Gæstebloggen

Tvangsdigitalisering eller win-win? Om kommunernes tilslutning til nyt EFI / ICI / PSRM

Skat har som bekendt store it-problemer, men de har faktisk også en stor succes: årsopgørelsen. Den almindelige borger er glad for at kunne se, hvad Skat ved om ham, og hvorfor hans restskat er, som den er. Det startede som et system, borgeren selv kunne bruge, hvis han havde lyst. Få havde lyst, men Skat lyttede til problemerne og forbedrede systemet år for år.

Dette er den ideelle måde at indføre offentlige it-systemer på. Det er win-win. Begge parter får udbytte af det. Sådan bør det være i et sundt samfund.

Søren Lauesen er professor på ITU. Specialer: Projekters dødsårsager og problem-orienterede kravspecifikationer. Søren har mere end 20 års erfaring fra IT industrien, samt mere end 30 års erfaring som professor. Søren har erfaring som konsulent indenfor flere områder. Branche projekter: Compilers, operative systemer, proces kontrol, kvalitetssikring. Forskningsområder: User interface design, data visualisering, kravsspecifikationer, tilvejebringelse af store systemer og hvorfor de ofte fejler, samt forbindelsen mellem forretning og IT. Illustration: IT-Universitetet

Men normalt bruger myndighederne tvangsdigitalisering. Det går endda så vidt, at staten tvangsdigitaliserer kommunerne, som bliver pålagt gigantiske opgaver.

Et eksempel er den gæld, borgerne har til kommunerne. Kommunerne skal sende alle fordringerne (gældsposterne) til statens gældsstyrelse. Så kradser de pengene ind ved at trække skyldneren i løn, tage pant i hans hus, etc.

120 forskellige systemer

Jamen det er vel godt nok? Ja, i princippet. Men kommunerne har gældsoplysningerne liggende i 120 forskellige systemer, fx regnskab, P-bøder, ejendomsskat, biblioteksbøder og sagsbehandlingssystemer (som har bilagene).

Der skal ændres i alle disse systemer for at få gælden sendt til Gældsstyrelsen. Desuden har hver kommune sit udvalg af systemer fra forskellige leverandører, så det, der virker for én kommune, virker ikke for nabokommunen. Så hver kommune skal ud og aftale ændringer i alle deres systemer. Det koster millioner hver gang og kan måske slet ikke betale sig.

Reglerne for, hvilke data der kan sendes, er på 31 sider plus en kort indledning på 10 sider plus lister over de hundredvis af gældstyper der kan være tale om.

Mange af disse regler kan ikke automatiseres, fx reglen om, at to gældsposter ikke må slås sammen. Det er de måske blevet i de eksisterende systemer. At rede det ud kræver manuel behandling af de millioner af fordringer, der er tale om.

Hvis det nu var et sundt samfund, ville kommunerne selv vurdere om dette cirkus kunne betale sig eller om man hellere skulle gøre som man plejer.

Fler-leverandørsystem

Hvor er det så gået galt? Det er bl.a. gået galt med de mange systemer, der i princippet kan det samme, men på helt forskellig måde.

Skræmt af problemerne med Kommunedata og Datacentralen, der blev til de magtfulde monopoler KMD og CSC, indførte man en fler-leverandørstrategi, så hver kommune selv gik i udbud og købte systemer. Nu har man så erfaret, at i stedet for at slås med to monopoler, skal man nu slås med 120.

Hvad burde man have gjort?

For det første: Når man køber et system, skal man samtidig aftale, hvordan man kan komme ud af det og få sine data med.

For det andet: Man skal altid bede om en option, så alle andre kommuner i Danmark kan komme med til en forud aftalt pris. Så vil mange af kommunerne se en fordel i at tilslutte sig et eksisterende system i stedet for selv at gå i udbud.

Alt for mange regler om gæld

Det er også gået galt med den myriade af regler, der findes om gæld. Fx skal man ikke inddrive gæld på under 100 kr. Det kræver for meget administration.

OK, men så kan man ikke inddrive bøder for biblioteksbøger, der returneres for sent. Så der må vi lave en undtagelse. Og når en skyldner betaler af, hvad er det så for en gæld, han betaler af på?

Man kan sagtens få en computer til at følge tusindvis af regler, når bare de er præcise. Men vi mennesker kan ikke overskue det og kommer let til at formulere regler, der er uhensigtsmæssige.

I tilfældet med gældsinddrivelse var der i det første gældsinddrivelsessystem (EFI) ca. 400 slags gæld, hver med 700 mulige regler. Det er simplificeret lidt i det nye system (ICI), fx færre slags gæld.

Konto hos staten

Hvad med at gøre, ligesom når man har en kassekredit i en bank?

Hver borger eller virksomhed i Danmark er kunde hos Staten og har en konto (kunne være vores skattekonto, men lad nu det ligge).

På denne konto posteres al kundens gæld, renter og afdrag. Hvert år beregnes og posteres rente med årets procent. Er der en retssag, hvor det viser sig, at en kunde er blevet opkrævet forkert, bliver det en modpostering med en minus-rente beregnet fra et tidligere tidspunkt. Afdrag er altid afdrag på den tidligste ubetalte gæld. Så får vi også gamle biblo-bøder med.

Dette kræver mange lovændringer, men det er mest paragraffer der skal fjernes.

Relateret indhold

Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jesper Frimann

Problemet ligger jo basalt i, at man fra ministerierne og politikernes side ikke har respekt for faglighed. Man respekterer ikke 'de kommunale pantefoders' faglighed, ved at påstå at det her er simpelt.
Man respekterer ikke IT-fagligheden, ved at forlange af leverandører, IT i diverse styrelser og kommuner.

Basalt lever 'de' i en verden, hvor man ikke forstår at IT defacto er en del af offentlig 'core business'. Det er en faglighed man er nødt til at respektere på samme måde, som sundhedsfaglig faglighed i sundhedsvæsnet etc.

Basalt virker det som om, at man fra politisk side tror at IT kan (hvis vi bruger et billede fra transportsektoren) bygge flyvende biler der kører med overlydshastighed og som kan masseproduceres til en slik.

// Jesper

Knud Larsen

Men Gældsstyrelsen sender krav, der ikke kan spores til kilden (en af de 120)?
Når man beder om dokumentation for de uhyrlige feberhede drømme fra Gældsstyrelsen svarer de med følgende citat:
"Gældsstyrelsens inddriver gæld for andre offentlige myndigheder (fordringshaver), herunder SKAT, kommuner, politiet mfl.

Dette sker efter Bekendtgørelse om lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. I denne lov anvises, at dem man skylder pengene skal rykke for kravet med oplysning om at gælden vil blive sendt til Gældsstyrelsen.

Dem man skylder penge er ansvarlig for dokumentation og specifikation af fordringens opståen, eksistens og størrelse.

Fra måneden efter modtagelse af kravet hos Gældsstyrelsen vil der tilskrives inddrivelsesrenter.

Alt dette betyder at hvis du mener at fordringer på vores opgørelse er ikke fyldestgørende eller korrekte, så skal du tage kontakt til dem, man den Fordringshaver der står anført ud for gælden på Gældsstyrelsens opgørelse.

Opmærksomheden henledes på ændring af Forældelsesloven 18/11-2015

NB: Der er noteret på sagen at der er behandling af aktindsigt i gang og du kan afvente dette.

Venlig hilsen Susanne Sørensen Gældsstyrelsen 70157304".

Altså skal skatteborgeren selv finde ud af hvor kravet oprindelig kommer fra. Når beløbene ikke passer med noget andet system, er det en umulig opgave.

Skatteministeriet har ikke svaret på spørgsmålet:
"Hvem er den endeligt ansvarlige" ( borgeren skal vel ikke slås med 7 styrelser og 3 interne ankesystemer for at finde ud af det?).
I den konkrete sag fremgår det, at borgeren har et rent bord set på de endelige årsopgørelser modtaget fra Skattestyrelsen. Hvordan kan Gældsstyrelsen så opfinde et krav på kr 100.000.-?

De nasvarlige ministre og embedsfolk bør nu stå frem indne denne kafkaske situation kommer til at berøre halvdelen af befolkningen.

Jakob Skov

Heldigvis er der i Danmark stadig mennesker der skal tage ansvaret for sagsbehandling i søjlerne. Indtil det ændres er det klart bedste for at undgå at skulle lære Karnovs samlede værker og dertil tilstødende domme udenad, at bede om at tale med en person i de af gældsstyrelsen angivne "fordringshavere" så de kan udrede hvad der foregår og/eller tale med en juridisk bistand der kan gøre det for dig.

Det bliver først virkelig Kafkask hvis du fjerner den personlige sagsbehandlingsansvarlige og/eller søjlerne, for hvis der kun er overmenneskeligt indviklede systemers automatisering tilbage at stole på er det da virkelig man sikrer at ingen kan vedblive at have overblikket, endsige påtage sig et ansvar for rigtighed/lovlighed etc.

Morten Hansen

Hej Søren,

Det er altså noget sludder du skriver.

Både før kommunernes salg og efter kommunernes salg af KMD - så har det været således, at fagsystemerne næsten alle sender deres opkrævningsposteringer til kommunens debitorsystem via en relativt veldefineret snitflade. Det har tidligere været et sjovt format defineret af KMD i start 90'erne, men er nu fornyet i forbindelse med ØIR projektet.

Der er så vidt jeg husker pt. 3 debitorsystemer som konkurrerer på kommunemarkedet. Det er disse tre systemer som skal kæmpe med tilpasning til gældsstyrelsen. Det gjorde man også under gamle EFI.

Det er heller ikke rigtigt, at man kæmper med 120 monopoler. Hovedparten af kommunerne indkøber deres fagløsninger via SKI aftaler, hvor der er defineret ret klare rammer for exit ifht. medtagelse af data med videre. Det er ikke mere svært for kommunerne at lave skift af it end det er for den gennemsnitlige virksomhed.

De steder hvor der ikke er en fornuftig konkurrence, så tager kommunerne også systematisk hånd om dette - enten via fællesudbud i indkøbsforeningerne, ved interessefællesskaber eller via KOMBIT. Det var det man gjorde eks. ifbm. biblioteksområdet.

Også er det iøvrigt ikke rigtigt at skrive, at de 120 systemer kan det samme. Det kan de ikke - der er himmelvid forskel på sygedagpenge og pension, på debitor og lokalebooking. Hvis man skulle gøre noget, så skulle man have endnu flere systemer end 120, således man ikke havde så tykke fagsystemer. De er nemlig sværere at skifte ud end de små. Her er lovgivningen dog et betydeligt problem.

Morten

Log ind eller Opret konto for at kommentere