Så kom den – Sundhedsreformen! Med dens komme, kan jeg ikke lade være med tænke på de skriverier, der har været omkring både Vestdanmarks indkøb af EPJ og Østdanmarks implementering af Sundhedsplatformen. Hvad har været det rigtige valg? Og burde Danmark ikke have det samme system på tværs af landet? Hamborg har ét system og byen og dets opland er på størrelse med Danmark. Når de kan, kan vi vel også?
Det, der slår mig, er, at jeg kun kan læse mig frem til, er at man vil gøre noget. Faktisk en hel masse og det lyder rigtig godt alt sammen, men hvad er det grundlæggende problem? Vi har hørt, at man vil indføre et nærhedsprincip. Men er det reelt problemet?
Når jeg taler om business cases, hyler jeg altid op over, at man klart og tydeligt skal kunne beskrive, hvorfor man skal gennemføre et givent projekt. Og jeg synes, at man fint kan betragte Sundhedsreformen som et projekt – og et meget stort et af slagsen tilmed.
Når man beskriver sit ”hvorfor”, så kan man fint tage udgangspunkt i en gammel kending inden for præsentationer af visioner nemlig Barbara Minto og hendes Pyramid Principle, som starter med ”Situation” og ”Complications”. Lad os tage den danske version, det handler trods alt om vores danske sundhedsvæsen – nemlig ”situationen” og ”komplikationer”.
Situationen er en status på, hvor vi er lige nu. Der kan være udfordringer i selve situationen eller det kan være en beskrivelse af nuværende status uden de store problemer.
Komplikationer er en beskrivelse af, hvad der sker i fremtiden og gør at situationen bliver (endnu) mere uholdbar.
Hvor pokker kan jeg læse dette henne i forhold til Sundhedsreformen? Vi kan finde sætningen på forsiden ”Men der er fortsat store udfordringer i det danske sundhedsvæsen. Der er behov for mere nærhed, sammenhæng, kvalitet og stærkere rettigheder for patienterne.” Det er først, når man kommer ned i det uddybende materiale, at der begynder at tegne sig et billede (se side 11). Billedet er relativt begrænset til ”Sundhedsreformen skal være med til at forhindre, at vores sygehuse og sundhedspersonale kommer under yderligere pres, når der i de kommende år bliver flere ældre borgere og flere med kroniske sygdomme. Det er ikke nok at gøre “mere af det samme” eller alene at ansætte mere sundhedspersonale på vores sygehuse.”
Dette er underbygget med tre styks fakta:
• 230.000 flere ældre borgere over 75 år i 2030
• 60.000 flere med KOL forventet i 2030
• 200.000 flere med type- diabetes forventet i 2030
Det var det! Der er ikke mere! Hvorfor gør jeg det til et problem, at problemet eller WHY’et, om man vil, ikke er tydeligt? Fordi man skal skabe en løsning til det problem, man har og de problemer, som vi vil se i fremtiden. Hvordan kan man så vurdere om regeringens initiativer er gode? Det kan man ikke, for man ved ikke, hvad de præcist vil løse. Hvis man vidste det, så havde regeringen stået stærkere end at sende denne reform ud lige inden, at valget bliver udskrevet.
Lige nu er løsningen: Nærhed, sammenhæng, kvalitet og patientrettigheder – samt en ændring af organisationen (det sidste burde ikke være nødvendigt for få opfyldt de fire første punkter i visionen). Dvs. nu har vi en idé om, hvad vi skal skrive i business casen og efterfølgende skal jagte ifm. gevinstrealiseringen.
Tror I på, at Sundhedsreformen vil kunne løse problemet, som jeg kort har beskrevet en flig af? Hit me!
Mit gæt er, at man har læst den første version af business casen for Sundhedsplatformen (som blev forkastet af Regionens ledelse, og som senere hen blev fremhævet for at have pointer, som blev glemt i den efterfølgende business case). Af den første version fremgår det, at man har en udfordring allerede med at færre skal kunne behandle flere – og det bliver kun værre. Og at visionen med Sundhedsplatformen var, at den skulle konvertere kolde hænder til varme hænder – dvs. fra administration til pleje. Det er fuldstændigt udeladt i den business casen, som blev godkendt (og som er blevet mega kritiseret). Her var der alene fokus på, at der var krav om genudbydelse af IT-systemer og digitalisering af forretningsgange (med besparelsespotentiale til følge).
Når det er sagt, så har Sundhedsreformen en kæmpe betydning for både Sundhedsplatformen og den løsning, som Vestdanmark har valgt. Nemlig den betydning om den ene eller anden bliver valgt til at være den fremtidige platform for hele Danmark. Eller bliver det noget helt tredje? Det har allerede været beskrevet et par gange på Version2 (https://www.version2.dk/artikel/trods-loekkes-sundhedsudspil-politikerne...).
Der er jo en række juridiske og udbudsretslige forhold, man skal tage stilling til. Den kommer ikke til at ligge til højrebenet.
Uanset hvad, så bliver det én organisation, som skal drive dette. Organisationen bliver placeret i Århus. Om det er regeringens forsøg på at lægge statslige arbejdspladser alle andre steder end i København, eller om det er vink med en vognstang til de Østdanske regioner, at sådan et projekt må I ikke få lov til at forvalte én gang til, er ikke til at sige. Det er måske en kombination. Der er ved at tegne sig et politisk flertal, som vil droppe Sundsplatformen – så det kan være beslutningen allerede er taget.
Jeg kan som god gammel management konsulent meget hurtigt konstatere, at denne vision vil kræve en ganske stor ændring på mange planer. Både organisatoriske, forretningsgange etc. … men i særdeleshed for de underliggende IT-systemer.
Det store spørgsmål bliver, hvilke af de løsninger som findes bedst, kan understøtte denne vision? Eller som jeg skrev før, skal der noget helt tredje til? Og hvad vil det koste at sikre, at andre IT-systemer, forretningsgange justeres ind, så det passer med visionen? Jeg ved det ikke – men det bliver helt sikkert ikke under 5 mia. kr. (min. 1 mia. kr. per region). Det skal sættes op imod den afsatte fond på 6 mia. kr.
Der kommer til at gå langt før noget af det, som regeringen har sat op, bare kommer i nærheden af at blive realiseret.
Jeg tror på, at vi kommer til at se flere diskussioner om, hvilke system er bedst! Jeg tror også, vi kommer til at se en diskussion om, hvordan vi undgår, at vi får et system, som er proprietært – og dermed kommer i lommen på én og kun én leverandør. Vi kommer også til at se diskussioner om, hvordan man implementere dette. Og hvordan man skal samarbejde på tværs af hospitalerne og de praktiserende læger f.eks. Personligt vil jeg meget gerne se flere forslag til telemedicin, som faktisk vil gøre en forskel på det problem, som vi står med her (og som ikke er italesat særlig meget).
Som sagt dette var de første betragtninger set ud fra min verden – nemlig business case og gevinstrealisering. Der kommer helt sikkert en blog eller to mere ud af denne citron – og den skal presses! Hvilken vinkler skal de have? Hit me!
Burde være at et eventuelt fælles EPJ skulle kunee anvendes såvel på sygehusene, som i "Sundhedshuse", hjemmeplejen og almen praksis?
Ellers vil det jo være svært at etablere den sammenhæng i patientbehandlingen som så mange taler om.
Eksempel et simpelt liggesår
- opdages af plejepersonale
- tilses måske af en praktiserende læge
- kan medføre en lang indlæggesle
- skal følges op bagefter.
Der har vi vist en potentiel gevist
Burde være at et eventuelt fælles EPJ skulle kunee anvendes såvel på sygehusene, som i "Sundhedshuse", hjemmeplejen og almen praksis?
Det vil jeg mene. Hvis man gerne vil have et samarbejde, så skal forretningsgange og systemer hænge sammen også. Det bliver spændende at se hvordan de to sektorer vil arbejde sammen.
Du går meget rationelt til opgaven. Jeg tror mere, at vi skal se den med politiske briller: dels som valgsoplæg, dels som en bunden opgave med at få regionerne hen hvor peberet gror.
Onde tunger vil vide, at Dansk Folkeparti har store ambitioner på sundhedsområde, og derfor er stærkt frustreret over, at de ikke er bedre repræsenteret i regionerne. Det vil være meget bedre for dem, hvis magten kan skubbes op til folketinget eller ned til kommunerne, og allerhelst til de relevante udvalgsformand/rådmænd, som jo ikke er direkte valgt, og hvor partiet derfor er langt bedre repræsenteret.
Og et tilfreds Dansk Folkeparti er en fordel for folketings-Venstre, hvis ikke ligefrem en forudsætning.
En sidste (ikke-rationel) bemærkning er, at det ikke er alle kommuner, som ser frem til at få større ansvar og flere opgaver: dels er der en vel ikke helt uberettiget bekymring for om pengene følger med ansvaret, dels er der i specielt mindre kommuner en angst for igen at blive for små, og derfor at skulle ud i yderligere kommunesammenlægninger. Retfærdigvis er der også kommuner som glæder sig.
Du går meget rationelt til opgaven. Jeg tror mere, at vi skal se den med politiske briller: dels som valgsoplæg, dels som en bunden opgave med at få regionerne hen hvor peberet gror.
Det har du helt ret i!
Men når politikkerne er færdig med at bestemme, holde valg etc. så møder virkeligheden en række mennesker, som skal forsøge at implementere dette. Det var derfor jeg valgte denne vinkel.
Burde være at et eventuelt fælles EPJ skulle kunee anvendes såvel på sygehusene, som i "Sundhedshuse", hjemmeplejen og almen praksis?
Nej, nej og nej. Det skal ikke være samme system. Det bliver EFI og lignende kuldsejlede giga-systemer om igen, der er alt for mange kompromiser der skal indgåes og man ender med et system der ikke er godt for noget, men dårligt til meget.
Systemerne skal kunne tale sammen og udveklse oplysninger via kendte standarder.
Når jeg taler om business cases, hyler jeg altid op over, at man klart og tydeligt skal kunne beskrive, hvorfor man skal gennemføre et givent projekt. Og jeg synes, at man fint kan betragte Sundhedsreformen som et projekt – og et meget stort et af slagsen tilmed.
Jeg vil nok nærmere betegne Sundhedsreformen som et program.
Her er et eksempel på 3 delprojekter jeg umiddelbart kan se i Sundhedsreformen.
Et fælles EPJ-system der bidrager til den centralisering og styring af data samt arbejdsgange som ønskes.
Etablering af sundhedsfælleskaberne.
Omstrukturering af sundhedshusene til at kunne varetage Kronisk syge patienter.
Sundhedsreformen kan derfor med rette ses som en række af delprojekter, der tjener det samme formål og med et fælles budget - det er derfor vigtigt at vi sammenligner Sundhedsreformen med andre programmer og ikke ser det som et selvstændigt projekt.
Det var det! Der er ikke mere! Hvorfor gør jeg det til et problem, at problemet eller WHY’et, om man vil, ikke er tydeligt? Fordi man skal skabe en løsning til det problem, man har og de problemer, som vi vil se i fremtiden.
Projekter har problemer, programmer har visioner. Lad os tage et program alle kender som eksempel: Apollo-programmet havde en vision: Få en amerikaner på månen før russerne. Ud af det følger en myriade af ubesvarede spørgsmål:
... og mange mange flere - og det er helt OK. Programmerne sætter visionen, og projekterne skal konkretisere visionen så målet opnås.
Sundhedsreformen har en vision:
"Sundhedsreformen skal være med til at forhindre, at vores sygehuse og sundhedspersonale kommer under yderligere pres, når der i de kommende år bliver flere ældre borgere og flere med kroniske sygdomme. Det er ikke nok at gøre “mere af det samme” eller alene at ansætte mere sundhedspersonale på vores sygehuse."
Lad os se hvordan de forskellige projekter vil konkretisere og bidrage til den vision - Med andre ord, det er alt for tidligt at skyde efter Sundhedsreformen. Når de kommer med en officiel organisering og plan for at realisere visionen, så lad os tage snakken igen der.
Projekter har problemer, programmer har visioner.
Hvis du tager Prince2 hhv MSP manualen frem og vifter med den, så vil jeg give dig ret i denne sætning.
Visioner bliver stadigvæk skab af et behov, et "Why".
Visionen for Sunhedsreformen kan jeg godt læse, men jeg savner blot en mere tilbundsgående "Why", som er mere en den ene side, som jeg referede til i min blog.
Visionen for Sunhedsreformen kan jeg godt læse, men jeg savner blot en mere tilbundsgående "Why", som er mere en den ene side, som jeg referede til i min blog.
Det her er ellers relativt konkrete mål;
I 2025 skal der være 500.000 færre sygehusbesøg.
I 2025 skal der være 40.000 færre indlæggelser.
De fem regionsråd, der har 205 folkevalgte politikere siddende, står til at blive nedlagt ved udgangen af 2020.
Den fremtidige struktur i sundhedsvæsenet vil bestå af tre lag. Øverst vil være et statsligt organ under Sundhedsministeriet, som står for økonomien og styring.
Derunder vil der være fem sundhedsforvaltninger. De passer geografisk med de nuværende regioner og vil få hovedsæder samme steder.
Der skal oprettes 21 nye såkaldte sundhedsfællesskaber. De skal bygges op omkring lokale sygehuse rundt om i landet.
Kronisk syge patienter skal i langt højere grad behandles hos læger i lokale sundhedshuse.
Sygehuse får pligt til at sende patienter videre til behandling et andet sted, hvis sygehusene ikke kan tilbyde behandling inden for fristen på 30 dage.
Patientvejledningen skal forbedres. Det skal blandt andet ske ved hjælp af ét samlet patientnummer, som man kan ringe til for at få vejledning og hjælp.
Førstegangsfødende skal have ret til at være indlagt 48 timer på hospital eller et patienthotel.
Kilde: Regeringens sundhedsudspil: "Patienten først - nærhed, sammenhæng, kvalitet og patientrettigheder".
Det er næsten konkret nok til at jeg kan lægge KPI'er for at få det realiseret. Men læg mærke til at ingen af de ovenstående mål siger noget om kvaliteten af den behandling der foretages. Vi skal have færre indlæggelser - I værste fald kunne det mål realiseres ved at folk døde inden, eller mellem indlæggelserne.
Hvis vi skal kritisere noget i Sundhedsreformen er det nærmere, at der ikke er kvalitetskrav der følger med den omstruktureringsøvelse som programmet Sundhedsreformen egentligt er.
Der spares en meget stor del af finansieringen på administration, og det udgør 25%(!) af finansieringen - Er det overhovedet realistisk?
Hvad sker der, hvis realiseringen af besparelser udebliver - Får vi så en SKAT skandale 2.0 da man valgte at fyre størstedelen af inddrivelsesorganet for at realisere besparelser der ikke var der?
Nu gør vi det istedet et sted hvor det gør rigtigt ondt - her er der potientiel tab af menneskeliv indblandet.
Det spørgsmål synes jeg er langt vigtigere end organiseringen.
Det her er ellers relativt konkrete mål;
Ja, det er rigtigt, at der er konkrete mål. Mit "WHY" er fortsat ikke besvaret - hvorfor har vi netop disse mål. Dvs. det er svært at forholde sig til om de opsatte mål er de rigtige. Denne problemstilling har jeg set så mange gange - at man trækker en løsning op uden at kunne præcis sige, om man løser behovet.
"Hvad er busisness casen for Sundhedsreformen?" er et supergodt spørgsmål, men mangle på kontekstviden hindrer forståelsen, selvom du er på sporet.
Mængden af kronikere stiger og stiger og hospitalerne har ikke kapacitet og lægerne gider ikke at snakke med patienter. især ikke kronikere!
Sundhedsreformen skal løse dette problem ved at strukturere kroniker arbejdet omkring dem, som vil tale med patienterne(sygeplejersker..og prak.læger).
Med min viden giver det rigtig god mening og jeg er overrasket over hvor begavet forslaget er.
Hvordan er det lige man med bare nogenlunde seriøsitet kan påstå at der sker en administrativ forenkling og dermed regne sig til en besparelse her?
3 lag, eller skal vi sige 4 eller 5.
Ministeren alt fra en brækket tå, men specielt en ekstra ventetid i et kræftpakkeforløb kan bringes op ttil ministeren via ivrige interesseorganisationer og folketingspolitikere. Her er der rig mulighed for mærkelige dyre og uigennemtænkte beslutninger!
Folketinget nok særligt sundhedsudvalget igen fri adgang til ministeren!
Den ansvarlige Styrelse.
De regionale institutioner med ansatte embedsmænd. De er jo billigere end politikerne, mon DJØF ser sådan på sagen? og hvor mange embedsmænd vil få mulighed for at høste resultatløn uanset performance både regionalt og i ministeriet?
Til sidst har vi dem det skulle handle om eller dem det går ud over de ansatte i sundhedsvæsenet.
Burde være at et eventuelt fælles EPJ skulle kunee anvendes såvel på sygehusene, som i "Sundhedshuse", hjemmeplejen og almen praksis?
Tænker man skal passe på med at trække flere krav ned over almen praksis fra centralt hold.
Nogle af årsagerne til man mangler yngre læger der ønsker at gældsætte sig for at købe sig ind i almene praksisser, er den usikkerhed der er på området fra regionernes og folketingets side i forhold til lægehuse drevet af regionerne, flere krav til dokumentation og processer, Styrelsen for Patientsikkerhed m.m. Jo flere ideer politikkerne overveje eller vedtager og som rammer almen praksis, vil blot gøre faget mindre attraktivt.
Det bedste ville være at få definereret nogle ordentlige snitflader, hvis de ikke allerede findes, og så lade leverandører af EPJ til almen praksis integrere med det nationale EPJ.
Du glemmer et par parametre i business casen: Vælgere og magt
For en regering kan det være mere interessant om et forslag flytter vælgere og/eller magt end om det økonomisk løber rundt.
Når man læser casen i Mørkelygten (overflytning af håndtering af ledige fra A-kasserne til kommunale jobcentre) var den primære parameter at flytte magt fra de overvejende røde a-kasser og til kommunerne.
Det er her værd at lægge mærke til at 4 af de 5 regioner er ledet af Socialdemokraterne.
Desuden kan det være et populistisk forslag som sikrer flere vælgere i det kommende folketingsvalg.
Jeg har tidligere ladet mig overbevise om at regionernes eksistens er for at beskytte regeringen mod skandaler i sundhedssektoren. Og hvis regionerne nu har fået så meget på sig fra selv samme skandaler at de er upopulære kan regeringen ved at nedlægge dem vise sig som handlekraftig overfor noget som fremstår som ineffektivt.
Hvad er mandater i Folketinget værd?
Hamborg bliver tit nævnt som et område der kun bruger 1 system til 4-5 mill indbyggere, men er der overhovedet nogen der ved hvordan det fungerer i Hamborg. Der er efterhånden få danskere der kan tale og forstå tysk.
Er Hamborg/Tyskland så digitaliserede som vi er her, eller har de stadig et postvæsen der fungerer.
Min begrænsede erfaring med tyske mydigheder er, at de med sikre metoder er i stand til at indrive en fartbøde fra mig, bosiddende i DK.
Det tyske postvæsen fungerer fint.
Det tager 3 dage at få et brev fra København til Hamborg.
Endda i julemåneden, har jeg erfaret :)
Det er hurtigere end fra Rødovre til Hvidovre.
Jeg har hørt, at de kun har 2 internetudbydere i Tyskland.
Jeg har ikke nået at eftertjekke det, men jeg har noget familie, som studerer
dernede, og her er efterretningerne, at internettet ikke fungerer optimalt.
De er i det hele taget et godt stykke efter os på det digitale område, dernede i det store land.
Sundhedsvæsenet er anderledes end det danske.
Det er i højere grad privatfinansieret, med arbejdsmarkedsforsikringer eller på anden vis privat via sygekasserne. De har flere mindre, decentrale enheder.
Er man fx gravid, noteres blodprøver o.l. i en lille analog bog, der følger med en rundt til de forskellige undersøgelser og forberedelse, på hospitalet og når ekstern jordemor kommer hjem til parret privat.
Det er stadig et åbent spørgsmål, for mig, om systemerne taler sammen på tværs
af disse sektorer og sundhedsudbydere (eller om det kun er papirbårent), men jeg er i gang med at undersøge det hele nærmere. (Spændende, spændende...)
Jeg vil gerne prøve at give et bud på et ”Why”, Martin Ernst.
Jeg er bange for, at vi ikke kan anvende visionsmodellen i dette tilfælde.
Jeg ser regeringens Sundhedsreform som et instrument til at transformere vores sundhedsvæsen i retning af egne politiske ønsker og mål.
(Udover at imødegå de nævnte udfordringer med mange ekstra ældre, og ønsket om at forbedre vores sundhedsvæsen, via nærhed og sammenhæng, som jeg selvfølgelig anerkender).
I dag har vi 2 politiske fløje, som hver især har modsatrettede politiske mål for vores sundhedsvæsen.
Populært sagt ønsker:
RØD BLOK: ”Lighed i sundhed”.
Dvs. fri (gratis) og lige adgang for alle (Sundhedslovens § 2). Hvor staten/det offentlige primært varetager opgaven, finansieret over skatten, således alle har ret til gratis behandling, uagtet social og økonomisk status.
BLÅ BLOK: ”Frit valg”.
Venstre mener det samme som S og Sundhedslovens §2, men alle skal i højere grad have frit valg.
”Pengene følger patienten” betyder at udbuddet følger efterspørgslen og giver fri konkurrence. Opgaven reguleres således til dels af markedet, med både det offentlige og private aktører (privathospitaler og klinikker).
(Kan omvendt medføre ulighed).
Lige nu har vi et sundhedsvæsen domineret af rød bloks politik, hvad angår hospitalsydelser (største del af sundhedsbudgettet, godt kr. 110 mia. sidste år), men også med frit valg på en række områder (praktiserende læge, sygehusvalg, fx).
Jeg tror ikke, at man skal negligere værdien i, for Venstre – ifm. reformen – at afskaffe regionerne/regionsrådene, hvor 4 ud af 5 har socialdemokratisk formand, og hvor Bent Hansen (S) har siddet for bordenden på landsplan siden regionernes oprettelse i 2007, indtil han gik på pension ifm. sidste valg, 2017.
Men jeg mener at Sundhedsreformen rummer forskellige styringsredskaber til at fremme den politiske målsætning.
Jeg vil fremhæve et enkelt middel, som, jeg tror – inden for en kort årrække – vil få stor effekt.
Midlet er: GARANTIER – Patientrettigheder
(Pkt. 3+4, side 39 + uddybet side 45-52
Regeringen ønsker at udvide patientrettighederne, også kaldet garantier.
Jeg vil prøve at vise, hvordan disse kan øve indflydelse og medvirke til at ændre sundhedsvæsenet i retning af de politiske ønsker og til fordel for de private udbydere.
Først lidt redegørende baggrund.
Baggrund: Udrednings- og Behandlingsgarantien, 30 dage.
Som patienter har vi en række rettigheder (fastsat ved lov), som hospitalerne skal overholde, fx på kræftområdet. Vi har også frit sygehusvalg og ”Udredningsretten”, en rettighed og en garanti for at blive udredt inden for 30 dage.
Garantien betyder, at hvis dét hospital, du er henvist til behandling hos, ikke kan give dig en tid til udredning (1. lægeundersøgelse, hvor man undersøger hvad, du fejler og hvilken behandling, du dermed skal have) inden for 30 dage, så har du ret til tilsvarende på et andet offentligt hospital eller på et privathospital på det offentliges regning.
Du har herunder også ret til undersøgelse og behandling på et privathospital, hvis de kan give dig en tid inden 30 dage, hvor det offentlige ikke kan.
https://www.sundhed.dk/borger/behandling-og-rettigheder/sygehusvalg/ret-...
https://www.sundhed.dk/borger/behandling-og-rettigheder/sygehusvalg/udvi...
Til at begynde med (2013) var denne rettighed differentieret 30/60 dage for psykiatri, men i 2015 blev garantien standardiseret til 30 dage.
Dette har givet de offentlige hospitaler problemer med at levere inden for tidsfristen.
Derfor må de viderehenvise et stigende antal patienter til privathospital på
det offentliges regning.
Sundhedsplatformens ineffektivitet, der har medført at hospitalerne kan nå at behandle færre patienter end før, har også skubbet på denne udvikling.
Der kom bekymrende tal, fra Region Sjælland, før jul:
26.11.18: https://www.tveast.dk/artikel/region-sjaellands-udgifter-til-privathospi...
Der er tilsvarende meldinger fra Region H, men vi har ikke tal for det fremme.
(Sådan kan man med tiden årelade de offentlige hospitaler).
Det skal tilføjes, at vores offentlige hospitaler, siden 2003, er effektiviseret med årlige krav om 1,5% – fra 2007 2% meraktivitet for de samme penge. Det var virkelig en nødvendighed, dengang i starten, og har gjort en kæmpe forskel, men det er drevet for vidt.
Efter flere års op- og nødråb fra hospitalerne blev produktivitetskravet suspenderet sidste år og afskaffet fra i år. Men det har efterladt et hospitalsvæsen, som har svært ved at holde skindet på næsen. Pengene er ikke fulgt med det stigende antal patienter, hvilket har presset arbejdsmiljøet og personale fra hospitalerne ud i det private, som har andre vilkår.
I 2016 var 2,8 millioner danskere således forbi landets hospitaler. Det var 300.000 flere end i 2009.
Og fra 2009-2015 er aktiviteten – operationer, kontroller mv. – på hospitalerne steget med 25 procent, mens medarbejderstyrken er forøget med 4 procent.
24.05.17: http://dagensmedicin.dk/bent-hansen-vi-har-ikke-vaeret-saa-langt-hinande...
17.08.17: http://www.dr.dk/nyheder/indland/opraab-fra-rigshospitalet-vi-kan-ikke-s...
04.10.17: http://politiken.dk/indland/politik/art6143695/Regeringen-og-DF-suspende...
Det er langt fra alle behandlinger, der udbydes af private klinikker.
Ligesom en del patienter også vælger at vente (langt ud over garantiens 30 dage) hvis de fx er henvist til Rigshospitalets højtspecialiserede behandling, som ikke udbydes andre steder i landet.
Problemet er, at ydelserne leveres på ulige konkurrencevilkår:
1) De private klinikker er ikke underlagt samme krav og kontrol, som de offentlige hospitaler.
2) Men den afgørende forskel er, at de har mulighed for at sortere i henvisningerne:
Blandt de viderehenviste patienter, som de får tilsendt fra de offentlige hospitaler (pga. af garantien), kan de sortere og så at sige plukke de nemmeste (=billigste) ud, og dermed sikre sig en god forretningsmodel.
De komplekse, komplicerede, multisyge (=de dyreste) resterer så til de offentlige hospitaler, som skal tage alle.
Står det til Regeringen, er der flere garantier på vej.
(Se pkt. 3, side 39, blå boks, Patientrettighederne skal ”udvides” og ”udbredes”.
Uddybet side 45-52)
http://www.sum.dk/Aktuelt/Nyheder/Sundhedspolitik/2019/Januar/~/media/Fi...
I første omgang gælder det fødsels-/barselsområdet samt
behandling hos speciallæge.
Jeg giver et eksempel på udviklingen (strategien), via fødselsområdet, nedenfor (næste kommentar).
Det kan måske hjælpe med at vise, hvor relativt hurtigt disse styringsinstrumenter kan øve indflydelse og ændre sundhedsvæsenet i praksis.
Står det til sundhedsministeren, er der flere garantier på vej.
Se evt. problematikken vedr. garantierne, set fra hhv. lægens/hospitalets og Sundhedsministerens perspektiv. Thomas Emil Christensen og Ellen Trane Nørby 10:28 – 12:30). En rigtig god udsendelse.
17.01.19: https://www.dr.dk/tv/se/debatten/debatten-9/debatten-2019-01-17-19-59
Til at understøtte den udvikling, man sætter i gang – via patientrettighedernes garantier – er der brug for administrativt personale på de offentlige hospitaler, som kan vejlede og viderehenvise patienterne.
Dette findes allerede i dag (eksempel fra Region H) https://www.regionh.dk/Sundhed/Patientrettigheder/sygehusvalg/Sider/Frit... , men det skal udbygges ifølge Sundhedsreformen (se pkt. 3, side 39 ”Patienter skal hjælpes videre til et alternativt behandlingstilbud” + uddybet side 50-51).
På den vis sikrer man, at det offentlige finansierer administrative enheder (på hospitalerne) hvis job det er, at videreformidle patienterne lige ud i armene på de private klinikker, fordi de ikke selv kan levere inden for garantien. Sørge for, at pengene bliver sendt videre, så at sige. Man kunne ikke ønske sig det bedre, vel?
(Og er det sandsynligt, at de offentlige hospitaler får lettere eller sværere ved at overholde garantierne, når de, efter planen, skal drives af professionelle bestyrelser?
Er det realistisk, at disse pludselig skulle få blik for medarbejderne og arbejdsmiljø? At der mangler penge/varme hænder? Jeg har mine tvivl. Jeg tror, man fortsætter linjen med den effektive styring, som var det gammeldags produktionsvirksomheder.
Bestyrelser (”Sundhedsforvaltninger”, se side 107), hvor der i øvrigt skal sidde en repræsentant fra patientforeningerne, som kan være dynamo for denne udvikling. Men ingen specifik repræsentant for medarbejderne, ved fx en klinikchef (afdelingsleder for et speciale =sygdomsområde) eller lign. med driftserfaring og medarbejderledelse, som ved, hvor skoen trykker).
Det er sk*de smart.
Så har du modellen.
Fortsættes… (I eftermiddag/aften)
Ja, det er rigtigt, at der er konkrete mål. Mit "WHY" er fortsat ikke besvaret - hvorfor har vi netop disse mål. Dvs. det er svært at forholde sig til om de opsatte mål er de rigtige. Denne problemstilling har jeg set så mange gange - at man trækker en løsning op uden at kunne præcis sige, om man løser behovet.
"Behovet" eller "Why" i det offentlige defineres ikke på samme måde som i det private.
I det private er "Hvorfor" ofte relativt nemt at definere. Det hele skal i sidste ende måles i kroner og øre på bundlinjen, enten som besparelser eller meromsætning, der står mål med investeringen - Derfor kan man selvfølgelig sagtens have flere lag af meta-KPIer, eksempelvis bedre personalepleje = færre sygedage = højere produktivitet = forbedring på bundlinje.
I det offentlige har man ikke den samme form for ræssonement, selvom flere og flere eksperter ønsker det. Det offentlige foretager investeringer, der tilfører samfundsværdi til danskerne - Det behøver ikke nødvendigvis at give et finansielt afkast, hverken nu eller senere. Det skal løse en samfundsopgave, der fra politisk side er bestemt til at blive løst af det offentlige.
Forskellen er klokkeklar: I det private skabes incitament (eller Why) af penge, mens det i det offentlige skabes af politik.
Vi kan derfor lede længe efter "Hvorfor gør vi sådan". Forklaringen er, at vi gør sådan, fordi der politisk er flertal for det - Vi kan ikke koge alting ned i det offentlige til økonomi - og det mener jeg heller ikke at det skal.
I det offentlige handler projektledelse ikke så meget om "Hvorfor", men mere om afdækning og styring af samfundskonsekvenserne - og samfundsgevinsterne - ved at projektet gennemføres. Der vil naturligvis være modstandere - og forhåbentligt tilhængere - af ethvert politisk styret projekt. Man kan spørge sig om hvorfor Apollo-programmet blev sat i søen - og det har intet med økonomisk ræson at gøre. Ikke desto mindre blev programmet gennemført, og vi ser det i dag som en af menneskehedens største bedrifter gennem tiden.
Sundhedsreformen er i min bedste overbevisning et program, der handler om at bringe mere New Public Management ind i administrationen af det Danske Sundhedsvæsen. Som Louise Klint nævner ovenfor, så er det målet at stille målbare garantier overfor patienterne der kan presse de offentlige sygehuse til at levere på disse politisk bestemte "kerneydelser".
Sundhedsreformen er i min bedste overbevisning et program, der handler om at bringe mere New Public Management ind i administrationen af det Danske Sundhedsvæsen. Som Louise Klint nævner ovenfor, så er det målet at stille målbare garantier overfor patienterne der kan presse de offentlige sygehuse til at levere på disse politisk bestemte "kerneydelser".
Det er også min mistanke.
Politiken har i dag en rigtigt god kronik af Jørgen Grønnegaard Christensen og Peter Bjerre Mortensen om, hvorfor det skal gå så hurtigt med denne reform, og hvorfor man (endnu engang) ikke giver sig tid til at forberede og undersøge sagen ordentligt, inden man (endnu engang) kalfatrer sundhedsvæsnet:
https://politiken.dk/debat/kroniken/art6992616/Hvorfor-er-sundhedsreform...
Der er en god gennemgang af forløbet i Norge, som gennemførte noget lignende for en del år siden - hvilket ikke har levet op til løfterne:
"Det gik hverken i Norge eller England, som man regnede med. De erfaringer er særdeles relevante. For bliver regeringens reform til virkelighed, risikerer man at begå de samme fejl i det danske sundhedsvæsen."
"For det første var der ved overgangen til modellen store omstillingsproblemer, og de var ikke kortvarige. De strakte sig over fem til seks år. For det andet skabte man en organisation, som stik imod hensigten flyttede enhver sygehussag op på den nationale politiske dagsorden, altså ind i regeringen og Stortinget. "
"Den proces fik yderligere næring, fordi Norge i en årrække havde svage mindretalsregeringer. Det sidste er ikke nogen ukendt situation i Danmark. Konsekvensen var selvsagt, at helseregionerne, sygehusene og de faglige organisationer kunne spille de nationale politiske aktører ud mod hinanden. Resultatet var frem til 2008 utilsigtede og store udgiftsforøgelser og betydelige problemer med at styre sygehusene."
"For hvis vi havde et centraliseret statsligt sygehusvæsen, lyder logikken, kunne vi eksempelvis undgå problemer som dem, Region Hovedstaden har haft med Akuttelefonen og Sundhedsplatformen. Så ville det nye Sundhedsvæsen Danmark være garanten for it-løsninger, der virker, og så er der jo ingen grund til at kaste penge og ressourcer efter mindre gode løsninger i enkelte regioner."
På sundhedsområdet har et studie estimeret, at kun hvert tredje it-projekt opnår succes, ikke mindst fordi der er stor kompleksitet og derfor betydelig usikkerhed forbundet med disse projekter.
Lader man den erfaring være udgangspunktet, er der en helt anden og kættersk vinkel på problemerne med Sundhedsplatformen og Akuttelefonen: Det er den nuværende regionale struktur på sundhedsområdet, der har forhindret, at det ikke er det ganske land, der lider under hovedstadens problemer.
Her kommer de engelske erfaringer ind i billedet. I det statslige og stærkt centraliserede engelske sygehusvæsen igangsatte man i 2002 den største offentlige it-reform til dato, som bl.a. skulle indføre et fælles elektronisk patientsystem over hele landet. Knap ti år senere blev projektet skrottet efter at have kostet mere end 10 mia. engelske pund."
Her er kronikkens bud på "Why": "Det bringer os frem til det optimistiske overmod, der driver enhver centraliseringsreform, nemlig troen på, at kloge og centralt placerede folk ved, hvilke løsninger der virker i praksis, og derfor ikke behøver at tænke på at gardere sig mod effekten af dårlige beslutninger, når styringssystemer indrettes. "
Kronikken er desværre abonnementsbelagt.
