bloghoved christian schmidt

Sommerferielæsning: Historien om Dankort

Årets sommerferielæsning omfattede Historien om Dankort, som jeg tilfældigt faldt over på biblioteket. Bogen er skrevet af Henning Jensen, der som medarbejder i Pengeinstitutternes Købe- og Kreditkortaktieselskab (forløberen for PBS og senere Nets) var med et til at bygge Dankortsystemet, og som i øvrigt gennem mange år har siddet i bestyrelsen i Dansk IT. Den er udgivet i 2006.

Bogen beskriver Dankortets tilblivelseshistorie, der i starten var præget af stor modstand fra detailhandel, forbrugere og dele af Christiansborg. Der fortælles også om de tekniske udfordringer ved at bygge et system, der var ganske unikt i sin tid.

Det var ikke givet, at systemet fra starten skulle være elektronisk eller baseret på papirnota og fluesmækker. Men en studierejse til England, hvor man så togvogne fyldt med papirnotaer ankomme til manuel behandling afgjorde sagen.

Man indførte dog fluesmækker alligevel som backup og til mindre forretninger, der ikke ønskede at investere i en elektronisk terminal. Den første dankortbetaling blev foretaget med fluesmækker i september 1983. Det elektroniske terminaler var først klar i november året efter. Kapaciteten var her 2 transaktioner i sekundet, hvilket var rigeligt i startfasen.

Fra maj 1984 blev de røde hæveautomater ved navn Kontanten installeret landet over som en del af Dankortprojektet. Hæveautomater var i sig selv en nyskabelse i Danmark, idet penge­institutterne havde indgået en borgfredsaftale om ikke at installere hæveautomater uden for egne filialer, dels af hensyn til medarbejderorganisationer og dels for at undgå overinvestering i ny teknologi. En vigtig sideeffekt ved disse automater var desuden, at kunderne blev trænet i at huske en firecifret pinkode forud for de elektroniske terminalers indførelse i butikkerne senere på året.

Gebyrer og spilleregler

Et af de helt store slagsmål var, hvordan omkostningerne ved driften af systemet skulle fordeles – en diskussionen der fortsat dukker op med jævne mellemrum. For pengeinstitutterne var Dankortet en måde at effektivere den meget arbejdskrævende håndtering af checks. Danmark havde på det tidspunkt et meget velfungerende checksystem, og man kunne betale med checks stort set overalt, også små beløb. Der var ikke tradition for at tage gebyr for brug af checks.

Pengeinstitutterne spillede ud med, at forbrugere og forretninger skulle betale et gebyr på hhv. 50 øre og 2 kroner, hver gang kortet blev svunget. Dette medførte en koordineret kampagne mod Dankortet fra store dele af detailhandlen samt Forbrugerrådet. Enden på komedien blev, at Folketinget i 1984 vedtog verdens første lov om betalingskort, der afgjorde, at butikkerne ikke måtte pålægges et transaktionsgebyr. På det tidspunkt var pengeinstitutterne da også blevet møre og havde suspenderet gebyrerne for at fremme brugen af kortet. Først i 2005 blev gebyr­fordelingen ændret og først efter mange sværdslag.

Loven rummede også et forbud mod at præge CPR-nummer på kortet af privatlivshensyn. Dette betød, at en million allerede udstedte kort skulle erstattes. Privatlivshensyn var også årsagen til, at butikkens navn ikke fremgik dankortkvitteringerne i de første år. Loven rummede også bestemmelser om kortholders begrænsede hæftelse ved misbrug, og at kunderne altid havde krav på at betale kontant – regler som med visse indskrænkninger består i dag.

Partierne SF og Venstresocialisterne var deciderede modstandere af Dankortet, blandt andet på grund af bekymringer om misbrug, privatliv og større afhængighed af pengeinstitutterne. Man frygtede også, at den tilsigtede rationalisering ville medføre arbejdsløshed. I den anden ende af skalaen var Konservative Folkeparti og Fremskridtspartiet, der slet ikke fandt behov for regulering på området.

Et elektronisk system

Dankortet var verdens første nationale elektroniske betalingskort. De fleste dele af systemet måtte man bygge fra grunden efter kravspecifikationer, der var på grænsen af det teknisk mulige.

Det centrale edb-system blev leveret af elektronikfirmaet Christian Rovsing. Kun fire måneder før lanceringsdatoen gik virksomheden konkurs, men ved en hurtig indsats fra Penge­institutternes Købe- og Kreditkortaktieselskab (PKK) blev de projektansatte isoleret fra konkursboet, så arbejdet kunne fortsætte uden forsinkelse. I en anekdote fortælles, hvordan ansatte hos PKK på dagen for konkursen (og PKK’s egen sommerfest) på eget initiativ låste sig ind hos Christian Rovsing, der havde kontorer lige på den anden side af vejen, og fik sat labels med “tilhører PKK” på det udstyr, der var udviklet til projektet.

Terminalerne i butikkerne skulle kommunikere via telefonnettet, og derfor var det naturligt at henvende sig til de fire regionale teleselskaber (KTAS, JTAS, Fyns Telefon og Tele Sønderjylland) med henblik på udvikling af en terminal. Valget faldt på KTAS og deres faste leverandør, GNT Automatic, og ligheden mellem den første terminal og KTAS’s serie af danMark-telefoner fornægter sig da heller ikke.

Detailhandlen havde stillet krav om, at en transaktion skulle kunne gennemføres på 1 sekund, et dengang helt urealistisk krav. Alene opkaldstiden i det analoge telefonnet var 8 sekunder. Bogens forfatter spekulerer i, at detailhandlen måske ligefrem fremturede med dette krav alene for at kaste grus i maskineriet. Men det lykkedes snedigt at få den oplevede hastighed bragt så langt ned som ønsket blandt andet ved at starte opkaldet, allerede når kortet bliver ført igennem, så data­forbindelsen blev etableret, mens kunden indtastede sin pinkode.

Datahastigheden i telefonnettet var dengang begrænset til 300 baud. Efter forhandling med teleselskaberne fik man lov at gå op til 1200 baud, og derudover anvendte man fremskudte koncentratorer på alle mellembys centraler, der konverterede det analoge signal til det digitale og hurtigere X.21-netværk. Disse koncentratorer kørte på 220 volt, men af sikkerhedshensyn var der ikke installeret 220 V-stikkontakter på telefoncentralerne. Derfor havde man i starten lavet en kreativ tilkobling via en snydeprop, dvs. en stikkontakt, der skrues i en lampefatning. Det gav en del grå hår i pilotfasen, at terminalerne i Helsingør holdt op med at virke hver dag kl. 16, indtil man opdagede, at montørerne på centralen slukkede for lyset og dermed også X.21-koncentratoren hver dag, når de gik hjem fra arbejde.

Sådan rummer bogen mange sjove anekdoter, også om kryptering, svindel og nedbrud, samt finurlige tekniske detaljer om systemets tilblivelse og første år. Centralt i fortællingen den langvarige armlægning mellem pengeinstitutter og detailhandel samt internt i pengeinstitutsektoren, som fik betydning for, hvordan alting flaskede sig, så Dankortet efter en langsom start blev en stor succes. Det er spændende læsning med en datahistorisk vinkel, så der skal lyde en varm anbefaling af bogen herfra.

Bogen kan købes hos forlaget eller lånes på biblioteket eller som e-bog hos eReolen.

Hvis man interesserer sig for pengeinstituthistorie, kan jeg i øvrigt også anbefale det lille Bank- og Sparekassemuseum på Christianshavn.

Relateret indhold

Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Jørgen A Thomsen

Det var en spændende periode, hvor vi var en lille gruppe unge dataloger og ingeniører, der hos Christian Rovsing designede og implementerede både hardware og software til et centralt system bestående af flere minicomputere med parallelle processorer.

Vi opbyggede det ret modulært og helt fra grunden. For at kunne kommunikere mellem modulerne måtte vi bl.a. designe et messagesystem, der kunne flytte mere end de ca. 20 bytes ad gangen, som hardwaren kunne klare. Alt blev kodet i et sprog, som lå et sted mellem assembler og C.

Min del af projektet var bl.a. at designe og implementere cachen over Dankort i systemet, for uden cache var svartiden alt for lang med den tids hardware. Opgaven indebar bl.a. design af HW-interfacet til et eksternt RAM-lager indkøbt hos en anden leverandør og tilpasset Rovings maskiner lokalt.

Dog var den største del design og programmering af strukturen af cachen. Denne blev implementeret med nyeste forskning i hash-algoritmer (publiceret i Communications of the ACM ca. 1982). Det bemærkelsesværdige ved denne algoritme var dens totale udnyttelse uden spild af RAMmen, hvilket var væsentlig i en tid, hvor en PC typisk havde 640 kB dyr RAM.

Fra 1984 til 1989 fungerede alting fint, men så kom påskekrisen 1989!

Påskelørdag var og er måske stadig den dag af året med det største antal Dankorttransaktioner. Op ad formiddagen gik alarmen, fordi flere og flere kunder ikke kunne gennemføre deres køb med Dankort. Vagten blev naturligvis kaldt ind, men kunne ikke se noget galt. Der kom jo en masse transaktioner gennem systemet. Det blev derfor besluttet, dagen taget i betragtning, ikke at gøre noget, blot overvåge, og henad eftermiddagen stilnede klagerne af. Systemet kørte videre som sædvanligt, uden at nogen havde rørt en finger.

Den efterfølgende analyse viste, at årsagen var for lille cache. PBS havde ikke fulgt op på antallet af udstedte kort og cachens størrelse. Teorien om max 20% af kortene i cachen holdt ikke længere, og diskene kunne naturligvis ikke følge med.

Til trods for det uheldige forløb, så ser jeg det selv som en cadeau til vores lille gruppes design og implementation. En kraftig overbelastning fik ikke systemet til at bryde sammen. Det lavede blot alt det, det kunne overkomme.

  • 11
  • 0
#3 Jørgen A Thomsen

Til de nørdede:

Databasen var en tilsvarende hash-tabel i en enkelt fil med en transaktionslog, der kunne 'genspilles' ved nedbrud.

Inspirationen for både cache og disk var

I. S. Vitter: Implementations for Coalesced Hashing Comm. of the ACM, vol. no. 12, Dec. 1982, p. 911-926

og

D. E. Knuth: The art of Computer Programming vol. 3 p. 506-549 (især p. 536 B)

  • 5
  • 0
#4 Christian Schmidt Blogger

Hej Jørgen,

Tak for din kommentar. Det er altid spændende at høre andres krigshistorier, især om så velkendte systemer som dankortet.

Nedbruddet i påsken 1989 er også omtalt i bogen. Her nævnes også problemerne med at genstarte systemerne, når de utålmodige kunder står i butikkerne og prøver igen og igen.

Bogen efterlader generelt det indtryk (selvom den selvfølgelig er et partsindlæg fra en af systemets fædre), at man havde gjort sig umage med at gøre det “rigtigt”, samtidig med at man indimellem måtte sno sig for at få enderne til at mødes.

Der var blandt andet gjort meget ud af kryptering (med de kompromiser som nu engang var nødvendige pga. terminalernes begrænsede regnekraft). Jeg bed også mærke i, at pengeinstituternes revisorer krævede ikke mindre end fem (!) tælleværker for at sikre, at der ikke forsvandt transaktioner noget sted.

  • 0
  • 0
#5 Chris Bagge

I aretiklen refererer du til et billede af "den første terminal". Det er ikke helt korrekt. Billedet forestiller kasse (ekspedient)delen af en terminal, ikke kundedelen. Datamuseet har i øvrigt fået sæt af de første terminalertil deres arkiv.

  • 1
  • 0
#6 Chris Bagge

Som omtalt ovenfor så brugte man 1200 baud modem. De fulgte V.23 standarden. Man kunne godt have brugt V.22 der understøtter 2400 baud men det ville have været langsommere. Data for en transaktion var så små at opstarten af et V.22 forløb gjorde at det var hurtigere at bruge 1200 baud.

De gamle GNT terminaler blev i drift meget længe. Hvorfor købe en ny terminal når den gamle stadig virker? Det der "tvang" de sidste terminal ud af brug var at TDC nedalgde deres X.21-net.

  • 4
  • 0
#8 Jørgen A Thomsen

fem (!) tælleværker

Når man sidder med et helt lands transaktioner mellem hænderne, så sker det, at man over en øl fantaserer om, hvordan et par stykker kunne ende på ens egen konto, men jeg husker, at vi ikke fantaserede ret meget om det af specielt disse to årsager

  1. det var sikkerhedsmæssigt fremragende at lade GNT terminalen udvikle i et helt andet selskab, som vi aldeles ingen kontakt havde med dvs. tælleværker i terminalen kunne vi ikke manipulere med og

  2. var der uregelmæssigheder, så pegede pilen straks i retning af nogle ganske få personer.

  • 6
  • 0
#9 Christian Schmidt Blogger

En anden terminalvariant var de såkaldte “bredbonsterminaler”, der var opstillet bl.a. i FDB’s butikker. Disse var selvbetjente og tillod kunderne at få udstedt en værdibon, som de så kunne bruge som betalingsmiddel ved kassen. Denne værdibon var bredere end de smalle kvitteringer i de almindelige terminaler, deraf kaldenavnet.

  • 0
  • 0
#11 Henrik Eiriksson

Først tak for en interessant fortælling af historien om Dankortet.

Én ting, lagde jeg specielt mærke til:

Partierne SF og Venstresocialisterne var deciderede modstandere af Dankortet, blandt andet på grund af bekymringer om misbrug, privatliv og større afhængighed af pengeinstitutterne.

Intention eller ej, så kan DanKortet vel betragtes som starten på en glidebane mod netop afskaffelse af kontanter og større afhængighed af pengeinstitutterne.

Forsvinder kontanterne, er Danskerne totalt "owned" og kan se frem til det, plus kommende gebyrer på alle transaktioner.

Utænkeligt?

Fun fact: jeg var i skolepraktik hos GNT Automatic i midt 80'erne. Dog i mønttelefonafdelingen. Gud, hvor jeg savner mønttelefoner.

  • 2
  • 0
#12 Christian Schmidt Blogger

Forsvinder kontanterne, er Danskerne totalt "owned" og kan se frem til det, plus kommende gebyrer på alle transaktioner.

Selv hvis vi afskaffede betalingskort og gik over til kontanter og/eller checks, ville vi stadig være afhængige af pengeinstitutter til at håndtere af disse. Det er også forbundet med omkostninger at håndtere kontanter.

Selv i dag (modsat ved Dankortets fødsel), hvor der udover kontanter findes flere forskellige kortudstedere, har konkurrencen mellem betalingsformer ikke i sig selv været nok til at drive priserne ned til et politisk acceptabelt niveau. Derfor er området i dag reguleret.

Så uanset om kontanter findes eller ej, vil vi nok være afhængige af politisk regulering til at holde omkostningerne i ro (men der er selvfølgelig også andre argumenter for at bevare kontanter end transaktionsgebyrer).

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere