per andersen bloghoved

Revisorer under pres – slut med IT rådgivning?

Kan revisorer både være firmaets moralske vogter og samtidig sælge rådgivning inden for fx IT? Det mener EU ikke. Med kommissær Michel Barnier i spidsen barsler de med et nyt direktiv, der skal forhindre denne dobbeltrolle for revisorerne.

Baggrunden er naturligvis finanskrisen, hvor man må sige, at revisor-firmaerne ikke helt havde styr på deres kunders regnskaber i den udstrækning, at investorer og kunder kunne have tillid til dem. I Danmark har vi flere, prominente tilfælde allerede inden finanskrisen. Behøver jeg at nævne IT Factory?

Ideen i det nye forslag er at genoprette tilliden til revisionen. Og en del af det er at gøre op med de interessekonflikter, som revisorfirmaerne befinder sig i. Hvordan kan man kontrollere, at virksomhedens systemer – herunder IT systemerne – lever op til loven, når man samtidig har rådgivet om indførelse af de selvsamme systemer? Kan revisionen kritisere systemer, som de selv har designet? Og kan de anbefale forbedringer på et objektivt grundlag, når de ved, at de selv kan løse problemerne mod passende betaling?

Ja, umiddelbart kan jeg høre, at der råbes ”rødt kort”. Det er præcis, hvad kommissionen vil give revisorfirmaerne. En væsentlig del af forslaget går ud på, at revisionsfirmaer ikke må levere andre tjenester end revision til deres klienter. Desuden vil store revisionsfirmaer være forpligtet til at holde deres revisionsvirksomhed og anden virksomhed adskilt fra hinanden for at undgå interessekonflikter. Men en vis ret kan man så spørge, om der er forskel på, om et firma udfører IT rådgivning, eller om det er deres datterselskab?

Andre dele af forslaget går ud på at skabe større konkurrence i markedet, der i høj grad domineres af de ”fire store”: Deloitte, Ernst & Young, KPMG og PricewaterhouseCoopers. Her er to hovedpunkter i forslaget, at revisionsarbejde skal i udbud, og ikke mindst så et revisionsfirma ikke have den samme kunde mere end 6 år i træk, hvorefter der er en karensperiode på 4 år!

Det sidste bryder jo helt med traditionen i branchen og er meget kontroversielt. En indgriben i kunde-leverandør forholdet, som vil være svær at sluge for mange. Flere parter, såsom konsulentforeninger, har allerede været ude med skarp kritik af forslaget.

Egentlig skulle man synes, at en lovgivning på området er unødvendig. Kan virksomhederne virkelig ikke selv se, at de da ikke kan bruge samme firma til at vogte det, de selv har rådgivet omkring. Men åbenbart ikke – det er i hvert fald klart, at mange firmaer bruger deres revisionsfirma også til IT- og forretningsrådgivning. Måske fordi revisorer har et skær af autoriteter – lige som bankerne i gamle dage, før end man fandt ud af, at de skal tjene penge på kunderne som alle andre.

Så måske er det det rigtige at indføre en lovgivning på området?

Læs mere på:
http://ec.europa.eu/internal_market/auditing/reform/index_en.htm

Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Anonym

Det lyder som om man har fat i noget af det rigtige, at revisor skal være uafhængig af virksomheden.
Egentlig skulle dette være helt naturligt, hvis man kigger på det etiske grundlag for revisionen.

  • 1
  • 0
Torsten Hagemann

Det sker med søvndyssende regelmæssighed. Det er oplagt for revionshusene at udvide revisionen med at tilbyde management konsulenter til at gennemføre revisorernes anbefalinger, og næste skridt er en IT-udviklingsafdeling, som kan gennnemføre management konsulenternes anbefalinger.

Historisk har vi fx set den gamle opsplitning af Andersen i Arthur Andersen (revision) og Andersen Consulting, nu Accenture som konsulenter. Eller da Ernst & Young solgte konsulentdelen fra til Capgemini.

Så ja, det er en usund sammenblanding af interesser, og nej, revisorerne vil aldrig holde op med at forsøge at tjene flere penge ved at udvide forretningen.

  • 2
  • 0
Martin Ipsen Pedersen

Revisorer... og for den sags skyld advokater er i virkeligheden bare managementkonsulenter med speciale og da ingen af disciplinerne ligefrem kan kaldes for eksakte videnskaber... er det allervigtigeste budskab når man bruger dem, at man skal dyrke kildekritik, som med alle andre managementkonsulenter og rådgivere. Det gælder uanset om de kommer med revisorkasketten eller andre kasketter på.

Kommissærens forslag vil sådan set bare flytte det samme potentielle problem videre til andre kontorer - eller åbne op for nye selskabskonstruktioner som man så skal lave nye regler mod...

En, i skrivende stund, fristende sammenligning er til historien om den 14-årige hacker der havde fået folk til at installere en keylogger. Er det folkene der installerer den medsendte fil eller er det drengen der er dummest/værst. Er det revisionsfirmaet der forsøger at hente flere penge eller firmaet der hyrer revisionsfirmaet til flere relaterede opgaver der er dummest/værst?

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere