Tak Rolf...

Disclaimer - dette er ikke vanligt Linux-blogindlæg... Jeg bliver lige nødt til at kippe med flaget for en af kæmperne: Rolf Ask Clausen.
Poul-Henning Kamp og jeg var sammen med mange fra Ingeniørens hus til Rolf Ask Clausens afskedsreception onsdag eftermiddag.
Rolf er ifølge ing.dk blev fyret pga. dårlig økonomi. ØV!

Rolf har arbejdet 25 år i Ingeniørens hus og har været en kæmpe drivkraft bag mange af husets aktiviteter, skarpe meninger, og altid en bannerfører for det høje kvalitetsniveau.
Jeg lærte Rolf at kende for 9 år, da jeg blev hyret som fagmedarbejder på Ingeniøren. Det har været en stor fornøjelse, og også hårdt fordi Rolf altid har været benhård angående de historier bl.a. jeg kom med.
Hvis jeg kom med noget "tja-bum", så var bla. jeg altid klar over at det var noget fis - mens han var tilsvarende kniv-skarp til at få mere ud af den rigtig gode historie. Set i bakspejlet, så var det fedt med den lidt barske holdning til tyngden af historien og hvem historien er relevant for - kunne jeg ikke forklare begge dele, så var det videre i teksten. Det har jeg lært meget af. Altid kontant afregning - men altid med en levende interesse og respekt.

En anden ting som Rolf og Kurt Westh Nielsen lærte mig dengang var værdien af at skrive kort og nyhedsorienteret. Fra DTU lærte jeg at skrive lineært "fra A til Z" med en fed konklusion til sidst, mens nyhedmedier normalt serverer de gyldne dråber først for at give læseren et hurtigt overblik. Det er guld at have lært dette.

Jeg havde på Ingeniøren mange gange fået Rolfs feedback på en artikel noget ala "fin, men du har kun den halve plads til avisen". Det har også været en glimrende (og irriterende) læreproces at tage en tekst og reducerede den væsentligt i størrelse, fordi man der bliver pine død er nødt til at se på hvad der skrives og hvor meget vægt der ligger i hvert ord. Det er - sjovt nok - oftest endt med en meget bedre tekst, hvor noget desværre ryger ud, mens det essentielle er bevaret.
Jeg har netop rettet ca 20 rapporter som censor på DTU - og langt de fleste af rapporterne ville have været bedre hvis de skulle være på halv længde eller der under. Gode lærepenge!

Rolfs betydning for Ingeniøren har været markant - især hans tyngde bag online-satsningerne Version2.dk og tilsvarende ing.dk, men jeg husker også selv med glæde også de lidt mere "specielle ting" såsom hans foredrag om Arduino til Open Source Days 2010, hvor der var fuldt hus :-)
Rolf, du har min dybeste respekt for dit faglige værk - du har lært mig meget - TAK.

Det er ekstremt ærgeligt for medie-huset Ingeniøren og Version2 - men det vil ikke undre mig en tøddel, om vi snart hører at næste spændende kapitel åbner for Rolf et andet sted.
Så vi må følgende http://www.linkedin.com/in/racdk og https://twitter.com/#!/racmeister :-)

/pto

P.S. Se også PHKs indlæg på ing.dk om samme eme.

Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere