Team Geek: Læs den

Brian & Ben, (kendt for deres "Poisonous People" foredrag, se videoen!) har udgivet en bog der hedder "Team Geek".

Jeg fik en preview-pdf smidt i nakken i foråret og sendte nogle få kommentarer, herunder at jeg ville ønske jeg havde haft den bog i 1993.

Det mener jeg helt seriøst.

At læse Brian & Ben's bog gav mig samme følelse som Christoffer Columbus ville have haft, hvis nogen havde vist ham en flyvemaskine og fortalt ham at han kunne komme fra Lisabon til Mellemamerika på en halv dags tid.

Da vi startede FreeBSD i sin tid var der absolut ingen brugbar "prior art" med hensyn til at styre et open source projekt.

Der var alle mulige andre potientielle forbilleder, men ingen af dem var brugbare, for den unikke kombination af email, verdenskultur, halv- eller hel-dårligt engelsk og højspændte nørder med høj incidens af Asbergers og MIT-syndrom der skal samarbejde i noget nær real-tid, findes simpelthen ikke andre steder.

Alle mulige deltagere kom til bordet med alle mulige forestillinger om hvad det var for et bord: Skandinaver og germanere med vores foreningskultur, USAnere der er vandt til at alt er en "corporation" som kræver advokatbistand, anarkistiske ex-sovietter og bindegale sydafrikanere og asiater der forventede strengt hierakisk opbygning baseret på titlens og stamtavlens længde.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har slettet "Hvad siger Gotheren? -- Hvad siger Ægypteren?" inden jeg sendte en email...

Eller som en af mine core@ kolleger udtrykte det: "You know you're involved in something really strange when the french are the most reasonable people around."

Det tog en fem-seks år bare at nå til hvor man kunne tale om "et open source projekt" uden at behøve at definere begrebet.

Nu er begrebet blevet 18-20 år gammelt og de erfaringer som FreeBSD og andre projekter skabte ved deres experimenter, har lagt det fundament hvorpå bogen bygger.

Fordi jeg havde det så tæt inde på livet og fordi det var så "wild west" den gang, er jeg nok den helt forkerte til at anmelde bogen og, formodentlig, den helt forkerte til at styre et open source projekt idag, men det skal ikke holde mig tilbage:

Bogen er helt klart en milepæl, der vil komme andre bøger om OSP-ledelse, men den her vil altid være den første og den de andre vil blive målt imod.

Jeg er personligt ikke til den der "anekdote-forklaring-generalisering-gentag" model bogen er skrevet i, men med mit kendskab til nørders begrænsede sociale fatteevner, er det nok det eneste format der duer: Hvis ikke de sociale dynamikker bliver skåret ud i pap ville de blive overset og pointerne gå tabt.

Der er to emner jeg gerne havde set dækket i bogen, som ikke er der:

Den ene ting er et kapitel der hedder "Geeks i alverdens lande."

Der er meget store forskelle på hvorledes forskellige kulturer håndtere menneskers imperfektioner, hvad enten det er programmeringsfejl eller hang til dårlige vittigheder. Hvis det kapitel skulle skrives, skulle det gøres i stil med "Xenophobes guide to ..." bøgerne, med et blink i det ene øje og en troldsplint i det andet.

Men jeg ville altså ønske at nogen havde fortalt mig at japanere opfatter fejlrapporter som skampletter på deres stamtræ og at tyskere kan se forskel på TAB og SP, selv i hardcopy, og at de får det dårligt hvis de står i forkert rækkefølge.

Den anden ting er kapitlet "Geeks og deres børn"

Hvis jeg skal give et eneste råd med hensyn til ledelse af open source projekter, så er det at ledelsen altid skal have et kvalificeret flertal der har små børn, det er simpelthen den bedste kvalifikation der findes når det kommer til konfliktløsning i open source projekter.

Men samtidig giver ledelse i open source projekter en god træning i at have børn, f.eks er man helt på forkant med hvordan en "han sagde, hun sagde ..." flamefest skal håndteres, uanset om det er om options til ls(1) eller prioriteteret adgang til røde legoklodser det handler om.

Men jeg kan godt forstå at de to kapitler mangler: Brian & Ben ikke er på selvmordsmission.

Bortset fra disse få klagepunkter har jeg bestemt ikke noget at udsætte på bogen, den får min varmeste anbefaling med på vejen, til både medlemmer og ledere i Open Source Projekter.

Og ved i hvad det bedste er ?

Nu kan jeg tillade mig at mumle "Ungdommen nu om dage har det alt for let, dengang JEG var leder af et open source projekt (osv. osv. osv.)" :-)

Læs den!

phk

Kommentarer (9)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#7 Mikkel Kirkgaard Nielsen

Den ser spændende ud.

Kræn, kig på Oreilly linket; Pages: 194. Der er også en 28 siders sample at finde der.

Med samme emne (og noget før Team Geek), men måske med en lidt bredere vinkel, er "Producing Open Source Software" af Karl Fogel. Den udgives under en CC-SA licens og kan findes her http://producingoss.com/. Karl har ligesom forfatterne til Team Geek også slået sine folder i Subversion projektet, nok ikke et tilfældigt sammenfald.

Jeg har været i gang med at oversætte den til dansk på et tidspunkt, men blev indhentet af noget liv, som lige har udsat det indtil videre. Men i sidste ende er interessen er nok heller ikke voldsomt stor for den slags på dansk.

Mikkel

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere