jens andersen bloghoved

SAP BW blev Hasso Plattners barn …

I dette afsnit af Juleeventyret vil jeg kigge på den første ånd som hjemsøgte Scrooge – ånden som lærte ham at se bagud for at blive klogere på sig selv og sit liv. Ved at se bagud er det jo muligt at gøre sig læring som kan bidrage såvel positivt som negativt til den fremtidige udvikling.

Indtil SAP BW 1.2A blev introduceret i 1998 havde SAP mange forskellige rapporteringsværktøjer. Der var Report Writer, hvor man i et underfundigt ”sprog” kunne genbruge rapportstrukturer. Der var ABAP Query, et herligt værktøj til at vise tabelindhold og joine tabeller samt arbejde med logiske databaser. Der var applikationsspecifikke værktøjer som LIS, hvor de enkelte logistikområder havde deres egne værktøjer, CO-PA med report painter osv. osv. SAP havde i deres ERP system sågar et Executive Information System (EIS). Og når det ikke var nok var der jo altid ABAP som kunne – og stadig kan – alt!

Så hvad var problemet? Jo, transaktionssystemet skulle til at konkurrere med rapporteringssystemet om IT ressourcerne – gæt selv hvem der vandt. Så rapportering røg ofte i batchjobs.

Hasso Plattner startede derfor et internt projekt i 1997, som ikke så mange SAP ansatte kendte til. Han ville udvikle et nyt rapporteringssystem, men på en separat server således at rapportering kunne sidestilles med transaktionsbehandling – kodenavn var ”Reporting Server”. Året efter blev han co-CEO sammen med Henning Kagermann.

I september 1998 kom den første release af SAP BW, version 1.2a. Til at starte med havde det navnet BIW – Business Information Warehouse. Hasso var og er fortsat enormt visionær omkring den teknologiske udvikling af SAP porteføljen. Han havde dog glemt at undersøge navnet BIW – et andet firma havde registreret det trademark, så det ændrede senere navn til SAP BW.

Jeg startede selv i 1999 med at arbejde med SAP BW. SAP Danmark bad mig sammen med min gode kollega Lars Hvidegaard at holde et kursus for en af de første SAP BW kunder i Danmark. Lars og jeg tog derfor flyveren til Atlanta for at lære dette nye produkt at kende. Det skulle have været version 1.2b – men det var forsinket i leverancen, så det blev version 1.2a. Kurset var berammet til 5 dage, men efter 3 ½ dag havde instruktøren hverken mere materiale eller mere på hjerte – det trods han havde flirtet en del med de kvindelige kursister. I dag er det grundlæggende akademi alene på 5 uger – så er man i gang.

De har i Walldorf helt klart læst bogen ”The Datawarehouse Toolkit” af Ralph Kimball fra 1996 da de designede SAP BW. Desuden har de tænkt på hvordan man hurtigt kom i gang med sin rapporteringsløsning og dermed opfundet ”Business Content” som er en slags præopsætning af SAP BW. Det er både styrken og akilleshælen ved SAP BW.

Ved lanceringen af SAP BW rynkede Bill Inmon på næsen og sagde, at det jo ikke var et datavarehus. Og Bill havde ret. Det var reelt først med version 7.x at SAP BW blev et datavarehus i henhold til teorierne fra både Bill og Ralph. Bill havde dog ændret mening om SAP BW meget tidligere. På den første store BW konference som blev holdt i Hamborg roste han pludselig SAP BW – uden at der i øvrigt var ændret noget som helst i koden – hvorfor mon …

For ikke-SAP folk virker SAP BW utilgængeligt og tungt. Det er baseret på teknologi platformen fra SAP – SAP NetWeaver. Viden om denne er en forudsætning. Data i SAP BW er primært SAP data. Det betyder at det er en stor fordel at kende datamodellen fra SAP – den kan kun læres på den hårde måde. Endnu en tanke om hvorvidt C.J.Date har prædiket forgæves (han var i øvrigt også oprindeligt fra IBM).

Lad os vende tilbage til Dickens og Scrooges møde med den første ånd.

"Er De den ånd, hvis ankomst er blevet forudsagt mig?" spurgte Scrooge.

"Ja!"

Stemmen var blid og venlig, men påfaldende dæmpet, som om den i stedet for at være tæt ved ham, var et stykke borte.

"Hvem og hvad er De?" spurgte Scrooge.

"Jeg er den svundne juls genfærd."

"Den for længst svundnes?" spurgte Scrooge, idet han betragtede dens dværgagtige størrelse.

"Nej. Din svundnes."

Medens disse ord blev udtalt, gik de gennem væggen og stod ude på en åben landevej med marker på begge sider. Byen var helt forsvundet. Ikke et spor af den var at se. Mørket og tågen var forsvundet sammen med den; det var en klar, kold vinterdag, og der lå sne på jorden.

"Husker du vejen?" spurgte ånden.

"Om jeg husker den?" udbrød Scrooge med varme. "Jeg kunne gå her med tilbundne øjne."

"Underligt nok, at du har kunnet glemme den i så mange år!" bemærkede genfærdet. "Lad os gå videre."

Postulatet er nu, at SAP BW skulle kunne hjælpe den stakkels chefkontroller med at få styr på fortiden – men hvordan? Mere om det senere.

Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere