Jesper sandal header

Tre fede ting, der blev slået ihjel af pc'en i 1990'erne

Af 44

For nylig så jeg Dr. Alban i det svenske melodigrandprix. Det var en noget sørgelig forestilling i forhold til, hvor ikonisk den svenske eurodance-scene var for 1990'erne. Men måske var det dåsebeatet, der aktiverede mit nostalgicenter og fik mig til at tænke en ret bizar tanke: 1990'erne var fede!

Altså, det var de jo ikke. Bortset fra Nirvana. Og Pantera. Og førnævnte eurodance, bortset fra Aqua. Men altså, der var nogle ting, der forsvandt i 1990'erne, som aldrig kommer tilbage. Og det gælder ikke kun Kurt Cobain.

Pc'er var knapt så fede i 1990'erne. Jo, de blev opgraderet til multimedie-pc'er og fik Windows 95 og cd-rom-drev og modem, men de var nogle beige klodser uden meget charme, uanset om der stod Apple eller Olivetti på dem. Udviklingen sprintede af sted som en 80486 DX2 med Turbo-knappen trykket i bund, og det kostede et par hyggelige teknologier livet.

Disketteboksen

Disketten er der ingen, der savner. De var upålidelige og langsomme. Men kasserne, vi opbevarede dem i, var geniale.

Der fandtes kun ét design. 99 procent plastik. Beige bund, røgtonet gennemsigtigt låg og en lille lås, som ikke rigtigt havde nogen funktion, fordi nøglen altid sad i. Inden i var der små opdelere, så man kunne adskille sine disketter i grupper af cirka 10-12 styk.

Men hvorfor skulle man dog savne disketteboksen? Jo, kassen med dine 72 disketter var sidste gang, du selv havde overblikket over dine vigtige data.

Hvor ligger dine vigtige data i dag? Hvis du er ligesom de fleste, så ligger de måske på en harddisk, lidt i skyen, lidt på en mobiltelefon, lidt på en gammel mobiltelefon, en masse på en gammel bærbar og en hel masse på en ekstern harddisk, hvor du sidst sikkerhedskopierede dem til for fire år siden.

Disketteboksen var anderledes. Der var den røde diskette, som var din sikkerhedskopi af universitetsopgaven. Så var der tre disketter: Dokumenter, Dokumenter 2 og Dok 3. Så var der sikkert også en Misc. og én til, der hed Dokumenter.

Men det gjorde ingenting, for din hjerne kunne sagtens overskue disketteboksen, og det tog sjældent mere end fire forsøg at finde den rigtige diskette. Det er blot ét forsøg mere, end hvis du både bruger Google Drev, OneDrive og Dropbox.

Papir i endeløse baner

Hvis du aldrig har haft papir i endeløse baner mellem hænderne, så er du gået glip af en primitiv tilfredsstillelse. Glem bobleplast. 500 perforerede ark er det sande himmerige.

Papir i endeløse baner var en genial enkel løsning på det mekaniske problem at fodre en printer med papir. Her kunne printeren blot æde løs med episke papirstop til følge, for selvom nåleprintere arbejdede langsomt, så havde de ingen hæmninger med at smække papirtraktoren i højeste gear, måske for at bevise, at der ikke bogstaveligt var tale om 'endeløse' baner.

Men det lyder jo forfærdeligt i forhold til den liflige duft fra en laserprinter eller den spøgelsesagtige skygge af Times New Roman fra en inkjet-printer med halvtom tank?

Papirstoppinslerne blev rigeligt opvejet af at få lov til at rive perforeringen af. Triumfen ved at rive papirfremføringssporet i både højre og venstre side af arket af, uden at rive selve arket i stykker, var som at lande på Månen.

Og så kunne man lave rigtigt grimme bannere, som prydede kontoropslagstavler og datastuer på ungdomsskolerne i 1980'erne og frem til begyndelsen af 1990'erne, hvor enkeltarksmafiaen besluttede sig for at tage glæden ud af at printe.

Overheadprojektoren

Hvor mange elsker PowerPoint? Fratrukket Microsoft-ansatte og folk i konsulentbranchen, så er tallet 0. Ikke bare cirka 0, men præcis 0.

Men PowerPoint var ikke en djævelsk opfindelse, der blev skabt af en kunstig intelligens i en mainframe på CERN som følge af en elementarpartikel på afveje. Det var et program, der skulle hjælpe med at præsentere viden til et stort publikum i for eksempel et auditorium helt uden brug af sprittusser.

Illustration: Wikimedia Commons

Før LCD-projektoren og VGA til MiniDisplayPort-adaptere var der overheadprojektoren. Den havde kun ét stik til en kraftig pære og dét var det. En enkel konstruktion med en fresnellinse og et spejl, som kunne sende alt, der blev lagt på glaspladen op på et lærred.

Det lyder jo ikke meget mere spændende end PowerPoint, altså bortset fra, at det nok var lettere at tegne anatomisk korrekte tændstiksmænd med tusch på klar plastik end i Paint. Men det sjove lå i eksekveringen.

Lad os tage en universitetsprofessor med en bunke på 24 transparenter, der skulle klaskes på projektoren i løbet af en forelæsning. Tag dernæst en transparent, som kunne vende på fire måder, hvor af kun én ville give det korrekte billede.

Hvor mange af de 24 transparenter ville ende med at stå på hovedet, spejlvendt eller begge dele? En enkelt? To-tre stykker? Halvdelen? Nej, dem alle sammen selvfølgelig.

Af uvisse årsager var det nærmest umuligt for menneskehjernen at gennemskue systemet af linser og spejle og regne ud, hvordan transparenten skulle vende. Rygterne vil vide, at det stadig bruges som træning i spatial awareness for Nasas testpiloter.

Det fænomen har hjulpet en hel generation af studerende gennem ellers ulideligt kedelige forelæsninger som opvarmning til fredagsbaren. Men måske kan vi få en tilsvarende funktion i PowerPoint 2015?

Kommentarer (44)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Ole Kaas

Så vidt jeg husker, skal transparenten til overheadprojektoren blot lægges på glaspladen så den kan læses normalt når man kigger på den når den ligger på glaspladen. Jeg havde engang en lærer der brugte projektoren istedet for tavlen - altså skrev direkte på transparenten mens den lå på glaspladen. Det havde hun næppe gjort hvis hun skulle skrive spejlvendt eller på hovedet :o)

Leonard Kramer

Det er ikke mere end et par aar siden jeg gik paa universitetet og der var stadigvaek nogle gamle nisser/staedige folk der brugte overhead projektore... Og aerlig talt var det langt at fortraekker frem for en eller anden smart gut der havde funder ud af at lave animerede punkter der flyver ind fra venstre.

Claus Jacobsen

Havde engang en forelæser der skulle vise nogle meget makabre billeder via overhead - desværre havde han 2 styk så når han var færdig med den ene slide lagde han den over på den anden og fortsatte på en ny. - Så da han advarede de tilstedeværende på slide 1 om at nu kom der noget som ikke var så kønt at se på, så glemte han selvfølgelig at han bare lagde den over på 2'eren bagefter :D der var selvsagt et par enkelte kvindelige deltagere der tog ekstra luft ind.

Men jeg har lige fundet ud af jeg stadig har et par disketter, men det er godt nok mange år siden jeg smed det drev ud. Har også en Boks endnu :) - og for at det ikke skal være løgn har jeg også et par gamle highend optagebånd fra TDK og MAxell og BASF, men ingen walkman at lægge dem i :)

Vijay Prasad

På mit universitet i mit hjemland bruges stadig endeløse baner til at printe programmeringsopgaver ud med på "datastuen" -- perfekt til den slags som er lettere at læse/rette uden den unaturlige sideopdeling.

Præcist denne model vi havde på min årgang: http://www.youtube.com/watch?v=j80iXrZiz-0 (kan ikke huske hvad det er de bruger i dag, men, noget hurtigere til at spytte papir ud)

Mvh,

Torben Mogensen Blogger

De havde ikke den store informationstæthed (selv om den var langt bedre en hulkorts ditto), men de havde den fordel, at man kunne flette stjerner af dem ved juletid. Der var også nogle, der forsøgte at flette stjerner af papir i uendelige baner, men de blev for bløde til at det var pænt. Den eneste fornuftige brug af gamle hulkort var som bogmærker, og det er trods alt begrænset, hvor mange man har brug for af dem.

Men hensyn til tabte kasser hulkort, så var det et velkendt problem. For at gøre den efterfølgende sortering lettere, var det almindeligt at tegne en diagonal streg med en tuschpen henover "ryggen" af kortstakken. Så kunne man i reglen lave en næsten præcis sortering uden at forholde sig til teksten på kortene, og de sidste rettelser tog ikke voldsomt lang tid.

Allan Dinesen

Glemmer vi ikke skrivemaskinen ? Jeg var på Teknisk Museum med min datter for 7-8 år siden, hvor hun pegede på en skrivemaskine og sagde : "Hvad er det ?". Det var den dag det gik op for mig at for mig helt dagligdags ting er helt ukendte for børn af i dag.
I øvrigt har selvsamme datter oplevet en lærer som brugte en overhead for 2-3 måneder siden på gymnasiet !

Anonym

I mine meget unge dage deltog jeg i en julefrokost i det for længst hedengangne DDE. Hovedunderholdningen var her, at man skulle sætte endeløst bane papir i en nåleprinter, med kun en hånd.
At sætte papir i den bestemte printer (husker ikke længere hvilken model), var i sig selv næsten umuligt i ædru tilstand og med brug af begge hænder.

Ingen vandt konkurrencen ved den julefrokost, men sjovt det var det. Det kostede adskillige kasser papir, og den stakkels printer kom vist aldrig til at fungere efter det overgreb.

Nicholas Colding

Jeg savner nu mest mit modem.
Den der opkaldslyd og efterfølgende hvæsen, den findes der ingen erstatning for...
Der var nu også en vis spænding i at bruge 34 minutter på at hente en fil på 200 Kb, som efterfølgende viste sig at være defekt.

Niels Christensen

Tja. Jeg husker en klassekammerat på EDB-skolen på Nørreport, der blev så sur på sit program, at han kylede hele kassen med hulkort ud af vinduet fra 3. sal ud af vinduet. Det kan man da kalde en ommer :-)
M.h.t. papirbånd krævede det jo lidt øvelse ikke at få skåret fingrene af, når man skulle rulle dem op igen.

Thorvald Johannes Pedersen

Jeg havde en elektrisk skrivemaskine, da jeg gik i gymnasiet (dvs. i starten af 90'erne). Min far havde en "rigtig" skrivemaskine, men jeg synes selvfølgeligt at en elektrisk var smartere, så sådan en købte jeg. Jeg tror nok at min far stadig har begge skrivemaskiner, men jeg tror ikke den elektriske virker mere. Så vidt jeg husker skulle man skifte kassette hvis man skulle skifte font - eller måske var der en kassette til kursiv og en til almindelig. Husker det ikke helt. Tror også at far og jeg kiggede på annoncerne til Amiga computeren, men jeg hoppede ikke på det ræs, før en del senere. Powerpoint? Det er da et super fint program. Har godt nok ikke rigtigt brug for det mere, men et godt program er det da.

Jan Møgelbjerg

Jeg savner mit papir i endeløse baner. Har faktisk ½ kasse stående på loftet som jeg en gang om året tager låget af og betragter med ærefrygt.
Jeg savner det især hver gang min f.... l....printer æder et stykke papir og jeg skal hive den ud fra væggen for at kunne åbne bagklappen og pille små iturevne stumper ud med lasertoner støvende ud over fingrene og ned på gulvtæppet.

Bo Victor Thomsen

Jeg er stensikker på, at den Microsoft programmør, som har bedrevet 7-kabalen har oprindeligt lært sig sit arbejde vha. hulkort.
Det animerede billede, som viser sig (når kabalen går op ;-) er simpelthen en tegnefilm af indholdet af en eller flere "1500-styk-hulkort-kasser" der præcis beskriver denne bue af kort gennem luften når "hulkort-kasse-transportøren" snubler over sine egne ben ! Tro mig, jeg har prøvet det selv adskillige gange på NEUCC i forne tider ...

Jesper Nielsen

Jeg elsker simpelthen dine nostalgiske indlæg. Da jeg havde grint færdig kom jeg til at undres over hvor meget vi går og arkiverer i vores hjerne og så glemmer. Specielt undre jeg mig over at noget der har bragt så meget mordskab som cirkusset med at vende en overhead rigtigt totalt kan fortrænges. For nu hvor du har bragt det i erindring igen, så er der så mange minder der springer frem, både fra andres men så sandelig også fra egne klummerier.

Lars Jacobsen

Nja, jeg synes nu begge de nævnte typer printere har store ulemper. Dot matrix er alt for langsom og skriver ikke pænt, og blækprintere tørrer ud hvis man ikke bruger dem så tit. Næ, en farvelaser er dem begge overlegne (bortset fra kvaliteten af fotoprint). Desværre fylder de alt for meget, så jeg nøjes med en blækfætter indtil videre ;-)

Jens Jönsson

Jeg elsker simpelthen dine nostalgiske indlæg.

Ditto her!

Kom sådan til at tænke på de hyggelige stunder jeg har haft i svunden tid med Novell NetWare 2.x servere med ArcNet.
ArcNet var helt fantastisk. Der kunne i princippet gå "hul" på det, hvis der var én der fjernede terminatoren. Det bedste var når en PC ikke havde jordet strømstik. Hvis man så rørte kablet, mens man lænede sig op af radiatoren, så fik man sig et godylt lap over nallerne og hele nettet gik ned (Ingen var i tvivl om hvem der fik det til at gå ned)......

Eller hvad med Token Ring og baluns ?

Jesper Poulsen

Der kunne i princippet gå "hul" på det, hvis der var én der fjernede terminatoren. Det bedste var når en PC ikke havde jordet strømstik. Hvis man så rørte kablet, mens man lænede sig op af radiatoren, så fik man sig et godylt lap over nallerne


Akja, det var tider. Jeg husker kvalerne når der skulle games over netværk. Bare det at få alle TSR-programmerne loadet i den rigtige rækkefølge for at få plads til dem i upper memory.

Christian Nobel

ArcNet var helt fantastisk. Der kunne i princippet gå "hul" på det, hvis der var én der fjernede terminatoren. Det bedste var når en PC ikke havde jordet strømstik. Hvis man så rørte kablet, mens man lænede sig op af radiatoren, så fik man sig et godylt lap over nallerne og hele nettet gik ned (Ingen var i tvivl om hvem der fik det til at gå ned)......

Det er nu ikke noget specifikt ArcNet problem, men kunne også ske på Ethernet over Coax (er du overhovedet sikker på det var ArcNet?), selv om de fleste installationer med tykt Ethernet som regel var mere stabile.

Til gengæld var det tynde Ethernet festligt, bla pga. de mange t-stykker, samt det at folk tit forsyndede sig i forhold til den maksimale længde.

Mht. stød, så kunne man såmænd også løbe ud i problemer med PDS kabling, især hvis der blev brugt hubs, men det var ikke så udtalt.

Eller hvad med Token Ring og baluns ?

Token Ring fandtes nu også i versioner med PDS kabling.

Tine Andersen

De ville ind på pc-markedet, og i stedet for at indse, at de sad med et superprodukt, der var virkelig godt til grafik (og spil) og ting som fx musik, så ville de ind i kontormarkedet, der allerede var fyld med IBM og bambuskloner. Det var meget meget ærgerligt, især da amiga-spil var pcspil grafisk og teknisk overlegne. ("Superfrog" in memoriam- på pc var der rædderlige primitive pixelfattige spil).
Commodores kunder var nørder og musikbranchen- og det gik aldrig op for dem, at fx den grafiske branche kunne være et marked (det gik så til Apple), eller at de der bumsede spilnørder engang vokser op til seriøse voksne mennesker. Der gerne vil bruge deres erfaring i det virkelige liv. Min egen Amiga-nørdemand gik over til Linux, da den tid kom.

Men ting pc-en slog ihjel: Elektriske skrivemaskiner med hukommelse! (4 eller 7 A-4 ark!), eller det var nok mere elektronisk teksbehandling,der gjorde det, de kom for sent og kunne for lidt. (Min mor købte éen).

Ellers kan jeg ikke lige komme på noget min første computer var en 386SX med win 3.11- så jeg har oplevet de onde gamle dage... DOS kommandoer (Og en 3-400 siders manual) og WP 5.1... Akkeja! Min pc blev købt på afbedrag og kostede 13.500 kr- men så var der MS database program med- og lærebogen var "gratis". 120 MB harddisk- og 4(!) MB ram... Akkeja.

Som noget godt: OS/2 var rigtig rigtig godt! Så kunne man køre DOS og win- og alle der der mærkelige spil- uden at skulle rode i CONFIG.SYS og AUTOEXE.BAT- hele tiden. Man satte bare en virtuel pc op for hvert spil, nemt og smart!

Mvh
Tine- musæumsgenstand- og memorylane visitor. Men jeg har kasseret mine 3,5" HD og DD disketter.

Niels Foldager

Husker i printeren til ZX81/Spectrum der printede på galvaniseret toiletpapir ?

Ja da! Og jeg har både ZX81 og printeren endnu. (Det er dog ikke længere min hovedmaskine :-).

Jeg har også min 2. maskine en Enterprise, som var fantastisk, men tabte til Commodore pga. for ringe softwareudbud.

Niels Foldager

Min mor lavede i sin tid kalkulationer på Vilh. Pedersens maskinfabrik. Når hun havde opbrugt et hulbånd, tog hun plastikspolen med hjem til os børn. Jeg har stadig en hel pose fyldt. De har været og er et fantastisk legetøj for mine børn. Man kan bygge enorme tårne, eller stable dem på kant i en døråbning, til den er helt fyldt. Og det lyder mægtigt flot, hvis man lader dem alle trille ned ad en trappe.

Jan Møgelbjerg

Det galvaniserede toiletpapir fra Sinclair skal man i øvrigt omgås med varsomhed. Af nostalgiske grunde ville jeg laminere en bestemt udskrift for at bevare den længst muligt. Desværre tænkte jeg ikke over at papiret er varmefølsomt, så ligner det mere et stykke brugt toiletpapir - uden tekst...

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Tip redaktionen