Jesper sandal header

Top 5 værste populære spil - eller hvorfor Matador stinker

Illustration: Wikimedia

Lige nu er det hverken sæson for regntid i sommerhuset eller juleferieeksil hos svigerfamilien, så dette blogindlæg er håbløst uaktuelt. Men det er på tide, at nogen påpeger, at nogle af de mest populære spil nogensinde bare ikke er særligt gode spil.

Jeg har holdt mig til klassikere, men har helt bevidst ikke taget spil som Quake med, som ellers nok kan være ærgerligt, men det er ikke så meget gameplay'et, som det er fordi der altid er én eller anden klovn, som på forunderlig vis er i stand til at lave rocket jumps og kaste med motorsave i fire retninger på samme tid.

5: Yatzy

Yatzy har én fordel, og det er, at man trods alt får lov til at slå med mange terninger på én gang. Det kan vi godt lide. Men derudover handler spillet bare om at være heldig.

Der er nogle pseudovalg, hvor vi bliver bildt ind, at vi kan satse og 'strege etterne' eller spille sikkert og bare strege yatzyen med det samme. Det er løgn.

Yatzy bliver kun sjovt, hvis man kan undertrykke bevidstheden om, at man blot er i færd med at udfylde en sandsynlighedstabel.

4: Ludo

Ludo er måske det mest klassiske sommerhusspil, men spillet tjener kun ét formål, nemlig at lære små børn, at spil kan være 'rigtigt nedern'.

Først skal du slå en 6'er for at komme ud af dit hus, eller hvad dælen det nu skal forestille at være. Dernæst ruller man én sørgelig terning igen og igen, indtil man enten slår en anden spiller hjem, eller man selv får sin brik ind i midten.

Konceptet med at slå hinanden hjem lyder jo fedt, men i praksis er det ikke dit valg som spiller. Du har bare slået noget, der ikke var en globus, og må rykke din brik, som terningen dikterer det.

Men hvis du er strandet i sommerhuset med Ludo, så prøv Helteludo.

3: Matador

Når man skal formilde børnene, efter de er blevet desillusionerede af at tabe i Ludo, så hiver man gode gamle Matador frem. Et spil, der er så dårligt, at man har forsøgt at skjule det ved at lave varianter pakket ind i temaer som amerikanske nationalparker eller klingons.

Matador snyder, fordi det ligner et rigtigt brætspil, men det kan igen koges helt ned til at handle om at slå en terning og håbe, at man ikke lander i fængsel eller på Rådhuspladsen. Du kunne lige så godt spille Plat og Krone.

Man har mulighed for at bygge hoteller og købe rederier, men spillet hælder meget hurtigt i én retning, nemlig at den, der slår heldigt i de første to runder, vinder spillet, fordi han kan sikre sig de gode byggegrunde. Derefter er det bare én lang pinsel gennem en gældsspiral, der er værre end finanskrisen og Luksusfælden.

Spillet er i bedste fald en lektion i ydmyghed, når man skal låne 1.800 kroner af sin 8 år gamle fætter fordi man slog en 2'er og landede på Valby Langgade i stedet for lande på et spørgsmålstegn og vinde 200 kroner i klasselotteriet.

Det eneste positive ved spillet er, at man lærer københavnske gadenavne. Desværre passer geografien på den cirkelrunde spilleplade slet ikke med virkeligheden.

2: Backgammon

Et intellektuelt caféspil? Nej, blot Ludo med en grimmere spilleplade. Kalaha er væsentligt sjovere og forsøger ikke at udgive sig for mere end det er.

Backgammon er igen et spil, hvor alle fokuserer på, at det handler om strategi. Problemet er blot, at man ikke kan tænke ét træk frem, fordi det alt sammen afhænger af sandsynligheder. Du ved ikke, hvad din modspiller eller du selv slår i næste runde, og derfor er al langtidsplanlægning omsonst, for du kommer ikke til at slå den forbandede 3'er eller hvad det nu er man skal bruge.

Som de sagde i How I Met Your Mother: »Det eneste gode ved Backgammon er ordet 'gammon'.«

1: Poker

Alle kortspil er i princippet rigtigt kedelige. Vi bilder os ind, at det er spændende at prøve at gætte det næste kort, men en stak kort er altså ikke Schrödingers kat. Og poker er blevet ufatteligt populært, fordi det jo kun handler '30 procent om held', som fanatikerne påpeger.

Dermed mener de, at det, der gør spillet spændende, er kombinationen af sandsynlighedsregning og evnen til at forudsige, hvad modstanderen vil gøre.

Altså sådan lidt ligesom Meyer, Snyd og Sten-Saks-Papir.

Poker lever højt på, at det ifølge gamle Hollywood-westerns var et spil, der blev spillet i saloons ude i det vilde vesten af cowboys og banditter. Det er noget med whisky og seksløbere ifølge mytologien.

Men lad os være helt ærlige: Pokers stærkeste tiltrækningskraft er, at der bliver spillet om penge, altså bortset fra strippoker på lejrskolerne, hvor drengene lærer, at piger som oftest er iført mange flere beklædningsgenstande, så spillet er unfair.

Fjern pengene fra poker, og vi er tilbage i noget, der ikke er så forskelligt igen fra Fisk eller Sorteper.

Der skal også helst en vis sum på bordet. Dengang, der stadig fandtes 25-ører, lød det da meget sjovt at bruge dem som indsats, men poker ender altid med, at der er nogen, der vil spille om 'rigtige' penge.

Måske ville poker være sjovt, hvis man lavede en variant, som lånte fra Lammer, så det i stedet for en plovmand var trælår og blå mærker, der stod på spil.

Kommentarer (31)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Torben Mogensen Blogger

Alle de spil, du kritiserer, har det til fælles, at de har et stort element af tilfældighed involveret. Og jeg giver dig ret i, at det er med til at mindske færdigheders indflydelse på udfaldet af spillet. Men det er ikke entydigt en dårlig ting:

  • Når man spiller med små børn, har de en chance for at vinde, hvis der er meget tilfældighed i spillet, hvilket sjældent er tilfældet ellers -- med mindre forældrene lader børnene vinde med vilje. Der er dog undtagelser: Små børn er i reglen gode til Memory og lignende huske- eller mønstergenkendelsesspil.

  • Uden nogen form for tilfældigheder bliver spil ofte ret ens: De bedste træk er ofte fundet ved gennemanalyse af spillet, og det er den spiller, der kan huske mest af andres analyser, der vinder spillet.

Der skal være en passende balance mellem tilfældighed og færdighed, men den kan afhænge af målgruppen: Slanger og stiger (Snakes and Ladders) er ren tilældighed -- der er overhovedet ingen spillervalg -- men det kan være fint til små børn, der gennem spillet lærer at tælle og følge formaliserede regler. Når de færdigheder er på plads, kan man introducere spillervalg og gradvist nedtone tilfældighederne.

Men man behøver ikke at fjerne tilfældighederne helt. Jesper spiller jo også D&D (som et tidligere indlæg nævnte), og her er der jo masser af terninger. Men jeg giver Jesper ret i, at de omtalte spil ikke er verdens mest interessante for voksne mennesker.

  • 11
  • 0
Svend Ask Larsen

Den nuværende designrevoultion giver så mange gode valg indenfor spild er både er for børn og voksne. Må give Jesper ret: der er ingen grund til at spilde sin tid på nogen af ovenstående aktiviteter når nu vi er nået så meget videre. Det er de voksnes minder om brætspilshygge i barndomme (sommerhus i regnvejr osv.) der gør at vi tror at spillene rent faktisk var sjove...

Alle andre medier er kommet videre og jeg spiller heller ikke mine gamle Amigaspil med min søn. Jeg ser ikke børnefilm fra 50erne.

Et sted hvor du kan tage fejl er Poker... Der er noget helt andet på spil når der komme rpenge på bordet..

  • 1
  • 0
Nils Munch

Kom en tur forbi Rådmandsgade 45, så viser vi dig gerne brætspil der vil noget :]

Alle de spil du nævner er jeg også kraftigt imod. Skak forbeholder stadig retten til at sige "hvert træk gælder", men man kan ikke satse på at slå globus.

Men jeg spiller med GLÆDE gamle amigaspil :) og også med min niæce. og de gamle asterix & obelix slår til hver en tid moderne plastik-animation :)

  • 0
  • 0
Jesper Stein Sandal

Jeg kan godt lide spil, der bruger tilfældigheder, men indpakningen skal også være tiltrækkende. Jeg skal trækkes med ind i en illusion, som gør det interessant for mig at spille videre, om ikke andet så for den sociale gevinst ved spillet.

Det er mit problem med spil som Matador og Poker.

For eksempel er mit problem med poker er, at det altid udvikler sig ubehageligt. For der er altid et par stykker, der lige vil spille om lidt mere, end det, der blev aftalt. Det er ikke nødvendigvis spilmekanikkens skyld, og så alligevel, for der skal stå noget på spil. Poker med ligesindede er sikkert sjovt, men en invitation til en pokeraften er i mine ører "jeg er mere villig til at ofre 500 kroner i håb om at vinde dine 500 kroner, end du er".

Så kan det godt være, der både er taktik og sandsynlighedsregning involveret, det tvivler jeg ikke på, men det kræver en speciel mentalitet, som nok ikke passer til mig. Jeg kan finde på at gå i både Netto og Superbrugsen for at spare 7 kroner på havregryn, selvom jeg så skal stå i kø ved kassen to gange.

  • 1
  • 1
Henrik Sørensen

Stort set enig med dig, Jesper - men har alligevel et blødt punkt for Matador. Må være noget med kombinationen af pengepugeri, københavnsk geografi og eskalerende mulighed for konkurs-som-lyn-fra-himlen.

  • 1
  • 0
Bjarke Pedersen

Matador er et fremragende spil. Ikke hvis man læser reglerne direkte, men hvis man forstår hvilke mekanismer der gør man vinder.
Hvis robotter spillede matador er det en meget kedelig gældsspiral , som forlænges i nærmest det uendelige af den idiotiske pantsæt-regel.

Men vi er jo mennesker og sociale væsner. Væsner som absolut ikke handler rationelt. Og Matador går direkte ind i det mørkeste og mest beskidte dele af vores interaktionsformåen; nemlig social manipulation.

Man vinder Matador ved at smigre, motivere, lokke, manipulere og forhandle med medspillerne. Den der sidder alene tilbage ved spillepladen har vundet. Om du vinder ved at håne og ydmyge modspillerne så de sælger deres grunde til dig, eller ved at få dem til at forlade spillet fordi de er sure eller kede af det, er er på sin vis ligegyldigt. There can be only one.
Matador er ikke et sjovt spil. De fleste har det rigtigt dårligt efter man har spillet det. Både hvis man spiller på den kedelige eller den manipulerende måde.

Godt spil!
Bjarke Pedersen
Odysse.dk

  • 2
  • 0
Robert Larsen

Hvis Yatzy og Backgammon kun handler om held, hvorfor er det så altid de samme, som vinder?

I Backgammon kan man sagtens se fremad. Man vælger sine flyt, så der er stor sandsynlighed for at næste slag kan bruges. Hvis kun en 3'er er brugbar, så har man ikke stillet sig korrekt op. Det gælder om at tage chancer, hvor det kan give stort afkast. Stille sig sårbart, hvor det giver mening men beskytte sig, hvor dét giver mening.

Det er også altid de samme, som vinder i Poker, og der har du stort set INGEN indflydelse på udfaldet.

  • 1
  • 0
Torben Mogensen Blogger

Jeg kan da godt foreslå nogen. De er alle tilgængelige for børn i skolealderen:

  • Settlers of Catan. Hedder vist bare "Settlers" på dansk. Handler grundlæggende om at tjene ressourcer til at bygge byer og veje, som igen giver ressourcer. Der er kommet masser af udvidelser til spillet, men jeg synes egentlig den oprindelige udgave virker bedst.

  • Carcassonne. Byg et landskab med briker og få point, når elementer (f.eks. byer, veje, skove eller floder bliver komplette). Der er masser af varianter og udvidelser. Personligt foretrækker jeg "Jægere og samlere" versionen, der har et enklere pointsystem end originalen.

  • Smallworld. Slås om plads i en lille verden. Nok for lidt større børn.

  • Ave Caesar. Et sjovt og hurtigt spil om hestevæddeløb i det gamle Rom.

  • Can't Stop. Meget simpelt spil om bjergklatring.

  • Den magiske labyrint: Kan spilles selv med meget små børn: Find vej i en laybrint, der hele tiden skifter form.

  • Set!. For mere udfordring af tankeprocesserne: Find hurtigts muligt sæt af tre kort, der passer sammen.

Man kan finde beskrivelser af alle de nævnte spil på http://boardgamegeek.com

  • 7
  • 0
Peter Mogensen

"Yatzy bliver kun sjovt, hvis man kan undertrykke bevidstheden om, at man blot er i færd med at udfylde en sandsynlighedstabel."

Helt enig. Og mange spil lider af det symptom.

Jeg har også engang forgæves forsøgt at overbevise nogen om at man ikke kan være "god" til kryds-og-bolle. At spillet ikke drejer sig om at vinde, men om hvem, der længst tid kan lade være med at udføre et af trækkene fra en meget kort og overskuelig liste over tabende træk.

  • 0
  • 0
Henrik Nordtorp

SET - præcis!

Der er slet ikke held involveret i dette kortspil. Det går alene ud på at være hurtig i pæren.

Det helt særlige ved dette spil er faktisk, at hele familien kan spille mod hinanden. Børnebørn spiller typisk ligeså godt som bedsteforældre. Og unge spiller lige så godt som voksne. Alle har en fair chance.

Faktisk vinder jeg kun over min datter på 8, fordi jeg insisterer på at spille så længe, at hun mister koncentrationen :-)

  • 3
  • 0
Fini Alring

Med fare for at provokere brætspil fans, så synes jeg at der er kommet en del fede brætspils "konverteringer" til tablets, dette gør det lidt mere tilgængeligt da programmet holder styr på reglerne, der kan gives intro lektioner, nemt at skifte til mere avancerede regler uden at skulle læse hele manualen samt forklare alle spillere reglerne. Dertil en masse bekvemmelighed i form af at man ikke skal sortere kort og rydde op bagefter. Kan også anbefale Carcassonne (som Torben tidligere nævnte) til iPad. Udover dette kan brætspil så pludselig spilles online, enten "real time - turn based" eller "casual - turn based (play by mail)".

  • 0
  • 0
Ivan Johansen

Jeg vil anbefale RoboRally. Der er godt nok nogen som påstår at det kun er sjovt for softwareudviklere, men til gengæld synes vi også at det er vildt sjovt. Der er godt nok et element af tilfældighed i form af kort, men det vigtigste er at kunne programmere sin robot optimalt.

  • 3
  • 0
Peter Makholm

Jeg er lidt enig med "J D", mest af alt er dette blogindlæg er bare tuderi. Mest af alt ser jeg dagens XKCD med JSS i rollen som Cueball.

Efter min mening er analysen af de forskellige spil for tynd og minder i høj grad af Cueballs analyse af skak. Mit problem med matador er ikke så meget størelsen af elementet af tilfældighed. Problemet er at man som spiller efter få runder (på brædtet) klart bliver placeret i enten en gruppe hvor man kun har udsigt til en lang pinefuld falit eller også har man opnået en kritisk masse af resurser til at have udsigt til en lan pinefuld ikke-falit.

I værste fald opnår alle spillere den kritiske masse at resurser og så bliver spilelt ved i timevis uden at forholdet mellem spillerne bliver forrykket. Jeg har samme problem med Risk.

RoboRally kan lidt have samme tendens (afhængig af spillepladen) hvor der tydelig er en eller to spillere der stikker af og resten bare mudre sammen. Men det har ikke samen pinefulde "lad os nu bare blive færdige" fornemmelse. Selv som ikke-førende har man en klar fornemmelse af fremgang og at spillet fører til noget.

Jeg er enig med Henrik Staun Poulsens ønske om en positiv liste i stedet. Helt generelt ville det være fedt hvis Jesper Stein Sandal vilel fokuserer mere på det positive istedet for at vi bliver spist af med blogindlæg om hvorfor tv-anmeldere, tv-serier og brædtspil ikke falder i Jespers smag. (Ja, jeg kan selvfølgelig bare lade være med at læse Jespers blogindlæg og det gøre jeg også oftest)

  • 2
  • 1
Allan S. Hansen

Ud over Boardgamegeek.com kan man også finde guides til f.eks. årets nye rejsespil på http://www.papskubber.dk/ - hvor der også er et forum, som frekventeres af mange brætspilsnørder, der ved meget mere om, hvilke spil der er gode, end jeg gør. :)

Det er et godt site at hente inspiration på - men langt de fleste spil der er favoritter på boardgamergeek indeholder også et meget stort element af tilfældighed, hvor strategien er afhængigt af du trækker de rigtige kort, slår de rigtige terninger m.m.

Ligesom i Backgammon hvor man med terninger kan flytte godt eller skidt, kan man i diverse strategi spil også flytte godt eller skidt men hvis terningerne er imod dig, kommer man ikke langt.

Et af mine personlige favorit spil er eksempelvis Twilight Struggle. Men får man dårlige kort; så kan spillet være over meget hurtigt.
Tilsvarende spiller jeg ofte Tides of Iron eller Axis & Allies; og igen - gode terninger eller dårlige terninger - så er bussen kørt, ligegyldigt hvor gode dine strategier er.

Tilfældigheder i spil eksisterer fordi vi ikke kan modellere virkelighedens kompleksitet ned i spil, og fordi det skisme også ville være kedeligt hvis vi kunne fordi så ville spillet blive ... virkelighed :D

  • 0
  • 0
Torben Mogensen Blogger

Mit problem med matador er ikke så meget størelsen af elementet af tilfældighed. Problemet er at man som spiller efter få runder (på brædtet) klart bliver placeret i enten en gruppe hvor man kun har udsigt til en lang pinefuld falit eller også har man opnået en kritisk masse af resurser til at have udsigt til en lang pinefuld ikke-falit.

En af de bagvedliggende grunde til dette er, at det ikke er muligt for spillere at arbejde sammen mod en tredje. Så man kan ikke standse en spiller, der er foran, med andet end utroligt held. Spil med mere end to spillere er delvist selvbalancerende, såfremt det er muligt for en gruppe spillere at arbejde sammen mod den spiller, der er foran. Men selv dette kan også gå over gevind, så spillet reduceres til, hvem der har mest held i den sidste spilrunde, da tidligere runders forskelle er udvisket sidenhen.

  • 2
  • 0
Jesper Stein Sandal

eg er enig med Henrik Staun Poulsens ønske om en positiv liste i stedet. Helt generelt ville det være fedt hvis Jesper Stein Sandal vilel fokuserer mere på det positive istedet for at vi bliver spist af med blogindlæg om hvorfor tv-anmeldere, tv-serier og brædtspil ikke falder i Jespers smag. (Ja, jeg kan selvfølgelig bare lade være med at læse Jespers blogindlæg og det gøre jeg også oftest)

Haha, ja men nu var formålet med dette blogindlæg først og fremmest at pointere, at de spil, som guddødme stadig langes over disken, og som folk stadig insisterer på at spille, altså ikke er særlig sjove.

Tilfældigheder er en del af spil, men mit problem er, når spillet kommer til at handle mere om at traversere et kombinationstræ end om at have det sjovt.

Men det kan selvfølgelig være, at jeg har misforstået noget ved at insistere mere på at have det sjovt end på at vinde (jeg bryder mig faktisk ikke om at vinde, når jeg spiller brætspil - undtagen i spil på paratviden).

  • 1
  • 1
Peter Brodersen

Det er et godt site at hente inspiration på - men langt de fleste spil der er favoritter på boardgamergeek indeholder også et meget stort element af tilfældighed, hvor strategien er afhængigt af du trækker de rigtige kort, slår de rigtige terninger m.m.

Arh, spil som Caylus og Puerto Rico, som er nogle af verdens bedste spil (jf. BoardGameGeek - og jeg er ikke uenig :) ) rummer meget lidt tilfældighed. Caylus har tilfældighed i en lille indledende del af brættets opbygning, og ved Puerto Rico trækker man blot tilfældige mulige marker at vælge imellem, hvilket kun er en lille del af hele spillet. Ellers er alt baseret på spillernes handlinger. Og alligevel er der meget interaktion.

Min egen nominering til det værste spil overhovedet er Trivial Pursuit. Ikke fordi, jeg ikke kan synes at quiz-spil er sjove, men fordi Trivial Pursuit slet og ret ikke er et spil - så er det sagt.

I mine øjne bør spil have en eller anden form for interaktion for ikke bare at være multiplayer solitare. Trivial Pursuit kan man som sådan sidde og spille i hver sin lejlighed, og så melde sin score ind (antallet af gange, man har svaret forkert, når man har gennemført spillet) og så sammenligne. Den, der svarede forkert færrest gange, har vundet spillet.

Nuvel, jeg vil give, at der er to interaktionsmuligheder i Trivial Pursuit:

  1. Diskussionen om folk har svaret præcist nok. Her er det uheldigt, at en interaktion handler om uklarheder i quizspil (som kan være svære at komme uden om), og at sidde og skændes er heller ikke den sjove form for spil-interaktion. Der kan dog være tendens til, at man indbygger et egentlig spilelement her i forhold til en catchup-mekanisme. Er en person langt bagud, kan man være mere large med nøjagtigheden af svaret, og omvendt set kan en person, der er foran, blive afkrævet præcise svar.
  2. Valget af kategori til allersidst. Givet, det er et interaktionsvalg, hvor man undervejs kan have opbygget en fornemmelse for, hvilken kategori af spørgsmål, den potentielle vinder har haft det sværest ved.

Punkt to kvalificerer så nok alligevel Trivial Pursuit til et spil ud fra mit krav. Det betyder ikke, at jeg ikke fortsat bombastisk vil melde ud, at Trivial Pursuit ikke er et "rigtigt"(tm) spil :-)

  • 2
  • 0
Henrik Knopper

Jeg vil anbefale
1) RUMIS - 3D Tetris for 4 personer
2) Genial - Domino møder kinaskak
3) Lost Cities - Forklædt kortspil for 2, men det virker
4) Bonanza

Og hvis jeg ikke tager fejl så er 2-4 udviklet af Reiner Knizia...

I øvrigt enig i at de 5 spil i toppen er langt over sidste holdbarhedsdag.

  • 1
  • 0
Peter Brodersen

Jeg er lidt enig med "J D", mest af alt er dette blogindlæg er bare tuderi. Mest af alt ser jeg dagens XKCD med JSS i rollen som Cueball.

Jeg synes til gengæld, det mest af alt virker som om, du spiller "du whiner!"-kortet for derefter at underbygge Jespers pointer om problemer med brætspil.

De spil, Jesper nævner, er primært "klassikere", som netop ikke har den store værdi i modsætning til fx skak (omend jeg dog er uenig med backgammons tilstedeværelse på den liste).

Vi har haft så meget udvikling af gode spil i de seneste mange år, og efter nogle døde 80ere og 90ere (hvor kun Fantask, Faraos Cigarer og venner havde sjove spil) har kvalitets-brætspil endelig ramt Danmark og kan erhverves i langt flere butikker. Men alligevel køber folk Matador (i nye, tematiserede udgaver, som ikke gør spillene sjovere), Ludo (hvorfor er det absolut nødvendigt at producere flere udgaver af det spil?) og så videre.

Hele EuroGames-bølgen har et stykke hen ad vejen også gjort op med den fuldstændige tilfældighed, man har kunnet opleve i andre spil og samtidig rettet op på andre kedelige elementer som fx player elimination. Hermed ikke sagt, at spil, hvor folk kan ryge ud, absolut er dårlige, men den måde, det fx er blevet brugt på i Matador, kan det let betyde, at en person ryger ud efter en halv time, og resten så skal spille i 5-6 timer derefter, hvor andre af spillerne måske drypvis ryger ud. Det er ikke sjovt.

Den manglende player elimination kombineret med et højt niveau af spillerinteraktion har så desværre haft risiko for at indføre king maker-elementet, hvor den spiller, som er bagerst og uden udsigt til at vinde, så ikke har meget andet at lave end at bestemme hvem af de spillere, der er forrest, som skal vinde.

Hvorefter catch up-mekanismerne så blev indført, så folk ikke alene ikke blev elimineret, men også havde kompensation (eller fordele om man vil) ved at ligge bagerst. Ikke overraskende har nogle spil indført det uheldigt med en overdreven selvbalancering, mens andre (som fx det virkelig gode Power Grid) har det som et aktivt, strategisk element.

Mange af de moderne spil har også den fordel, at de reelt er sjove for voksne (så "familiespil" ikke længere bare betyder "børnespil, der ikke er alt for platte"), at der kan være en latent kompleksitet uden at hvert enkelt træk kræver en masse overvejelser, og at der typisk er en ganske velkendt spiltid (i modsætning til Matador, som kan fortsætte i det uendelige eller Trivial Pursuit, som også kan variere godt i spiltid).

Der er sket så meget i udviklingen af brætspil (også selv siden RoboRally), at det slet og ret er synd, at folk stadigvæk kaster gode penge efter dårlige spil. Selv Roskilde Festival har officielt brætspil på programmet samt deres eget brætspil og terningspil (med utallige brugergenererede regler). Fastaval har igen i år brætspils-design-konkurrence som sidste gang resulterede i fantastiske nye spil. Det er ikke mere end fem dage siden, at et nyt, gratis dansk brætspilsmagasin i papirform kom på gaden.

Venner lader ikke venner spille Ludo!

  • 4
  • 0
Torben Mogensen Blogger

Vi har haft så meget udvikling af gode spil i de seneste mange år, og efter nogle døde 80ere og 90ere (hvor kun Fantask, Faraos Cigarer og venner havde sjove spil) har kvalitets-brætspil endelig ramt Danmark og kan erhverves i langt flere butikker. Men alligevel køber folk Matador (i nye, tematiserede udgaver, som ikke gør spillene sjovere), Ludo (hvorfor er det absolut nødvendigt at producere flere udgaver af det spil?) og så videre.

En væsentlig årsag til dette er, at forældre og bedsteforældre køber spil til børn og børnebørn, og de køber hellere et spil, de kender, end et, de ikke kender. Specielt vil de ikke bruge tid på selv at lære et nyt spil, så de spiller helst "kendte" spil med deres (børne)børn. Dertil kommer nok en del nostalgi.

  • 1
  • 0
Peter Makholm

Jeg synes til gengæld, det mest af alt virker som om, du spiller "du whiner!"-kortet for derefter at underbygge Jespers pointer om problemer med brætspil.

Jesper må selvfølgelig mene hvad han vil om de fem udvalgte spil. Men jeg mener at en analyse der gennemgående kan opsumeres i "man kan lige så godt slå plat eller krone" er for tynd. For backgammon er vi måske enige om at analysen er direkte forkert og analysen for poker siger indirekte at Jesper slet ikke vægter det psykologiske spil med at bluffe eller spille uforudsigeligt.

Så først og fremmest efterlyser jeg en analyse med lidt mere kød på, netop noget mere underbyggende diskussion af spillene, som nu nærmest er helt overladt til de aktive debatører.. Dernæst efterlyser jeg en positiv tilgang: Skriv om nogle spil der er gode og de elementer der gør dem gode, derefter kan man så undre sig over hvorfor spil som ludo og matador sælger bedre når de mangler disse elementer. En positiv fremgang er netop at fremhæve Powergrids fornuftige selvbalancerende egenskaber.

Jespers blogindlæg svare lidt til hvordan jeg forestiller mig det vil gå hvis jeg begyndte at blogge om Microsoft-produkter.

  • 0
  • 1
Thomas Knudsen

For mig har spil i almindelighed (og computerspil i særdeleshed) altid været græsseligt kedelige. Sat lidt på spidsen er "spil", for mig, bare de 4 første bogstaver i sætningen "spild af tid".

Jeg mangler tilsyneladende det "konkurrencegen" der skal til (?) for at synes den slags er sjovt.

Derfor plejer min indre reaktion altid at være "nå - nu igen" når Jesper (igen igen) folder sig ud om spil. Jeg plejer m.a.o. at springe den slags artikler over, men lige denne her fangede mig fordi den så ud til at hævde at der er spil der reelt (også for spilelskere) er røvkedelige.

Men de fleste reaktioner ser ud til at være fra folk der kan lide at spille spil. Er der virkelig ikke andre end mig der BÅDE læser Version 2 OG IKKE spiller spil af nogen art?

Og bare lige for en sikkerheds skyld: dette er ikke ment som en provokation, moraliseren, eller forsøg på latterliggørelse af spilelskere - jeg kan se, og har fuld respekt for, at mange har stor glæde af at spille spil.

Jeg har det bare ikke selv, og undrer mig oprigtig talt over hvorvidt jeg er den eneste Version 2-læser der ville have uendelig svært ved at nævne en top 5 af spil jeg i det hele taget gad spille.

  • 0
  • 0
Lars Kroll

...og argumentet om, at fordi der er held med, har børnene en chance er direkte kontra produktivt.
Når ens seks-årige er een globus væk fra en hysterisk tudetur, fordi hun taber, kræver deder heldbaserede spil at man snyder endnu mere som forældre, for at give ungerne en chance. Let's face it: Børn er ikke de store strategiske genier, og de er ofte heller ikke de bedste og værdigste tabere. Hvis man gerne vil, at de skal opnå fornøjelse ved spil, skal man langsomt og gradvist introducere dem til konceptet "Du vinder ikke hver gang". I starten ved at presse dem lidt, men på bedste Disney vis lade dem vinde til aller sidst, fodi man "overser" et vigtigt træk eller lignende. Senere, lader man dem vinde knebent, senenre endu, tillader man sig selv at vinde en gang imellem, og tilbyder omgående revanche, som man så lader dem vinde osv. Efterhånden forstår barnet at man nogen gange vinder, og nogen gange taber, og så kan man begynde at spille almindeligt.

Det ovenstående gælder ikke for børn over tre, når man spiller vendespil, eller memory eller den slags snavs. Så skal man fandeme bare give den hele armen, og forsøge at være et godt eksempel, og ikke græde utrøsteligt selvom man gang på gang bliver ydmyget af det lille møgdyrs fotografiske hukommelse, eller røntgensyn, eller hvad fanden det er de GØR for ALTID at FUCKING VINDE !!!

  • 4
  • 0
Jesper Stein Sandal

Men jeg mener at en analyse der gennemgående kan opsumeres i "man kan lige så godt slå plat eller krone" er for tynd. For backgammon er vi måske enige om at analysen er direkte forkert og analysen for poker siger indirekte at Jesper slet ikke vægter det psykologiske spil med at bluffe eller spille uforudsigeligt.

Jeg finder det lidt morsomt, at mit blogindlæg bliver kaldt en analyse, når jeg hverken redegør for metodevalg eller datagrundlag. ;-)

Jeg mener skam indholdet alvorligt, men bruger selvfølgelig nogle retoriske kneb for at få læserne til at stoppe op og tænke "hov, det er jeg da ikke enig i". Det er meget trist, hvis man læser en tekst som denne som uimodstridelige kendsgerninger, snarere end et oplæg til debat. Der er forskel på et synspunkt og en analyse.

  • 1
  • 1
David Rechnagel Udsen

Risk! Åh, hadespillet over dem alle. Konstant misforstået som et »interessant spil«, der - efter nogens holdning - indholder »strategi«. Det er bare 2D-Ludo, hvor man slår med tegninger efter man rykker.

Der er kun én ting der afhænger af størrelsen på hære, og det er antallet af tegninger til hver spiller, som har en øvre begrænsning på henholdsvis 3 og 4 (eller er det 2 og 3?). Og selvom idéen er at det skulle øge ens chancer for at vinde, så er det bare ikke altid sådan.

  • 2
  • 0
Torben Mogensen Blogger

argumentet om, at fordi der er held med, har børnene en chance er direkte kontra produktivt.
Når ens seks-årige er een globus væk fra en hysterisk tudetur, fordi hun taber, kræver de der heldbaserede spil at man snyder endnu mere som forældre, for at give ungerne en chance.

Børn skal vide, at ting ikke altid går, som de helst vil, og spil kan være en god måde at lære dette på. Specielt er skuffelsen over, at det ikke gik som ønsket nok mindre i et spil uden indsats end det er, når barnet ikke får sin is. Men hvis barnet er vant til at tabe i spil (en gang imellem), lærer det også (efterhånden) at tage andre skuffelser uden hyleture.

Så lad bare barnet hyle over at tabe en gang imellem. Det går over, og hvis barnet senere gerne vil spille igen, så var det nok ikke så slemt. Børn finder ret hurtigt ud af, om forældrene "snyder" for at lade dem vinde, og det tager spændingen ud af spillet. Så hellere give børnene en fordel fra start, så de har en chance, selv om forældrene spiller for at vinde. Der er masser af spil, hvor det er ret nemt at spille med handikap.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize