Stephen Alstrup - dine kommentarer falder åbenbart på et tørt sted
Jeg tror der er mange, som fik kaffen galt i halsen, da de læste Adam Fribos artikel, hvor Stephen Alstrup, datalogiprofessor på DIKU bliver citeret: ”Det er pressens skyld, når det går galt i offentlige it-projekter”.
Et øjeblik tænkte jeg, at Version2 have fået en satire bagside, som bladet Ingeniøren har. Men det er ikke en joke. Stephen mener det – og jeg kunne forstå på flere deltagere på konferencen, at publikum havde samme selvopfattelse, og jublen var stor efter hans udbrud.
Respekt for at have en holdning – for det faldt jo åbenbart på et tørt sted - og lige så meget respekt for, at han skriver en kommentar til Adams artikel.
Jeg kan simpelthen ikke lade Stephens kommentarer stå og blafre i vinden, da han også skød efter ”eksperterne” over en bred kam. Hermed mine kommentarer til hans udsagn baseret udelukkende på artiklen.
Udsagn nummer 1: Projektlederne er bange og det er pressens skyld
»Hvis man i et projekt har brug for fem procent mere for at få det optimale ud af det, så tør man ikke at bede om det. Hvis man beder om det, får man ledelsen på nakken, og hvis man rent faktisk får tildelt de ekstra midler, så står pressen og råber og skriger om budgetoverskridelser,« sagde Stephen Alstrup til et auditorium fyldt med offentlige it-projektledere og repræsentanter fra leverandører.
Det første jeg tænker er, hvor har Stephen det statiske grundlag, som underbygger denne påstand fra? Der er tre former for løgne; de hvide, de sorte og statistikken. Uanset hvad, skal man forstå spørgsmålet og sætte sig ind i respondenternes svar, hvis man vil komme tæt på en konklusion, som passer med virkeligheden.
Man kan godt bøje en statistik så det passer til sin egen agenda. Som jeg forstår det, henviser hans udsagn ved konferencen og i hans efterfølgende kommentarer til Adams artikel ikke til de undersøgelser, hvor tallene er taget fra.
Netop professorer bør være garant for, at forskning kommer så tæt på virkeligheden som muligt. Mig bekendt er der ikke nogen undersøgelse, som viser, at det private er markant dårligere eller bedre end det offentlige, så man kan komme med en så skråsikker udtagelse. Og slet ikke at der en sammenhæng til pressen skyld.
Men er projektlederen i den offentlige sektor bange for pressen?
Næh, det er min klare holdning og erfaring.
Jeg er ofte i kontakt med projektledere i det offentlige, og jeg kan simpelthen ikke mindes, at en eneste projektleder har givet udtryk for præcis denne angst. Derfor er det tankevækkende, at Stephens kommentar bliver mødt så positivt. Det må virkelig falde på et tørt sted.
Om det skræmmer talenter væk, som Stephen kommer ind på i sin kommentar, det tror jeg ikke. Jeg er af den overbevisning, at arbejdsforhold som kollegaer, løn og chefer har en større betydning for om folk ønsker at blive ansat og efterfølgende forlader organisationen. For ikke at tale om ”sagen” eller visionen man skal kæmpe for.
Jeg har ikke statistisk grundlag for den påstand, men det er min erfaring, at pressen ikke gider interessere sig for 5%-overskridelserne. De har rigeligt at se til med de betragtelige budgetoverskridelser på mere end 50% og tidsoverskridelser, hvor forsinkelsen er på flere år.
Pressen interesserer sig for det, da projektlederen sammen med deres ledelse forvalter andre folks penge. Dette gælder både den private og den offentlige sektor, men nu er den offentlige sektor ”vores”, og vi har mulighed for at få agtindsigt om denne forvaltning sker tilfredsstillende. Det samme er bare ikke muligt i den private sektor.
Prøv at spørg Nordea eller Maersk om deres it-projekter. Du vil møde en lukket dør.
Jeg vil gerne medgive, at vi mangler nogle gode historier både fra den private og offentlige sektor, så billedet kan blive mere nuanceret. Jeg hører gerne om disse historier og vil gerne blogge om dem (det har jeg sagt mange gange tidligere, hvor jeg gerne skriver om de gode business cases og gøre de knap så gode bedre).
Jeg forsøgte mig faktisk med et eksempel, som jeg mener var en god historie, nemlig Politiets ANPG projekt. Denne succeshistorie blev dog overdøvet af en diskussion omkring overvågningssamfundet (tjek kommentarsporet). Måske andre ”gode historier” ikke bliver fortalt, da man frygter folks holdning til det?
Uanset andres reaktioner, så vil jeg stadigvæk gerne blogge om de gode historier! Hit me!
Jeg vil også medgive, at offentlige ansatte over en bred kam er blevet pryglet på alle tænkelige måder. Så derfor falder Stephens ord også her på et tørt sted og jublen bryder ud. Endelig er der en som forstår os, de offentlige ansatte.
Jeg bilder mig ind, at jeg også forstår dem – og jeg har og har haft fornøjelsen af at arbejde med super dygtige folk i den offentlige sektor. Ved gud om de ikke har en vanskelige opgave – specielt med it-projekter, hvis budget og kompleksitet overgår de projekter, som findes i den private sektor med flere længder.
Udsagn nummer 2: Eksperter har aldrig været ude og lavet noget selv …
Stephen Alstrup leverede også en bredside til de eksperter, der kritiserer offentlige it-projekter. Han ville ikke sætte navne på, men han påpegede, at der generelt er tale om folk »der aldrig har været ude og lave noget selv.«
Det nemmeste i verden er at sige, ”at jeg vil ikke sætte navne på, men der er tosser blandt os”. Juridisk kan Stephen vel også komme på dybt vand med udtalelser som denne, hvis der bliver nævnt et navn.
Nu har jeg lært, at enhver svarer for sig selv. Mit svar er følgende:
Jeg har siden 1998 hjulpet mine kunder med at få succes med deres it-projekter. Dvs. jeg i 20+ år haft hænderne helt nede i suppedasen i en rolle som professionel konsulent hos nogle af de store konsulenthuse og de seneste 8 år i eget regi. Her har jeg rådgivet på en række toneangivne projekter både i den offentlige og private sektor, hvor pris, kvalitet og tid var vigtige faktorer, som skulle indfris til kundens tilfredshed.
Jeg har også været ekstern lektor på ITU i en pæn årrække, som jeg betegner som verdens bedste efteruddannelse. Der er mange omkring mig, der har stor tiltro til mine kompetencer – så jeg har lavet noget selv…
På ITU var jeg kollega med den meget respekterede Søren Laursen, som helt tydeligt har en anden holdning end Stephen. Søren er en mand man lytter til.
Hvis Stephen har ment undertegnet eller Søren Laursen, så har han simpelthen ikke gjort sit forarbejde godt nok.
Jeg ved, at Stephen er en dygtig mand, som selv har opbygget en virksomhed (og solgt den) for derefter at blive professor. Når man som Stephen har haft fingrene nede i bolledejen, så kan man blive meget træt af at høre på en række teoretikere, som nok ikke har været det samme igennem som Stephen.
Udsagn nummer 3: Pressen er som et kukur, der er gået i stykker. Det har også ret to gange om dagen …
»Pressen er som et kukur, der er gået i stykker. Det har også ret to gange om dagen,« vurderede datalogiprofessoren, der også sammenlignede kritiske journalister med »fulde fodboldtosser, der diskuterer landstrænerens strategi«.
Jeg mistænker ham for at have læst min blog fra tirsdag den 21. august d.å. – dvs. et par dage inden konference. I min blog brugte jeg analogien, at vi, som sidder udenfor, kunne minde om sofatrænere, men det er træneren, som har langt flere informationer at basere hans beslutninger på.
Den beslutning kan være rigtig i øjeblikket, men det kan blive sofatræneren, som får ret. Sofatræneren får således håneretten og kan sige ”hvad sagde jeg?”
Hvis man tog Sundhedsplatformen som et eksempel, så har der været skrevet rigtig meget om denne sag i pressen. Der er har også været rigtig mange ”ekspert”-udtagelser. Jeg vil dog våge den påstand, at ingen ”ekspert” med respekt for sit navn vil sige noget om en sag, uden at have set den dokumentation, som skal kommenteres. Dvs. det er ikke på løst grundlag, at der bliver sagt ”guldkorn” fra ”eksperter”.
Jeg vil også våge den påstand, at samtlige ekspertudsagn om Sundhedsplatformen er senere blevet underbygget af Rigsrevisions rapport om selv samme projekt. Vel at mærke en rapport, som Statsrevisorerne blåstemplede med deres kommentar.
I dette tilfælde har eksperten eller sofatrænerne jo ret, og de har fået lov til at basere deres holdning på den dokumentation, som ledelsen faktisk selv har produceret. Og det har pressen fået lov til at citere.
Jeg vil dog give Stephen ret i, at den business model, som medieverden lige nu er underlagt, er bygget op på sidevisninger og eksponeringer – dvs. man har brug for, at folk klikker på artiklerne. Det har bl.a. gjort, at en række medier, som udelukkende er finansieret via reklamer, påvirker brugernes adfærd med en masse klik på de overskrifter, som lidt negativt kaldes ”click bate”.
Men det tager fokus fra det vigtige …
Vi – som arbejder med projekter uanset om vi er ansat eller konsulenter – forvalter andre folks penge! Det er et ansvar, som vi skal arbejde med hver eneste dag.
Det er et ledelsesansvar, som påhviler organisationens ledelse og deres forlængede arm – projektledelsen – men i sidste ende er det topledelsens ansvar. Hvis der er nogen som kan være bange, så må det være topledelsen.
For det er dem, som får måsen på kogepladen, hvis en investering på flere millioner ikke giver de gevinster, som er blevet beskrevet i business casen.
Her bliver pressen det mindste problem. Her bliver en budgetoverskridelse ikke et problem, hvis business casen viser, at det er det, der skal til, for at sikre de estimerede gevinster.
Jeg er villig til at melde mig frivilligt til en offentlig diskussion, hvor ”eksperten” møder professoren omkring it-projekter i det offentlige eller det private. Den diskussion vil jeg se frem til.
Relateret indhold
Og hvis man checker kommentarsporet, så kan man se, at vi havde en meningsudveksling som endte ud med at konkludere, at man ikke har gjort noget som helst forsøg på at måle på effekten. Og hvordan kan man kalde det et succes uden?
For der er jo tre slags løgne: de hvide, de sorte, og så statistik ... :-p
Uanset hvad kommentator sporet konkluderede efter meningsudveksling, så er det forsat holdningen hos medarbejderne i Politiet, at dette er en succes. Derfor tillader jeg forsat at kalde dette en succeshistorie - men har respekt for holdningen i kommentarsporet.
Martin Ernst:
Jeg er enig med meget af dit blogindlæg, og tak for at tage til genmæle overfor Stephen Alstrup. Men når emnet er, hvorfor pressen og evt. kommentarer fokuserer negativt på et it-projekt, og om denne interesse er berettiget, så er det jo et bredere kriterium for "vellykket" end blot det tekniske eller økonomiske - noget jeg netop har efterlyst fra folk som Stephen Alstrups side. I mine øjne er et projekt ikke vellykket udelukkende ud fra, om brugere i en offentlig institution er tilfredse med det. Hvis dets funktion ikke uden videre kan anses for at være i borgernes interesse (indrømmet, det er subjektivt), så er det stadig berettiget med negativt fokus - som et led i diskussion om, i hvilken retning vores samfund skal bevæge sig.
Jeg tror faktisk, at det succeshistorier, hvor folket erklærer sig uenig i, at det er en succes, er de allermest vigtige.
Jeg vil ikke kommentere på det konkrete eksempel (det kunne jeg have gjort i artiklen), men jeg vil sige nogle ting om denne attitude generelt:
Det offentlige Danmark er underlagt folkevældet, og folkevældet fremmes ved åben debat blandt folket. Hvis du har udført et offentligt IT projekt, hvor businesscasen ser ud til at være noget, som er demokratisk upopulært, og du godt ved det, og du derfor specifikt fravælger at nævne det offentligt, så har vi faktisk et problem.
Det kan godt være, at nogle projekter kan fremkalde en lidt sarkastisk "åh, det var godt nok ærgerligt" kommentar, men den talende gør det klart, at systemet er fair eller i det mindste følger loven, så er der ikke et problem.
Jeg kan godt se, hvorfor offentligheden har et problem med, at offentlige kameraer kan bruge nummerplader til 24/7 at overvåge hvor du er, med eller uden dommerkendelse. Det er ikke specielt svært at se. Det er dog heller ikke svært, at se fordelene, da politiet får meget nemmere ved at opspore kriminelle. Men summa summarum er vel, at en business case for det offentlige jo ikke bare er til for at hjælpe institutionen, men for at hjælpe institutionen med at hjælpe folket.
Der kan her opstå en sammenblanding af debatten om af politik og IT, men det må være forventeligt i en offentlig IT business case. Det er jo netop i intersektionen mellem politik og IT, at denne case ligger. Jeg er imidlertid sikker på, at enhver seriøs debattør ultimativt kan skelne mellem, hvorvidt kritikken er politisk eller teknisk.
I tilfælde af EFI og Sunhedsplatformen, er der ingen tvivl om, at kritikken er teknisk. Politiske aktører har så været med til at lave teknisk dårlige beslutninger, men det er ikke et etisk spørgsmål som sådan.
I tilfælde af nummerpladerne, er der ingen kritik af teknikken, og det er derfor ikke et IT projekt, der er gået galt i sig selv. Det er en politisk beslutning, der er gået galt (eller ikke - afhængigt af, hvordan man ser på det), som stiller IT projektet i dårligt lys.
Godt eller dårligt lys, alle offentlige projekter, lovgivninger, osv. bør belyses.
Og så er vi måske ude i en gråzone, for hvis det eksempelvis er Ole Andersen som er eksponent for den holdning, så kan man da godt være bekymret:
https://www.version2.dk/artikel/politiet-predictive-policing-interessant...
Resten af dine betragtninger er jeg så stort set enig i, og det er glimrende at du ikke bare lader debatten glide af hænde - dertil er samfundsinteresserne alt for store.
Jeg vil måske mene, at det er en succeshistorie set udelukkende fra et IT perspektiv. Jeg tror du har ret i, at nogle projekter ikke bliver nævnt pga. frygten for, at løsningen modtages politisk negativt af folket, og jeg er ellers fuldstændig enig i din artikel.
Men alligevel synes jeg det er vigtigt, at hvis man har en løsning som er politisk upopulær, at så skal man også fremstå med den. Måske er det min godtroende natur, men jeg tror virkelig godt på, at folk kan se forskel på, om det er en dårlig implementering, eller et dårligt ønske, og jeg håber sågar også at de fleste kan se, at leverandøren ikke er direkte ansvarlig for sidstnævnte.
Men helt ærlig - der er virkelig mange succeshistorier som ikke er kontroversielle overhovedet, og som alligevel ikke nævnes nogle steder.
Jeg er helt enig med dig, at et et offentligt projekts succes er et produkt af interessenternes generelle tilfredshed med projektets output (what ever it is).
Men vi kan bare ikke altid gøre alle tilfredse. Der vil være en interessentgruppe (eller flere), som vil opleve en forringelse af hvad de er vandt til i dag. Noget man havde forudset i business casen (dette er også kaldet negative benefits). Men hvis det generelle indtryk er positivt, så kan man godt tillade at kalde projektet en succes, især hvis man har mindst fået det ud af det, som er beskrevet i business casen.
Tak for svar, Martin Ernst. Men det er jo bare ikke til at vide uden åben debat.
Ja der er ... hvorfor har vi ikke en "hall of fame" over de gode projekter, som vi kan være stolte af? Giv dem til mig, så skriver jeg om dem!
Jeg er bare sikker på, at jeg ingen - som i 0 - henvendelser med gode cases. Man kunne håbe på, at jeg tager fejl.
Det er svært at måle et værktøjs effekt i medarbejderes trivsel medmindre medarbejderne fremhæver det i en trivselsanalyse.
Man kan heller ikke nødvendigvis sammenholde effekt pr. time, hvis man ikke har statistisk materiale fra før opstart på projektet på antal mandetimer brugt på registrering af nummerplader.
Så alt i alt kan du ikke være sikker på du kan måle gevinsten, men du kan helt sikkert vurdere det ud fra tilbagemeldingerne fra brugerne og hvis de er lykkelige samtidig med omkostningen er lav i forhold til gevinsten, så har det nok været en succes.
Om man så føler sig overvåget eller ej? Det må du klare med din stemmeret til næste valg.
Helt enig - og at business casen, som man tager udgangspunkt, ikke er romantiseret uden link til virkeligheden, så man ved om man er en succes ...
Det er et af de centrale problemer i gevinstrealiseringen, at man ikke aner hvad man vil og hvordan man opnår det - og ikke mindst "hvor hurtigt kører man i dag!".
Hvorfor har det offentlige ikke selv en løbende "hall of fame", som man kunne kigge i? Selvfølgelig med alle relevante oplysninger, og muligheder for at kommentere....
For det kræver nogen interesserer sig for hvad går godt.
Det er ikke noget for medierne, for de sælger reklame på valget af negative nyheder til læserne.
En katastrofe er = gevinst.
(mine fremhævninger)
Og det er præcist min anke imod at bruge ANPG som en succeshistorie. Der er end ikke forsøgt på at måle på businesscasen - selv ikke efter at DR henvender sig, kan man svare.
Det er ikke nok efterfølgende at vifte med armene og sige "... men folk synes generelt at det blev meget godt".
Det er ikke en business-case ... det er i bedste fald en salgstale.
PS:
Tankevækkende. Men husk, at fraværet på bevis ikke er bevis på fravær.
Jeg vil gætte på at der er rigtig mange gode cases, men mange af dem er småcases som man måske slet ikke spekulerer over, men bare bruger.
Om business casen bagved er positiv eller negativ ud fra en isoleret økonomisk betragtning er ikke til at vide, men værdien for borgerne kan være ganske høj - og det er vel især det det drejer sig om.
Jeg kan da (uden at vide noget om økonomien bag) nævne nogle eksempler på hvad jeg anser for gode cases:
Bibliotekernes selvbetjenings og reservationssystemer (der er skønhedspletter i søgning, men absolut ok i det store hele) som jeg har meget glæde af.
Skats tast selv (med tast-selv-kode) - ja jeg ved godt at Skat får mange bank, men indberetning af selvangivelse og ændring af forskudsregistrering fungerer faktisk ganske glimrende.
Her i kommunen har vi noget der hedder "Tip Gribskov", hvor man kan fortælle kommunen hvis der er gået en gadelampe eller lignende - fungerer glimrende, og pæren bliver skiftet.
Etc, etc.
Så jo der er sikkert mange gode cases, og tak for det, men lige præcis fordi de bare virker så spekulerer man ikke over dem, men bruger dem bare - fuldstændig som jeg ikke står og synes at det er åh-så-fantastisk at jeg kan hælde benzin på min bil, men jeg bander fælt hvis automaten er i udu.
Nu skal jeg passe på, at det ikke bliver for farvet. Jeg er jo selv en del af industrien. :p
Et eksempel på et offentligt projekt, der blev fremhævet positivt, kunne være sundhed.dk. En offentlig platform med nærmest uhyggelige mængder hjælpsom data for den almene borger, samt et rent faktisk brugbart alternativ til webMD (i modsætning til webMD)
Men for at få det fremhævet måtte vi nå det her niveau:
https://www.sundhed.dk/borger/service/nyt-og-presse/presserum/pressemedd...
Men der er også mange andre. Jeg har haft stor fornøjelse af AWS DAWA. Jeg er konsistent imponeret over, at tastselv.skat.dk ikke går ned, når over en million mennesker besøger samtidig. Ja, det er gjort med et køsystem, men det virker fornuftigt. Jeg har også været glad for den nye NemID app til iPhone, eller min e-Boks app hvor jeg kan bruge fingeraftryk og ansigt i stedet for mit personnummer, til at logge ind.
Har der været problemer med disse systemer? Ja, men alt i alt vil jeg anse dem som gode systemer.
Og det er allesammen borgervendte systemer. Der er en masse systemer bagved, som folk ikke rigtig tænker over, men som er kritiske og har kørt i meget lang tid og meget pålideligt, f.eks. de mere interne dele af CVR, samt den store mængde infrastruktur der ligger i forbindelse med det.
Der er også gode projekter, som bliver blokeret af andre projekter, som går mere eller mindre galt, selvom det burde have fungeret. Er det et vellykket projekt? Definitionsspørgsmål.
Glemte lige den, det er nok et virkelig godt eksempel på en fantastisk god case, som svjv. er lavet for et meget beskedent beløb.
Og CVR registret funger faktisk også ganske glimrende.
Well...
https://www.version2.dk/artikel/succesfuldt-offentligt-it-projekt-bruger...
Jeg tænker jeg nok skal trække lidt i land igen i min kritik af pressen. xD Dog kun en lille smule :)
Jeg vil tillade mig den påstand, at selvom alle kommentarerne helt sikkert har en form for sandhed, misser de en af de vigtigste årsager til det offentliges dårlige track-record: Formen på projekterne - dvs. udbud.
Jeg er af den holdning, at når man laver udbud stilles der så store krav til dem der skriver udbuddet, at det ikke kan andet end fejle.
Navigationen i den gode gamle pris, kvalitet og tid læresætning er alt hvad der reelt står tilbage, og i sidste ende vil pris på et eller andet niveau altid vinde - det er det eneste hårde og konkrete man kan forholde sig til (med mindre man halv-fordækt drejer tingene i en retning der passer en bedre - men det kan man sjældent i de store projekter). Se også blot den hovedløse diskussion lige nu, hvor SP sammenlignes med Region Syddanmarks EPJ: Selvom der er tale om æbler og pærer, går sammenligningen 100% på pris, og politikere er hovedløst ude med "indsigtsfulde" bralrende kommentarer, som ikke bidrager til andet end at afspore diskussionen - og hver gang nogen prøver at sige, at det ikke kan sammenlignes, stiller pøblen sig op med korslagte arme og vil ikke lytte (nej, jeg har absolut INTET med SP at gøre - udover at være ulykkelig skatteborger i regionen).
Et godt eksempel på udbuddenes problem, og som måske ved første øjekast til dels understøtter Stephens argument, er, at jeg for nogen tid siden var med til at lave en udbudsbesvarelse til en statslig styrelse, hvor man havde fået placeret udbuddet i en forkert SKI-kategori, hvorfor mit firma reelt var det eneste der kunne byde. Desværre havde vi lavet en form-fejl - skrevet en dato forkert i relation til et minimumskrav - så selvom udbudsbesvarelsen blev rost til skyerne, og fagligt blev betragtet som bedre end man havde turdet håbe på, og selvom fejlen var noget vi let kunne have afklaret i projektet, turde man ikke indgå aftale med os, og måtte lade udbuddet gå om. Det var dog ikke journalisterne man var bange for - det var de potentielle juridiske konsekvenser, hvis nogen skulle søge indsigt og klage over at vi havde vundet udbuddet, selvom det praktisk (men ikke juridisk) set var en bagatel.
Det korte af det lange: I mine øjne er det ikke journalister eller dårlig projektledelse der er det store problem i de offentlige IT projekter - det er udbud som projektstyringsmekanisme og den tunge jura, som alt dermed bliver pakket ind i.
Man får KUN det man absolut og eksplicit har husket at bede om (og har formået at formulere i et stramt formatstyret dokument), fordi prisen bliver den ultimativt styrende parameter, og juraen omkring leverancerne er så hård, at det ikke kan blive meget anderledes.
Det er i hvert fald gældende så længe man ikke tør basere sig på de mere åbne konsulent-rammeaftale baserede udbudsformer som visse statslige styrelser er begyndt at tage til sig. Jeg har selv været med til at levere på et par stykker af dem, og kan kun sige, at resultat, samarbejde osv. bliver af en helt anden kaliber - men det kræver jo også en vis form for mod og indbyrdes tillid, og så er det jo åbenbart lettere at basere sig på det hårde, hvor man bilder sig selv ind, at alt er aftalt på forhånd.
Modargumentet hedder selvfølgelig, at vi som leverandører burde være mere sobre og levere den rette løsning - men for det første ved vi jo ikke mere end hvad vi bliver fortalt (i enkelte tilfælde MÅ der simpelthen ikke være dialog før besvarelsen) og for det andet kan kun siges, at ja - men så vinder man aldrig udbuddet, fordi andre baserer deres udbud på forventet indtjening på ændringer og "efterfølgende service". Jeg kender som minimum et stort og succesfuldt IT hus i DK, som mere eller mindre offentligt siger, at det direkte er forretningsmodellen.
Det eneste andet alternativ, jeg ser, er, at man i det offentlige tør begynde at internalisere som minimum arkitekturopgaverne, men dertil er arbejdsforhold, løn og prestige osv. vist ikke interessante nok til at holde på de relevante ressourcer længe nok til at de både kan forstå HELE forretningen og IT, skrive udbuddet og være med til at styre det.
Det er jo også tankevækkende, at de projekter, der fremhæves som gode, primært er mindre projekter, hvor man enten har haft et eksisterende samarbejde at arbejde videre på (fx NemID's nye fremragende app) eller det har været så overskueligt og veldefineret, at det har kunnet beskrives fyldestgørende (fx er cvr.dk mig bekendt i sin nuværende form stort set en direkte portering af en tidligere velbeskrevet og afprøvet applikation).
Thomas Pedersen:
Tak for interessant indlæg. Men et par spørgsmål:
-Vandt I så i anden omgang udbuddet?
Umiddelbart kan jeg bedst lide løsningen med at internalisere - det er bare så superærgerligt, at det lykkedes politiske kræfter at jage gode faglige kræfter ud af det offentlige for mange år siden. Men det må vel kunne lade sig gøre at bygge det op igen? Evt. må vi nøjes med mindre offentlige projekter, som vi faktisk kan styre, i stedet for Babelstårne, som hverken det offentlige eller firmaerne kan styre, når det kommer til stykket.
Thomas, du har fuldstændig ret. Jeg har tidligere skrevet fuldstændigt det samme.
Jeg har deltaget i mange offentlige projekter på leverandørsiden. Hele udbudssystemet og kundens angst for juridiske repressalier sætter fra start projektet under maksimalt pres og er direkte kontra-produktivt i forhold til muligheden for succes.
Kundens bekymring for dårlig presse er dog relevant nok ... der lurer en evig frygt for departementscheferne, for det er sjældent karrierefremmende, at involvere det politiske niveau.
Som konsekvens af denne frygt forsøges ekstrabevillinger jævnligt gennemført via et fortroligt aktstykke selvom der intet fortroligt burde være i det.
Hvoraf følger pressens bevågenhed, når det afsløres, og velbegrundet dyb mistillid hos borgerne. Hvis ekstrabevillingen er velbegrundet, burde den vel kunne tåle dagens lys? Og kan man skjule noget for departementschefer via et fortroligt aktstykke (eller er det departementscheferne, der er bange for det politiske niveau?)? Er det ikke kun offentligheden, man kan skjule det for på den måde?
Jeg aner ikke hvad du mener med at de politiske kræfter har jaget nogen væk, men jeg ved, at dygtige it-folk meget ofte kan få markant mere i løn i det private (>10.000kr/md) og samtidig slippe for den mistænkeliggørelse og klapjagt, som offentligt ansatte konstant er underlagt.
Lad det offentlige betale en konkurrencedygtig løn til de dygtige i stedet for at hyre dem ind som konsulenter til endnu højere betaling.
Jeg tænker på frasalg af f.eks. KMD, som jeg har fået forståelsen af var ret respekterede dengang. Kan have misforstået noget.
Enig.
Kommunedata....
Enig - og jeg har en anden vinkel, som jeg kommer ind på i denne blog: https://www.version2.dk/blog/fastpriskontrakter-eu-udbud-gift-gevinstrea...
En ting er rå løn basisløn.. noget andet er når man ser på hele lønpakken, incl. tillæg pension m.m. host host
// Jesper
Jeg har på et tidspunkt været ansat i et "tre-bogstavs-firma" og her havde vores kunder opdaget, at det ikke var karrierefremmende hvis vores top-chef blev involveret - det var lige gyldigt, om det var rimeligt nok, hans grundholdning var, at en kompetent ansat slet ikke ville bringe ham i den situation. Det brugte kunderne helt åbenlyst og uden blusel til afpresning. Så det er på ingen måde unikt for det offentlige, men har måske mere med størrelsen af organisationen at gøre.
"klapjagt"? Mener du også, at politiet driver "klapjagt" på dem, som vælger markant at overskride vores hastighedsgrænser - og at Skat gør det samme med dem, som synes at moms er noget, som er valgfrit?
Hvis man bruger af folks penge, så må man forvente at folk interesserer sig for det - og det offentlige bruger jo samfundets penge, så samfundet interesserer sig naturligvis for det. Alt andet ville være underligt.
Så lad nu være med at tale offerrollen op ved at bruge ord som "klapjagt".
Tjo, der er ingen tvivl om, at det er nemmere for det private at overbyde, og det er vel i bund og grund en blå politisk holdning om, at det offentlige ikke må konkurrere på urimelig vis med det private (hvilket åbenlyst har ledt til uhensigtsmæssig overopfyldelse).
Men jeg har nu igennem en lang karriere svært ved at se den direkte sammenhæng imellem høj løn og IT kompetencer. Der er ingen tvivl om, at de højestlønnede er dygtige, men nok mest til noget andet, for de formår tilsyneladende at glemme store dele af deres IT kunnen (eller også hænger de fast i verden, som den så ud, medens de stadig var aktivt praktiserende).
Og så vil jeg mene, at den største udfordring er, at det offentlige simpelthen ikke har "omsætning" nok til at være interessant. Det samme gælder også for mange private ikke-IT firmaer. Hvis der sker noget interessant, så sker det med 10 og 20 års mellemrum. Så det er som med boligforeninger - man kan ikke tiltrække top-niveau håndværkere, stort set uanset løn, for man kan ikke beskæftige vedkommende med sit fag ... der er ikke plads til specialister, han skal være en generel elektriker-tømrer-murer-vss og bruge over halvdelen af sin tid på at slå græsplæne og rydde sne (og personligt har jeg dybeste respekt for de dygtigste af dem - de er nærmest at sammenligne med renaissance-genier, hvor man også skulle kunne mange ting på en gang - men det anerkendes helt åbenlyst ikke lønmæssigt i dag - hverken i boligforeninger eller IT-branchen eller det offentlige).
Hvis man så laver interne "IT-firmaer", og "flyver" kompetencerne ind efter behov, så er man stort set lige vidt. Der findes kun i ringe grad en fælles offentlig "forretningsviden" - man er nødt til at kende de lokale forhold og det faktiske domæne.
Bjarne Nielsen:
Er dette et resultat af privatisering? Jeg ville jo forestille mig, at såfremt man fra offentlig side f. eks. havde satset på et hjemmelavet EPJ, så havde der været udfordringer til en del år og hjerneceller?
Men hvis der ikke er nok at rive i for genierne, så kunne vi måske klare os med niveauet under for at køre biksen mere tilfredsstillende end i dag?
Ikke i den form, som jeg havde i tankerne, men det er nok også et aspekt.
Tak for svar, Bjarne. Jeg tænkte, at privatiseringer og frasalg vel har været med til at flytte de spændende udfordringer ud af det offentlige...
Det er måske ligeså meget en konstatering af man ikke kan alt, og det er sådan set vel også ok.
En kommune laver ikke service selv på deres biler, da det apparat og den specialviden der efterhånden skal bruges vil koste langt mere, end bare at lade servicen foretage på et værksted.
Tilsvarende behøver alt udvikling i det offentlige jo heller ikke nødvendigvis være lavet internt, men i samarbejde med private bit-vendere - det vigtigste er i midlertid at kildekode og data ikke bliver lukket ned i en kasse som leverandørens, men at det er offentligt tilgængeligt (eller i det mindste 100% tilgængeligt for den offentlige kunde).
Som jeg ser det er det især vigtigt at arkitektur-/designrollen (eller hvad man nu vil kalde det), og projektledelsen, er intern.
Tak for svar, Christian Nobel.
Anne-Marie Krogsbøll:
Selv tak - det er jo fedt, at Version2 faktisk har en sober og faglig debat :-)
Det er jo svært at gisne om andres bagvedliggende intentioner - men den tilbagemelding vi fik, var at det skyldtes den forkerte dato - og altså dermed mere et ikke opfyldt formkrav end et indholdsmæssigt problem. Det var jo nok heller ikke fedt for dem, at der kun var et tilbud - men det var ikke den begrundelse der blev brugt, og vi lå prismæssigt indenfor budget mm.
Udbuddet er endnu ikke kommet ud igen, så vi har ikke fået mulighed for at vinde den anden gang - det betyder så også ca. 2 års forsinkelse for styrelsen, som allerede dengang sad på en brændende platform.
Det var hvad jeg forsøgte at sige, med at man er nødt til at internalisere visse opgaver - internt definere en overordnet arkitektur, og så splitte udbuddene op.
De kæmpe-udbud der køres bliver aldrig fyldestgørende eller bliver så komplekse, at man ikke kan overskue dem. Jeg sidder fx pt. og leverer på et ganske vist noget mindre projekt, hvor afklarende spørgsmål mødes med et "jeg ved ikke hvorfor vi har det krav, jeg ringer lige og spørger vores rådgivende konsulent [ekstern og uden kendskab til forretningen] hvorfor".
Vi ville langt hellere have startet med at lave den rigtige grundløsning, og så derfra lavet små sprints med tilføjelser efterhånden som behovet opstår. I stedet sidder vi nu med en kunde der basalt set ikke tør fjerne elementer fra en kolos af et udbud, som de ikke kan overskue. Når vi møder krav, som både de og vi mener, at de ikke har brug for er vi derfor nødt til at lave dem - både fordi det udbudsteknisk kan være for stor en ændring og fordi "hvad nu hvis..."
Så jeg kan kun tilslutte mig Christian Nobels kommentar:
Jeg er som flere andre enig i din kritik af Stephen Alstrup - der er kun at sige "at han må havde tabt sutten" da han kom med den udtalelse.
Men postulatet omkring ANPG
Så er dette postulat direkte usagligt.
Det er muligt at det holdningen blandt politifolk, men ethvert myndighedsindgreb skal udover at være lovligt - også være sagligt og proportionelt.
Og lige præcis ANPG er efter min opfattelse klart ulovligt fordi man vælger at gemme ”No-Hits”.
Jeg kan ikke forstille mig at Højesteret godkender den praksis - uanset at samtlige politifolk synes at det er en succes med at gemme alle danskeres bevægelser.
Det offentlige er ofte meget undervurderet som arbejdsplads.
Når folk skal sammenligne det privat vs. offentlige er det ofte på lønniveau og intet andet, mens vilkår og trivsel sjældent tages med før man har jobbet og skal vurderer ens faglige udfordringer sammen med arbejdsglæden.
Det offentlige kan klart konkurrere med det private jobmarked, hvis de bare kunne markedsfører dem selv lidt bedre.
@Thomas
Fuldstændig enig. Jeg ser også gerne at man samtidig slækker på formkravene i udbuddene, så det bliver muligt for mindre virksomheder at byde ind i stedet for at de skal betale 5-30% af deres omsætning for at være underleverandør til de store i branchen.
Enig - det har jeg også en vinkel på i denne blog: https://www.version2.dk/blog/konsulenterne-skal-tage-deres-egen-medicin-...
Eller også af "privatiseringsprocessen".
Det er ikke noget specifik for IT, men mere generelt. Man har en enhed, som varetager løbende drift og vedligehold, som så outsources/privatiseres. Her inkluderer man som regel al faglig kompetence. Tilbage sidder nogle generelle ledere + nyuddannede DJØF'ere til at fylde hullerne op. Den nye organisation skal på plads, hvilket betyder en vis periode med handlingslammelse. I denne periode må den outsourcede enhed "tilpasses", da denne handlingslammelse betyder ordretørke. Når den tilbageværende organisation har fundet sine egne ben, erkender man at der er et efterslæb, og man laver et kæmpeudbud, men uden tilstrækkelig faglighed, da de røg med outsourcingen. Og hos leverandørerne er de fagligt dygtige blevet sat på andre opgaver, og har måske ikke totalt set tilstrækkeligt kvalificerede til at håndtere den opsparede pukkel. Efterfølgende går projekterne nok som man kan forvente.
Tak for svar, Thomas Pedersen.
Det lyder uhyre kompliceret, og det er da drønærgerligt, hvis minimale kiks ift. noget formelt kan vælte et projekt mere eller mindre. Jeg tænker bare, at det kan være, at nogen konkurrenter ikke oplever det som et lille kiks, men som en form for benspænd. Eller at kritikere kan opfatte den slags som en måde at sørge for, at en bestemt virksomhed vinder udbuddet - det er da vist set før...
Måske kunne man i sådanne situationer bede en uvildig instans om at vurdere, om det blot er en banal fejl uden betydning, eller om det er en fejl, der kan have haft indflydelse på, hvem som vandt udbuddet?