Tillykke Tux #20

I dag er det 20 år siden at Linus Torvalds annoncerede starten på det computer-styresystem, der i dag er verdenskendt som Linux.
Han startede ud med den noget kække annoncering:

*I’m doing a (free) operating system (just a hobby, won’t be big and professional like gnu) for 386(486) AT clones. This has been brewing since april, and is starting to get ready. I’d like any feedback on things people like/dislike in minix, as my OS resembles it somewhat (same physical layout of the file-system (due to practical reasons) among other things).*

Linus' annoncering er nok et af de steder, hvor han tog allermest fejl

*it probably never will support anything other than AT-harddisks, as that’s all I have :-(.*

Linux blev en kæmpe succes, især fordi Linus kørte en meget åben og hurtig udviklingsproces, hvor daglige releases var normen og alle der kunne kode habilt i C kunne være med.
Allerede i 1992 blev kildekoden lagt ud under GPL, og hurtigt blev det anvendeligt. I 1993 hoppede jeg på vognen, da jeg på DTU skulle vælge med pirat-kopiere SW eller "kæmpe med" dette nye styresystem - Linux.
Efter at have fået Slackware Linux installeret - via 22 3,5" floppy-disketter åbnede UNIX-verdenen sig for mig og jeg har aldrig fortrudt at jeg fik lært det.

Desktoppen

Flere af mine venner og jeg holdt i perioden 1995-2000 foredrag om at NU er det Linux på desktoppen, der vil tage over - men det skete ikke.
Vi anvendte Linux med KDE eller Gnome dagligt og det virkede som regel glimrende og var stabilt. En række teknik-rødder gik med på samme bølge, men "mor Karen" kom ikke med.
SSLUG og de andre Linux-grupper holdt masser af install-fester i mange år, men vi nåede ikke op til den kritiske masse, der ville få ændret desktoppen ude i hjemmene. Grunden er reelt at Microsoft sad og stadig sidder tungt på "valget" af de styresystem en ny computer kommer med. Selve installations-proceduren for en moderne Linux-distrobution såsom Ubuntu er blevet poleret ned til meget få skridt med stor automatisering.

En af de steder vi nok også har skudt os selv voldsomt i benet er den rystende store knop-skydning, der har været på Linux-distributionerne - som det kan ses på denne grafik. Alt for mange var sikre på, at de kunne tilføre evig værdi ved at "ændre en orange baggrund til blå" :-)

Men det har været sjovt at se alle de ting, der har sket over de sidste 20 år

Illustration: Privatfoto

Server

Linux har de sidste mange år taget solide markedsandele på serversiden, bla. bevist via Google, Facebook, Wikipedia og mange andre af de store sværvægtere. Kombinationen af Linux, Apache-webserver, MySQL (eller PostgreSQL), og PHP har drevet masser af firmaer frem i web-generationen. Selv version2.dk kører Linux :-)

CMS'er kom til - PHPNuke og PostNuke drev de første generationer og især har Drupal (som ofte kører Linux) i de seneste par år været en kæmpe succes. Der tales nok ikke så meget om Linux i disse cirkler, da Linux "bare er der" i bunden af den protokol-stak, der driver mange web-sites.

Som jeg skrev i starten, så tog Linux Torvalds fejl i at Linux "bare ville holde sig til AT maskiner. I dag er det ofte Linux, der får de første device-drivere når der laves ny HW, og samlingen af supporterede CPU-aktitekturer er i dag imponerende stor.

Mobil og appliances

Hvad Linus nok slet ikke forestillede sig er at mange mobil-telefoner og apparater skulle komme til at køre Linux. Apple kører deres egen UNIX-variant, Nokia holdt desværre alt for længe fat i det gamle Symbian og Linux-satsningerne med N770, N800, N810 og N900 manglede finish og den stil som Apple leverede til fulde. Snart kommer Nokia med N9 (eller N950), men den er reelt dræbt til fordel for Windows før den er ude - suk. Den helt store Linux-succes kom med Android og dermed er Linux nu for alvor kommet tæt på Hr og Fru Danmark.

En meget stor del af digitale videoer og TV-apparater er i dag Linux-maskiner, hvor kunden reelt aldrig ser Linux - for det kører jo bare :)

Tak

Et stort hip hip hurra her på "fødselsdagen" til Linus og alle jer som har båret det med fremad.

Hvad mener du? Skulle vi have gjort noget anderledes?

/pto

Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bryan Østergaard

Jeg startede "først" i 1994 med Linux, så jeg missede de allerførste spadestik men det har været spændende at følge udviklingen over årene. Og i en hvis grad selv deltage i udviklingen som open source udvikler.

For nye(re) Linux brugere så er det værd at nævne at alle de gamle Linux grupper stadig lever i bedste velgående.

SSLUG har for eksempel hyggemøder hver onsdag på Frederiksberg og hver mandag i Roskilde, hvor der altid er folk der kan hjælpe med diverse problemer eller man kan diskutere brug af open source i det offentlige eller hvad der nu er af hotte topics.

DKUUG holder også en lang række foredrag om alverdens emner relateret til open source generalt - alt fra mere bruger orienteret introduktion til desktop programmer til programmeringssprog, system administration og IT-sikkerhed bliver der plads til.

  • 3
  • 0
Alex Andresen

"Grunden er reelt at Microsoft sad og stadig sidder tungt på "valget" af de styresystem en ny computer kommer med"

-jeg ville hellere end gerne køre linux på nogle af familiens bærbare, men de enten sværger desværre til MS Office eller oplever blot at det er "standarden" i skolen eller på jobbet. Og det kører nu engang bedst på et OS fra Microsoft.

  • 0
  • 0
Thomas Petersen

Grafikken er da ikke helt rigtig, Linus' første forsøg var baseret på Minix, så uden Tannembaum var der formodentlig ikke kommet det OS som vi i dag kender. Der var vist en diskussion mellem Linus og Tannembaum om at gøre Minix opensource, og hvis Tannembaum havde gået med på ideen, så ville det have set helt anderledes ud.

  • 0
  • 0
Michael Deichmann

Alex - du har efter min mening helt ret. Der er 2 ting - MS skatten som i mange år blev opkrævet fordi MS havde nogle patentrettigheder til BIOS'en og så at de smed Officepakken nærmest i hovedet på skoler og studerende.
På et tidspunkt blev der foretaget nogle ændringer i Office så den ikke kunne køre i OS/2's DOS boks og så var løbet reelt kørt for OS/2.

  • 2
  • 0
Christian Nobel

Patentrettigheder til BIOS??

Man kan sige at bundlingen af Windows og hardware, som MS kunne komme afsted med qua deres aftaler med hardware leverandørene klart er det der har haft den største betydning.

Det var tydeligt at se på netbook markedet, hvor MS i starten slet ikke var interesseret i det marked, men da det pludselig viste sig at varen blev efterspurgt var MS hurtigt ude og "lave aftaler" med f.eks. Asus og Acer, som de ikke kunne afslå.
Desværre fulgte der så i kølvandet på det en række restriktioner der reelt ødelagde netbook markedet, især begrænsningen i skærmopløsning.

Dernæst har hele cirkusset omkring Internet Destroyer 6, hvortil en masse inkompetente "webdesignere" fedtede elendige hjemmesider sammen til således at nogle for brugerne vigtige hjemmesider kun kunne ses i denne inferiøre browser, været med til at fastholde positionen.

Men mht. OS/2 så er der kun IBM at bebrejde i det spil, da de eftertrykkeligt tabte bolden på gulvet.
Hvis IBM havde satset på at få Lotus til at lave en god native kontorpakke til OS/2, så havde IBM alle kunderne, der sukkede efter lige netop dette, og som kun nødtvungent tog MSO til sig - men da IBM i et anfald af selvfedme, eller hvad ved jeg, ikke ville lytte på deres kunder, så gik kunderne til Microsoft, men ikke nødvendigvis af lyst.

  • 2
  • 1
Maciej Szeliga

Patentrettigheder til BIOS??


Der var noget med at for enhver maskine som teknisk kunne køre MS-DOS (dvs. indholdt en IBM PC kompatibel BIOS) skulle producenten betale en afgift til Microsoft for, denne afgift var omtrent det samme som prisen for MS-DOS og derfor valgte producenterne at levere MS-DOS med (eller indgå aftale med IBM og levere PC-DOS).

  • 0
  • 0
Henrik Kramshøj Blogger

Angående Minix, så brugte Linus Torvalds ganske rigtigt Minix, en Unix klon til PC systemer.

MEN MEN, der er ikke noget kode der deles mellem de to, og Linus første programmer var vist noget der kunne skrive A'er og B'er henover skærmen, altså mere multiprogrammering, end en fuld kerne. Han gjorde så (på Minix) brug af en hel masse GNU værktøjer, herunder GCC compiler og først "langt senere" kunne man på Linux - bygge Linux.

Linux er for mig en del af Unix familien, ligesom mange andre som kan findes på http://www.levenez.com/unix/

hvor det er spændende at nogle er varianter af hinanden, og andre blot har reimplementeret samme funktionalitet i enslydende programmer.

Se også http://en.wikipedia.org/wiki/MINIX
"MINIX also inspired the creation of the Linux kernel."

eller http://en.wikipedia.org/wiki/Linux_kernel som indeholder følgende quote fra Linus himself
"Yes - it's free of any minix code, and it has a multi-threaded fs."

En af grundene til at Unix ikke er enerådende er blandt andet de mange Unix leverandører som i 1990'erne - med vilje holdt kortene tæt til kroppen og var indbyrdes inkomptabible. Derved kom den billigste (og ringeste) arkitektur til at vinde, med et skod operativsystem ovenpå :-(

Ja, jeg er Unix mand og Windows stinker ;-) Nok troll'ing, snak hellere om alt det spændende omkring Linux, det er en fantastisk rejse og ungdommen idag ved slet ikke hvor godt og dejligt det er med Linux.

Da jeg som ung studerende undersøgte hvad et Unix AT&T eller SCO Unix ville koste til min i386 så var det billigste 12.000kr for en enkelt licens! Idag har man BÅDE BSD og Linux kode, samt milliarder af open source linier man kan bruge med et væld af programmeringssprog, som for mig at se er langt sjovere end SED og AWK :-)

Så kom ind i kampen, prøv noget open source, lav noget fantastisk - se eksempelvis hvordan store projekter som facebook og twitter idag med et stort kludetæppe af open source projekter kan understøtte verdensomspændende platforme!

  • 5
  • 0
Peter Jespersen

@Chr Nobel IBM ikke bare tabte bolden, de smed den. Tilbage i 94/95 da Gerstner kom til- trak han en række rationaliseringseksperter med sig. Resultatet var at ikke nok med at flere hundrede tusinde blev fyret igennem en håndfuld globale fyringsrunder - men hele produktfamilier, heriblandt OS/2 blev skrottet (her blev grundstenen til forretningen som den største forhandler af Redmond produkter lagt).

Det at udfasningen tog så lang tid (Du kan rent faktisk stadig købe OS/2, omend du skal betale for enhver udvikling og fejlretning i selve styresystemt) skyldes ene og alene den kultur og de milliardkunder der var bygget op omkring OS/2.

Man kan vel næsten sige at Gerstner lavde en lille Elop (Nej ingen af dem skal forvente julekort fra mig).


Jeg ved ikke rigtigt om man kunne have gjort noget anderledes. Ligesom Redmond gjorde i sin tid (Fra de private hjemmebrugere spredte man sig til erhvervssegmentet) har man fundet en stabil base (server) - hvorfra man langsomt spreder sig fra. Når man ser på Redmonds dominans i denne hersens verden er det rent faktisk ikke så dumt. Havde man insisteret på skrivebordet, havde det været døden.

Der bliver slået meget på at differancieringen står i vejen for systemets videre udbredelse på skrivebordet. Jo - idag skræmmer valgmuligheder folk og det får sikkert en del folk til at holde sig væk. Men på den anden side har mangfoldigheden sikkert tiltrukket en del andre.

Det samme gør sig gældende på programsiden - F.eks Clementine, der er en Qt4 port af den forrige Amarok generation - med Gnome fokus, for at det ikke skal være løgn ... det er da mangfoldighed.

Den største forhindring for success på skrivebordet er de preinstallationsaftaler ssom Redmond har tvunget ned over hovederne på maskinfabrikanterne.

Men hvis vi kan lirke døren op til hardwarefabrikanterne (enten få dem til at udvikle drivprogrammer (her bør vi så acceptere lukkethed) eller sekundært frigive specs) og spiludviklerne - så vil chancen ganske automatisk komme.

Førstnævnte er det største problem -men vi må blive ved med at presse dem og husk at holde HCL-siderne opdateret. Spiludviklerne er langsomt på vej - de tre store kan vi ikke få til at stå ud af sengen om morgenen for mindre end en milliard så lad os glemme dem og koncentrere os om medium til små udviklere, indtil videre - der kommer også mange gode produkter herfra og multiplatform er ikke længere et særsyn.

MHT brugergrupper og interessegrupper her i landet så synes de at være meget splittede og ser ud til mest at være interesseret i at beskytte sig selv og egne interesser. Der er mange små autonome grupper der kører på vågeblus, simpelthen fordi at man ikke gider at tage toget i en time hver fredag eftermiddag/aften, efter at have fodret de otte unger og kone af - for at komme til gruppemøde, hvor der dukker fire andre op.

Der skal mere samling på det - her kan man sagtens benytte en del af de mange nye teknologier, der ligeledes vil gøre at livet ikke kommer så meget på tværs. I bund og grund er Danmark ikke større end et frimærke til at standard B-brev (det må efterhånden være omkring de 25 kr) - har vi behov for en milliard-million brugergrupper og interessegrupper (her taler jeg ikke kun Linux, men open source generelt). Var det ikke bedre at samle ti slatne håndtryk, til et der kan knuse granit ? Vi har jo allerede byggestenene (*LUG, DKUUG, KLID, It-Pol) til noget ganske solidt, hvis man kan få et samarbejde igang. Ellers er jeg bange for at trykket lidt går ud af Fritz-kolaen.

  • 3
  • 0
Sigmund Vestergaard

Her er et sjovt indlæg fra en af Linus' kammerater fra dengang han startede med det, der kom til at hedde Linux: http://liw.fi/linux-anecdotes/.

Jeg har været Linuxbruger siden 2005, da jeg installerede Ubuntu på min computer, Nogle kammerater fra DTU talte om den her nye meget brugervenlige Linuxdistribution, så det skulle prøves. Det var udelukkende en positiv oplevelse, og Ubuntu blev med det samme mit foretrukne styresystem til daglig brug.

Som andre har sagt, så er splittelse en årsag til, at Linux stadigvæk er forholdsvis ukendt i den brede offentlighed. Selvom Linux figurerer alle steder i folks hverdag, så har de stadig berøringsangst. En del af det er, at kommunikationsindsatsen er spredt for meget. Det burde for eksempel være rigeligt med én stærk *NIX interessegruppe i et lille land som Danmark, i stedet for mange bittesmå grupper.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere