georg strøm bloghoved

Sexbotter vil komme for at blive

De vil sandsynligvis blive betragtet som praktiske brugsgenstande, og hverken som objekter for misbrug, eller som noget for mænd der er underlige eller deciderede tabere.

Foreløbig følger udviklingen den for andre teknologiske fremskridt – eller i hvert fald nye produkter. Nogen vil diskutere om der er tale om fremskridt.

Designeren Victor Papanek beskrev i 1970 i sin bog Miljø for Millioner sexrobotter som en satire, en fremtidsvision som de færreste ville tro var muligt. Bortset fra de forretningsfolk som kontaktede ham og ville høre om rettighederne.

I dag er vi i næste fase, hvor de er ved at komme frem, men stadigvæk for dyre. Det næste trin er at de falder i pris og bliver mere udbredte, indtil der om tyve år kan være lavprisudgaver som slagtilbud i Elgiganten.

Det lyder usandsynligt, men de færreste ville for tyve år siden have troet, at Internettet ville gøre det næsten mere almindeligt at se porno, end aldrig at gøre det. Erfaringen viser at nye tekniske muligheder, nærmest uundgåeligt flytter vores grænser for hvad der er moralsk normalt og acceptabelt.

Det første marked vil nok blive i Japan, som kulturelt har lettere ved at klare humanoidt IT - robotter – som er ting, men som vi uvilkårligt opfatter som på en eller anden måde levende med følelser og en form for sjæl.

Derefter kan det gå stærkt. Sexbotter kan totalt set give en bedre oplevelse end pornobilleder eller spil, og selv virtual reality, og de er langt mere bekvemme end at skulle gå ud i byen og finde en tilfredsstillende partner, selv for dem der ikke har problemer med at betale sig til assistance.

Det der mangler er design og produktudvikling, så vi står med en frembringelse der kan se godt ud i annoncer, og som hverken føles alt for generende eller ligner affald fra en seriemorder, når en tilfældig gæst åbner skabet. Og hvor rengøringen ikke er alt for klam.

Spørgsmålet er hvor meget kunstig intelligens der er brug for. Lidt kynisk betragtet, er der en del menneskelige partnere som ikke har en særlig intelligent adfærd under et seksuelt samvær, og nok flere som ikke lægger mærke til om de har det. I første omgang er der blot brug for en form for mønstergenkendelse og et cerebralt netværk, der kan variere og tilpasse feedbacket til brugeren.

Det gælder specielt for en brugergruppe. Der er allerede forsøg med en robotsæl, som demente på plejehjem kan få det bedre af at kæle for, og der er problemer med demente mænd som laver seksuelle overgreb. Den indlysende løsning er at putte en sexbot ned i sengen til dem, når prisen kommer ned i nærheden af et kommunalt budget.

På længere sigt er det muligt at der vil komme sexbotter med en kunstig intelligens og så god en simulering af følelser, at vi kan begynde at diskutere om sexbotten har en eller anden form for bevidsthed, men det vil ikke nødvendigvis skabe etiske problemer. I hvert fald ikke dem vi forestiller os.

Vi kan skabe sexbotter som er programmeret til at kunne lide det som brugerne har lyst til at gøre. I stedet for at sexbotter som vantrives eller gør oprør, vil det være en næsten uundgåelig konsekvens. Ligesom vores tænkning har udviklet sig gennem millioner af års evolution, hvor de bedst egnede fik chance for at føre arten videre, vil firmaer og udviklere hele tiden arbejde videre på den software som passer bedst til kundernes ønsker og behov.

Kommentarer (0)
Log ind eller Opret konto for at kommentere