Rejsekortet lider under, at det skal kunne to i princippet uafhængige ting: Fungere som rejsehjemmel og give informationer til rejseudbyderne, når de skal fordele kagen. Det er den sidste del, der gør, at man skal checke ind igen ved hvert skift og checke ud ved rejsens afslutning. For når man med gammeldags billetter kan nøjes med at stemple/klippe ved rejsens start, så burde det vel også være nok i en elektronisk løsning. Det eneste, man kan opnå af kundefordele ved udcheck ved rejsens afslutning er, at man ikke behøver at kende sin rejses længde ved rejsens start. Men det er ret sjældent, at det er et problem: Man ved som regel, hvor man skal hen, og zonekort på busstandere og stationer gør det let at tælle zoner. En elektronisk løsning kunne gøre zonekortene overflødige: Man fortæller blot sin destination, så får man ikke alene at vide, hvor mange zoner, der skal bruges, man får også den hurtigste rute præsenteret. Så kender man også på forhånd prisen, hvilket man ikke gør med rejsekortet.
Så komplikationerne stammer fra rejseudbydernes ønske om et bedre udligningsgrundlag. Men det burde ikke være de rejsendes problem, hvilket det er med rejsekortet.
Jeg har tidligere argumenteret for, at man lavede et landsdækkende zonesystem for at gøre prisudregningen enkel. Optælling til udligningsgrundlaget kan så ske digitalt uafhængigt af billetteringen, f.eks. ved at lade kameraer tælle hoveder.
