Retrospectives og indianere – begyndelsen del 1/3

Når du ser en gammel cowboyfilm, ser du ofte indianere danse omkring et lejrbål. De gør det af forskellige grunde og det handler givetvis ofte om at vise sig for kvinderne, men een bestemt slags dans er i fokus her: Nemlig den dans, hvori de fortæller om en jagt eller et slag de har været ude i. De gør det for at formidle viden til de andre, men også for at se på hvad de gjorde og gennemgå hvilke faktorer der spillede ind på jagtheldet eller det modsatte.

Indenfor militæret har man længe haft gode erfaringer med at gennemgå øvelser og reelle kampe for at se på hvad der gik godt og hvad der skal ændres til næste gang. I sportsverdenen er det også ofte tilfældet at man gennemgår en kamp for at se, hvad der egentlig skete, og snakke om forbedringer.

De laver altså alle det, vi indenfor softwareudvikling kalder retrospectives.

En af støttepillerne i agil udvikling er af man skal tilpasse sig og lære at blive bedre hele tiden. Der lægges altså ikke op til at man nødvendigvis har store problemer, som skal løses men at man ved at være sig bevidst om hvilke konsekvenser forskellige handlinger har, bliver bedre til at se hvad man skal blive ved med at gøre og hvad man bør/kan gøre anderledes.

Indenfor softwareudvikling begyndte man at lave post mortems, som var særlige møder, hvor man gennemgik hvad der var sket i projektet, hvilke implikationer det havde haft og hvordan man kunne have gjort ting anderledes. Dette blev gjort i slutningen af et projekt og tog op til tre dage, hvor alle implicerede deltog og man grinte og græd og besluttede sig for at gøre ting helt anderledes næste gang man skulle udvikle software. I Norm Kerths bog Project Retrospectives, beskriver han dem og giver dem det nye navn; retrospectives.

Disse to grene af historien mødtes, og sød musik opstod. Tænk, hvis man kunne tage post mortems, gøre dem kortere, give dem et bedre navn og forbedre i det små hele tiden i stedet for i det store, når det var for sent.

På banen kom agile retrospectives, der blev gjort spiselige for alle ved hjælp af bogen Agile Retrospectives; Making Good Teams Great, af Diana Larsen og Esther Derby. I denne bog kan man få en opskrift på, hvordan man kan udføre et retrospective for x antal personer, udfra et sprint på y dage, hvis man har z tid til rådighed.

Dette var første del af en trilogi om retrospectives, og til brug i de sidste to dele, vil jeg gerne høre om du bruger retrospectives og hvordan det virker for dig?

Læs også præsentationsartiklen om Aino Vonge Corry her

Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Therese Hansen

Vi er et lille tæt sammenknyttet team og bruger ikke så meget af formaliteterne og teknikkerne omkring retrospectives (vores dataindsamling er f.eks. mest bare en samtale om hvad vi lige kan huske af højdepunkter), men jeg vil alligevel sige at vi bruger retrospectives rigtigt meget! Min dårlige samvittighed fortæller mig, at vi ikke gør det regelmæssigt og i en bevidst cyklus - det bliver mest "når vi har tid og lyst" - men retrospectives virker for os alligevel. Især i forhold til at bruge retrospectivet til at ændre ting har vi stor succes - det er jo nok også nemmere i et lille team.

  • 0
  • 0
Klaus Enevoldsen

Jeg arbejder i et mindre team hvor testerne udskiftes ca. hver 2. - 3. uge. Udviklerne er mere eller mindre de samme. Vi har i længere tid brugt retrospectives og det fungerer godt for os.

I starten var der mange ting, der kunne forbedres, men det er fladet mere ud nu. Nu fokuserer vi meget på hvordan vi kan levere hurtigere. I den forbindelse har vi tit udviklet komponenter, der har gjort os mere effektive.

I tidens løb har retrospectives bl.a. medført at:
- vi har automatiseret vores build/CI miljø
- testerne har fået nye stole
- testerne har fået en ekstra skærm
- der på nogle projekter er blevet lavet en kagerordning :-)
- vi har fået en Definition of Done (DoD)
- vi er blevet bedre til at afvikle backlog grooming sessions
- vi er blevet bedre til at kommunikere internt i gruppen (og eksternt)
- vi altid forsøger at finde den største risiko og tage fat i den først

Og meget, meget mere...

Jeg har lige kigget vores referater igennem og der er altså sket noget efter 2 år med Scrum-but(t) og 4 år med relativt straight forward Scrum. :-)

  • 3
  • 0
Aino Vonge Corry

Therese, jeg er enig i at man kan bruge ideen uden at være religiøs omkring den. I virkeligheden er det "bare" et pattern, et navn til en god erfaring, som man kan benytte sig af i den setting der passer en.
Hvis man er en større gruppe end I er, så er det nok en god ide med lidt mere ceremoni, dog. For det kan godt blive lidt "fladt", hvis man skruer ned for stilladset og man ender med at gøre, hvad man plejer.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere