?Sæt pirater i husarrest?

Der er kræfter der arbejder for at pirater og fil-delere skal have deres internetforbindelser afbrudt - som straf og til skræk og advarsel. Der tales om den franske model, som går ud på at udbyderne kapper piraternes internetforbindelser efter henvendelse fra nogle krænkede rettigheds-indehavere. Jurister arbejder på om samme model skal indføres i Danmark.

Jurister elsker analogier - en bonus pater familias er ikke blot latin for en god familiefar men en analogi for det ansvarlige menneske som handler fornuftigt og velovervejet. Og de har vist brugt lang tid til at diskutere hvordan elektroniske beskeder kan beskrives i termer af håndbåren post.

Så hvilke analogi ville juristerne kunne bruge her' Hvad med en hvor Hugo Boss får din boligforeningen til at sætte dig under husarrest og sømme brædder for din indgangsdør (og køkkendør) fordi du er blevet set i et falsk Boss-jakkesæt'

I øvrigt holder analogien ikke helt, fordi der reelt ikke findes falske Hugo Boss jakkesæt - kun jakkesæt med falske Hugo Boss mærkater: Hugo Boss køber sine metervarer de samme steder som alle andre, får dem syet hvor det er billigst lige som alle andre (pt. er det vist Afghanistan siger rygterne) og efter snit der også ligner alle andres. Så i sidste ende er der kun mærkaten til forskel.

Men analogien holder - sådan omtrentligt - i forhold til husarresten: Vi vil gerne kunne bruge den billigste bank (dvs. en internet-bank), vi vil gerne købe varer hvor de er billigst (dvs. på internettet) og vil gerne holde os informerede om alt mellem himmel og jord ... alt sammen behov som vi afskæres fra at opnå ved en virtuel husarrest. Hvis du er tilmeldt e-boks er du også forhindret i at få informationer fra dit forsikringsselskab, ja, måske endda lønsedler fra din arbejdsgiver.

En fysisk husarrest ville være et voldsomt indgreb i din og min frihed. Virtuel husarrest vil for nogle af os "early adaptors" (aka it-nørder) være mere alvorligt end en fysisk husarrest. Og om få år vil rigtigt mange mennesker opfatte de to indgreb som lige alvorlige. Det svarer jo til at sætte vores virtuelle identiteter i fængsel uden udgang: Forestil dig at være afskåret fra at bruge World of Warcraft, Second Life, Facebook, MySpace, Twitter og andre virtuelle verdenen og netværk i et års tid. En analogi med at rykke en klasse eller to ned i folkeskolen er måske ikke helt ved siden af.

Så vores leveomkostninger stiger, vi udsultes for informationer og vores sociale netværk visner. Eneste lyspunkt er, at virtuel husarrest burde fritage dig for den underlige medie-licens, nu hvor regeringen ikke havde modet til at lave den til en skat. Virtuel hus-arrest er altså en straf der er ude af proportioner.

Det mest irriterende ved juristernes arbejde med at foreslå virtuel husarrest er dog noget helt andet: At de åbenbart tror, at vi bliver så intimiderede af udsigten til virtuel husarrest, at vi ender med at acceptere en mildere variant af den franske model. Men behovet er der jo ikke ? den eksisterende civilretslige lovgivning om ophavsret giver rettighedshaverne gode nok muligheder for at få erstatning hvis pirateri giver dem tab.

Ideen om at sætte pirater i virtuel husarrest må dø her og nu.

Kommentarer (15)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Martin Kofoed

Som du selv nævner i dit gode blogindlæg, så vil det for nogen være ødelæggende for sociale forbindelser at få kappet forbindelsen. Det er en idé som for aldrende politikere og embedsmænd på papiret kan ligne en rigtig god idé, men som aldrig bør nå til praksis-stadiet.

Eneste case, som behøves, er at henvise til at kommunikation med det offentlige snart ikke længere er muligt uden en netforbindelse.

Vand, el, telefon, internet. En del af infrastrukturen. Hvem ville drømme om at lukke for vandet ved overtrædelse af en eller anden lov om OPHAVSRET? Ridicule!

Hvad med falske positiver? Falske anmeldelser ved nabostridigheder? Åbne access points (bevidst eller ubevidst)?

  • 0
  • 0
#3 Rene Hansen

De er godt nok lede de der software virksomheder...

Tænk at de forventer at få penge for deres software?! Hvilken frækhed!

De skal da udvikle softwaren gratis, og derefter må de højest få penge til den daglige drift derefter. Indtjening og penge for softwaren er imod informations friheden!!

Musikere skal da tage frivillig betaling og reklamepenge fra alle de store virksomheder. Hvis Cola ikke vil have deres reklame i begyndelsen og slutningen og midten af sangen, så BØR musikken være gratis... Men reklamen er jo irriterende og forstyrer det estetiske, så den må jeg gerne klippe ud.

Har filmprodukcenterne ikke hørt om produkt placement? Film skal være gratis! Det andet er jo nærmest cencur. Og i skal samtidig huske at i ikke må reklamere for produkterne, så mærkerne på de viste produkter skal fjernes for at undgå ubevidst markedsføring.

.................................

Mere seriøst; Det er et skidt forslag at udelukke folk fra internettet. Men måske skulle man også kigge på grunden til at sådan et forslag kommer: HOLD DOG OP MED AT PIRATKOPIERE!

  • 0
  • 0
#4 Klaus Elmquist Nielsen

Botnets kan vel også foretage fildeling, hvorved et ganske effektivt denial-of-service angreb vil være, at lade botnettet foretage massiv fildeling, hvorefter internetbrugernes netforbindelse bliver lukket.

Er man rigtig heldig får internetbrugeren også en bøde eller et sagsanlæg. Med den stigende tildens til omvendt bevisbyrde i sådanne sager vil omtalte regler blive en rigtig effektiv overgrebsmaskine.

  • 0
  • 0
#5 Peter Nørregaard Blogger

@Rene, den egentlig baggrund for sådant et forslag tror jeg er et forsøg på at opstillet et ekstremt standpunkt – for så at nå frem til et "kompromis" som stadig vil være langt mere radikalt end hvad lovgivningen lægger op til i dag. Vi ender forhåbentligt ikke med "franske tilstande" i DK.

@Martin, det er vigtigt at skelne mellem straffen for at gøre noget og så på hvad der skal til for at blive kendt skyldig. Falske positiver, falske anmeldelser og den slags er et problem når myndighederne skal løfte bevisbyrden og skal nok ikke blandes ind i en diskussion af rimeligheden af straffen.

Men straffen, en frakoblet internetlinje, er helt klart på linje med et ophold bag tremmer for nogle af os og du har en god pointe i at der kan være en generationskløft mellem "målgruppen" og politikerne.

  • 0
  • 0
#6 Kristian Thy

De er godt nok lede de der software virksomheder...

Tænk at de forventer at få penge for deres software?! Hvilken frækhed!

De skal da udvikle softwaren gratis, og derefter må de højest få penge til den daglige drift derefter. Indtjening og penge for softwaren er imod informations friheden!!

Musikere skal da tage frivillig betaling og reklamepenge fra alle de store virksomheder. Hvis Cola ikke vil have deres reklame i begyndelsen og slutningen og midten af sangen, så BØR musikken være gratis... Men reklamen er jo irriterende og forstyrer det estetiske, så den må jeg gerne klippe ud.

Har filmprodukcenterne ikke hørt om produkt placement? Film skal være gratis! Det andet er jo nærmest cencur. Og i skal samtidig huske at i ikke må reklamere for produkterne, så mærkerne på de viste produkter skal fjernes for at undgå ubevidst markedsføring.

Meget nydelig stråmand.

Det der selvfølgelig er anstødeligt i forslaget er ikke at piratkopiering kan straffes (hvilket der allerede er fine muligheder for i civilretslig regi qua ophavsretsloven), men at man uden forudgående retslig proces - dvs. administrativt - kan pålægges en sanktion. Det bryder med alle gængse principper om retssikkerhed.

  • 0
  • 0
#7 Rene Hansen

Er en administration sanktion netop ikke tilbageholdelse i op til 24 timer?

Mistænkes man for piratkopiering, er det ganske rimeligt at man i en kort efterforskningsperiode lukkes ned administrativt, sådan at yderligere skade forhindres.

  • 0
  • 0
#9 Jørgen Henningsen

Problemet er at man ikke lovligt kan løfte bevisbyrden. Det er nemlig ikke tilladt at aflytte for blot at give en bøde. Internet udbyderene kan i praksis være ligeglad med disse tiltag. Det kan jo ikke bevises at de pågældende pirater ikke er udelukket fra nettet. Tekniske fejl kan jo altid opstå.

Jeg tror (håber) at vi inden længe vi begynder at se undergrunds internetudbydere, som tør slås for netborger rettigheder og skider højt og flot på både terrorpakker og piratlogning. Det er jo bundulovligt at aflytte borgere summarisk uden en dommerkendelse og en gyldig grund. Hvornår begynder piratebay f.eks. at udbyde internet?

  • 0
  • 0
#10 Peter Nørregaard Blogger

Problemet er vel ikke større end hvis der skal nedlægges fogedforbud mod en varemærke-nasser: Check om du kan købe den falske vare hos butikken og hvis du kan det, så er der basis for at få dommeren til at nedlægge et fogedforbud.

Med andre ord: Check om fil-deleren udbyder filer af de sædvanlige kanaler (dvs. hvis fx BitTorrent henter pakker fra hans ip-nummer). Hvis han gør det, så kan du få nedlagt et fogedforbud.

Aflytning er ikke nødvendig

  • 0
  • 0
#11 Ebbe Hansen

Der sker en masse piratkopiering, noget på nettet, og noget på diverse sneakernet. Begge veje har uendeligt gode betingelser. (høje båndbredder, nye forbindelsesmetoder og store lagringsmedier)

Og begge veje er under bestandig udvikling, piratpolitiet vil aldrig få en chance i et retssamfund.

Så måske eneste vej frem er at udvikle forretningsmodellerne i en retning så piratkopiering bliver mindre attraktivt end legal brug. Fx gennem flatrate jukebokse med gode faciliteter og stort udbud. Eller simpelthen en licens til at fildele {musik, film etc}.

Hvis det kunne skaffe vore musikere brød under smørret at banne pirater, så ville jeg overveje at støtte. Men som verden ser ud, så har de ikke en chance for at blot dæmpe stigningen i den utilsigtede distribution brugerne imellem.

  • 0
  • 0
#12 Ebbe Hansen

Check om fil-deleren udbyder filer af de sædvanlige kanaler (dvs. hvis fx BitTorrent henter pakker fra hans ip-nummer). Hvis han gør det, så kan du få nedlagt et fogedforbud.

Skal nu fildeling i sig selv til at være ulovligt? Den går ikke, Peter. Det er nødvendigt at vide, hvad det eksakt er for materiale, fildeleren deler. Ellers er du ude på et skråplan......

  • 0
  • 0
#13 Thomas Ammitzbøll-Bach

Omkring fogedforbud: Der er ikke helt de samme krav til bevisernes kvalitet for en nedlæggelse af et fogedforbud.

Et fogedforbud har kun til formål at forhindre en forbrydelse/krænkelse, og man kan pådrage sig et erstatningsansvar, hvis man ikke senere kan løfte bevisbyrden i byretten.

Jeg har ingen sympati for krænkere af ophavsretten, men for retsikkerhedens skyld finder jeg det vigtigt, at vi ikke får opbygget et udenomsretsligt selvtægtssystem, der giver visse rettighedshavere mulighed for at tilsidesætte den normale efterforskningsprincipper, som er beskrevet i retsplejeloven. Det er ikke særligt omstændeligt at få en dommerkendelse, hvis der er begrundet mistanke om overtrædelser. Jeg kan jo heller ikke bare ransage IPFI's kontor efter forgodtbefindende.

Thomas

  • 0
  • 0
#15 Peter Nørregaard Blogger

@Ebbe, checket skulle naturligvis ske når du downloadede en ophavsretligt beskyttet fil og kunne se at den kom fra fil-delerens ip-nummer.

Så du har fuldstændigt ret, det er ikke ulovligt at dele filer i sig selv (men er der nogle af jer fil-delere der i praksis kun deler lovligt materiale? Jeg var da ikke på dydens smalle sti da jeg var fil-deler)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere