De første dage var sjove og vanskelige. Nu er der gået så lang tid, at jeg kan drage nogle erfaringer. Til orientering underviser jeg 5 hold på et teknisk gymnasium med en blanding af traditionel faglig undervisning og projektarbejde.
Da vi fik lockdown i midten af marts, valgte jeg at diskutere situationen med nogle elever. De foreslog at vi brugte Discord, som nogle af dem ellers brugte til at kommunikere sammen, når de sad hjemme og spillede computerspil. Det betød at jeg ikke behøvede at bruge tid på at vælge et værktøj og sætte mig ind i det, og at der var nogle trænede elever som kunne hjælpe resten. Det betød også, at da der kom melding om at vi gerne skulle bruge MS Teams på gymnasiet, var jeg allerede godt i gang med mine elever.
Jeg oplevede senere at Discord langsomt bredte sig på bekostning af Teams. Teams er nok et udmærket program, men det er lavet som noget folk skal bruge, fordi firmaet siger det, mens Discord ved at de kun får brugere, hvis den enkelte selv kan lide at bruge det. Desuden virker det som om Teams er lavet, så det skal ligne møder, mens Discord mere ligner den måde mennesker normalt blander sig og taler sammen.
Det er detaljer til forskel, men når jeg sidder med en hel klasse, gør det en stor forskel om jeg kun kan se to forbogstaver for eleven i Teams eller noget der ligner hele navnet i Discord. At en del af eleverne har benyttet lejligheden til at få sig et underligt kaldenavn, det måtte jeg leve med. Til gengæld var vi oppe at køre efter den første time med et hold.
Min professionelle viden gjorde, at jeg mest muligt ville holde fast i elevernes og mine vaner, så vi kunne gøre som vi plejede. Jeg startede med navneopråb og en fælles introduktion til dagens program. Eleverne havde sat nogle grupperum op, som de kunne gå ud i. Jeg kunne så gå rundt og snakke med en gruppe ad gangen, som jeg plejede, og brugte MS Word som whiteboard, når jeg skærmdelte.
I den første måned var der en vis begejstring. Jeg oplevede at undervisning og vejledning af projekter kunne være mere effektiv virtuelt end i klassen. Der var færre forstyrrelser. Jeg følte at der kom noget mere målrettet over processen, som arbejde i et call-center eller en fabrik. Ikke så meget samvær, men mere en effektiv overførsel af information. Jeg kunne hele tiden se, hvis elever skrev til mig, og det er generelt lettere at skærmdele end at skulle stå bøjet over elevens computer for at se noget. Når eleverne skulle bruge noget materiale i et projekt, kunne jeg sende det med det samme mens vi talte.
Nu hjælper det, at jeg sidder med en ordentlig størrelse skærm. Jeg kunne ikke have kørt så godt fra en laptop. Ind imellem kunne jeg endda godt bruge to toogtyve tommer skærme. Det hjælper også, at vi har været heldige med opsætning af gruppestrukturen for holdene. Ellers havde undervisningen været langt vanskeligere.
Efterhånden har jeg fået øje på problemer. I den fysiske klasse, kan jeg se, hvis eleverne er frustrerede. I den virtuelle undervisning er det ofte umuligt at opdage, at eleverne ikke kan finde ud af noget, hvis de ikke selv er klar over, at de har et problem. Derfor er jeg nødt til at være mere grundig i mine forberedelser, og jeg er nødt til at følge mere op på, hvordan det går med den enkelte elev. Det tager mere tid.
Det er hårdere at undervise virtuelt end i et fysisk klasselokale. Jeg føler mig mere udmattet, når dagen er slut. Det er mere intenst, og jeg bliver underligt nok mere træt af at bevæge mig mindre. Desuden mangler samværet og den non-verbale kommunikation som gør undervisningen sjovere for både mig og eleverne. Mine erfaringer passer godt med det Sherry Turkle beskriver, for folk som har mindre direkte kontakt og mere kontakt over computeren i deres arbejde.
Det har hjulpet, at jeg kender holdene godt, og at de kender mig. Jeg oplever selv, at jeg kan forestille mig eleverne, når vi taler sammen, og ved hvordan vi ellers har været sammen. Jeg har også oplevet at både jeg selv og eleverne nogle gange har været mere åbne, end vi ellers vil være i klassen. Der ryger nogle gange nogle hæmninger, når kontakten kun er virtuel.
Fremtiden er ikke at gøre al undervisning virtuel, men at bruge virtuel undervisning, når den er en fordel. Eleverne kan måske lettere koncentrere sig om et projekt, når de har ro og arbejder hjemme. De kan spare transporten, hvis de en dag kun har to timer, og det kan være muligt at lægge undervisning på forskudte tidspunkter, når det passer mig og eleverne.
Litteratur:
Turkle, S. (2015). Reclaiming conversation The Power of Talk in a Digital Age. New York: Penguin Press 2015
og hvad siger eleverne fra de enkelte lærerer.. laver i nogen evaluering på hvad der "faktisk virker bedst" - for både elever og lærerer ?
Altså samler nogen op, evaluerer og sammenholder de forskellige metodikker.. fra både lærerens og elevernes synspunkt?
Vi har løbende udvekslet erfaringer og skal nu lave en mere struktureret evaluering. Det hele har været noget hektisk. Vi har aldrig før prøvet virtuel undervisning og skulle nu have det til at fungere med et fuldt skema. Indtrykket fra min egen undervisning er, at vi har nået nogenlunde det samme som ellers, men at det er mere anstrengende.
Fremtiden er ikke at gøre al undervisning virtuel, men at bruge virtuel undervisning, når den er en fordel. Eleverne kan måske lettere koncentrere sig om et projekt, når de har ro og arbejder hjemme. De kan spare transporten, hvis de en dag kun har to timer, og det kan være muligt at lægge undervisning på forskudte tidspunkter, når det passer mig og eleverne.
Jeg har kun gået på HF (2013-reformen), og der er det de færreste elever på andet år der har samme skema. Det forholder sig muligvis anderledes på de andre gymnasiale uddannelser, men hvis eleverne ikke har samme skema, så skal det næsten være en hybrid løsning for at det giver mening. Altså at man kan vælge at deltage vha. fjernundervisning eller fysisk fremmøde.
Men så er spørgsmålet om det overhovedet giver menig? Og kan eleverne forvalte den frihed? Og vil skolen give dem den frihed (de skal jo trods alt sørge for at eleverne er studieaktive)?
Når det så er sagt, så er der helt sikkert, nogen der bliver hjemme når transporttiden overstiger undervisningstiden*. Så måske man kunne undgå noget af det fravær vha. en hybrid løsning? Dog risikerer man, at nogle elever vil skifte til fjernundervisning og levere en halvhjertet indsats fremfor at møde op.
Som sagt har jeg kun gået på HF, det er muligt det giver mere mening på de andre gymnasiale uddannelser.
* Hvis man bor et sted hvor der kun er timedrift så nærmer man sig hurtigt to timers transport, når alt er indregnet (transport + ventetid).
Du har ret i dine betragtninger. Undervisning har med mennesker at gøre, så det er altid en afvejning i den konkrete situation. Som du eks. skriver mellem at eleverne skal have måske tre timers transport for at deltage i en eller to timers undervisning, i forhold til at nogle slapper mere af, når undervisningen er virtuel.
Det er mit indtryk at eleverne generelt har været ret samvittighedsfulde og arbejdet godt med her i perioden, så jeg er ikke bange for at de vil slappe mere af når undervisningen er virtuel. Omvendt underviser jeg i fysik, IT og produktudvikling. Det er ret eksakte fag, hvor det er lettere at undervise virtuelt, mens jeg tror det er langt vanskeligere i sprogfag eller samfundsfag, hvor samtalen i klassen er væsentlig.
Når vi nu er på V2, så er en mærkelig detalje ved fjernundervisning, hvor dårlig lyden typisk er...specielt i Discord, men også i andre 'møde' værktøjer!
Didaktisk bryder al undervisning sammen når samtalen hele tiden går på "sig-lige-det-der-igen-jeg-kunne-ikke-høre-dig".
Når lyden bliver dårlig, bruger jeg mere og mere energi på blot at forstå afsenderen. Når lyden går fra OK til marginal dårlig, begynder effekten af 'træthed' at sætte ind...men i mødet er vi typisk helt ubevidste om problemet.
Når lyden bliver helt dårlig vælger jeg gerne helt at afbryde undervisning eller mødet...det meste møde-energi går alligevel på blot at forstår de andre....og møde metaforen bryder helt sammen; eller sagt på en anden måde: ville du acceptere et fysisk møde, hvor du har stukket een finger i venstre øre, og holder dig for øjnene mens i snakker semesterplanlægning med otte andre 'aber'?
Kan være at referencen til 'Turkle' siger noget om træthed...IT-mæssigt syntes jeg det er mærkværdigt at accepterer Lakplade lyd til online-undervisning...jeg forlanger HiFi, så hvorfor en konstant 80Hz brum i min USB headset? Der er jo også masser af båndbredde at tage af, lyd ligger typisk på en 64Kbps i Discord (ja, jeg har også rodet med alle lyd-indstillingerne her..).
Så tilbage til det didaktiske: online undervisning lider under en ekstrem lille båndbredde mellem underviser og elev....hvis den nu blev bedre (teknisk) ville det så tilsvarende hæve undervisningskvaliteten??
.c
Ja, jeg underviser i (computerspil-) design og teori, men det kan sagtens lade sig gøre. Udfordringen er lidt som den plejer: det er svært at få nok båndbredde på diskussionen på et hold, hvis der kun er een, der kan tale ad gangen. Det er vigtigt at de studerende forstår, at de skal være aktivt deltagende.
Jeg deler tit klassen op i grupper, der skal diskutere/løse en problemstilling og så præsentere fælles. (Zoom Breakout rooms er godt her.)
Et andet trick er at lad alle skrive kommentarer/observation/spørgsmål/svar ind i et fælles google doc.
at eleverne skal have måske tre timers transport for at deltage i en eller to timers undervisning
Og når vi kommer udenfor de store byer bliver det endnu sjovere, ofte er der én bus om morgenen og et par stykker om eftermiddagen, og intet aften/weekend
Alternativet er diverse teletaxi mv der ikke er dækket af buskort/rejsekort, er rimeligt dyre og skal bestilles flere timer i forvejen
For de få uger der er til sommerferien finder de fleste nok ud af det, men hvis det skal fortsætte i længere tid er der en del elever der ganske enkelt får svært ved at møde ind
Ofte skyldes dårlig lyd dårlige mikrofoner og ekko fra tilhørere, der ikke har mutet deres mikrofoner. Så hvis læreanstalterne investerer i gode headsets (bedre mikrofoner, ingen feedback fra højtaler til mikrofon), bliver lydkvaliteten givetvis bedre.
Muting af mikrofoner og kamera reducerer også mængden af data, der skal transporteres, og mange mødeprogrammer skruer ned for kvalitet, hvis der er meget datatrafik. Så det vil også hjælpe på kvalitet af lyd og billede fra forelæseren.
Lyden kan være et problem - det er nogle gange svært at forstå hvad der bliver sagt, og det er trættende. Imidlertid er Sherry Turkles pointe, at selv med en bedre lydkvalitet vil virtuel kontakt være dårligere end at være i samme rum.
Der mangler en del non-verbal kommunikation. Det er den som gør det muligt at fornemme om en elev har problemer med et eller andet, det er den som engagerer i samværet med andre.
Turkle konkluderer at selv når nogle opgaver kan laves ligeså godt eller mere effektivt med virtuel kontakt, så vil deltagerne føle en træthed og en ensomhed, fordi de savner følelsen af samvær med andre.
Det kan forbedre lydkvaliteten, hvis dem der ikke siger noget, afbryder mikrofonerne, men det giver den der taler en følelse af at sidde helt alene. Jeg kan huske et firma som havde lagt kunstig støj på højtalerne i transmissionsudstyr, i de øjeblikke hvor der ikke blev modtaget noget. Den gjorde at du stadig fik en følelse af at der var kontakt.
