Tag internettet tilbage

I går var det taginternettettilbage-dag og jeg havde i en travl hverdag prioriteret at møde op til min første demonstration siden 90'erne for at vise min støtte. Deltagerne var en broget forsamling som umiddelbart lignede nogle fra netop 90'erne: Anarkister, trotskister, USA-hadere, autonome, folk med sølvpapirshatte og en del færre ... almindelige mennesker. Jeg skal ikke afvise at andre socialgrupper kan have sluttet sig til mens demonstrationen bevægede sig ned af St.Kongensgade men da var jeg smuttet igen. Hvorfor kan den slags ikke trække flere mennesker ud på gaden?

Som sådan er jeg ikke overrasket over NSAs overvågning. Omfanget har dog været nyt for mig og sikkert også andre. Men det er sådan set heller ikke det mest interessante ved sagen, som jeg ser det.

Det interessant er udviklingen. Statslige og ikke-statslige aktører havde næppe for 10 år siden kunne opsamle og analysere så mange data om folk som eksempelvis NSA gør i dag. Hvor langt det kan udvikle sig er der næppe nogen af os, som tør gætte på. En ting er sikkert: Overladt til sig selv, vil overvågning være meget mere omfattende om 10 år - og så til en brøkdel af omkostningerne i dag.

Overvågning i form af profilering fra de kommercielle aktører er blevet fremhævet som et gode for os: Vi får mere relevante reklamer for varer, vi gerne vil have, hvilket gøre dem mere værd for annoncøren og dermed kan vores yndlingssites beholde deres kvalitetsindhold gennem reklame-finansiering. Win-win-win. Imidlertid er vi ved at være derhenne at teenage piger bliver profileret som gravide før deres familier får det at vide og hvor forbrugeren, når denne er tæt på at ville købe en vare, mødes med højere priser i forhold til hvad andre forbrugere får tilbudt. Eksemplerne er endnu få og anekdotiske, men udviklingen er ikke til at tage fejl af. Vi som forbrugere ser ikke ud til at vinde i det lange løb.
Så hvad skal vi gøre ved det? Hvordan tager vi internettet tilbage?

Vi skal øge omkostningerne ved overvågning. Når det løbende bliver billigere og billigere at indsamle data, må vi reagere ved konstant at øge omkostningen ved overvågning. Sikker kryptering af kommunikation og af data og sikring af at identiteter ikke kan trackes på tværs af sites er noget af det, der skal til. Samtidigt skal der ske en mere grundlæggende sikring af udstyr og protokoller som PHK har skrevet en del om.

Vi må holde op med at være så naive. Nu tilhører jeg gruppen af grumpy old (IT-)men som sammen med andre læsere af version2 og folkene med sølvpapirshatte for længst er blevet opmærksomme på hvor vi sætter vores data i spil. Men resten af befolkningen i verdenens mest tillidsfulde land har ikke rigtigt forstået konsekvenserne af deres løse omgang med fortrolige data. Sikkerhed koster, og i dag vil brugerne ikke rigtigt betale prisen. Når selv Angela Merkel efter sigende brugte sin almindelige mobiltelefon til fortrolige samtaler i stedet for den sikrede men besværlige, som hun havde fået af sikkerhedstjenesten, så er der lang vej igen. Jeg hørte også i sidste uge Hans Jørgen Bonnichsen fortælle om målrettede forsøg på indtrængen til virksomheders interne data og den næsten forgæves kamp med at få medarbejderne til at tage sikkerheden seriøst.

Politikerne må på banen. Hvis overvågning bliver billigere og mere effektiv, er der reelt kun lovgivningen, det vil sige politikerne, som står mellem os og dem, der vil overvåge os. Dansk lovgivning er ikke nok, slaget skal stå på EU-plan. En effektiv regulering og høje bøder skal nok holde de kommercielle ikke-statslige aktører i ørerne. Der skal også ske noget i form af en modvægt til det offentliges fokus på effektivisering hvor embedsmænd i god mening sparer ved at øge delingen af borgernes data i det offentlige. Indsatsen er forbilledlig set fra en økonomisk vinkel, men jeg savner en politisk diskussion af borgernes rettigheder holdt op imod de hårde økonomiske fordele ved at den offentlige sektor i stigende omfang deler borgernes data på tværs.

Ingen af de forslag er nemme at udføre. og hvis de få hundrede deltagere i demonstrationen skulle fungere som barometer er jeg desværre skeptisk om de vil få den store opmærksomhed.

Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Geo Jensen

Hvis vi skal vente på at vores politikere gør noget ved situationen, kommer det til at tage evigheder hvis det overhovedet kommer til at ske. Vor politikere har tilsyneladende berøringsangst for dette emne eller er måske blevet betalt for at kikke den anden vej.

Vi skal ramme dem på pengepungen, det er det eneste de effektivt kan forstå og mærke. Vi skal undgå produkter fra USA som er relateret til IT (og GMO).

Personligt syntes jeg det er lidt underligt at næsten alt populært Software er fra USA, her tænker jeg på OS'er, søgemaskiner, sociale portaler (Facebook m.m.).

Er det fordi USA'erne er klogere end os andre? (næppe). Er de virkeligt så meget bedre til at markedsføre end resten af verden? (åbenbart, med mindre...) Er det fordi USA'erne lave industrispionage? (sandsynligt) Er det fordi at produkterne er blevet sponsoreret af USA'nske efterretnings organisationer? (sandsynligt)

Tiden er kommet til at vi skære båndene til vores allieret USA'nske dukkeførere og få lavet nogle troværdige produkter.

Måske er tiden også til at kikke nærmere på vor politikere og finde ud af hvem der i virkeligheden styre dette land.

  • 1
  • 0
#3 Thomas Jensen

Det er gode tanker, og de "løsninger" du kommer op med, er også rigtige nok. Men hvor realistiske er de? Jo, der er godt nok grund til at være skeptisk.

"Vi skal øge omkostningerne ved overvågning" - men har vi nogen chance for at vinde i det våbenkapløb? Er det ikke cirka lige så nytteløst som at gå til demonstration eller skrive under på en protest mod salg af DONG? Måske kan man give sig selv en følelse af at have "gjort noget", men er det så ikke også det? Who fucking cares?

"Vi må holde op med at være så naive" - jeg siger bare, held og lykke med at trænge igennem til den brede befolkning. Igen, det er et våbenkapløb. Vi er oppe imod spin og lobbyister, og ikke mindst folks manglende evne til at kapere den komplekse størrelse vores globale samfund er. Det er mere overskueligt at forholde sig til konkrete problemer, fx. en giraf, eller et barn der skal udvises.

"Politikerne må på banen" - ja, det må de. Det er vores eneste håb, så spinkelt det end må fremstå. Igen, vi er på en kampscene, hvor spin og lobbyisme og økonomiske interesser er stærke kræfter - men det er trods alt her vi skal forestille at have en stemme. Vi kan stemme på de rigtige politikere, og vi kan forsøge at påvirke dem med en modvægt til alle de andre påvirkninger de er udsat for.

Nej, der er ikke grund til de store forhåbninger, men de er vores bedste håb.

  • 1
  • 0
#6 Thomas Jensen

Nej, vi må kræve at al overvågning ophører øjeblikkeligt.

Hvilken overvågning? NSA's? Skats? Googles?

Det ville da være dejligt hvis vi alle kunne leve i smuk sameksistens med hinanden - men virkeligheden er, at ethvert samfund meget hurtigt vil oprette en politistyrke og en efterretningstjeneste. Overvågning er i samfundets interesse. Det er klart, at der skal være kontrol af den overvågning, og den skal være reguleret politisk.

Man kan også mene det er et problem at Skat kan snage for meget i folks private sager, og at elektroniske patientjournaler er noget fanden har skabt, fordi helbredsoplysninger kan misbruges. Personligt er den slags "overvågning" og registrering af borgerne dog ikke noget der bekymrer mig. Til gengæld er jeg temmelig bekymret over, at den danske stat udliciterer håndteringen af danskeres data til private og udenlandske selskaber. Sådan noget bør håndteres af staten.

Google (m.fl.) derimod anser jeg som et alvorligt problem. Den profilering Peter snakker om, er langt mere problematisk end bare om google ved du er gravid, før det går op for dig selv. For det handler om, at reklamer er ved at være så effektive, at vi reelt er forsvarsløse. At vi reelt ikke har en fri vilje i forhold til vores forbrug og opfattelse af os selv og vores omverden, fordi vi manipuleres. Vi påvirkes, uden at det nogensinde går op for os, til at købe, tro og gøre ting. Søgeresultater bliver "tilpasset".

Googles profilering er et problem, fordi der er ikke nogen der forhindrer dem i at sælge sundhedsoplysninger om os til forsikringsselskaber. Statens registrering og samkøring er trods alt under en eller anden form for politisk kontrol. Man kan så have mere eller mindre tillid til den kontrol, og frygte hvad oplysninger om borgerne kan bruges til på den lange bane, men det er efter min overbevisning ikke den væsenligste trussel vi står over for.

  • 1
  • 1
#7 Peter Nørregaard Blogger

"... men har vi nogen chance for at vinde i det våbenkapløb?

Det tror jeg faktisk vi har en vis mulighed for hvis politik og teknologi anvendes i kombination. For få år siden fandtes browser-indstillingen "private browsing" ikke og såvel søgninger som emails var ukrypterede.

Måske kan forbrugerne og borgerne ikke vinde, men så længe der er en stadigt højere barriere, og dermed en fastholdt omkostning for overvågeren, vil en del en del masseovervågning kunne undgås.

Men jeg deler bestemt din skepsis for om folk i almindelighed vil vælge sikkerhed over bekvemmelighed.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere