Martin Ernst bloghoved

Stig Lundbech – du har ret, men der er også et paradoks

Illustration: kk.dk

Ideen til denne blog kom efter jeg så en artikel og video på IT-branchens hjemmeside, hvor IT-direktør, Stig Lundbech, fra Københavns Kommune bl.a. siger, at IT-leverandører gør et for dårligt forarbejde: "De gode ideer strander ofte på, at man ikke har tænkt business casen igennem"

Dette er også taget op af vores kon-kollegaer. Men de skal ikke være de eneste, som tager dette vigtige emne op, så nu giver jeg den en tur i min vridemaskine. For Stig har ret, men der er også et paradoks her.

København vil gevinstrealisere … fra nu af!

Det er super godt, at Københavns Kommune har fokus på gevinstrealiseringen. Jeg har tidligere blogget om, at kommunen har fået en knap så god anmeldelse af deres gevinstrealisering. Den blog blev til, da Version2 offentliggjorde, at Københavns Kommunes IT-projektråd har risikovurderet 20 af kommunens største IT-projekter. Og det kom der ikke mindre end 284 forbedringsforslag ud af! Københavns Kommune har problemer med business cases og gevinstrealisering, lyder det i en tidligere offentliggjort rapport.

Applaus for, at man har fokus på gevinstrealisering – især med de projekter, hvor man bruger ny teknologi til at skabe en bedre og mere effektiv offentlig sektor. Mere af det, tak! Men 284 forbedringsforslag virker helt vildt for alle os, som er uden for rådhusets tykke mure.

Uambitiøse gevinster

Desværre er det den uambitiøse del af gevinstrealiseringen; reduktion af lønsummen, der er spil her. Det er den typiske ”tyndesaks” vi ser hele tiden i et serviceorgan. Som 1strokes årlige undersøgelse påviser, tænker den offentlige sektor i overvejende grad på reduktion af lønkroner. Kan vi virkelig ikke finde noget andet at sakse i? Stig kommer ind på i sin video, at man allerede nu har sparet 28 årsværk. Flot, men som Stig selv siger, så er det ikke prangende i en organisation som København Kommune. Det svarer lidt til, at man har sparet en 20’er på det månedlige husholdningsbudget – og det er noget alle kan gøre uden ny teknologi med blot en mindre adfærdsændring.
Der er et kæmpe uforløst potentiale for København (og alle andre i øvrigt også, I kan bare indsætte jeres eget firmanavn) indenfor gevinstskabelse af ny teknologi.

Men er det leverandørernes skyld?

Stig har ret (igen)! Alt for mange leverandører tænker ikke business casen ind i deres arbejde. Jo, måske deres egen – men ikke kundens business case. For det skal være en god forretning for leverandøren – men de glemmer, at det også skal give kunden værdi. Men vi (leverandører) er til for kunderne – det er dem, der betaler vores regninger. ”The customer is king!” Hvorfor hulen er der så mange, som glemmer det? Det svarer lidt til, at man skærer i den hånd, som fodrer en.

Det er der flere grunde til.

En af grundene er projektmetoden, som skal respektere den offentlige udbudsproces. Denne problemstilling har jeg blogget om tidligere, hvor pointen er, at mange opgaver i det offentlige – og specielt fastpris projekter – holder scope meget fast – og det er en dræber for gevinstrealiseringen, da man tænker leverancer (og dermed fastholdelse af scope) mere, end man tænker at skabe værdi.

Stig kommer ind på en anden problemstilling, at leverandørerne slet ikke tænker business casen ind i deres leverancer – og jeg antager, at det er uafhængigt af kontrakttypen. Det kan være, at et lidt andet design indenfor rammen af kravspecifikationen gør, at værdien for kunden øges markant. Der er alt for mange eksempler på, at leverandørerne ikke forstår kundens forretning – dvs. den måde kunderne vil drive deres organisation – som gør, at designet af løsningen alt for ofte ikke bliver en optimal løsning. Denne løsning bliver først optimal efter måneder eller års justering af systemet. Hvorfor kan det ikke laves rigtigt første gang?

Stig savner også, at løsningen holder vand ud over pilotstadiet. Men det siger jo sig selv, at en leverandør vil gøre alt for komme videre i processen. Hvor mange leverandører vil stå og sige ”ja, vi kan godt”. Hvis de var mere ærlig, så var der måske en langt mindre sandsynlighed for at løsningen blev implementeret i fuld skala.

Dvs. det er jo i bund og grund et overlevelsesinstinkt hos leverandøren, som gør, at man arbejder for at få godkendt sin pilotfase. Her bliver rationalet – som skal stå i business casen – måske romantiseret i middelsvær grad eller løsningen bliver pyntet på. Men når beslutningen er taget, så kan rigtig mange ikke komme ud af aftalen. Det svarer lidt til, at man står med trillinger, hvor man måske bare havde lyst til at få en enkelt efternøler. Man er bare ”in trouble” i middelsvær grad, da omkostningerne vælter ind – det bliver kun værre fra nu af.

Igen, hvis man havde et ærligt forhold til de, som kommer til at stå i business casen, ville man stå bedre og mere robust under og efter selve implementeringen. Specielt hvis man arbejder sammen med leverandøren om business casen.

Paradokset!

Den problemstilling eller det paradoks, som jeg savner, vil blive sagt højt, er, at det er et tveægget sværd at dele sin business case med sin leverandør. Det svarer lidt til, at man deler sin lønseddel sammen med en oversigt over alle andre aktiver med en, man er på første date med. Det kan give bagslag på så mange planer.
Jo jo – man vil gerne være attraktiv. Men man kan vælge den forkerte af forkerte grunde. Eller den forkerte vælger en.

Det er rigtigt, at leverandøren skal tænke business casen ind i deres løsning – men det kræver først og fremmest, at man selv har en holdning til, hvordan en forretning skal drives. Hvad vil du med dit liv? Hvad vil du med din organisation? Igen et af de store spørgsmål, som man har svært ved at svare på. Hvordan ville en kommende partner kunne se sig selv i dit liv, hvis man ikke aner, hvor man skal hen?

Det nemme svar ville være, at man skal definere visionen selv. Finde en leverandør, som har en forståelse for den vision – og har evner og muligheder for at realisere den sammen. Man skal ikke gå efter fælleskontoen, men man skal sikre, at begge parter har en god case. Og leverandøren skal stadigvæk se kunden som den hånd, der fodrer en. Og det er her, at sammenligningen med at finde en partner i livet stopper, da partnere i livet skal være ligeværdige.

Udfordringen er at finde den perfekte partner – både i privatlivet og i erhvervslivet. Det er måske i virkeligheden det største paradoks her? Der vil ofte være en bagside af medajlen.

Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Anders Djursaa

Så hvis kunden ønsker at leverandøren skal tænke business Casen ind i leverancen - så skal det være en af de parametre som leverancen måles på.
Herudover så gætter jeg på at mange Business Cases udarbejdes ud fra den antagelse at projektet/leverancen er et Level 1 kaos. Og at det er i mange tilfælde viser sig at være et Level 2 kaos.
(Level 1 og 2 kaos - se https://www.linkedin.com/pulse/level-1-2-chaos-anders-djursaa/ )
Hvorfor mange Business Cases ofte får svært ved at stå distancen.

Martin J. Ernst Blogger

Så hvis kunden ønsker at leverandøren skal tænke business Casen ind i leverancen - så skal det være en af de parametre som leverancen måles på.

Det er naturligvis en forudsætning, at leverandøren bliver målt på dette. Det sker desværre ikke, da der alene er fokus på funktionalitet og bare får lortet til at virke. Plus det forhold, at det er projektet, som diskutere med leverandøren - ikke som det bør være, nemlig forretningen og dens ledelse, som definere hvordan deres hverdag og organisation skal fungere fremover. Vi skal undgå at projektet kommer med dimser, som forretningen har svært ved at se fungere i den virkelige verden.

Log ind eller Opret konto for at kommentere