Berlingske Tidende skriver i dag, at det er markant nemmere at få 12 i humanistiske fag på universiteterne end i samfundsfag, således at eksamener i humanistiske fag giver op mod 20% 12-taller mod mellem 11 og 15% for samfundsfag. Statistik for karakterer i gymnasiet tyder også på, at nogle fag er mere generøse med 12-taller end andre. DI citeres for at ønske en ny karakterkommission med henblik på at revidere karaktersystemet.
En af intentionerne med en karakterskala er, at karakterer skal være sammenlignelige på tværs af fag og institutioner, og derfor blev der ved indførelsen af syv-trinsskalaen lavet en anbefalet fordeling af karakterer: Ud af de beståede karakterer, skal 10% være 02, 20% 4, 40% 7, 20% 10 og 10% 12. Ikke alle eksamener skal overholde denne fordeling, men over en større population og over tid bør denne fordeling holde. Bemærk endvidere, at det kun er de beståede karakterer, der har en anbefalet fordeling. Man kan i princippet dumpe 90%, bare de beståede fordeles som vist. Dermed er den største opgave for censorer og eksaminatorer at afgøre, hvilke eksaminander, der har vist tilstrækkelige færdigheder til at bestå, og først derefter fordele de beståede på en måde, der ikke afviger voldsomt fra den anbefalede fordeling. Det kan selvsagt kun gøres ved eksamener, hvor alle bedømmes samlet, f.eks. til skriftlige eksamener. Til mundtlige eksamener skal karakter gives efter hver enkelt eksaminand, og her kan skalaen nemt skride, hvis den første studerende gives en for høj eller for lav bestået karakter. For at afhjælpe dette er der i karakterbekendtgørelsen givet en metode til at give karakter i isolation: Man vurderer i hvor høj grad læringsmålene for kurset er opfyldt, og giver karakter ud fra dette. Man starter i princippet med 12, men trækker fra, når den studerende udviser manglende forståelse eller færdigheder. Som vanligt er formuleringerne for hvad karaktererne betyder ret vage. F.eks. "Karakteren 10 gives for den fortrinlige præstation, der demonstrerer omfattende opfyldelse af fagets mål, med nogle mindre væsentlige mangler." Tillægsordene "fortrinlige" "omfattende" og "væsentlige" inviterer til elastikmål, så beskrivelserne er ikke i sig selv nok til at give en entydig karakter: Der skal laves en vurdering baseret på erfaring om det forventede niveau.
At der på visse uddannelser, selv fordelt over større populationer og mange eksamener, gives op mod dobbelt så mange 12-taller, som bekendtgørelsen anbefaler, tyder på karakterinflation. Det var ellers en stigende inflation af karakterer i den gamle 13-skala, der var en af begrundelserne for indførsel af syv-trinsskalaen. En anden grund var et ønske om at have karakterer, der kan konverteres international via den europæiske ECTS skala, der netop har 7 trin med bogstaver fra A til F (med Fx mellem E og F).
Men er det karakterskalaens skyld, at der er gået inflation i 12-taller på visse uddannelser?
I princippet nej, for bekendtgørelsen anbefaler netop en ensartet fordeling på tværs af fag. Det er åbenbart bare ret svært at efterleve denne fordeling. Men da der åbenbart er forskel på kriterierne for at give 12 (som kan skyldes forskellig tolkning af tillægsordene i karakterbeskrivelserne), kunne man overveje at nedsætte antallet af trin, så der kun er tre beståede karakterer: Acceptabel, Middel og God, hvor 50% gives Middel og 25% gives hhv. Acceptabel og God. Det er primært, når gymnasieelever søger videregående uddannelser, at små forskelle i karakterer kan have betydning. Men da der regnes et gennemsnit over et større antal fag, burde granulariteten i en skala med tre beståede karakterer være stor nok til at adskille ansøgerne. Endvidere kan man undgå noget af det 12-talsræs, der diskuteres hvert år i juni. Jeg har det fint med to dumpekarakterer: Man skal kunne indikere, om en eksaminand er langt fra at bestå eller tæt ved.
Men syv-trinsskalaen kan sagtens reddes. Der skal blot laves nogle justeringer: I stedet for at starte med 12 og trække fra, burde udgangspunktet for karaktergivningen være 7, hvor man så kan lægge til eller trække fra ved indikation af særligt gode eller dårlige færdigheder eller forståelse. Endvidere bør beskrivelserne laves om, så der er færre elastiske tillægsord. Og hvis man vil sikre helt mod inflation, kunne man straffe uddannelser (med lavere taxameterpenge), der afviger voldsomt fra den anbefalede fordeling af beståede karakterer. Det bør dog være frit for uddannelserne at dumpe så mange, de vil, for at sikre niveauet.
En begrundelse for at bruge karaktersnit ved optag på videregående uddannelser er, at snittet er en god indikator for, om en studerende gennemfører. Det er for så vidt rigtigt, og Københavns Universitet har med udgangspunkt i gennemførselsstatistikker annonceret, at de i fremtiden vil kræve et snit på minimum 6,0 ved optag gennem kvote 1. Men gennemførselskurven flader ud ved snit over 10: Der er ikke noget, der tyder på, at studerende med snit over 12 klarer sig markant bedre end studerende med snit lige over 10. Så jeg så gerne optagelsesreglerne ændret så ingen adgangskrav kan kræve over 10 i snit. Hvis der er flere ansøgere med snit over 10, end der er pladser, så kan der laves lodtrækning blandt disse. Det er næppe mere uretfærdigt end at skelne mellem 11,7 og 11,8 i snit. Dette kan også være med til at nedsætte karakterræset i gymnasierne og også til at reducere effekten af, at nogle fag er mere gavmilde med 12-taller end andre. F.eks. er der en tendens til, at studerende fravælger matematik på niveau A og B, fordi der gives færre 12-taller end i humanistiske og samfundsfaglige fag. Hvis det ønskede studium kræver matematik på højt niveau, tages det som supplering i sommerferien, for så betyder et 02 ikke noget for snittet.
Har I nogen forslag til en forbedring af karaktergivning? Her tænkes primært på gymnasieuddannelser og videregående uddannelser, så forslag om at undlade karaktergivning helt indtil sjette klasse er ikke relevante.
Er dette et problem der er opstået efter karakterskalaen blev ændret? Hvordan er det sket? Der findes en fin omregningsmodel fra den gamle til ny skala, så hvis det er så stort et problem, så giv karakter efter gammel skala, omregn til ny, og informer så eleven om karakter.
Der er for få karakterer i den nye skala. Andre lande som bruger noget der svarer til ECTS skalaen har ofte muligheden for at give plus og minus til hver enkelt karakter, hvilket giver tre gange så mange muligheder. Det burde også være nemt med den danske at tillade alle tal fra 1 til 13 (13 svarer så til A+).
Problemet fandtes i høj grad med den gamle skala, og et af formålene med skiftet til den nye var netop at komme karakterinflation til livs.
Selv om man kan skelne mere end syv trin (f.eks. hvis man omregner antal rigtige svar ie en multiple-choice prøve til en karakter), kan det være lidt arbitrært i det øjeblik, der skal en vurdering over det. I den gamle skala var det f.eks. ofte lidt arbitrært, om der blev givet 8 eller 9 for en stileopgave, og det kunne i høj grad afhænge af hvem, der var censor eller eksaminator.
Så umiddelbart synes jeg ikke, at der er for få trin i syv-trinsskalaen. Faktisk er der mange fordele ved endnu færre trin: Det er mindre arbitrært, det afhænger mindre af de specifikke censorer og eksaminatorer, og det er mere sammenligneligt på tværs af uddannelser. Der vil selvfølgelig altid være nogen, der ligger på kanten mellem to karakterer, hvorved det kan være lidt arbitrært, hvilken side man rammer i bedømmelsen. Men er der uanset antallet af trin.
Mange elever bliver demotiverede af at de "hænger fast" på karakteren 7 selvom de forbedrer sig. Læreren har ikke meget mulighed for at vise via karakteren at eleven har forbedret sig. Jeg tror at det er medvirkende til karakterinflation, for læreren er nødt til at gå helt op på 10 for at give en bedre karakter. (og tilsvarende mellem 10 og 12).
Karakterer er vel generelt en meget dårlig måde at give feedback til de studerende. Det siger ikke noget som helst konstruktivt om hvad der er deres stærke og svage sider. Så det burde være let for en lærer at fortælle en studerende hvorfor denne "hænger fast på karakteren 7" - og meget mere anvendeligt for den studerende.
Med hensyn til at bedømme folk med karakterer, så kan en karakterskalas granularitet anvendes på flere måder. Da jeg var på Aalborg Universitet var der en del kurser hvor det var bestået/dumpet - hvilket gav de studerende mulighed for at eksperimentere (og lære noget?) uden at risikere på gennemsnittet. På den anden side så har jeg nogle gange svært ved her på Lunds Universitet (karakterskala 5, 4, 3, dumpet), hvorfor en studerende skal have 4 og en anden 5 til en mundtlig gruppeeksamen. Der savner jeg nogle gange den danske karakterskalas valgmuligheder.
Under alle omstændigheder, så tror jeg at en stor del af "karakterinflationen" skyldes det meget større pres der er på studerende for høje karakterer nu om dage. I et vist omfang har lærere nok "empati" for dette (og giver måske højere karakterer), men langt henad vejen tror jeg, at der er flere studerende der knokler mere end tidligere. Og når karakterskalaen en absolut og ikke relativ, så giver det forhåbentlig højere karakterer (til nogle).
Jeg kan godt lide idéen om færre trin i skalaen, jeg synes der er noget typisk dansk over den. Dengang jeg læste i Aalborg, fik vi ved mange eksamener kun bestået/ikke bestået: det er fint.
I Frankrig har karakterskalaen 81 trin, fra 0 til 20 i kvart-trin. Det giver mulighed for meget fin differentiering, men man skal lære sine børn at forskellen mellem 14,25 og 14,5 er indenfor den statistiske usikkerhed. Gennemsnitskarakterer gives bare med to cifre efter komma; storesønnen har lige fået 17,77.
Der er jo noget galt når man har et objektivt kvalitativt mål for karakteren:
"For at afhjælpe dette er der i karakterbekendtgørelsen givet en metode til at give karakter i isolation: Man vurderer i hvor høj grad læringsmålene for kurset er opfyldt, og giver karakter ud fra dette."
Og så har man en forventning om at der også skal være en bell kurve statistisk fordeling af bestået karaktererne :
"En af intentionerne med en karakterskala er, at karakterer skal være sammenlignelige på tværs af fag og institutioner, og derfor blev der ved indførelsen af syv-trinsskalaen lavet en anbefalet fordeling af karakterer: Ud af de beståede karakterer, skal 10% være 02, 20% 4, 40% 7, 20% 10 og 10% 12."
Det giver jo for at sige det lige ud ikke mening.
// Jesper
Og derefter kan man så følge eksemplet fra England hvor man udover A, A+ etc har fået A* (og vist også A**) fordi de også har inflation i karakterskalaen...
Problemet er nok mere organisatorisk end teknisk
Fx bedømmes underviser, administratorer eller organisationen som helhed på karaktererne ?
Især hvis bonusser eller tilskud hænger på det
Jeg giver dig helt ret i, at der er en dissonans mellem en absolut skala og en relativ skala. Den rapport, der kom med karakterskalaen, indrømmede dette, men ville ikke lave en ren relativ skala og heller ikke en ren absolut skala, men anbefalede blot at man ved brug af skalaen som absolut skala alligevel tog hensyn til, at fordelingen over tid og store populationer ikke afveg alt for meget fra den anbefalede fordeling.
Problemet er nok mere organisatorisk end teknisk
Fx bedømmes underviser, administratorer eller organisationen som helhed på karaktererne ?
Især hvis bonusser eller tilskud hænger på det
I Danmark afhænger tilskud ikke af karakterfordeling, men kun af antallet af beståede eksamener (og hvor lang tid en studerende er om at gennemføre sit studium), og evaluering af kurser ser på dumpeprocenter og ikke på karakterfordeling. Men der kan være et indirekte incitament til at give høje karakterer: En institution, der er kendt for at give højere karakterer, kan være mere populær end en, der er kendt for at give lave karakterer. Dette gælder specielt gymnasielle uddannelser, hvor afgangssnittet kan være afgørende for adgang til videregående uddannelser.
Mange elever bliver demotiverede af at de "hænger fast" på karakteren 7 selvom de forbedrer sig.
Før i tiden løste man i gymnasiet det problem ved at "starte i den lave ende" i starten af 1.G og så normalisere hen over året. Det var også et klart (og tydeligt udtalt) signal om at "Det her er ikke folkeskolen"
Det var en god og diplomatisk måde at sige det på Torben :)
Jeg mener så heller ikke at en bell kurve, som du beskriver den, giver mening. Man må alt andet end lige jo forvente at en bell kurve vil fordele sig ud over alle karakterer (inklusive de ikke beståede). Derfor burde den jo ikke hedde "10% 02, 20% 4, 40% 7, 20% 10 og 10% 12." for de beståede, men måske nærmere noget der hed:"45% 02, 25% 4, 15% 7, 10% 10 og 5% 12." eller sådan noget.
// Jesper
Man kommer aldrig til at kunne sammenligne karakter helt på tværs af fakulteter. Man kan jo heller ikke lave en rimelig skala, der kan sammenligne Ronaldo og Usain Bolt.
I gymnasierne er der studernde nok til at kurven giver statistisk mening. I hvert fald for skriftlige eksaminer. Hvis pointen med karakterene alligevel bare er at rangordne de studernde i forhold til universitetsoptagelse er flere trin kun bedre.
Endeligt, hvis mundtlige eksaminer er for dårlige til at bedømme de studerende præcist, bør man så ikke overveje om det overhovedet er en rimelig eksamensform?
Det har for mig altid fremstået en smule uklart, hvordan man nåede frem til anvendelsen af en normalfordeling af karakterer, når skalaen samtidig skal afspejle ECTS skalaen. I udgangspunktet skal danske studerende, uanset fagområde, vel nærmere fordele sig på samme måde som studerende i alle øvrige EU-lande. Er det tilfældet i dag?
Som jeg errindre det, var et af problemerne med 13-skalaen, at den tog afsæt i Blooms taksonomitrin og var relativ. Det gjorde at danske studerende internationalt, set ud fra eksamensbevist, endte med et fejlagtigt fortolket eksamensbevis da 11 og 13 sjældent blev givet og oftest oversat til A eller B og dermed at danske studerende fik oversat karakterer til 10 - C, 9 - D og lignende.Således fremstod danske studerende mindre kompetente end studerende fra andre lande, uagtet at deres niveau var tilsvarende eller bedre. Husker jeg forkert?
Sidst men ikke mindst, kan et af kritikpunkterne ved 7-trinsskalaen vel i virkeligheden også være at den anvender tal. Ved at anvende bogstaver, undgår man at tale om gennemsnit, og derved er højere læreranstalter nød til at forholde sig til den enkelte studerende præstation i relevanta fag, frem for et karakter gennemsnit. Som det beskrives kan det næppe gøre en forskel om snittet er 11,7 eller 11,8, særligt hvis det sidste 0,1 er opnået ved en højere karakter i et, for den kommende uddannelse, irrelavant fag.
Jeg menet ikke at man skal være så bekymret for en mere absolut skala og stigende karakterer. Hvis alle studerende opnår 10 eller 12 i et fag, er det forhåbentlig et udtryk for at eleverne opfylder fagets mål. Så kan man altid diskuterrer om fagets mål er for uambitiøse. Fordelingen af karakterer bør i min optik altid gives ud fra præstationen og ikke ud fra at der skal være en pæn normalfordeling .
Så mit forslag er, fasthold en mere absolut karakterskala, øg fagenes niveau så gennemsnittet placeres omkring 7-8, udnyt muligheden til at øge fagligheden for de studerende, accepter at den nye skala vil producerer flere "straight A students" og kig nærmere på om karaktergennemsnit er en god indikator for optagelse på en given uddannelse. .
Jeg mener så heller ikke at en bell kurve, som du beskriver den, giver mening. Man må alt andet end lige jo forvente at en bell kurve vil fordele sig ud over alle karakterer (inklusive de ikke beståede). Derfor burde den jo ikke hedde "10% 02, 20% 4, 40% 7, 20% 10 og 10% 12." for de beståede, men måske nærmere noget der hed:"45% 02, 25% 4, 15% 7, 10% 10 og 5% 12." eller sådan noget.
Det er svært at oversætte abstrakt viden til en konkret numerisk skala, så der er ikke nogen naturlig fordeling af karakterer. I de få tilfælde, hvor man entydigt kan give point (f.eks. ved multiple choice eller ved matematiske opgaver, der entydigt er rigtige eller forkerte), udviser pointfordelingen ofte to pukler -- en omkring 20-30% rigtige og en omkring 70-80% rigtige. Hvis man (som ofte er tilfældet) lægger den vejledende beståelsesgrænse mellem 40 og 50% rigtige (hvorefter man justerer bedømmelsen efter en helhedsvurdering), giver det god mening at normalfordele omkring karakteren 7 for de beståede eksaminander.
Men, som sagt, er der ikke en naturlig skala for viden, ligesom der heller ikke er for IQ. Her har man så valgt, at enhver IQ-test (over en passende stor befolkning) skal vær normalfordelt omkring 100 med en standardafvigelse på +/- 15. Det er ikke mere eller mindre arbitrært end at normalfordele beståede karakterer omkring 7.
Endeligt, hvis mundtlige eksaminer er for dårlige til at bedømme de studerende præcist, bør man så ikke overveje om det overhovedet er en rimelig eksamensform?
Mundtlige eksamener er som helhed hverken værre eller bedre end andre eksamensformer hvad præcision angår. Det problem, jeg nævnte, var at man ikke kan lave en efterjustering af karaktergivningen, hvis den viser sig at være for skæv. Det kan man f.eks. ved skriftlige eksamener, fordi man kan pointgive alle besvarelser og derefter oversætte point til karakter.
Der, hvor mundtlige eksamener kan være upræcise, er hvis studerende trækker spørgsmål, og de er af meget varierende sværhedsgrad. Derfor bør man altid spørge om mere end bare det trukne spørgsmål.
Det har for mig altid fremstået en smule uklart, hvordan man nåede frem til anvendelsen af en normalfordeling af karakterer, når skalaen samtidig skal afspejle ECTS skalaen. I udgangspunktet skal danske studerende, uanset fagområde, vel nærmere fordele sig på samme måde som studerende i alle øvrige EU-lande. Er det tilfældet i dag?
I arbejdet med ECTS skalaen blev der foreslået en idealfordeling af karakterer. Den var en smule anderledes end den danske fordeling, men havde også 10% på hhv. A og E (svarende til 12 og 02). Men denne fordeling kom ikke med i den endelige aftale., så det er svært at sammenligne karakterer på tværs af EU-lande, og det betyder også at ansøgere fra visse andre lande enten har en urimelig fordel eller urimelig ulempe ved ansøgninger til danske videregående uddannelser. Mest ulempe, da multiplikatorer for ekstra A-niveaufag og hurtig start på uddannelse kun gælder studenter fra danske gymnasier.
Ved at anvende bogstaver, undgår man at tale om gennemsnit, og derved er højere læreanstalter nødt til at forholde sig til den enkelte studerendes præstation i relevante fag frem for et karaktergennemsnit.
Selv i lande med bogstavskala (f.eks. USA), udregner man en "grade point average" ved at omsætte bogstaverne til tal og lave en vægtet sum.
Som jeg nævnte i bloggen, er karaktersnit en god indikator for gennemførelse af uddannelse, men kun statistisk set. Der kan godt være folk med gode snit, der ikke kan klare det, og folk med dårlige snit, som klarer sig fint. Den sidste gruppe kan søge på kvote 2, og der kan vi i reglen ud fra motiveret ansøgning , individuelle karakterer og CV give en god vurdering af potentialet. Min største anke er uddannelser, som kræver tårnhøje snit, fordi karakterer i den ende af intervallet ikke skelner særligt godt. Derfor mit forslag om lodtrækning blandt alle med et snit på 10 eller derover.
Jagten på at komme ind på ønskestudiet er formodentligt med til at give denne suboptimering, hvor man søger de 'lette' point'. Ville en genindførelse af 'særkvotient' som det f.eks. blev brugt på DTU omkring 1970 være en fordel? Karakterer i f.eks. historie, gymnastik og fransk var ikke med i beregningen af særkvotienten. Hermed vil det være de fag der er studierelevante, og den sværhedsgrad man har valgt, der tæller. Så vidt jeg husker var der den gang fri optagelse på lægestudiet. Til gengæld var der så en enormt masse på første semester, med en meget stor dumpeprocent. Det gør selvfølgelig at en masse mennesker 'spilder' et halvt år, med at indse at de måske ikke egner sig til dette studium.
Det problem, jeg nævnte, var at man ikke kan lave en efterjustering af karaktergivningen, hvis den viser sig at være for skæv.
I mit virke som censor, hvor der var mundtlig eksamen, meldte vi normalt ud, at der ikke blev givet karakterer før vi havde haft de første tre elever oppe. Det forstod de studerende fint, om det så var ifølge de formelle regler er en anden ting. Oprindeligt mente jeg det var meget svært at skulle kunne give forskellige karakterer ved en holdeksamen. Første gang jeg var med til det, var i Aalborg. Det er ikke noget problem. Det er stadig den enkeltes præstation der skal vurderes. Det kom normalt helt tydeligt frem hvem der havde været drivkraften i arbejdet, og hvem der havde 'hentet kaffe'.
I mit virke som censor, hvor der var mundtlig eksamen, meldte vi normalt ud, at der ikke blev givet karakterer før vi havde haft de første tre elever oppe. Det forstod de studerende fint, om det så var ifølge de formelle regler er en anden ting.
Det har jeg oplevet som skoleelev og gymnasieelev for mange år siden, men aldrig på Universitetet. Jeg husker, at lærerne generelt udnyttede dette ved at sætte tre svage elever først i tidsplanen, så det generelle karakterniveau blev hævet.
