Tjek din medicin på farten!

I dag publicerer Lægemiddelstyrelsen en smartphone app, "Medicintjek", der giver adgang til oplysninger om medicin herunder indikationer, anvendelse, indlægsseddel, pris, mm. Det er sæson for denne kategori af app for ved årsskiftet publicerede Dansk Lægemiddel Information (DLI) en lignende, der på mange områder kan det samme som Lægemiddelstyrelsens.

Men der er alligevel forskelle:

Platforme
Medicintjek er udviklet til iOS 4.0+ og Android 1.5+ og kan således køre på iPhones, iPads, iPod touch og de fleste Android telefoner (omend den ikke er optimeret mod små skærme). medicin.dk kører udelukkende på iOS i skrivende stund.

En analyse fra Creuna fra 22. juni 2011 opgør antallet af danskere der har en iPhone til 12%, mens 13% har en Android telefon. Medicintjek rammer altså 25% af befolkningen, mens medicin.dk kun dækker 12%.

Offline eller nyeste data?
Når man har downloadet medicin.dk går programmet i gang med at hente hele lægemiddelkataloget ned fra DLIs servere, en operation der er tidskrævende og skal udføres hver 14. dag helst over et wifi netværk. Til gengæld har brugeren så adgang til lynhurtige opslag og kan bruge programmet selvom internetforbindelsen er slukket eller serveren er nede. Medicintjek laver altid live opslag mod Lægemiddelstyrelsens web services, der igen trækker på styrelsens centrale registre og ikke tager ekstra plads op på telefonen. Omvendt virker dette kun når telefonen har adgang til internettet og serverne er oppe.

Slår man oftest oplysningerne op et sted hvor der ikke er adgang til internettet er DLIs applikationen at foretrække. Er internetforbindelsen intet problem giver arkitekturmønsteret med at hente alle data ned ikke den store værdi, da hastigheden på live opslag mod serverne ikke er mærkbart langsommere.

Funktionalitet
De to programmer er langt hen ad vejen ens: Begge gør det muligt at søge på produkt eller indholdsstof, se stamoplysninger om pakninger, scanne en stregkode og gemme produktoplysninger som favoritter / bogmærker. medicin.dk gør det muligt at konfigurere hvilke stamoplysninger der skal vises og i hvilken rækkefølge. Det kan man ikke i Medicintjek, men her er der til gengæld mulighed for at se om der er problemer i at kombinere to eller flere produkter herunder dem der er i bogmærkelisten.

Offentlig eller privat afsender?
Medicintjek trækker på data fra Lægemiddelstyrelsen, som hører under Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Lægemiddelstyrelsens mission er, "Vi arbejder for, at effektive og sikre sundhedsprodukter - lægemidler, medicinsk udstyr og nye terapiformer - er til rådighed for samfundet og vi fremmer, at produkterne bliver brugt rigtigt."

medicin.dk udgives af DLI, der ejes af Lægemiddel Industri Foreningen (LIF), som er brancheforeningen for lægemiddelvirksomheder i Danmark. LIFs mission er, "Lif arbejder for, at lægemiddelindustrien har de bedst mulige betingelser for at forske, udvikle, markedsføre, distribuere og informere om lægemidler, for derigennem at sikre patienterne en bred og hurtig adgang til den bedste medicinske behandling."

Om man hælder mest til at information om lægemidler skal komme fra en offentlig myndighed eller en privat interesseorganisation er en hvepserede jeg ikke vil stikke hånden i, men blot nøjes med at konstatere at nu har man i hvert fald et valg.

Åh ja og så skal jeg lige huske disclaimeren: jeg har været med til at lave Medicintjek, så hvis dette indlæg på nogen måde synes at favorisere denne app er det derfor.

God fornøjelse med begge apps!

Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Filip Larsen

På market.android.com er medicintjek sat til at kunne køre på Android 2.1+. Det ville i øvrigt være rart hvis der i beskrivelsen på market var en kort forklaring hvorfor medicintjek (noget uventet) har behov for hente oplysninger om andre kørende applikationer (android.permission.GET_TASKS).

  • 2
  • 0
Kåre Kjelstrøm

Programmets tab bar efterligner iOS versionen og for at implementere dette har vi været nødsaget til at kræve adgang til at se kørende applikationer (de andre tabs i Medicintjek). Oplysningerne om hvad der kører udover Medicintjek anvendes ikke og gemmes ikke.

Og så var jeg lidt frisk med at love 1.5 support. Vi understøtter 2.1+ og desværre ikke tidligere versioner.

  • 1
  • 0
Claus Junker Jørgensen

Super idé med at bringe medicin information ud til folket. Men fra et rent teknisk aspekt, synes jeg faktisk at du illustere problemerne med Android meget godt.

Problemer med forskellige opløsninger, forskellige OS versioner, og nødvendighed for at bruge en capability for at lave interne checks, synes at at give et negativt indtryk af platformen.

Det har vel sikkert også krævet mere tid, og energi, at udvikle løsningen til Android?

Når det er sagt, tilbyder Lægemiddelstyrelsen så et åbent API, så der f.eks. kan udvikles lign. løsninger til Windows 8 (Metro), eller andre platforme?

  • 0
  • 0
Kåre Kjelstrøm

Tak! Det synes vi også :)

Jeg mener ikke man generelt kan konkludere at det er nødvendigt at bruge capabilities på Android platformen for at lave interne checks. Vores tabs kunne muligvis implementeres på andre måder, men sådan blev det lige i denne omgang.

Android løsningen var helt sikkert mere omfattende at implementere end iOS versionen primært pga. platformens mangfoldighed, som du bestemt har ret i gør det mere omstændeligt at teste.

Ifht. API'ets åbenhed, så forstår jeg på Lægemiddelstyrelsen at de lige vil se tiden an for at vurdere hvor meget træk der kommer på de nye webservices inden de evt. gøres bredere tilgængelige. Men du kunne jo rette henvendelse til dem hvis du har et konkret projekt ;)

  • 0
  • 0
Claus Junker Jørgensen

Stregkode-skanningen sætter auto-fokus på kameraet hvilket gør det ret svært at fokusere, f.eks. kunne vi ikke skanne følgende stregkode, med en HTC Wildfire:

http://dl.dropbox.com/u/1744224/WP_000856.jpg

Overstående medicin er Mandolgin, som vi godt kunne finde ved en søgning. (Som baggrunden antyder, hookede jeg app'en op med en medicin studerende)

Derudover virker det underligt, at man ikke kan bruge multi-touch til at zoome på indlægssedlerne, men i stedet skal bruge en knap.

  • 0
  • 0
Kåre Kjelstrøm

Hej Claus,

Tak for kommentarerne. For at scanne skal du sikre dig at der er lys nok på emnet - det kan være problemet. På min Samsung Nexus S er der ingen problemer med at scanne det vedhæftede billede.

Ifht. indlægssedlerne så er der tale om PDF filer og i modsætning til iOS har Android som bekendt ikke en native PDF reader installeret. Vi valgte derfor at anvende Googles PDF rendering og er dermed underlagt de restriktioner deres UI giver (f.eks. at man ikke kan pinch zoome). Det er ikke optimalt, men fungerer.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere