Jesper sandal header

Sidste tur til Blockbuster

Illustration: Jesper Stein Sandal

Regnen var iskold, men jeg havde intet valg. Jeg måtte begive mig ud i det våde aftenmørke og mase mig gennem mængden af sorte dynefrakker, hvor udsalgsskiltene reflekteredes i små, blanke øjne gemt bag grå halstørklæder og North Face-skihuer. Ud blandt forstadsmyrerne, der var krøbet frem fra tre dages tvungent julehi med Matador og marcipan. Jeg havde en mission, som ikke kunne udsættes.

Skiltet på facaden havde mistet de fleste af bogstaverne. Måske i stormen, måske som et varsel om det uundgåelige forfald. De nøgne, blege lysstofrør var kun flankeret af tre kantede, gule blogstaver på blå baggrund: B--------ER.

En bulet papfigur med Wolverine kæmpede om at holde sig oprejst mellem tilbudskassen med Hollywoods levninger fra 2010-2011 og reolen med vej-selv-slik til 7,95. Lyden fra en reklame for den nye film med en stjerne fra Twilight-sagaen hvæste hæst fra et tv uden billede og overdøvede de forsigtige fodtrin fra det unge par, der dansede en tøvende tango langs hylderne med premierefilm, mest optaget af ikke at træde hinanden over tæerne ved at være den første til i ramme alvor at foreslå den med Dolph Lundgreen.

Som en anden Frodo, knugede jeg posen med det, jeg var kommet for at smide i gabet på Mount Doom. 'Et sidste blik kan ikke skade,' tænkte jeg og klemte mig forbi et tilbud på Coca-Cola og en reol med lykkeligt glemte klassikere fra den danske filmskat. Frodo havde taget en omvej.

Jeg var på nippet til at vende om og blot kaste mine fem dyrebare æsker ned i dybet, da Wolverine trods løftet på det bulede papskilt kun var tilbage i to kopier i det grumsede, arkaiske dvd-format. Men i min stadig regnkolde venstre hånd holdt jeg allerede tre funklende, blå æsker, der rettede op på sommerens dovenskab, hvor jeg ikke var draget ind i de mørke biografhuler for i dunsten af popcorn at nyde eksplosionerne og syndigt tilgive middelmådigt skuespil og plothuller store nok til at opsluge galakser.

Jeg måtte finde fem. Ellers var der ingen handel. Fire var ikke nok. Dolph fristede. Skulle jeg trodse advarslerne og med skam lægge After Earth på disken? 'Jeg får aldrig set den færdig. Come on, den er jo med Tom Hanks,' tænkte jeg, men som soldaterne, der gik i land på Omaha Beach i 1944 i Saving Private Ryan, bed jeg det i mig og tog alligevel Cloud Atlas ned fra hylden. Jeg havde ikke kunnet se den (altid dømmende, trods tyggegummiet) unge pige bag disken i øjnene, hvis det var endt med Will Smith, hvor meget jeg end holder af Independence Day.

Flere forstadsmyrer havde forvildet sig ind. Måske for at søge ly for regnen, der en kort stund fik de blå blink fra en forbipasserende lægeambulance til at ligne en scene fra Bladerunner. Måske for at undgå at splitte familien i vrede over endnu et spil Matador, når weekendens tarvelige tv-program og den tomme konfektdåse til sidst ville overrumple dem med kedsomhed.

Tvivlende holdt jeg min plads i køen. En teenager fik mumlende bag halstørklædet betalt for sit loot af brugte Xbox-spil, og nej de var ikke til en gave. Det unge par havde fundet deres film, men da de vendte sig om med høsten i favnen, kunne jeg se, at de begge tænkte, at iPad'en i det mindste ville være inden for rækkevidde, hvis filmen ikke fængede. Det var kun et spørgsmål om, hvem der først fik fingre i den.

De fem dyrebare, jeg havde trodset gnavne bilister og gavebyttedesperate fodgængere for at aflevere i den anden ende af vestegnsforstaden, blev overrakt til den lyshårede pige med piercingerne bag disken. 'Og så skal jeg have dem her,' sagde jeg og skubbede min stak af fire blu-rays og en enkelt dvd med Wolverine, der stak ud som en vred Hulk i Tokyos metro, over disken.

Jeg havde læst artiklerne, og skriften på væggen har lyst funklende i årevis. Tanken om, at butikken måske slet ikke eksisterede, når jeg skulle aflevere rovet fra denne tur på onsdag, var næsten blevet til et faktum i min hjerne, da næse- og kind-piercingerne spurgte mig om kodeordet til mit kort.

Omgående følte jeg dårlig samvittighed. Det havde virket så ironisk og morsomt, da jeg oprettede mit kort for fem år siden, men nu lignede det mere The Red Wedding i slowmotion, da jeg hæst hviskede:

'Netflix.'

Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere