Startup Weekend Health og Media

Denne kommende weekend (12-14 april) er der hele to Startup Weekends i Danmark. I både København og Aarhus har de valgt at tematisere weekenden for at få deltagerne endnu mere fokuserede og måske tiltrække nogle andre profiler. I København er emnet Media og i Aarhus er emnet Health.

Begge emner burde kunne trække fulde huse. Mediebranchen trænger uden tvivl til en gentænkning af fremtiden og alle kan relatere til Health. Hvem vil ikke gerne revolutionere vores sundhedssystem?

Hvis du tager udfordringen op og vil revolutionere enten mediebranchen eller sundhedssektoren, så er Startup Weekend det perfekte sted at møde ligesindede. Det bedste råd man får på sådan en Startup Weekend er typisk "Get out of the house" også kendt som "kom ud og få feedback fra potentielle kunder". Det er bestemt ikke nemt - nærmest en kunstform at få udviklet det rigtige produkt med den rigtige forretningsmodel og få løst et interessant problem.

Hvis du er i tvivl om hvordan du kan gribe det problem an, så har jeg et par råd, som jeg har samlet op på tidligere Startup Weekends og i min hverdag.

Start med at definere hvem der IKKE er din kunde. De fleste (inklusiv mig) har en impuls der siger at vores produkter er til alle, men det er ikke særligt brugbart i en produktudviklingssituation. Hvis du har den slags mentale blokeringer, så brug det trick jeg gør - find ud af hvem der er de FØRSTE brugere af dit produkt. Skriv de andre ned og læg dem til side til senere... måske kommer senere aldrig, men det hjælper med fokus for os, der har svært ved at vælge fra. Mentalt kan vi overbevise os selv om at vi ikke udelukker brugere, men i stedet bare prioriterer dem.

Gå så ud og find en sådan bruger og stil dem spørgsmål som hjælper dig med at definere produktet. De fleste vil gerne hjælpe, når man gør dem klart at der ikke er et produkt de skal købe. Det gør samtalen meget nemmere at du er der for at få råd og ikke for at sælge. Få din første bruger til at anbefale flere du kan tale med.

Når du har fat i brugeren, så sørg for at være godt forberedt, så du ikke spilder folks tid. Gør dig klart hvilke spørgsmål du skal have svar på og lyt. Det kan være rigtig svært at lytte til en bruger der fortæller dig at det du brænder for ikke har gang på jord, men se det som en mulighed for at lære. Hold dine egne holdninger udenfor så vidt muligt. Selv hvis dine brugere ikke giver grund til håb, så kan det være de kan give dig et tip til hvor du ellers skal kigge. Den første ide er som regel ikke den bedste, men et godt team kan forandre og forfine, hvis de bare har et åbent sind.

Når du så har snakket med en god håndfuld brugere, træd et skridt tilbage og find mønstre i det de fortæller dig. Problemer som flere brugere har og bevidst kan nævne siger ofte noget om hvad du bør prioritere i din første prototype. Prioriteten kan også komme af at spørge brugerne - giv dem 500 fiktive kroner og bed dem om at fortælle dig hvilke features/problemløsninger de ville bruge pengene på. Det kan give et helt andet svar end hvis du fortæller brugeren at du vil give dem det hele og bare få dem til at prioritere hvilken rækkefølge det skal komme i.

Hvis du virkelig vil imponere dommerne så få dine brugere til at committe sig - ikke bare til at købe produktet når det kommer (den slags løfter er ofte billige), men til at lægge et depositum eller lignende. Et funded projekt på Kickstarter (eller bare et projekt med flere bidrag) vil betragteligt hjælpe dine chancer for at vinde Startup Weekend!

Jeg deltager selv i Startup Weekend Media denne gang - hvis du kigger forbi, så hils på.

Relateret indhold

Therese Hansens billede

Kommentarer (2)

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer