgørende at teamet selv får mulighed for at vinkle deres opgaver i en retning de selv synes er spændende, i stedet for at bare at modtage en specifikation.

Naturligvis er et trade off den manglende kontinuitet som opstår som følge af at folk arbejder på projektet når tiden tillader det. Heraf følger at det kan være svært at operere med egentlige deadlines.

Thumbs up til Ukraine og Bosnien

Både for mig selv, for Oleg i Ukraine og Elmedina, vores tester i Bosnien, har den geografiske afstand og kulturelle forskel ikke vist sig at være et problem. Tværtimod. Begge sidder i ca. samme tidszone som Danmark og begge taler super godt engelsk. Arbejdsopgaverne her er dog klart prioriterede og plukkes fra vores issue tracker, men derudover arbejdes der selvstændigt på selve løsningen af opgaverne. Og de går virkeligt begge til den med hud og hår. Arbejder weekender og skæve tider. Men tager også på kurser og videreuddanner sig på memits regning.

Away from keyboard

I videoen herunder kan du se hele teamet. Den er taget for lidt over en måned siden, da var vi alle sidst var samlet i København. Hele teamet. Vi talte, spiste, arbejdede og festede. Away from keyboard. Sammen. Det har man nemlig også brug for.

Sådan var det da vi mødtes Away From Keyboard. Stemning-video fra meet-up

I dag håber jeg, at se at vores Facebook-kampagne har boostet awareness omkring memit

Det bedste i dag var, det commitment vores tester fra Bosnien viste da hun mistede strømmen derhjemme men fluks tog over til venner og fortsatte sit arbejde.

Det værste i dag var, at nogle simple UI rettelser viste sig at være mere komplekse end forventet.

Gårsdagen bragte nyheden om at vores Ukrainske udvikler havde mødt stifteren af PHP Rasmus Lerdorf og fået super input.

Min aftenbøn til i morgen er at se den fortsatte vækst i brugere.

Næste uge overtager Mogens Nørgaard Dagbog-bloggen for at dele sine erfaringer om it-iværksætteri.

Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere