anders lisdorf bloghoved

Teknologi er for vigtigt til at overlade det til teknologer...

...og sundhed til sundhedspersonale og religion til de religiøse og biler til automekanikere. Teknologi er fremtiden, hvis man ikke skulle have opdaget det. Flere og flere er interesserede og selvom det stadig ligger i bunden af hierarkiet hos politikerne, vil det med tiden blive opprioriteret. Det er derfor et centralt samfundsanliggende. Hvis vores samfunds styring af teknologi blot overlades til teknologer ender vi i et teknokrati, men hvis der ikke er nogle teknologer involveret ender vi i et idioti. Begge dele er ikke ønskværdige. Hvorhenne på spektret vi havner afgøres af, hvordan folk med teknologisk indsigt deltager i debatten. Det er derfor vigtigt, at de som forstår teknologi bidrager til debatten. Men denne deltagelse medfører også et ansvar. Jeg har samlet en række overvejelser, jeg mener er vigtige at have for øje for når teknologi eksperter af den ene og anden art deltager i debatten.

Oplysning separeret fra holdning

Det er vigtigt først og fremmest at gøre teknologiske forhold forståelige for andre uafhængigt af den personlige holdning. Det vil sige at man med en specifik teknologisk viden har en skærpet pligt til at gøre klart, hvad der teknisk er muligt og hvad man iøvrigt selv mener er ønskeligt. Det er i virkeligheden det at undgå det problem som Fogh regeringen i sin tid identificerede som smagsdommere og ekspertvælde. Problemet som Anders Fogh påpegede i en nytårstale var, at vi ikke havde brug for en masse bedrevidende eksperter med deres meninger. Jeg er ikke helt sikker på jeg er enig i kritikken, men den siger alligevel noget om hvordan andre ser på folk med detaljeret viden på isolerede områder. Dengang arbejdede jeg på universitetet og jeg kan huske, vi snakkede meget om, at vi jo nu endelig ikke måtte komme til at mene noget, men blot oplyse om vores forskning. Det er notorisk svært at skelne, men det er faktisk muligt til en hvis grad at gøre klart, hvad der faktuelt er tilfældet eller sandsynligt, og separere det fra, hvad man på grund af dette mener. Personligt mener jeg også at man skal sige hvad man mener. Det handler blot om så vidt muligt at separere det fra det oplysende.
Et konkret eksempel på dette er en tidligere debat jeg åbnede omkring højhastighedsinternet. Her var flere teknisk kyndige debattører med til at berige debatten med detaljer omkring trådløst netværk, udvikling i komprimeringsteknologi, samt hvad det faktisk ville koste med højhastighedsinternet i hele Danmark. Det bragte debatten op fra et subjektivt for eller imod til at handle mere om hvordan og hvorfor

Undersøg præmisser

En ting som kun teknologikyndige kan gøre, og som er meget vigtig for den offentlige debat er at undersøge præmisserne for politiske beslutninger om teknologi. Jeg synes man har en pligt til at råbe op når politikere fordrejer eller misforstår teknologi til at forfølge andre politiske mål. Politikere lever af modefænomener og tomme paroler. Disse findes også i høj grad indenfor IT, men her har skaden hidtil blot været at IT chefer har investeret et firmas penge i noget meningsløst. Politikere er hurtige til at opfatte disse halvt forståede og i øvrigt ofte delvist meningsløse paroler som Big Data eller Cloud. Det har lidt større konsekvenser når det bredes ud over en kommunes budget eller et land. Så er det ikke længere et firmas penge som spildes, men hårdtarbejdende skatteydere. Eksempler kunne være når vækstplanen for digitalisering af Danmark nævner Big Data eller når kommuner poster millioner i iPad i folkeskoler.
Et godt eksempel på dette er denne artikel om en IT-havarikommision eller denne artikel, der undersøger præmisserne for den nye regerings fokus på højere kvalitet i uddannelserne

God debat tone

Ikke alle har brugt årtier på at forstå hvordan netværk, compilere og operativsystemer fungerer. De kan derfor let komme til at sige noget forfærdeligt vås, som man meget let kan latterliggøre. Men her handler det om at holde igen, for en overlegen position forpligter. Hvis man skal trække beslutninger væk fra idioti enden af spektret skal man tages seriøst. En bedrevidende og nedladende attitude hjælper ikke på dette. Man må derfor undertiden holde masken og øve sig i at skære det helt ud i pap, hvilket i øvrigt er en glimrende øvelse.
Man kan også prøve med humor som denne bemærkning til Trine Bramsen’s famøse sok-i-sandal-post, hvor hun undrer sig over at IT nørder klæder sig ucharmerende i tennis sokker, så kvinder ikke er interesserede i dem: “(kvinder) forsøger jo at stjæle vores dyrebare computertid fra os. Dette forsøger vi selvfølgelig at forsvare med alle midler og vi har fundet ud af at sorte t-shirts med firmalogoer, hvide tennissokker i sandaler og langt hår virker effektivt i den sammenhæng."

Fokus på sagen

Det kan godt være, at man har arbejdet på højt niveau med en given teknologi, men hævdelse af egen position er sjældent produktivt. Hvis man alligevel er så klog og dygtig efter at have arbejdet med en teknologi i 10 år skulle, det jo være en smal sag at komme med et klart og overbevisende argument for, hvorfor ens position er overlegen. Hvis man ikke kan det, er der nok grund til at man tænker sin egen position igennem. Derfor skal man droppe al reference til egen autoritet på området. Ligeså overfor en modstanders eventuelle tilsvarende inkompetence. Hvis personen er så inkompetent og åbenlyst dum, burde det jo være en smal sag at komme med to-tre argumenter, som fuldstændig underminerer det. Det er altid et dårligt tegn når man føler det er nødvendigt at referere til ens CV for at få ret.

Hvis teknologer ikke lever op til dette, er der ingen udover rygklapperne, som er lige som dem selv, der vil tage dem seriøst. Alle har ret til at have en mening om teknologi, men ikke alle kan bidrage lige godt til forståelsen af teknologi og dens muligheder. Derfor er det vigtigt at folk med tekniske kompetencer deltager i debatten og at de gør det på en ordentlig måde så vi hverken ender i et teknokrati eller i et idioti.

Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Anders Lisdorf Blogger

"teknologi er fremtiden" er blot en subjektiv vurdering, men jeg kan da godt pege på belægget for påstanden: Teknologi har siden urtiden været en væsentlig grund til at mennesket, som det eneste dyr findes i alle klimatiske zoner på denne jord. Hvor andre dyr har en form for redskabsbrug og påvirkning af deres miljø, er der ingen som gør det i en grad som mennesker. Uden redskaber og måder at manipulere vores omgivelser teknologisk ville vi ikke sidde her med en cafe latte i hånden og skrive kommentarer på Version 2, mens spotify kører i baggrunden.

Den industrielle revolution medførte en eksplosiv befolkningstilvækst, øget levestandard og, ikke mindst, en drastisk øget middel levetid. Jeg kan ikke se nogle klare tegn på, at denne udvikling skulle stoppe i den nærmeste fremtid, men kan naturligvis ligesom alle andre blot spekulere om fremtiden. Det kan jo være at den sidst opfindelse bliver opfundet i morgen eller er blevet det i dag. Det kan man aldrig vide. Det kan også være at teknologi pludselig holder op med at yde nogen væsentlig værdi eller at teknologi bliver vores undergang. Der er ingen der ved det, men jeg forholder mig til et kedeligt middel scenarie imellem zombie/atom apokalypsen og singularitetens indtræffen. I dette scenarie mener jeg teknologi har en central placering.

Log ind eller Opret konto for at kommentere