georg strøm bloghoved

Rejsekortet og Kafka 2.0

Franz Kafka skrev bogen Processen, om en mand som blev anklaget, men ikke kunne få at vide for hvad, udover at det åbenbart var noget alvorligt.

For nogle dage siden oplevede jeg en dame som blev forhørt af en togfører om hvor hun havde rejst fra, og om hun virkelig var kommet ned til Valby Station på cykel. Heldigvis kunne hun gøre rede for sin færden, så hun slap for en bøde, og fik en forklaring på hvad hun havde gjort forkert, og besked på aldrig at gøre det igen.

Hun havde checket ind på en rejsekortet terminal som stod på en S-togs perronen. For dem der ikke kender Valby Station, så er det en ret naturlig handling, hvis du kommer fra den retning hvor du skal over en S-togs perron for at nå regionaltoget.

Der står ikke noget i bestemmelserne for rejsekortet om hvor på en station du må checke ind.

Nu er der to generelle problemer når vi sammenligner software med almindelige regler der administreres af mennesker.

Det ene beskrives af Lawrence Lessig der var en af de første som arbejdede med forholdet mellem software og jura. Det er forholdsvis let at ændre en regel der administreres af mennesker, eller i hvert fald administrationen af den. Til gengæld kan det være nærmest umuligt at ændre en regel der er realiseret i software og administreres automatisk.

Lessig omtaler endda ikke hvordan systemet kan være afhængig af bestemte regler, så det er nødvendigt at ændre selve systemets funktion, hvis en regel skal ændres.

Det andet problem er, at regler der er realiseret i softwaren ikke nødvendigvis er kendte, ikke engang af dem der har udformet systemet. Nogle regler dukker først op efterhånden som mennesker ser hvordan systemet fungerer. Som at rejsekortet kan giver problemer, hvis du checker ind - og nok også ud - ved den forkerte stander.

Nu kalder jeg det her Kafka 2.0. Ud over at være forfatter, var Kafka jurist, han var pioner i forebyggelsen af arbejdsulykker og oplevede at blive forfremmet, som reaktion på hans klage over at hans arbejde virkede meningsløst.

Alligevel kunne han nok ikke have forestillet sig en situation hvor ingen mennesker kendte de regler der gjaldt, og det i øvrigt var umuligt at få dem ændret.

Lawrence Lessig: Code and other laws of cyberspace
Franz Kafka: Processen

PS Det er usikkert om Kafka opfandt sikkerhedshjelmen, til gengæld udformede han skærme til mekaniske save og høvle som i tidens løb har reddet en del fingre.

Kommentarer (25)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Torben Mogensen Blogger

På lignende måde er det for de fleste mennesker fuldstændigt uigennemskueligt, hvad de skal betale for en rejse, inden de begiver sig ud på den. Og ofte kan det slet ikke med sikkerhed siges, selv af dem, der kender de indviklede regler, idet det kan afhænge af selv ret små forsinkelser og om hvorvidt man laver en "nulrejse" undervejs.

Så det er ikke kun, hvilken adfærd, der er lovlig, der ikke er klart. Det er bestemt heller ikke klart, hvilken adfærd, der er mest gavnlig for brugeren.

  • 21
  • 0
Tom Nielsen

I dit eksempel var kvinden dog "heldig" at rende ind i et menneskeligt administrativt lag, der trods alt var modtagelig over for en reel forklaring, og som kunne tilsidesætte softwarens regler.

Generelt når der sker en fejl ved checkud, eller undervejs på rejsen, kan man ikke bare forklare det til en kontrollør længere. Man er nødt til at tage kontakt til Rejsekorts kundecenter for at få det udredet. Problemet er bare, at de ressourcer det kræver at få det udredet, stort set ikke kan betale sig. Fx glemmer du at checke ud, fungerer checkud-læseren ikke eller er dit kort i stykker, skal du enten vente et kvarter eller længere på den næste bus, eller også skal du bruge en halv time på at ringe eller skrive en mail til kundecenteret. For en bøde på 50kr giver det ikke mening for mig at bruge den tid og energi på et glemt checkout (hvor jeg måske heller ikke får medhold, fordi min forklaring ikke kan dokumenteres eller lign.). Så jeg ender med forurettet at æde bøden - selvforskyldt eller ej. Og jeg tror dette gælder for de fleste rejsekortbrugere.

Uigennemsigtigheden af reglerne og de små finurligheder i systemet, sammen med den relativt besværlige procedure i forhold til korrigering af fejl, giver en ubehagelig følelse af afmagt hver gang jeg skanner mit rejsekort ind (... når jeg altså først har brugt 30 sek på at adskille checkud-skannerne fra checkin-skannerne, hvorfor jeg ikke når et tog jeg ellers ville kunne have nået)

  • 14
  • 0
Jan Hansen

Nu er jeg ikke nødvendigvis en fortaler for rejsekortets herligheder, og har ikke selv oplevet problemer der ikke var selvforskyldte - men jeg har så også for 99% vedkommende brugt det til tog og metro, hvor man ikke skal vente 15 minutter på at næste check-ud-stander kommer kørende.
Men - skal vi ikke blive enige om at man ikke betaler en bøde på 50 kr hvis man glemmer at checke ud eller ikke har mulighed for det? Man betaler en samlet pris på 50 kr, hvorved bøden er forskellen på det man skulle have betalt hvis man havde kunnet checke ud - og de 50 kr. I "uheldige" tilfælde hvor rejsens pris overstiger 50 kr slipper du derfor billigere hvis du ikke kan checke ud og ikke gider forfølge opgaven.
Det farver bare debatten i en lidt uheldig retning at beskrive det som en bøde på 50 kr :o)

  • 8
  • 0
David Rechnagel Udsen

En taxachauffør fortalte mig, at rejsekortet var godt for taxavognmændene, da det ofte sker, at folk glemmer at have tjekket ud når de kommer hjem, og derpå ringer efter en taxa for, at køre dem til stationen eller busstoppestedet så de kan tjekke ud. Og det er stadig billigere end de 50 kroner man får i dummebøde, men mere relevant er truslen om at få frataget sit rejsekort ved 3 bommerter.

  • 4
  • 0
Jan Hansen

Igen... det er ikke 50 kr i "dummebøde". Der trækkes 50 kr ved rejsens start, og hvis du glemmer at checke ud, er det det rejsen koster. Hvis den burde have kostet 35 kr, er "bøden" altså kun 15 kr. Og så kan det vist ikke betale sig at tage en taxa....

  • 1
  • 0
David Rechnagel Udsen

Igen... det er ikke 50 kr i "dummebøde". Der trækkes 50 kr ved rejsens start, og hvis du glemmer at checke ud, er det det rejsen koster. Hvis den burde have kostet 35 kr, er "bøden" altså kun 15 kr. Og så kan det vist ikke betale sig at tage en taxa....

Det er rart at nogen ved hvordan det fungerer. Men som Hr. Nielsen selv beskrev, troede han der var tale om en bøde. Hvordan tror du Hr. og Fru Danmark tror om »manglende checkud« som kommentar? Nok at der er tale om en bøde på 50 kroner. Og i den tro kan en taxa godt betale sig.

  • 6
  • 0
Peter Kyllesbeck

Hun havde checket ind på en rejsekortet terminal som stod på en S-togs perronen. For dem der ikke kender Valby Station, så er det en ret naturlig handling, hvis du kommer fra den retning hvor du skal over en S-togs perron for at nå regionaltoget.

Direktøren for Rejsekort A/S, Bjørn Wahlsten har ellers sagt:
http://ing.dk/artikel/rejsekort-direktoer-vaelg-frit-mellem-standere-til...

»Det er fuldstændigt ligegyldigt, om kunden anvender den ene eller den anden stander til 'mellem-check ind' på en station. Det er ikke kundens ansvar,«

Kontrolløren skal bare se på 'side 2' på sin kontrol-terminal.
Og det kan vel være ligegyldigt, om det er check-ind eller mellem-check-ind.
(ironi)Eller gælder det kun Nørreport? (/ironi)

  • 8
  • 0
Rasmus Rask

Og hvorfor pokker 3 gange (selv hvis der foretages en "konkret" vurdering)?

Hvis man endelig skal have en grænse, hvorfor er den så ikke relativ ift. antallet af rejser?

Lad os sige jeg bruger Rejsekort meget sjældent, f.eks. 4 gange om året. Så behøver jeg kun at huske at checke ud én eneste gang hvert år, og stadigvæk holde mig på grænsen. Bruger jeg kortet så sjældent, er der måske også større risiko for at glemme at checke ud, da det netop ikke er rutine, men risikoen for at blive blacklistet er meget lille. Samtidig vil det ikke ramme mig særlig hårdt, da jeg i forvejen bruger det meget lidt.

Pendler jeg med Rejsekort (eller bare bruger det meget), kan man nemt komme op på nogle hundrede rejser om året. Hvis jeg glemmer at checke ud efter bare én procent af rejserne (om morgenen!), risikerer jeg at få karantæne og nulstillet mit rabattrin. Sker det vil det som storforbruger og loyal kunde, ramme mig hårdt økonomisk.

Det hænger da overhovedet ikke sammen.

Jeg hader kravet om check-ud, men hvis der skal være en grænse for årlige rejser med manglende check-ud, så gør det da til en procentsats af rejserne, f.eks. 5%.

  • 4
  • 0
Anders Palm

Og hvorfor pokker 3 gange (selv hvis der foretages en "konkret" vurdering)?

Erfaringerne viser helt klart at hvis man kører bus i hovedstadsområdet, så kan man glemme at tjekke ud alle de gange man har lyst.

Hopper man på et fjerntog og glemmer at tjekke ud, så kommer første trusselsbrev efter 3. gang, og herefter bliver festen lukket.

Det må være det de kalder en "konkret vurdering"...

  • 3
  • 0
Benny Tordrup

Diskussionen omkring hvor, der tjekkes ind på en station med både S-tog og fjerntog har jeg haft med S-togsrevisorer samt togførere i fjerntog gennem minimum et år. Jeg tjekker konsekvent ind på fjerntogsperron på Valby eller Hovedbanen, når jeg skifter til S-tog og på S-togsperron, når jeg skifter til fjerntog.

Som nævnt står der intet i bestemmelserne om, at jeg skal tjekke ind på bestemte standere. Jeg har en mail fra Rejsekort kundeservice, som direkte siger, at DSB har fået besked på, at der er frit valg mellem alle check in standere. Derudover har jeg brev fra Transportministeren, hvor der skrives, at DSB over for Transportministeriet har meldt ud, at der ingen forskel er på check in standere.

På trods af dette er jeg gentagne gange blevet truet med bøder på stort set alle beløb fra 50 kroner til 750 kroner. Men ingen kan fortælle mig præcis hvilken bestemmelse, jeg overtræder og dermed kvalificerer mig til en bøde.

I princippet venter jeg bare på, at en togfører ulejliger sig med at skrive mig en bøde...

  • 13
  • 0
Jacob Christian Munch-Andersen

Personligt kan jeg kun anbefale at man bruger så mange forskellige trafikselskaber som overhovedet muligt når man rejser med rejsekort. Så vidt jeg kunne læse mig til på nettet burde en tur fra Birkerød til Marielyst og tilbage igen koste i omegnen af 200 kr hver vej, men en tur som kombinerer S-tog, regionaltog og derefter en bus på Falster var tilsyneladende kompliceret nok til at give en klækkelig rabat, samt et skævt ørebeløb. På hjemturen satte jeg trumf på og tog også en bus i Birkerød, hvilket sparede mig både for en god del af gåturen og yderligere 49 kr og 45 øre, (og nej, jeg glemte ikke at tjekke ud, rejsens pris var blot præcis 50 kr).

  • 4
  • 0
Thomas Sevelsted Lauritzen

så mange forskellige trafikselskaber som overhovedet muligt når man rejser med rejsekort. Så vidt jeg kunne læse mig til på nettet burde en tur fra Birkerød til Marielyst og tilbage igen koste i omegnen af 200 kr hver vej,

Ja, længere rejse koster mindere... totalt. Til min store overraskelse.

En togtur fra Espergærde til Hellerup, hvor jeg tjekker ud og fortsætter turen med mit pendlerkort til min lokale S-tog station, koster det kr 47,-

Men hvis jeg fortsætter rejsen med S-tog ved at tjekke ind igen, bliver den totale pris kr 29,-

Det går over min forståelse...

Og en træls konstatering når man står på Espergærde og ser en pris på kr 29 for at komme hjem. Og under vej tænker "nå men jeg vil da spare lidt ved at bruge mit pendlerkort". Forventede en pris på kr 20-22.. men værsgo at betale nærmest det dobbelte for det halve.

  • 4
  • 0
Steen Thomassen
  • 1
  • 0
Tom Nielsen

Nej, fordi toget venter ikke på dig og de 10 andre passagere, der skal nå at checke ud inden at de forlader toget. Og ved check-in har toget måske kørt en station videre, inden at du får fundet dit kort frem fra lommen, hvorfor du teknisk set fejlstempler/snyder.

Og glemmer du at checke ud, risikerer du at køre uhensigtmæssigt videre til næste station, fordi du lige skulle hoppe ind i et andet tog for at checke ud.

Personligt vil jeg i den modsatte retning, og have at busstoppestederne også havde stationære check-in/ud standere. Så slipper man også for at vente 10 min eller mere på næste bus, hvis kortet ikke lige blev checket korrekt ud pga. en læsefejl eller andet. Desuden kan man nå at læse rejsens pris på de stationære standere ved check-ud, uden at skulle føle presset fra alle de andre passagere, der også gerne vil nå at checke ud inden at bussen kører videre.

Der bør være begge dele, alle steder, for at give mere fleksibilitet.

  • 2
  • 0
Thomas Sevelsted Lauritzen

Der er zone-kort her:
http://www.moviatrafik.dk/dinrejse/kort/zoneoversigt/Documents/Hovedstad...
Det 47 kr er fuld pris for 8 zoner til Hellerup, mens den 29 kr. kunne være 6 zoner med off-peak rabat. (er 29.20 kr).

Det er da et ok bud, men på den side du henviser til står der: "Det er den dyreste farvezone på din rejserute, der bestemmer rejsens pris.".
Og den rejse man får anvist, på rejseplanen, fra Espergærde til mit hjem (zone 51), går netop over Hellerup og burde således koste kr 47,- og ikke kr 29,- som man får oplyst.

Med andre ord ville jeg kunne forstå hvis en rejsen havde kostet DET SAMME uanset om jeg nøjes med at tage til Hellerup, eller hele vejen til zone 51.
MEN at den er BILLIGERE - det giver stadig ingen mening.

  • 0
  • 0
Steen Thomassen

Det er da et ok bud, men på den side du henviser til står der: "Det er den dyreste farvezone på din rejserute, der bestemmer rejsens pris.".
Og den rejse man får anvist, på rejseplanen, fra Espergærde til mit hjem (zone 51), går netop over Hellerup og burde således koste kr 47,- og ikke kr 29,- som man får oplyst.


Der er forskel imellem klippekort, hvor skal betale for den dyreste zone, og rejsekort, hvor der kun betales efter afstand i fugleflugtslinje.. det sidste er blevet indbygget i rejsekortet. Tekst på zone-kortet er kun for klippekort og for alm. billetter. Så her vinder rejsekortet som billigst (plus du også har fået off-peak rabat)

  • 3
  • 0
Peter Kyllesbeck

Med andre ord ville jeg kunne forstå hvis en rejsen havde kostet DET SAMME uanset om jeg nøjes med at tage til Hellerup, eller hele vejen til zone 51.
MEN at den er BILLIGERE - det giver stadig ingen mening.


Forskellen på kontant/klippekort og rejsekort er, at rejsen fra A til B for rejsekort udregnes som den direkte afstand i zoner fra A til B. For kontant/klippekort gælder "Det er den dyreste farvezone på din rejserute, der bestemmer rejsens pris.". Eller som det også skrives, afstanden fra A til den fjerneste zone på rejseruten til B bestemmer prisen.

Edit: Steen Thomassen var hurtigst ;-)

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere