Ting der mangler i Second Life

Der er meget presseomtale af SecondLife i disse dage.

Om firmaer der opretter virtuelle hovedkvarterer, nogle vil enda prøve at levere "samme høje niveau at kundeservice" begge steder. (Hvor lang tid mon det varer før en og anden PC producents virtuelle hovedkvarter bliver brændt ned ?)

Om medioider der interviewer hinanden i SL så de kan fortælle hinanden hvordan det er at blive interviewet i SL (Jeg har muligvis misset nogle finere nuancer der, kan nogen hjælp mig ?)

Og det meste af Second Life handler som bekendt om sex og porno, selvom det i sagens natur må dreje sig om de "frigjorte firseres" hellige gral: Det friktionsløse knald.

Men der er også mange ting der mangler i Second Life.

Fattige f.eks.

Bevares, jo da, der er nok nogen der tigger lidt og giver den som fattig misforstået kunstner (muse søges: max 19år,blond og ikke under 34D)

Men rigtige fattige, dem DR hvert år viser os for at sælge julekalenderen, dem som myrdes og udsultes i flygtningelejrer, mens G8 og Davos diskuterer om man skal frygte outsourcingens tabere på langt sigt. Dem er der ingen af.

Der er heller ikke nogen handikappede, udstødte mentalt syge stakler, posedamer, skærslippere eller flaskesamlere.

Der er nemlig ikke pant på flasker i SL, for der er ingen resourceproblemer, Råvarer er bare noget der er der og hvad sker der egentlig med affaldet ?

Termodynamikkens anden hovedsætning ser også ud til at mangle, Ohms lov og kvantemekanikke ser heller ikke ud til at have det for godt og newtons love lider af afrundingsfejl.

Findes der literatur i SL ' Er der bøger derinde der ændrer ens liv ' Er der forfattere, der som Hemmingway, står på en pude for at skåne ryggen, mens de skriver, så papiret ulmer i hjørnerne ?

Hvad skriver de i givet fald om ' "Den muskuløse unge mand og lagunen '" eller er det altsammen "54 more things to do in zero gravity" ?

Min yndlingstegneserie Egoland beskrev engang Livets Bog. I mine ører lyder Second Life præcis som hvad SuperEgon havde tilbage, efter at have revet alle siderne med dårlige oplevelser ud[1].

Alle forskere ryger i et sidespor hvis de bliver for berømte, Niels Bohrs var hans komplementaritetsprincip. Men det har nu alligevel hjulpet mig til at forstå hvorfor Second Life minder mig om hjernedød.

Så tak for invitationen, men jeg bliver hvor jeg er.

Her er vejret nemlig dårligt en gang imellem.

phk

[1] I livets bog er de gode ting skrevet på venstre side, de dårlige på højre.

Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere