georg strøm bloghoved

Uddannelsen som kan redde Danmarks fremtid?

Jeg startede 5. august på en uddannelse hvor eleverne lærer at udvikle nye tekniske løsninger. Altså noget af det som mange råber skal ind i gymnasiet.

Det er ikke en uddannelse på teknisk skole, selvom den – HTX – ofte hænger organisatorisk sammen med dem. Det er en gymnasial uddannelse, hvor timetallet og nok også niveauet er højere end på det almindelige gymnasium.

Jeg er blevet ansat i Holbæk, hvor jeg blandt andet underviser i faget teknologi. Det er reelt produktudvikling. Eleverne bruger det meste af tiden på projekter, hvor de udvikler nye produkter. De skal til eksamen demonstrere, at de har kunne klare distancen fra ide til produkt indenfor en given opgave.

Udgangspunktet er at eleverne ikke lærer for at bestå en eksamen, så de kan få lov til at lære mere, men at de lærer, fordi de skal bruge deres viden til at udvikle noget nyt

Det er et godt udgangspunkt for en IT- eller en anden teknisk – uddannelse, og det er spændende. Jeg kan blive overrasket over hvilke ideer eleverne kommer frem til.

Et af de interessante spørgsmål er, om det er muligt at udvikle produkter uden at have en solid faglig viden. Jeg har ikke et klart svar.

På den ene side kan eleverne undervurdere de tekniske udfordringer når en ide skal realiseres. Omvendt bliver de ikke forført af teknikken, men kan lære at tage udgangspunkt i brugerne og deres behov, og derefter prøve at udvikle en tilfredsstillende løsning.

Den arbejdsmåde passer godt til dem der kommer i gymnasiet i dag, hvor 54 % af de 20-årige enten går på et gymnasium eller har fået huen. En del af dem har brug for et umiddelbart mål, og for at arbejde mere praktisk og konkret, hvis de skal lære teorien.

De har brug for udstyr, værksteder og materialer til projekter og samtidig er HTX ramt af nedskæringer. Det lader til at politikerne har fået at vide, at HTX får flere penge pr. elev, mens DJØF'erne har glemt at fortælle, at HTX ifølge bekendtgørelsen skal undervise eleverne i flere timer end det almindelige gymnasium.

Den anden store udfordring er IT. Praktisk produktudvikling er stadig noget som helst skal foregå på et værksted med maskiner og håndværktøj, og der er først ved at blive åbnet for at eleverne kan udvikle softwareprodukter. Det er et spørgsmål om regler, og ikke fordi mulighederne mangler. Der er en linje med et IT-fag på B-niveau, og elever som gerne vil fortsætte på en IT-uddannelse efter deres eksamen.

Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
brian knudsen

Som gammel HTX'er gør det lidt ondt at høre at de har skåret ned for bevillingerne til uddannelsen, når jeg ser tilbage på hvad der er kommet ud af de klasser jeg gik med der er en del af elever der generere jobs inden for videns-industrien samt udvikling af produkter til eksport industrien. Held og lykke med jobbet :)

  • 0
  • 0
Andreas Vinter-Hviid

Et af de interessante spørgsmål er, om det er muligt at udvikle produkter uden at have en solid faglig viden. Jeg har ikke et klart svar.

Jeg blev færdig på HTX i sommers. Personligt var jeg ikke særligt glad for teknologi faget. Problemet var netop at man ikke havde nogle mulighed for at lære at bygge ting før man blev sat til det. Resultatet i mit tilfælde var at produktet for det meste endte med at blive et eller andet grimt stykke bøjet stål, med en grim svejsing på. Dertil skulle der så skrives en 30 siders raport om alle de overvejelser man skulle lade som om man havde gjort sig omkring før nævnte grimme stykke bøjede stål.

I 3.g havde vi så teknik fag hvilket jeg var rigtig glad for. Det mindede meget om teknologi, bortset fra at man rent faktisk lærte hvordan man byggede ting (i mit tilfæde el ting).

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere