Lise Gerd Pedersen bloghoved

Tak for samarbejdet

Bortset fra den blog, jeg lige har lagt op, er det længe siden, jeg sidst har skrevet her, og dette bliver da også mit sidste indspark i Version2. Jeg har valgt at pensionere mig selv (lidt tidligt, men for egen regning), og nu lukker jeg døren pænt bag mig.

Det blev til cirka 40 år i branchen, siden jeg i 1980 – i hulkortenes tid – startede som nyuddannet EDB-assistent på Datacentralen. Senere slog jeg sving omkring andre arbejdspladser – både offentlige og private – og endelig sluttede jeg af med 5 år som selvstændig konsulent. Opgaverne har været varierede, og hele tiden hældte jeg uddannelse på, så jeg har bestemt ikke kedet mig. I rigtig mange henseender har det været et godt arbejdsliv.

Men faget har også været krævende og frustrerende. I denne branche er det svært at føle, at man er rigtig god, for man skal ikke læne sig tilbage i særlig lang tid, før man er sakket bagud. Man kan gemme sig i en niche, men det er med risiko for, at netop den niche bliver mindre attraktiv eller forsvinder, hvad enten det er en teknologi eller et specifikt forretningssystem. Jeg har følt det som en nødvendighed og til dels et pres at holde mig ajour og flytte mig lidt med jævne mellemrum for ikke at gro fast og gøre mig selv sårbar. En ræv har mange udgange.

Jeg har ikke tal på, hvor mange programmeringssprog, teknologier, metoder, værktøjer, systemer og forretningsområder, jeg har sat mig ind i igennem årene. Det er ikke få! Meget af den tillærte viden har jeg kun haft brug for i kort tid. Jeg føler mig ikke fysisk nedslidt, men mentalt noget brugt.

En overgang brugte jeg min fritid på at lære at spille kirkeorgel. Det var meget anderledes at stikke næsen ned i et fag, som udføres i dag, stort set som det blev udført for flere hundrede år siden. Min lærer opfordrede mig til at anskaffe en bog om orgelbygning med ordene: ”Den er godt nok udgivet i 50’erne, men det er stadig den, man bruger”. Jeg måbede … jeg var jo vant til, at hvis en fagbog var mere end få år gammel, var den muligvis forældet. Tænk, at nogle arbejder i et fag, hvor man nærmest aldrig kasserer, men tværtimod hele tiden akkumulerer viden og færdigheder!

Jeg forlader IT-faget med en stor bekymring for vores fælles fremtid, hvad angår den statslige forvaltning. Min generation af IT-folk, som i disse år går på pension, efterlader os et syndigt, udokumenteret rod og en enorm teknisk gæld. Ikke kun på grund af efterladenhed, men også fordi de færreste har villet betale for dokumentation og tilstrækkeligt løbende vedligehold / modernisering af systemerne. Mange systemer er udviklet efter gammeldags, uudviklede principper og metoder og har fået lov at knopskyde vildt gennem tiden med her-og-nu hurtige løsninger. Tænk hvor meget kode, der er udviklet i de 40 år!

Problemet er formodentlig det samme i private virksomheder. Men i det private vil nye virksomheder skyde op, som vil udkonkurrere de gamle, der ikke kan styre deres IT-portefølje. Så markedskræfterne vil ”løse” det problem. Det offentlige bliver ikke udkonkurreret på samme måde … og den offentlige forvaltning skal pinedød fungere. Allerede i dag er der som bekendt store problemer mange steder, fx SKAT.

Jeg ved godt, at Digitaliseringsstyrelsen de seneste 3-4 år har forsøgt at få institutionerne til at kortlægge deres systemporteføljer og udarbejde IT-handlingsplaner. Jeg ved også, at der har været lagt mange timer (og konsulentkroner) i institutionerne i at udarbejde ringbind efter ringbind med registreringer, vurderinger, oversigter og planer. Desværre er jeg lidt skeptisk over for, hvor meget det reelt flytter. Jeg håber, at jeg tager fejl, men jeg har set for mange fejlslagne IT-projekter i min tid. Jeg er bange for, at man bare fører bogholderi over udfordringerne i stedet for reelt at løse dem.

Så der ligger en kæmpestor udfordring forude, som jeg beskrev i min forrige blog, og vi har desværre allerede set mange eksempler på, hvor svær den er at løse! Samtidig udvikler og indkøber staten til stadighed nye systemer, så vedligeholdelsesbyrden vokser år for år. Det må ende galt.

Men jeg kan ikke løse det, og nu vil jeg lægge disse bekymringer fra mig og i stedet fokusere på de mange andre aspekter, livet heldigvis også har at byde på.

Tak for samarbejdet til alle, jeg har mødt gennem årene i branchen.

Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Claus Bruun

Jeg er bange for, at man bare fører bogholderi over udfordringerne i stedet for reelt at løse dem.

Dagens quote !

Jeg synes, jeg i efterhånden mange år har fået den opfattelse, at det drejer sig om alt andet end reelt at sætte sig ned og forstå og løse de grundlæggende problemer. I stedet gælder det om med alle mulige tricks at få flyttet aben.

I dag bruger man tonsvis af resourcer på at outsource for derefter at ansætte konsulenter til at erstatte den faglighed man i bedste djøf-stil har smidt væk - og ofte rådgivere til at se om konsulenterne gør, hvad de skal. Tænk hvis hele dette cirkus kunne konverteres til udviklingsgrupper, der løste kerneopgaverne og blev i huset og vedligeholdt dem.

God pension

  • 39
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere