Gæstebloggen

Sundheds-it ved en korsvej: Skal det fortsætte som før, eller skal det bringes til at virke?

Opdateret kl. 12:09.

Alle offentlige IT systemer der får megen omtale i offentligheden, er fiaskoer. De systemer der virker som de skal, hører man aldrig noget til. Og så er der en del andre systemer, man heller aldrig hører noget til.

Hver gang der dukker en offentlig IT-fiasko op, er der en klog IT mand, der kræver, at man nedsætter en havarikommission, så man kan lære af fejlene. Han taler for døve øren. Der er ingen, der vil lære af fejlene. Og der er ingen, der vil lære af det, der virker. Og måske er problemet slet ikke af teknisk karakter, måske er det simpelthen bare fordi de ikke kan finde ud af det?

Andre kloge folk diskuterer om Sundhedsplatformen er en større skandale end SKATs inddrivelsessystem, SKATs udbetalingssystem, IC4 togene, jernbane-signalerne og andre aktuelle skandaler. Selv Nationalbanken har for nyligt kvalificeret sig. Man taler ligefrem om at opfinde en skandale skala, så skandaler nemmere kan sammenlignes.

Lasse Larsen, tidl. kontorchef i Lægemiddelstyrelsen 1993-2008, med ansvar for lægemiddelstatistik, lægemiddeløkonomi, lægemiddelpriser, analyser af lægemiddelforbrug, tilskud til lægemidler, Lægemiddelstyrelsens IT med videre. Ansvarlig for en række større og mindre databehandlings-systemer, hvoraf mange fortsat fungerer den dag i dag, mere eller mindre uændret: Lægemiddelstatistik-registeret (1993), Det Centrale Tilskudsregister CTR (1999), Receptserveren (2007) og Det Fælles Medicinkort (2008) samt en del andre systemer, bl.a. Den Personlige Elektroniske Medicinprofil PEM (2004). Illustration: Privatfoto

Sammenlægningen af den kommunale og statslige skatteforvaltning og de efterfølgende besparelser har, sammen med udtyndingen af faglige chefer, ført til, at man har givet ledelse som "ledelse" forrang for faglig ledelse og faglighed.

Når der ikke er ret mange tilbage i ledelsen af en organisation, som ved noget om det man laver, er der færre og færre, der kan oplære nye medarbejdere.

Dermed bliver styrelser og organisationer med tiden ringere til at løse deres opgaver. Det kan være en af forklaringerne på, hvorfor det nogen gange går galt.

At lave en god kravspecifikation til et IT system, der skal bruges af mange mennesker i fremtiden, kræver dybtgående faglig viden på det pågældende område.

Det samme gælder på IT området. Her skal man også kunne finde ud af det. For tiden tiltrækker sundhedsområdet sig mest opmærksomhed, men man må ikke overse, at det heller ikke altid står alt for godt til andre steder.

Hvad stiller man op med Sundhedsplatformen?

Sundhedsplatformen står i en kritisk situation. Spørgsmålet er, om leverandøren og regionerne på Sjælland kan nå at rette op på systemet i overskuelig fremtid eller om der skal forberedes andre løsninger? Og om der er penge til det.

Nogen taler allerede nu om, at regionerne på Sjælland må gå i udbud med et nyt system. Andre har stillet borgerforslag om, at Folketinget skal vedtage, at der skal være ét landsdækkende EPJ system.

I Region Hovedstaden har Sundhedsplatformen hæmmet sygehusenes produktion så meget, at indtægterne svigter. Det kommer til at gå ud over sygehusdriften og patienterne. Der skal spares og effektiviseres. Sygehusene har teknisk og bygningsmæssigt et stort vedligeholdelsesefterslæb.

Stort overskud af manglende kompetence

Hvis man går i udbud med et nyt system, er der stor risiko for, at det går lige så galt som det er gået med Sundhedsplatformen. Med Rigsrevisionens beretning om Sundhedsplatformen, og Statsrevisorernes udtalelser i samme anledning, kan det ikke længere skjules, at der på IT området i sundhedssektoren er et meget stort overskud af manglende kompetence.

Det kan reelt godt gå galt igen med et nyt udbud.

Sætter man de samme til at gøre det samme, så bliver resultatet som regel det samme. Ikke nødvendigvis de samme personer, men historien viser, at der er en lang kø at tage af. Der er ikke mangel på nye folk, der forudsætnings-løst og optimistisk ser fremad.

Forslaget om ét nationalt EPJ system er tabu. Eller har været totalt tabu, fordi det rejste tvivl om amternes og senere regionernes eksistensberettigelse. Men nu har regionerne i offentlighedens øjne kvajet sig så meget og så længe, at forslaget forekommer ganske fornuftigt og realistisk.

Men det store overskud af manglende kompetence er ikke den eneste risikofaktor. Der er mange andre risikofaktorer.

Forstår man egentlig, at det drejer sig om data?

Det er i bund og grund en mærkværdig idé, at regionerne med års mellemrum går i udbud med deres IT-systemer, smider de gamle ud og starter forfra med noget helt nyt. Det er udtryk for en manglende forståelse af, hvad det hele drejer sig om.

Det drejer sig i bund og grund kun om en ting: Data, data og data. Det var derfor IT i gamle dage blev forkortet edb - elektronisk databehandling. IT systemerne skal betragtes som en form for offentlig infrastruktur hvorigennem data kan flyde og de skal - på samme måde som motorveje, broer, kloak-systemer, vand- og elektricitetsforsyning – planlægges, bygges, vedligeholdes, forbedres, udbygges og moderniseres, når der er behov for det og økonomi til det.

Det er samfundsmæssigt et enormt spild af viden og ressourcer at smide systemer ud og erstatte dem med nye uprøvede systemer. Og at lade nye uprøvede folk på begge sider (leverandør og køber) prøve kræfter med det.

Regionernes fremgangsmåde ville svare til, at man om nogle år gik i udbud med Storebæltsbroen. Kunne man forestille sig, at der så blev bygget en ny, måske vaklende Storebæltsbro 2 og at den eksisterende bro og tunnel blev lukket, revet ned og fyldt op med sand? Nej, vel.

Selvfølgelig skal man med mellemrum undersøge, om systemerne kan drives bedre og billigere. Men derfor behøver man ikke smide noget ud der virker. Man kunne bruge nogle penge på at gøre dem endnu bedre, videreudvikle dem, i stedet for at købe uprøvet nyt.

Det forudsætter, at de kontrakter man har indgået med leverandørerne er udformet hensigtsmæssigt, så det er nemmere at skifte dyre og dårlige leverandører ud og tage nye systemer fra andre leverandører i brug sammen med eksisterende systemer. En helt afgørende ting er, at det skal være det offentlige der ejer kildeteksten, dvs. det program der bestemmer, hvad der skal ske med data.

Der er styr på medicineringen i Det Fælles Medicinkort (FMK)

I aviserne kan man læse eksempler på, at ingen har haft styr på oplysningerne om patienterne eller haft et fuldt overblik. I bedste tilfælde kan patienterne selv fortælle behandlerne om deres forløb forud for den aktuelle behandling. I værste fald kan det gå grueligt galt.

En af de ting, der ikke er styr på i Sundhedsplatform er medicinen.

I 2003 formulerede en praktiserende læge på Østerbro en vision for, hvordan alle sundhedssektorens spillere kunne dele oplysninger om patienternes medicinske behandling. Det diskuterede vi i nogle år og i 2007 åbnede der sig mulighed for, at Lægemiddelstyrelsen kunne påbegynde udviklingen af et fælles medicinkort. Udviklingen skete bl.a. med deltagelse af læger fra almen praksis og et universitetshospital, så det blev sikret, at begge sektores behov blev opfyldt.

Arbejdet resulterede i 2008 i et landsdækkende system, Det Fælles Medicinkort (FMK), som samler alle borgeres medicinordinationer ét sted (https://fmk-online.dk/fmk/).

Læger som ikke har et EPJ system, kan med en browser (på computer, tablet eller mobiltelefon) ordinere direkte i FMK og lægge en recept på Receptserveren. Med en recept på Receptserveren kan patienten hente sin medicin på et selvvalgt apotek. Via Receptserveren kan patienten, over nettet eller med en lille app (”Medicinkortet”), bestille en receptfornyelse hos lægen.

Beregningen af patientens medicintilskud i CTR, Det Centrale Tilskudsregister, foregår også i et fælles nationalt IT-system.

Der er ikke styr på medicineringen i Sundhedsplatformen

Det Fælles Medicinkort skulle efter Økonomiaftalen i 2010 være taget i brug overalt i 2011. I 2012 fandt Region H fejl i deres medicinmodul og stoppede anvendelse af FMK.

Ikke desto mindre skrev Rigsrevisor i november 2011: "Det er min samlede vurdering, at Fælles Medicinkort, Nationalt Patientindeks og fastlæggelsen af fælles standarder er godt på vej." Tre år senere, i 2014 konkluderede Rigsrevisionen, at implementeringen af FMK havde været for dyr, for dårlig og forsinket. Nationalt Patientindex blev skrottet. Så godt på vej var det altså.

Her, yderligere fire år senere, senere taler lægerne om problemer med "at få medicinen med over" i Sundhedsplatformen. Og peger på, at problemerne kan medføre risiko for fejlmedicinering.

Hvad betyder det "at få medicinen med over"?

Det betyder, at der ikke er nogen IT-leverandører, heller ikke Sundhedsplatformens amerikanske leverandør, der fuldt og helt vil forlade sig på FMK. Leverandørerne vil have medicinoplysningerne over i deres eget system, så de kan udvikle og sælge deres eget medicinmodul og kopierer oplysninger fra FMK her over i. Oplysningerne kopieres så videre til og fra FMK, som patienten nu bevæger sig rundt i sundhedssystemet.

Mange medicinmoduler og mange databaser med patienternes medicin-oplysninger giver risiko for forvanskning af oplysningerne.

I Økonomiforhandlingerne er der siden 2009 postet et ukendt antal hundredvis af millioner kroner i at få integreret de relevante og mange IT-systemer på hospitaler, hos praktiserende læger og hos hjemmesygeplejen med det Fælles Medicinkort.

Hvad pengene er gået til, er uvist. Men det siger sig selv, at når et amerikansk EPJ system, beregnet til at skrive regninger til sygeforsikrings-selskaber, kommer på banen en del år senere, så er der ikke blevet brugt midler til "integration" af FMK med det system.

De hundredevis af spildte millioner fra økonomiaftalerne kan sammenholdes med, at udvikling og drift af FMK i sin grundform fra 2008 samlet havde kostet nogle få millioner kroner.

Dermed er vi ved et af de helt grundlæggende problemer i sundhedssektoren.

Sundhedssektorens IT problem i en nøddeskal

Der er alt for mange ens virkende systemer, det vil sige systemer der gør det samme som alle andre systemer, som kopierer data mellem hinanden. Der er i princippet ingen grænser for, hvor mange systemer, der kan kopiere data mellem hinanden. Skatteyderne betaler.

Det Fælles Medicinkort sætter fokus på dette problem. I stedet for fuldt og helt at anvende FMK som det er, så kopierer systemerne medicinoplysningerne ud fra FMK og ind i deres egne systemer og tilbage igen. Det er et kæmpemæssigt samfundsmæssigt ressourcespild og en stor risikofaktor.

Alle opfinder deres eget medicinmodul

Det næste ressourcespild og den næste risikofaktor er, at alle de funktioner et velfungerende medicinmodul skal være udstyret med, skal genopfindes i hvert enkelt system. Eksempelvis de interne funktioner, som interaktionskontrol, doseringskontrol, advarsler, oplysning om allergier og meget andet, skal udvikles og genopfindes i hvert enkelt system.

Der forekommer fx. jævnligt tilfælde af overdoseringer og dødsfald med Methotrexat (gigtmiddel og celledræbende middel). I stedet for én gang for alle effektivt at koncentrere sig om at lave et sikkert medicinhåndteringssystem, fortsætter kommuner, regioner og leverandører med at lave deres egne systemer.

Mulighederne for forbedringer af FMK er langt fra udtømte. Men alle vælter afsted over egne ben, i egne systemer, fordi den vedtagne flerleverandør-strategi for sundheds IT tilsiger det.

Besparelser?

Når man i tidligere tider indførte edb i administrationen var det for at undgå, at teksten blev skrevet to gange; først i hånden af koncipisten, dernæst på maskine af en HK'er. Det blev der sparet HK arbejdskraft ved. I dag skriver stort set alle selv i et tekstbehandlingssystem.

På sygehusene er situationen helt anderledes. Her er lægerne en knap og dyr ressource. Det strider mod al sund fornuft at tro, at man kan spare noget ved at lægge billigt skrivearbejde over på den dyre faggruppe.

En direktør og overlæge på RH har gjort opmærksom på en konkret lettelse, som Sundhedsplatformen har givet; man slipper for mange tidskrævende login, hvad der vel egentlig er en selvskabt plage.

IT-leverandørernes forretningsmodel

IT leverandørernes forretningsmodeller på sundhedsområdet går bl.a. ud på at lave en masse ens systemer, der kopierer data rundt mellem hinanden. Med 5 års mellemrum går regionerne i udbud med deres systemer, så der kan tjenes penge på levering af nye systemer og blive blandet lidt rundt på leverandørerne, så der efterlades et indtryk af en stærkt innovativ, højt digitaliseret og konkurrence-præget sektor, som kan modtage udenlandske priser for sit høje digitaliserings-niveau.

IT leverandørernes forretningsmodeller går dermed fint hånd i hånd med det ovenfor omtalte store overskud af manglende kompetence.

De enkelte IT leverandørers selvstændige bidrag til festen kommer efter kontrakterne er indgået. Når løsningen sælges, møder firmaet op med deres bedste folk, ”der sættes et stærkt team”. Men efter nogen måneder sker der udskiftninger i nedadgående retning. Så kommer det frem, at det ene eller det andet ikke med i kontrakten og det skal der betales ekstra for.

Det var måske ikke specificeret i udbudsmaterialet, men har hurtigt vist sig at være nødvendigt. Det forsinker noget andet, der venter på en opgradering af et styresystem, noget software eller noget tredie.

På et stort sygehus med mange systemer fra forskellige leverandører, kan leverandørernes opgraderingspolitik (forretnings-model) fuldstændigt lamme sygehusets evne til at kæmpe sig ud af suppedasen. Opgraderinger og udrulninger planlægges og budgetteres år i forvejen, hvilket kan låse andre videreudviklingsmuligheder og -behov i lang tid.

Omfanget af gensidige afhængigheder er ikke ubetydeligt. Det har fået omfanget af juridisk bistand til kontraktforhold og projektledelse til at vokse eksplosivt.

Når der eksisterer mange forskellige systemer, eksisterer der også mange forskellige registre. For nogle år siden sagde man, at der alene i Region H eksisterede op mod 1.000 forskellige CPR-registre, der skulle opdateres manuelt.

Problemet er i sidste ende politisk. Hvis folketingspolitikerne ville, kunne de sætte en stopper for denne babyloniske forvirring. Regionspolitikerne kan og vil ikke.

Fælles nationale løsninger?

Omkring 2006 besluttede den daværende sundhedsminister at tage skeen i den anden hånd. Der skulle arbejdes hen mod fælles nationale løsninger. Resultatet blev, at der blev oprettet en ny organisation, med nogle fratrådte topchefer i spidsen, som senere blev nedlagt og erstattet af andre organisationer.

I 2008 foreslog DF, at der skulle være ét centralt EPJ system i Danmark. Forslaget blev straks skudt ned som ”letkøbt” af formanden for sundhedsudvalget i leverandørernes organisation, Dansk IT i Dansk Industri, der selv kom fra Fyns Amt.

Der er generelt en massiv modstand mod fælles, fagligt velfunderede løsninger, der virker. Leverandørerne vil lave det hele selv, hvergang og alene. Det tjener de gode penge på, hvis de får ordren. Og regionerne vil af politiske grunde ikke basere sig på andres løsninger og slet ikke statslige. Flerleverandørstrategien vinder over fælles nationale løsninger.

Spaghetti størknet i beton

Sammenhængen mellem IT systemerne i sundhedssektoren er blevet karakteriseret som spaghetti størknet i beton.

Spaghettien er de mange ensvirkende systemer og deres datakopiering.

Når trængte regionalpolitikere henviser til, at man altid kan finde oplysningerne på sundhed.dk, er det udtryk for hvor stort og omfattende problemet er. For hvad skulle man med dyre og nogen gange fejlslagne EPJ systemer, hvis sundhed.dk var løsningen?

Det er blevet fremført, at sundhed.dk er en af grundene til, at FN for nylig kårede Danmark til verdensmester i offentlig digitalisering.

Det minder om den historie, hvor en mand går hen til en skrædder for at få syet en jakke.

Efter lang tid og flere forgæves besøg kunne han endelig hente jakken. Den sad dårligt på ham, den var elendigt syet. Det ene ærme var for kort og jakken var skæv ved skulderen. Se nu her, sagde skrædderen. Løft den højre skulder lidt op og skyd brystkassen frem. Træk så venstre arm lidt op og hold hånden bag om ryggen, så passer den jo egentlig meget godt.

Manden, som var meget beskeden, takkede, betalte og gik ud af skrædderforretningen og ned ad gaden. Bag ham gik to mænd. Den ene sagde til den anden: Har du set den stakkels mand, der går foran os? Ja, svarede den anden. Men sikke en dygtig skrædder han har.

Sundhed.dk var oprindeligt sat i verden som reklamesøjle for amterne og er ikke løsningen på epj-problemerne; den spreder blot tåge over problemet mens den bryster sig af de oplysninger, man kan slå op på portalen.

Rigsrevisionen har en hjemmeside, hvor man kan hente alle beretninger og notater om IT på sundhedsområdet. De er fyldt med gengivelser af bragesnak om nye initiativer, forstærket koordinering, styrket indsats, uendelige forberedelser, undskyldninger, bortforklaringer og så videre.

Rigsrevisionens beretninger er med tiden blevet mere kritiske; alligevel det er sandsynligt, at Rigsrevisionen slet ikke forstår de grundlæggende problemer. Ihvertfald kan Rigsrevisionens ihærdige indsats ikke siges at have båret frugt.

Beton

Betonen kommer fra den meddelelsesbaserede kommunikationsform (struktureret datakopiering), hvor et utal af systemer skal kunne udveksle oplysninger mellem hinanden. I denne kommunikationsform forsvinder enhver information om, hvor de relevante og aktuelle patientoplysninger befinder sig. Hvis de overhovedet findes, for det kan man nemlig ikke vide.

Hvis en person fra Jylland eksempelvis kommer til skade i Tivoli og er bevidstløs, hvordan finder behandlingsstedet ud af, om patienten kan tåle bedøvelse og penicillin?

For at løse det problem gik regionerne i 2007 i gang med et projekt, et Nationalt Patient Index, NPI, der skulle kunne oplyse sundhedspersoner om, hvor de relevante oplysninger om patienten befandt sig. Projektet blev senere skrottet.

Hvad årsagen var vides ikke, men det må formodes at man fandt ud af, at det var mere kompliceret og omkostningsfuldt at lave et opdateret patientindex, der år ud og år ind, helst tidstro på millisekundet, skulle samle ensartede oplysninger fra et hav af forskellige systemer, end det var at lave fælles landsdækkende systemer, der indeholdt de nødvendige oplysninger.

Tidsforsinkelsen i dataudvekslingen kan have katastrofale konsekvenser.

Der findes et eksempel på, at et sygehus registrerer, at en patient er død. Det er en fejl, som hurtigt opdages og rettes. Men i mellemtiden er den fejlagtige oplysning blevet sendt til hjemmeplejen, der som bekendt ikke tager på besøg hos nyligt afdøde. Patienten sendes hjem fra sygehuset og dør nogle dage senere af sult og tørst, da hjemmesygeplejen ikke dukker op.

Der findes ikke et fælles nationalt system, der indeholder oplysning om, hvor patienten befinder sig og hvem der har ansvaret for patienten.

Veteranbilkørsel i Tivoli

Betonkanonen styres af Sundhedsministeriet, der indtager formandsposten i MedCom, på samme måde som et barn styrer en veteranbil i Tivoli.

MedCom skal fungere som bindeleddet i det samarbejdende sundhedsvæsen ved at udvikle og udbrede tværsektorielle digitale kommunikationsløsninger.

Langt de fleste at de problemer, der kommer til overfladen, når man ser på datakopieringen mellem systemerne, vedrører synkroniseringen mellem systemerne, fx fejl i fremvisningen af de samme data i forskellige systemer. Den tidsmæssige udrulning af standardmeddelelser tager år og afhænger af leverandørernes opgraderingsplaner. Inden den sidste leverandør er færdig, er der opstået nye behov for ændringer.

MedComs arbejde roses fra alle sider og er grundlaget for opretholdelsen af et problematisk og fastlåst systemlandskab. MedCom er aldrig blevet kritisk evalueret og organisationen har på grundlag af flerleverandørstrategien gjort udbredelse af standarder til en evighedsmaskine med eget liv. Den endelige fastsættelse af standarder bør på sundhedsområdet være en myndighedsopgave.

Praksislægesystemer

De praktiserende læger har en del forskellige systemer, færre end tidligere. Mange sygehuslæger ville være glade for et af de velfungerende praksislægesystemer. Disse systemer udfylder langt hen ad vejen de samme funktioner som EPJ systemer på sygehuse.

De er udviklet af små firmaer i tæt samarbejde med deres brugere, der som private erhvervsdrivende er yderst kritiske, både for så vidt angår økonomi som funktionalitet.

Hvad kan man så gøre ved det?

Det paradoksale er, at det aldrig nogensinde har været nemmere og billigere at lave gode og effektive IT- løsninger, end det er i dag. De fotografiapparater, vi i dag bruger til at tale i telefon med, er millioner gange kraftigere og billigere end de edb-maskiner og mikrocomputere der blev anvendt for en generation siden.

Den almindelige bruger i sundhedssektoren kan nøjes med en transportabel, trådløs tablet, udstyret med en browser og forskellige app's. Eller en transportabel eller stationær computer med en browser.

Ser man bort fra firmaet Facebooks dårlige sider, så må man medgive, at Facebook er et utroligt effektivt kommunikationsmiddel, der - som inspiration - på mange måder kunne bruges i sundhedssektoren. Der findes alternativer til Facebook, som kan anvendes til grupper, både lokalt og nationalt.

Kildeteksten skal være offentlig ejendom eller open source

Det vigtigste er, at den offentlige sektor udformer sine kontrakter sådan at ejerskabet til systemet, kildeteksten eller kildekoden, tilhører det offentlige eller gøres til Open Source, hvor den tilhører alle. Så kan man videreudvikle skridt for skridt og opgradere et system uden at skulle smide alt det gamle ud og gå i udbud efter et nyt.

Kildeteksten til FMK og Receptserveren er Open Source, mens kildeteksten til CTR er ejet af staten.

Udvikling og videreudvikling af systemer

Til udvikling og videreudvikling skal man anvende de såkaldte agile metoder, hvor man tænker stort, men starter småt; hvor man på kort tid leverer 80 procent af det brugerne ønsker sig og senere i processen leverer resten, når systemet og driften er blevet stabiliseret. Herefter har man et godt grundlag for at videreudvikle.

Metoden har vist sig at virke godt og er vandfaldsmetoden overlegen. Vandfaldsmetoden indebærer, at kravspecifikation og kontrakt er på plads, før man går i gang med systemudviklingen, hvorefter kunden får leveret hele systemet på én gang.

Udviklingen går hurtigt

Omgivelserne forandrer sig hele tiden. Derfor skal man ikke søsætte flerårige gigantprojekter til abnorme priser. Det skal være mindre og billigere projekter af kortere varighed, der kan stykkes sammen til større, sammenhængende løsninger, som senere kan videreudvikles.

Leverandørafhængighed eller dårligt købmandsskab?

Samlet set er hardware, datakommunikation og alt andet nødvendigt blevet ekstremt billigt. Der er ingen grund til at købe dyre styresystemer, databasesystemer og andet systemprogrammel fra bestemte leverandører med monopolistiske tilbøjeligheder. Det indskrænker valgmulighederne og binder det offentlige til dyre, proprietære løsninger.

Når der eksisterer billige og ligeværdige alternativer, er det mærkværdigt, at der vælges programmel der er dyrt at anskaffe og drive.

Hvad koster det?

Region Syd har for 250 mio. kr. anskaffet et EPJ system, som man efter det oplyste er tilfredse med. Region H har betalt 2.500 mio. kr. for Sundhedsplatformen, 10 gange mere. Med så store summer forsvinder enhver målestok for, hvad der er en realistisk og fair pris. Måske ærgrer leverandøren i Syd sig over, at man ikke satte en højere pris?

Måske er Region H blevet snydt på prisen, så vandet driver? Måske er begge priser for høje? Det er umuligt at vurdere.

Der er ingen, der med sikkerhed ved, hvor mange penge regionerne årligt bruger på IT. Det forlyder, at Finansministeriet for nogle år siden sendte McKinsey ud i regionerne med en stak regneark for at finde ud af det. Noget klart resultat kom der vist ikke ud af det, men et beløb på omkring 4-5 mia. kroner kunne være et bud.

5 gange så dyrt bliver det i hvert fald, når 5 regioner skal have hvert sit eget system.

Hvis man i fremtiden laver nye systemer efter den metode, der er beskrevet nedenfor, så vil prisen for et system antagelig lande på 20-25% af de priser, vi ser i regionerne i dag.

Og nøjes man med ét landsdækkende system, er prisen yderligere omkring en 1/5 af det hele.

Systemerne vil være billigere at lave og de vil være billigere at holde kørende i de efterfølgende år.

Det havde eksempelvis været meningsløst at lave en Receptserver i hver region. Det kunne lade sig gøre, fordi staten udviklede systemet og stillede det til rådighed for praktiserende læger, sygehuse og apoteker.

Receptserveren er lavet efter filosofien nedenfor.

Linux og open source

Hovedparten af verdens mange millioner web-servere på Internettet kører Linux med forskellige kombinationer af open source software ovenpå. Milliarder af Mac computere, Android- og iPhonetelefoner gør det samme.

Til servere og personlige computere findes der velfungerende browsere, tekstbehandling, database-systemer og meget andet, der kører med Linux som styresystem. Det meste er frit tilgængeligt; en web- eller databaseserver med avancerede systemer ovenpå, kan stables på benene på en times tid (bitnami.com) og stabile driftløsninger (der hvor systemet skal køre efter det er afleveret) er hyldevare i dag.

Gør man det rigtigt, kan der frigøres mange midler, der kan anvendes til at udvikle gode systemer og løsninger.

Nøjes man med fælles landsdækkende systemer til at løse de forskellige opgaver, frigøres endnu flere ressourcer. Disse ressourcer kan bruges til endnu bedre systemer og patientbehandling.

Og hvorfor ikke give det forslag en chance i sundhedssektoren?

Man kan stille det spørgsmål, om det overhovedet nytter at forsætte ad den nuværende vej?

Relateret indhold

Kommentarer (24)
Anne-Marie Krogsbøll

"Sammenlægningen af den kommunale og statslige skatteforvaltning og de efterfølgende besparelser har, sammen med udtyndingen af faglige chefer, ført til, at man har givet ledelse som "ledelse" forrang for faglig ledelse og faglighed. "

Hørt!

"Det er i bund og grund en mærkværdig idé, at regionerne med års mellemrum går i udbud med deres IT-systemer, smider de gamle ud og starter forfra med noget helt nyt. "

Hørt!

"Det er samfundsmæssigt et enormt spild af viden og ressourcer at smide systemer ud og erstatte dem med nye uprøvede systemer."

Hørt!

"Selvfølgelig skal man med mellemrum undersøge, om systemerne kan drives bedre og billigere. Men derfor behøver man ikke smide noget ud der virker. "

Hørt!

"Det forudsætter, at de kontrakter man har indgået med leverandørerne er udformet hensigtsmæssigt, så det er nemmere at skifte dyre og dårlige leverandører ud og tage nye systemer fra andre leverandører i brug sammen med eksisterende systemer. En helt afgørende ting er, at det skal være det offentlige der ejer kildeteksten, dvs. det program der bestemmer, hvad der skal ske med data."

Hørt!

"Det betyder, at der ikke er nogen IT-leverandører, heller ikke Sundhedsplatformens amerikanske leverandør, der fuldt og helt vil forlade sig på FMK. Leverandørerne vil have medicinoplysningerne over i deres eget system, så de laver deres eget medicinmodul og kopierer oplysninger fra FMK her over i. Oplysningerne kopieres så videre til og fra FMK, som patienten nu bevæger sig rundt i sundhedssystemet."

Hørt!

" I stedet for fuldt og helt at anvende FMK som det er, så kopierer systemerne medicinoplysningerne ud fra FMK og ind i deres egne systemer og tilbage igen. Det er et kæmpemæssigt samfundsmæssigt ressourcespild og en stor risikofaktor."

Hørt!

"IT leverandørernes forretningsmodeller på sundhedsområdet går bl.a. ud på at lave en masse ens systemer, der kopierer data rundt mellem hinanden. Med 5 års mellemrum går regionerne i udbud med deres systemer, så der kan tjenes penge på levering af nye systemer og blive blandet lidt rundt på leverandørerne, så der efterlades et indtryk af en stærkt innovativ, højt digitaliseret og konkurrencepræget sektor, som kan modtage udenlandske priser for sit høje digitaliseringsniveau."

Hørt!

"Leverandørerne vil lave det hele selv. Hvergang. Alene. Det tjener de penge på. Og regionerne vil af politiske grunde ikke basere sig på andres løsninger og slet ikke statslige. Genbrug kendes ikke her."

Hørt!

"Når der eksisterer mange forskellige systemer, eksisterer der også mange forskellige registre. For nogle år siden sagde man, at der alene i Region H eksisterede op mod 1.000 forskellige CPR-registre. Man kunne nøjes med ét."

Her bliver jeg så lidt bekymret for, om der gemmer sig en total registersamkøring bag dette....

"Det minder om den historie, hvor en mand går ind til en skrædder for at få syet en jakke. Efter lang tid og flere forgæves besøg kunne han endelig hente jakken. Den sad dårligt på ham, den var elendigt syet. Det ene ærme var for kort og jakken var skævt syet ved skulderen."

Hørt!

"Generelt roser man på IT området hinanden meget eller undlader at kritisere hinanden. Selvom der er mange tvivlsomme IT-løsninger og -modeller på sundhedsområdet, så fremstår de i mørket fra Sundhedsplatformen som lysende eksempler."

Hørt! Netop!

Alt i alt et super (og superinteressant) indlæg, med nogle få afsnit, hvor jeg kan blive i tvivl om, om der er for lidt fokus på privatlivs- og datasikkerhedsaspektet. Det kan jeg ikke helt gennemskue. Men bortset fra det: Tusind tak for et spændende og lærerigt indlæg!

Sten Oyre

Alle offentlige IT systemer der får megen omtale i offentligheden, er fiaskoer. De systemer der virker som de skal, hører man aldrig noget til.

Alle offentlige IT systemer der får megen omtale i offentligheden, er fiaskoer.

Og nej, det er ikke medierne, som gør dem til fiaskoer.

Sundhedsplatformen er en fiasko i sig selv. Der er selv i USA tiltagende modstand imod dette tidsrøvende fakturerings IT-helvede. Her i Danmark er det bare et spørgsmål om tid før den vilde vanvittige voldsomme forskel, som er imellem vest (midtEPJ) og øst Danmark uvægerligt vil vælte det forfærdelige forældede fiasko system Sundhedsplatformen.

Der er en grund til jeg i snart et år har kæmpet imod med næb og klør imod Sundhedsplatformen. Min FB gruppe 'Sundhedsplatformen? NEJ TAK!' har rundet de 5000 medlemmer, hvor læger, sygeplejersker, patienter og lægesekretærer i samlet flok kæmper for at få skrottet Sundhedsplatformen. I går stiftede vi foreningen 'Sundhedsplatformen? Nej tak!' hvor undertegnede nu er formand.

En af de mange taskforcegrupper vi dannede var en medie gruppe. Og tro mig, vi skal nok sørge for der kommer en lind strøm af negativ omtale i medierne fortsat.

1000 tak til Lasse Larsen for et fremragende indlæg.

PS. Hvis du ikke har støttet foreningens borgerforslag https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-01508 så gør lige det tak. Hjælp os med at få stoppet Sundhedsplatformen.

Bjarke Jensen

PS. Hvis du ikke har støttet foreningens borgerforslag https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-01508 så gør lige det tak. Hjælp os med at få stoppet Sundhedsplatformen.

Der er desværre ingen garanti for at staten ikke vælger at rulle Sundhedsplatformen ud til hele landet (Nogle vil måske oven i købet mene at det er den mest sandsynlige konsekvens af forslaget). Så som borger på fastlandet vælger jeg ikke at støtte sådan et forslag.

Jakob Uffelmann

Jeg kan sagtens være enig i flere af pointerne, men de taler samtidig imod at lave ét nationalt system.

Pointen om mindre systemer efter agile metoder er god, men det harmonerer ikke rigtig med ét nationalt system. Open source tankegangen (hvis det altså skal bruges til noget og ikke bare er det for sjov) vil også blive problematisk.

Vi skal bygge et nationalt system, som skal behandle alle vores patienter.
- Vi vil ikke lave ét stort projekt
- Det skal være efter agile metoder
- Det skal være open source for at modvirke monopol
- Data skal kun bo et sted
- Det skal ikke være spaghetti integration

Men det skal også være på nationalt niveau (stat) og erstatte alt det nuværende.

Hvilken leverandør kommer til at tage ansvar for udviklingen?
Hvem vil tage et reelt driftsansvar for open source leverancer, hvis alle mulige skal putte funktionalitet ned i maskinen.
Ansvaret ligger på minister niveau.
Det skal understøtte en klinisk hverdag over hele landet, hvor nyt klinisk udstyr skal integreres på daglig basis.
Det skal være tæt på klinikken og deres arbejdsgange.

Aint gonna happen! Det vil være opskriften på en IT skandale, som vil få EFI til at ligne en CSS fejl på Skoleintra. Jeg er måske lidt over kritisk, men tænkt det lige igennem, når det laves et forslag. Fint med en reaktion på at Sundhedsplatformen skuffer, men at gamble men det samlede sundheds IT landskab. Det er sgu for vildt.

Det er jo heller ikke fordi, at tanken ikke er tænkt og nogle personer pludselig har set lyset! Hvis et nationalt EPJ var en super ide, så er det overvældende sandsynlighed for, at det kan findes velfungerende et sted i verden. Det gør det så sjovt nok ikke - og det er der mange grunde til. Kig lidt på de steder, hvor det har været forsøgt og se på hvorfor og prisen for det.

At Danmark skal opgive en førerposition i verden på det her område for at kaste sig over et projekt, med en succesrate på ca nul er absurd.

Mvh. Statler & Waldorf

Christian Nobel

Pointen om mindre systemer efter agile metoder er god, men det harmonerer ikke rigtig med ét nationalt system.

Det har i stort omfang noget med data at gøre mere end programmer.

Hvis fagligheden kom tilbage til den offentlige administration, så var det kompetente fagfolk indefra som definerede datasættet og sørgede for det kunne "databaseficeres" på en struktureret og skalerbar måde - ikke leverandøren!

Open source tankegangen (hvis det altså skal bruges til noget og ikke bare er det for sjov) vil også blive problematisk.

Så du mener at Linux som totalt set er det mest brugte operativsystem (der findes andet end desktops!), Apache som er den dominerende Webserver, PHP som dominerer aktive webservere, MySQL og Postgresql som sidder solidt på databaserne, Postfix som dominerer postservere, Varnish og Nginx som totalt dominerer webproxy, etc, etc, bare er for sjov?

Hele ideen er jo lige præcis, at en OS tilgang til sagen vil gøre det meget nemmere at lave noget der er landsdækkende, selv om udvikling foregår decentralt og iterativt.

Christian Nobel

Det virker.

Du må da være rablende vanvittig :-D

For så er der jo ikke plads til hele fedtlaget af djØFFERe, rådgivere, healere, coache, smagsdommere, og andet godtfolk som skal have snablen godt ned.

Næh nej, den går ikke Nørgaard.

Husk på, at det eneste der betaler sig er forbrydelse:
https://www.youtube.com/watch?v=pIIbfdE5pjs

Fuldstændig som med den offentlige transport, vi kunne aldrig finde på at se hvad der fungerer ude i den store verden, næh nej, vi skal hellere have 99 byzantinske zoner i hovedstadsområdet, i stedet for EN som de har i Stockholm.

Jakob Uffelmann

@Christian. Det er ikke pointen. Open Source kan være ganske fint, men ikke i en setting hvor projektet er politisk højspændt, har faste budgetter og skal understøtte en klinisk hverdag til en bestemt dato.

Linux er opstået semi organisk over rigtig mange år, og det er helt frivilligt at benytte. Så giver det super god mening med Open Source, men du kan sammenligne community udvikling med et politisk prestige projekt på statsniveau inkl. tvang om at benytte.

Det her er 20% IT i bedste fald og 80% alt muligt andet gøjl.

Jakob Uffelmann

Modellen i Letland bygger på den danske model med en sundhedsportal. Sundhed.dk koster også ca. en flad 10'er om året per dansker. Men det er slet ikke det samme som et nationalt EPJ - som de ikke har i Letland.

Christian Nobel

men ikke i en setting hvor projektet er politisk højspændt, har faste budgetter og skal understøtte en klinisk hverdag til en bestemt dato.

Jamen det er jo her en af de største fejl begås, nemlig at man smider barnet ud med badevandet, fordi der skal indføres et nyt system - fuldstændig som analogien omkring Storebæltsbroen som Lasse Larsen kommer med.

I stedet for en erkendelse om at statens data tilhører staten (altså os alle sammen), og der arbejdes iterativt med dem som grundlag.

Linux er opstået semi organisk over rigtig mange år, og det er helt frivilligt at benytte.

Ja, men hvorfor kan det så ikke bruges i offentlige projekter (jeg siger ikke at man skal lave en Statslinux) i stedet for fuldstændig ukritisk at bekende sig til en monokultur fra den anden side af Atlanten?

men du kan sammenligne community udvikling med et politisk prestige projekt på statsniveau inkl. tvang om at benytte.

Jeg kan ikke helt fange hvad det egentlig er du prøver at sige, men jeg er forundret over at du bruger udtrykket prestige, for jeg ville mene det var vigtigere at løse en opgave, end opnå prestige.

Det her er 20% IT i bedste fald og 80% alt muligt andet gøjl.

Og der rammer du måske ubevidst hovedet på sømmet, nemlig fordi vi her i landet har givet de 80% gøgl alt for vide rammer, på bekostning af fagligheden.

Jakob Uffelmann

@Christian.

Jeg gad godt have svaret på spørgsmålet, men når ting nærmer sig det politiske niveau, så ryger meget af den normale logik. Det er enormt meget prestige i nationale projekter bl.a. pga. den store bevågenhed fra pressen. Derfor bliver det godt at kunne lave en stor aftale, hvor et ansvar skal placeres. Med politiske ledelser kan alt ske, så derfor kan du ikke få den samme logik eller kontinuitet, som man kan få i en privat virksomhed. (Hvor det også kan være kaos og skifte hurtigt).

Jeg køber heller ikke det Lasse siger, at det kun handler om data. Det er lidt for oldschool til mig. Et moderne EPJ indeholder enormt meget mere end "data", så derfor skal systemet holdes tæt på de niveauer, som arbejder med de daglige behov.

Jeg mener egentlig, at vores EPJ landskab skal brydes mere med i mindre systemer, ikke samles til ét stort. Ingen går i den retning, uanset branche. Vi kan allerede se hinandens data idag, så lad os bygge på det og give hospitalerne muligheden for smidighed, god patientbehandling og innovation.

Hans Nielsen

Og sikkert heller ikke i virkeligheden, hvis alle have valgt som Region Sjælland med Sundhedssystemet EPIC, så var alt alt sammen blevet 5+ gange dyre

"5 gange så dyrt bliver det i hvert fald, når 5 regioner skal have hvert sit eget system."

Konkurrencen mellem systemerne skulle jo give et billigere og bedre pris til alle. Hvis ikke. Så må man konkludere at man ikke kan styre sundhedssystemer med kapitalisme eller kapitalistik tankegang som bonus til ledelse, New Public Management og lignende.

Christian Nobel

Jeg mener egentlig, at vores EPJ landskab skal brydes mere med i mindre systemer, ikke samles til ét stort. Ingen går i den retning, uanset branche. Vi kan allerede se hinandens data idag, så lad os bygge på det og give hospitalerne muligheden for smidighed, god patientbehandling og innovation.

Se der nærmer vi os (måske) lidt hinanden, men nok fra to forskellige vinkler.

For hvis data er veldefineret, så kan vi jo stå med et scenarie ala det Lasse skitserer med FMK, og det kunne jo sagtens udvides til et "EPJ landskab", hvor de forskellige instanser så kunne interface.

Forskellen skulle bare være, at i og med det bør være vores allesammens ejendom (OS tankegangen), så er der ingen grund til at hver region starter forfra og entrerer med et privat firma, men umiddelbart kan bruge det der jo bevisligt fungerer i andre regioner - og hvis der så er behov for tillægsfunktioner kan man kaste det i puljen.

Det er helt til grin at et lille land, med så få indbyggere (der er 72 byer globalt set som har flere indbyggere end hele dette land!), skal have et antal forskellige (og ikke interface'nde) EPJ systemer.

Og så køber jeg altså ikke denne præmis:

Det er enormt meget prestige i nationale projekter bl.a. pga. den store bevågenhed fra pressen.

som undskyld for at bruge sund fornuft.

For det skal da ved Gud ikke være sådan at det er politisk prestige (for det er vel nærmere det det drejer sig om) som er afgørende for hvordan vores land forvaltes - hvis du har glemt det så er det faktisk skatteborgerne som betaler gildet, ikke politikerne!

Og den med pressen - er det et udtryk for, går den, så går den, og hvis vi kunne hygge os bag mørkelygten så ville vi være rigtig glade?

Finn Christensen

Konkurrencen mellem systemerne skulle jo give et billigere og bedre pris til alle.

Med kun de to EPJ systemer på banen, så er der faktuelt dannet et Duopol (Oligopol).

Et forholds mindre samfund som Danmark kan nemt havne i den grøft, hvor duopoler/monopoler lever godt. Tænk blot på Datacentralen (nu CSC) og Kommunedata (nu KMD), der få år tilbage sad på alt og var et it-duopol i den offentlige sektor.

Men da beslutningstagerne er politikere, og nok fortrinsvis tænker på begrebet "monopol", så aner de ikke hvad de i stedet frembragte.

Hvis man undersøger teknikken af vores EPJ Duopol, så er det blandet og ikke specielt positivt. Antagelig - et gæt - vil der ske en (uofficiel) karteldannelse samt markedsdeling = ingen konkurrence = ingen demokratisk indflydelse.

Peter Spanggaard

Det drejer sig i bund og grund kun om en ting: Data, data og data.
Bid mærke i det. En af pointerne er at data , de korrekte og tidstro data kun findes et sted - som i FMK. Og så alligevel, som Lasse Larsen pointerer er der en sygdom med at man ikke vil arbejde på de centrale data ,men kopiere dem ind i sit egen system, opdatere, og kopiere tilbage igen, og det er her en række af fejlene opstår.
Om man har et eller flere systemer til at løse den samme opgave kan altid diskuteres, men der vil være en høj grad af fornuft i at, eksempelvis en læge, altid arbejder i et system med den samme brugerflade. Der er nok få brancher hvor personaleomsætningen er så stor som Sundhedssektoren.

Jakob Uffelmann

Systemer skal heller ikke blive for store og statiske, det ender sjældent lykkeligt. Man kan godt have en datamodel for medicin, men man skal passe på med at udvide den med alt muligt andet. One-size-fits-all er sgu en død sild inden for stort set alt IT.

Når udviklingen går i det nuværende tempo, så er tiden sgu ikke til at definere store, altomfattende datasæt inden for sundhedsdomænet. Det er ikke valuta med lidt rente, omveksling og transaktionstidspunkt vi taler om her. Det er alt fra hårde data som medicinske ATC koder, over DNA profiler, MR scanninger på 25gb til "Hvordan har de det idag fru Hansen?". Og 5000 andre ting, som ændrer sig konstant.

Hvis vi vælger at køre ét system, så vælger vi også afslutningen på Danmarks fører position inden for sundheds IT og innovation. Det bliver så låst, bureaukratisk og statisk.

Vi oplever pt. inden for vores projekter, at vi kan høste virkelig store gevinster, hvis vi arbejder direkte med patienter og sundhedsprofessionelle i forhold til at udvikle flows og brugergrænseflader. Service Design er et super værktøj hertil, men kræver smidighed og agilitet.

Man kan ikke bare stoppe alt ned i samme kasse. Det er bl.a.. det som Sundhedsplatformen er så udskældt over. At løse det problem med ét nationalt system er det mest ulogiske, jeg har hørt.

I den private sektor var der en lignende problematik for 10-15 år siden, hvor SAP bare kunne erstatte alle andre systemer i virksomheden. Man skulle have købe HR modulet, Løn modulet, frokost modulet, mail modulet osv osv.

Finn Christensen

Nu skal vi passe på at næste skridt ikke bliver:
"Vi må hellere dæmpe kritikken af Epic, for ellers støtter vi indirekte Systematic".
For så fjerner vi da først fokus.

Der findes mindst 3-5 mulige løsninger, så du ser dig blind på "et par tæ'er i en skov."

Èt total-leverandør-udbud for alle hhv. 1) Sjælland og 2) Jylland + Fyn er den mest ubegavede løsning mht. konsekvenserne på sigt. Det bliver hverken billigt eller en nem løsning for samfundet.

Lægestanden samt hospitaler er traditionelt meget konservative, og de er ift. it langsommelige til at foretage ændringer i deres verden. Således kan mange dele (it forstås) forblive uændret en del tid, og andre dele vil med dokumenteret ny og sikker viden ændres normalt med en varslingsperiode og dermed tid til rolig implementering af ændringer.

Derfor..

Der skal til vores Danske EJP system samtidigt værer mindst 3 og højest 5 virksomhedere involveret. Ja, kun et system men flere samtidige leverandører ;)

Sundhedspersonale kan bevæge sig i samme it-verden, og de skal ikke "omskoles", når de drager over Storebælt.

Vi har læssevis af professionel viden både ifm. sundhedssystemer og it-systemer herhjemme, samt både sundheds-it-viden og vores sundhedsdata kan derfor forblive beskytter på dansk jord.

Dvs at formål og funktioner kan opdeles i store blokke, med veldefinerede grænseflader (evt . "datafordelingsmotor") der hver for sig kan sættes i udbud til leverandørerne.

Der vil forekomme glidende udskiftning af leverandører med tiden, samt glidende ændring af dele af systemet fremover i takt med sundhedssektorens behov.

Problemet i dag er det manglende samarbejde, samt at ingen centralt og på forhånd gad nedbryde funktioner og delsystemer samt lave det fælles arbejde.

Alle foretrak som dengang vi havde Herreder - nu amter og regioner - at kunne bestille sit system med den der "gyldne knap", der laver noget smart for os. ;)

Glemt blev læger, hospitalspersonale, de syge m.fl. samt skatteyderne.

Maciej Szeliga

...handler ikke om konkurrence men om at opnå monopol. Hvis i ikke tror mig så burde i læse op på det. Der er love specifikt skabt til at forhindre at en kapitalist opnår monopol (de første af slagsen kom i USA - sjovt nok) men de virker meget dårligt på multinationale selskaber.
Konkurrence er dyr (for producenterne) da det presser priserne...

Log ind eller Opret konto for at kommentere