Jesper sandal header

Spoiler Alert!

I min formelsamling i gymnasiet havde én af de tidligere ejere skrevet:

Leland Palmer er morderen

Tak for det. Heldigvis var jeg sprintet hjem på cyklen hver mandag i min fritime, den gang jeg gik i niende, for at se det afsnit af Twin Peaks, jeg havde optaget aftenen før. Så jeg behøvede ikke holde mig fra siden med trigonometriske formler for at undgå en 'spoiler'.

Søndag aften amerikansk tid rullede sidste afsnit af True Detective så over skærmen på HBO. I Danmark var det blevet mandag eftermiddag, før afsnittet lå klar til streaming fra HBO Nordic, og selv da måtte jeg vente til mandag aften, før jeg havde tid til at få afslutningen.

Jeg skulle med andre ord undgå at bevæge mig ind i de minefelter, hvor tankeløse internetbrugere kunne komme til at afsløre handlingen i Facebook-opdateringer, tweets eller overskrifter på de nyhedstjenester, jeg er nødt til at følge med i på grund af mit arbejde.

True Detective nåede ikke at få helt den samme omtale i Danmark eller i USA for den sags skyld, som andre af de store tv-serier de seneste år, så en mandags websurfing med bind for øjnene var kun moderat spoiler-risikabelt. Der var ellers nok for seriens fans at spoile i den afslutning, kan jeg afsløre.

I streaming-alderen er spoileren den største fare mod den hvide middelklasse i den vestlige verden. Højresvingende lastbiler og transfedtsyrer er rene kurophold sammenlignet med at få afsløret, hvad der sker i sidste afsnit af tredje sæson af Game of Thrones.

(Skal vi ikke lige klappe hinanden virtuelt på skuldrene - os der har læst bøgerne og holder tæt over for dem, der kun ser tv-serien, selvom vi udmærket godt ved, hvem der dør i næste sæson. Godt gået!)

Men nu vi taler om højresving, hvem har så spoiler-vigepligten? Skal man advare, hvis man vil udtrykke sin reaktion på sidste afsnit af Dexter? Skal man give sine venner og kolleger en passende tidsramme til at få smækket røven i sofaen og få set den sidste sæson af Breaking Bad?

Eller er det op til den, der er bagud på sin populærkultur, at pjække fra mormors 80 års fødselsdag eller sige nej tak til en jobsamtale, så vedkommende kan følge med? Og i mellemtiden blot undgå alt, hvad der hedder sociale medier og fredagsøl?

Jeg kan tilgive den uheldige spoiler, hvor man kommer til at læse en overskrift på Politiken i stil med:

BREAKING: Darth Vader til Luke: Jeg er din far!

Det er min egen fejl. Jeg kunne jo bare lade være med at læse Politiken. Det rejser dog spørgsmålet om, hvor mange spoilers, man kan være bevidst om at holde paraderne oppe mod på én gang. Lige pt. mangler jeg for eksempel at se Prometheus, mest så jeg kan brokke mig over den sammen med mine venner, og jeg mangler også de sidste sæsoner af Sopranos.

Jeg fik heller aldrig set de sidste sæsoner af X-Files, og jeg mangler også et par sæsoner af Star Trek: Voyager, men det grænser nok til det urimelige at kræve en spoiler-fri zone for serier, jeg nok ikke får set færdig, medmindre jeg sidder fast i 127 timer under en sten med god wifi-dækning.

Men der er en type spoiler, jeg ikke kan tilgive. Det er den barnlige spoiler-trold, som sætter sig for at spolere en oplevelse, hvor det uforudsete plot-twist er dét, hele historien handler om. Det er ham, der afslører Ender's Game, Moon eller alle film af M. Night Shyamalan.

Det er også svært at tilgive, når det sker på eksempelvis Facebook eller Twitter, hvor øjet allerede er i færd med at scanne resten af sætningen, før advarslen bliver opfanget af hjernen, så nødbremsen aktiveres for sent:

'Mmm… spaghetti med kødsovs til aftensmad. LOL. Arsenal er de sejeste til at spille Candy Crush Saga. Og katte i papkasser er så GIF. Min ven i Grindsted leder efter et værelse i et kollektiv evt. i bytte for tunet knallert spoiler alert de er landet på Jorden LMAO'.

Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Morten Jensen

Har du HVERKEN fuldført X-files eller Sopranos? Du skal vige bort fra livet og dets fristelser indtil du har fået bragt dit hængeparti i orden!
Helt ærligt, 6 sæsoner Sopranos og 9 sæsoner X-files. Det er altså hverken Days of our Lives eller Dr. Who :D

  • 1
  • 0
Martin Wolsing

Jeg har været meget begejstret for Jo Nesbøs krimibøger om Harry Hole. Forud for bogen "Genfærd", som på det tidspunkt var den seneste i serien, skulle jeg søge på noget med Harry Hole i Google, og ....

Her er jeg nok nødt til at komme med en spoileradvarsel, så det ikke går jer som det går mig (læs kun videre, hvis du ikke har planer om at læse Harry Hole eller allerede er færdig med serien):

... Googles funktion, der automatisk foreslår søgninger, mente at jeg skulle søge på "Harry Hole dør", da jeg havde skrevet "Harry Hole". Bum, så var det afsløret. Jeg måtte derfor læse Genfærd med den viden i baghovedet, at den kære hovedperson nok ville dø på et tidspunkt. Tak Google. At han så ikke gjorde det alligevel er en helt anden sag, for det blev jo først afsløret i den sidste bog, Politi.

Så en advarsel: Pas på med at søge i Google. Selv uskyldige søgninger (du ikke engang har foretaget endnu) kan afsløre for meget.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere