georg strøm bloghoved

Svært at få erstatning for forsinket tinglysning

Nu har jeg ikke haft andet end et almindeligt kursus i erhvervsjura. Måske er det derfor, jeg synes, at reglerne for erstatning virker ret klare. Desuden er det værd at diskutere, om ikke blot kunden til et IT-system, men også de slutbrugere som oplever problemer på grund af et system, kan kræve erstatning.

Er der lavet flere fejl end sædvanlig?

Der er ikke nogen aftale eller andet som dem der har oplevet en forsinket tinglysning, kan bruge til at kræve erstatning. Derfor kan de kun få erstatning ud fra de almindelige regler. Ifølge dem kan der kun gives erstatning, hvis en domstol afgør, at ledelsen af projektet ikke har opført sig sådan, som man forventer af almindelige fornuftige mennesker i samme situation. Det vil selvfølgelig sige mennesker som har en uddannelse og erfaring som er normal, når man leder sådan et projekt.

Spørgsmålet er så hvordan den slags almindelige fornuftige mennesker opfører sig, når de leder et IT-projekt. Ikke altid særligt fornuftigt, at dømme efter det store antal IT-projekter som har oplevet problemer, og de fejl som er blevet omtalt offentligt. Det kan altså være svært at bevise, at de ansvarlige for projektet har opført sig mindre fornuftigt end sædvanligt.

Det er ikke nok at bevise at de ansvarlige for den digitale tinglysning har lavet fejl. Det har de ansvarlige for mange andre projekter også. Spørgsmålet kan så være, om der var nogen advarsler som de burde have reageret på, eller om de tvært imod havde grund til at tro at der ikke ville komme problemer.

Her er det interessant hvad Danske Boligadvokater tidligere skrev i en brochure om digital tinglysning. De skrev at tinglysningen i langt de fleste tilfælde ville gå hurtigere, og at alle ville benytte digital signatur. Hvis Boligadvokaterne finder på at anlægge sag, kan deres advokat have svært ved at argumentere for at de ansvarlige for den digitale tinglysning skulle have vidst bedre,

Jeg fandt brochuren og Boligadvokaternes omtale af digital tinglysning på:

http://www.danskeboligadvokater.dk/Default.aspx'ID=984

Andre muligheder for erstatning


****Det er ikke sandsynligt at Folketinget vedtager en lov som giver de ramte erstatning, da den kan føre til krav om erstatning næste gang der er fejl i et IT-system eller i øvrigt bare langsom sagsbehandling.

Til gengæld er det muligt at nogen advokater bliver tvunget til at betale erstatning. De har et særligt ansvar overfor deres klienter, og der kan komme diskussioner om hvor godt de har håndteret det, når de havde adgang til at sætte sig ind i nogen af problemerne med digital tinglysning.

Der er brug for en diskussion af, hvor meget de ansvarlige for et IT-projekt skal gøre for at sikre sig at forudsætningerne for projektet er korrekte. Måske kan man så få defineret en elle anden form for minimumsstandard.

Desuden kan man diskutere om der skal være særlige erstatningsregler for IT, ligesom der er, når man kører bil. Det lader til, at det i dag er nærmest umuligt at få erstatning, selv for personer som har tabt mange penge på grund af fejl i et IT-system. Derfor er det måske en ide at kræve, at de ansvarlige for et projekt skal bevise, at de har opført sig fornuftigt, i stedet for at de ramte skal bevise at de ikke har det.

Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere