Jesper sandal header

Red Alert! Eller: Skift mit batteri, humaaan - klokken 03:30

Røgalarmer har kun én funktion: at redde liv. Det er de ret gode til. Pr. investeret krone over tid er de blandt de mest livereddende elektroniske dimser, man kan anskaffe sig. Men for de fleste brugere er røgalarmen mest en irriterende, blinkende, hylende, overfølsom tingest, der sidder lige akkurat højt nok til, at trappestigen skal findes frem, hvis man skal interagere med den.

Vi interagerer mest med røgalarmen, når den lige vil give sit besyv med ved madlavningen eller mener, at man har taget lige lovlig meget dampbad. Men der er også et andet tidspunkt, hvor røgalarmen kræver vores opmærksomhed.

Det er klokken 03:30.

Heldigvis ikke fordi huset brænder. Nej, her er der tale om en slags lydmæssig vandtortur ved 3 kilohertz. Et bip, der blander sig i dine drømme hvert 45. sekund, indtil din underbevidsthed opgiver at få lyden til at passe ind i din drøm om zombiestormtroopers og vækker dig.

Først forsøger du at ignorere lyden. Det kunne jo være, at du kunne nå at falde i søvn igen i løbet af de 45 sekunder mellem bippene.

Røgalarmen insisterer.

Du står op, kigger på røgalarmen, venter en evighed, indtil endnu et bip bekræfter din mistanke. Røgalarmen er sulten. Den vil have et nyt batteri.

Mit statistiske grundlag er begrænset, men det forekommer mig at ske signifikant hyppigere, at røgalarmen begynder at vræle efter 9-voltsbatterier midt om natten end en lørdag formiddag, lige inden jeg alligevel skulle ud og handle.

For selvfølgelig er det batteri, du har liggende i skuffen klokken kvart i fire om morgenen, ikke et nyt batteri. Og det finder du først ud af, efter du har hængt røgalarmen op og lagt trappestigen væk.

Men hvordan kan vi undgå, at røgalarmer, som vi burde hylde for deres evne til at redde liv, ikke bliver afmonteret permanent, når de har spoleret vores nattesøvn én gang for meget?

Røgalarmer er et meget enkelt stykke elektronik. Det er en god ting. Der sidder enten en optisk eller radioaktiv detektor, som kan opdage røgpartikler. Hvis den detekterer nok i forhold til et baggrundsniveau over et tidsinterval, aktiverer den hyletonen.

Problemet er batteriet, som i mange nyere røgalarmer blot er backup for en konstant 230 volts forsyning. Der findes modeller med genopladelige batterier, men det er ikke altid hensigtsmæssigt at skulle forsyne røgalarmen med 230 volt, og genopladelige batterier kræver elektronik til at sikre, at de er ladet op, og de har også en begrænset levetid.

Man kunne forbedre måden, hvorpå røgalarmen advarer om et batteri, der er ved at være opbrugt. Den kunne have en tydelig lysindikator, der begyndte at blinke, når batteriet nåede eksempelvis 20 procent, og først begynde at bippe ved 10 procent. En blinkende lysdiode i soveværelset er selvfølgelig heller ikke ideelt, men dog lidt bedre end et bip.

En anden løsning kunne være en 'snooze-knap'. En måde at fortælle røgalarmen, at man har hørt den, men ikke lige har mulighed for at skifte batteriet lige nu. Mind mig om det igen om tre timer.

Det forudsætter godt nok en timer, der kan håndtere et længere tidsinterval, og hvis røgalarmen kun får strøm fra batteriet, så kan sådan en timer vise sig at være upålidelig.

Man kunne også gøre røgalarmen bevidst om forskellen på nat og dag, så den kun minder dig om, at det er tid til at skifte batteriet, når det ikke er midt om natten. Men på den anden side, så skal du også mindes om det på et tidspunkt, hvor du er hjemme, men altså ikke mens du sover.

Den mest realistiske forbedring af røgalarmen er nok desværre, at den bliver en del af dit Internet of Things. Så vil du kunne modtage en besked på røgalarmens smartwatch-app om, at batteriet skal skiftes, og beskeden kan endda times, så du får den, næste gang du er i Bilka.

Når jeg skriver 'desværre', så er det fordi denne elegante løsning vil føre nye problemer med sig. Din røgalarms-app vil således advare dig, når røgalarmen ikke kan få forbindelse til wifi og skal genstartes. Du vil også få besked om at installere softwareopdateringer, og du vil ikke vide, om opdateringen skal løse et potentielt livsfarligt problem i røgdetektorsoftwaren, eller blot skal give røgalarmproducenten lidt ekstra information om, hvilke dimser du ellers har koblet på dit hjemmenetværk of Things.

Googles Nest Protect løser - ifølge det fine reklamemateriale - problemet med at blive vækket af biplyde midt om natten. Men en internetopkoblet røgalarm, der kan tale, åbner for nye problemer. Så er det måske bedre at hacke mennesket end at hacke maskinen og bare få skrevet i kalenderen, hvornår batterierne skal skiftes en gang om året.

Kommentarer (23)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Baldur Norddahl

De røgalarmer jeg selv har anskaffet starter med et bip per døgn og så bliver den mere aggressiv efterhånden hvis batteriet ikke bliver skiftet. Et tryk på test knappen har en snooze effekt. En type der kun kører på batteri, så en ganske simpel dims.

Nu er jeg flyttet i hus hvor der er indbygget røgalarmer. De er tilmed koblet sammen og sat til 230V. For et par uger siden skete præcist det som er beskrevet i artiklen - ingen mulighed for at få den til at holde kæft andet end at afmontere dimsen. Det er et kendt og respekteret mærke.

Det burde være en del af godkendelseskravene. Det er bare dårligt design ikke at implementere en funktion, sådan som mine første røgalarmer har.

  • 7
  • 0
Michael Kjems

fx http://www.biltema.dk/da/Kontor---Teknik/Batteri-og-Elforsyning/Batterie...

holder op til 10 år.

Et familiemedlem, født under krigen, havde en gang forlist en røgalarm i et kontor med "system i rodet". da den skulle have nyt batteri, bippede den sjældent nok, til at det aldrig lykkedes at finde den, hvilket betød, at han havde et bip hver 5. minut i 1½-2 år indtil der ikke var strøm nok til det heller.

  • 3
  • 0
Thor Dekov Buur

i nat kl 01,30 og selvfølgelig var det den røgalarm, der sad tæt på kippen, dvs 4½ meter over gulvet :-(

Det er jo fristede at anskaffe sig en IoT-enablet røgalarm, men nogle ting skal bare være simple og offline. Det er for så vidt ok, når der går 5-10 år i mellem batteriskift.

Nu håber jeg bare, at der er en røgalarmproducent, der bruger ideen med lysindikatoren! En snoozeknap er også en god ide, men ikke så brugbar når alarmen sidder højt.

  • 1
  • 0
Anne-Marie Krogsbøll

Mht. lysindikator så har vores en, som blinker hvert minut, så længe batteriet er OK. Nu er den holdt op med at blinke - men når man tester med testknappen, så hyler den aldeles glimrende, som den bør, når batteriet er OK. Så hvad skal man nu tro? Lysindikatoren eller testknappen?

Når jeg husker det, må jeg nok hellere skifte batteriet, bare for en sikkerhed skyld.

  • 0
  • 0
Poul-Henning Kamp Blogger

Uanset hvor mørkt og skummelt en røgalarm er placeret, ville batteriet holde mindst dobbelt så lang tid hvis man udstyrede den med solceller.

Hvis man gjorde det, kunne man passende nøjes med at advare om lavt batteri når det var lyst.

  • 0
  • 0
Jacob Rasmussen

Selvfølgelig skal min røgalarm da kunne kobles på nettet! Og selvfølgelig skal den køre på 220v, med batteri backup, gerne li-ion.
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor mange 3d printer nørder, der har ting kørende derhjemme, mens de selv er i Bilka, på arbejde eller et andet sted end hjemme. Det ville være oplagt, at have en Internet enabled røgalarm over sådan en 3d printer.
Derudover har vi allesammen en del der står og sluger strøm, når vi ikke er hjemme. De har også en risiko for at futte af, når man ikke selv er hjemme. En lille brand der ulmer, kan måske forsage meget røgskade, inden den bliver så stor at naboen opdager den? Med en SMS til min mobil, kunne jeg evt. selv ringe til naboen, og bede ham tjekke huset? Formentlig ville jeg nok sætte et kamera op i stedet, som jeg selv havde adgang til fra mobilen. Hvis jeg da kunne finde et, med en tilpas "sikker" firmware, til at jeg turde sætte det på nettet...

  • 0
  • 0
Nicolai Rasmussen

Uanset hvor mørkt og skummelt en røgalarm er placeret, ville batteriet holde mindst dobbelt så lang tid hvis man udstyrede den med solceller.

Hvis du har ret i det, så er løsningen på problemet bare at gøre produktet (solcellen) dobbelt så stort, og så sørge for at der er en passende capacitor til at sikre kapacitet i de mørke perioder (hvad det så betyder). Jeg tror kun du kan ramme 60-80% af opsatte alarmer med solcelle-drift. Det kan godt være der er lys næsten alle steder, men jeg tvivler på det er nok til drift (du er specialisten på det). Jeg har en der sidder i en gang uden vinduer, og en anden opsat over skabene hos mine forældre der heller ikke har meget lys.

I øvrigt virker det lidt fjollet at hyle over at blive vækket om natten, fordi man har en sløset omgang med sit livredende udstyr. Når man ved hvor vigtigt det er at have en røgalarm med virkende batterier, burde man i stedet have et los i røven for at glemme at skifte dem. 99% af os har en mobil med en glimrende kalender. Oprette en event 12 måneder frem i tiden tager 15-20 sekunder.

Når det er sagt, så er det utroligt trivielt at lave et "sol-ur" med en lysfølsom komponent og en lille algoritme, der finder approx sol-peaks (middag+/- 2 timer). Så kan man lade dimsen brokke sig fra 10(+/-2) til 21(+/-2). Hvis det bliver ignoreret så udvider den bare vinduet med en time pr. dag. Problem solved. En sådan løsning vil koste 0,25 - 2 kroner i materialer og batteriforbruget vil være marginalt hvis man nøjes med at stille uret over 10 dage ved isætning af nyt batteri.

  • 0
  • 0
Poul-Henning Kamp Blogger

Hvis du har ret i det, så er løsningen på problemet bare at gøre produktet (solcellen) dobbelt så stort [...]

Det er mere krøllet end som så.

Den ultimativt begrænsende faktor er batteriets selvafladning.

Almindelige alkalibatterier holder typisk 1.5 år i en god røgalarm og 3 år på en hylde.

Hvis du bruger et Litium baseret "low-load-long-life" 9V batteri kan du opnå levetide op imod fem år for tre gange så høj pris.

Tilføjelsen af solcellen gør batteriets selvafladning til den reelle begrænsning, og derfor er der ingen gevinst ved at fordoble solcellens størrelse: Den ekstra energi har du ikke noget at bruge til.

En SuperCap har både mindre kapacitet og større selvafladning end et alkalibatteri, så det er en dårlig ide.

  • 0
  • 0
Poul-Henning Kamp Blogger

Harald Nyborg hævder at deres batteri kan holde 10 år i en røgalarm. For godt til at være sandt?

Køb et, skriv dato på det og lad os tales ved igen - senest i 2025 ?

Den eneste batteritype jeg personligt har erfaring med som bevisligt har 10+ års "shelf-life" er Lithium-Thionyl og de produceres vist nok kun af Tadiran som tager sig vel betalt derfor.

  • 0
  • 0
Bent Jensen

Var en del af historien ikke her.
At den netop ikke giver Alarm, enten fordi batteriet er fladt, eller er pillet ned når man ikke har fået købt en batteri til udskiftning.

At nogen så ikke ligger inde med rigelige mængder af diverse batterier samt en god batteritester der også tager de "flade" forstår jeg ikke. Men en som klare de fleste koster kun 10-20 kr. , og det er også en god ide at teste de nye inden de bliver sat i, der kan være et dårligt imellem.
Levetiden på lager er langt. Prisen er lav ved store køb i f.eks. Harald-Nyborg eller www.batterilageret.dk, især hvis man køber når de er på tilbud. De skal nok bliver brugt, med alle de forskellige dimser der skal have strøm.
At man gemmer halvflade batterier forstår jeg slet ikke, måske de er i sammen skuffe som kun lidt brugte bleer og kondomer.

  • 0
  • 0
Bent Jensen

Både og, har 3-4 år på dem jeg køber.
Men ved ikke om det er ligesom for gammel mad !
At risikoen for at der kommer noget ud i begge ender stiger hvis de er gamle, eller om de bare ikke garantere at de levere som lovet ?

Det kender jeg ikke ikke nok til batterier til at svare på, men om de er et halv eller helt år for gamle, er jeg ligeglad med hvis de ikke skal i ting hvor de skal holde længe. Men om de er for gamle eller ej, så har jeg desværre lært af erfaring, at de bør tages ud af enheder der ikke bruges. Samt at selv det "bedste" og dyreste mærke, kan have dårlige batch. Så nu bruger jeg bare de billigst, og smider ud. Til 1-2 kr. stykket kan det ikke svare sig andet.

  • 0
  • 0
Jesper Pedersen

Jeg vil næsten garantere, at røgalarmer i overvejende grad advarer om lavt batteri midt om natten istedet for Lørdag formiddag..

Som det meste andet kemi, så er batterier temperaturafhængige. Det er derfor naturligt nok at alarmen begynder at hyle om natten, hvor man må formode rummets temperatur er lavest.

  • 0
  • 0
Jesper Pedersen

Harald Nyborg hævder at deres batteri kan holde 10 år i en røgalarm. For godt til at være sandt?

Vi har nogle røgalarmer der bruger 3x store Lithium knap-celler (3x CR2450 ~600mAh).
De holder ikke mere end et par år.
Ikke fordi batterierne er opbrugte, men fordi Lithium knap-celler slet ikke er beregnet til at levere en strømstyrke af betydning. Efter at have checket specifikationerne har jeg konkluderet at det er en direkte design-fejl at anvende Lithium knap-celler til røgalarmer.
Hvordan det ser ud med 9V blok batterierne ved jeg ikke. Men jeg kunne frygte de også har problemer med impedansen?

  • 0
  • 0
Ditlev Petersen

Med min tillærte Be prepared-holdning har jeg et "mindre" lager af batterier og elementer liggende i fryseren (sammen med nogle noget bedagede fotografiske film). Der kan de holde i årtier. De skal lige tøs op, inden de giver strøm fra sig, men det går ret hurtigt. Bedst tager man dem ikke ud af posen for at undgå, at de dækkes af kondens, eller man stiller dem foran udblæsningen på varmepumpen.
Og hvis man skifter batterierne ca. hvert andet år, så smider man måske nok et fungerende batteri ud (eller mange), men man bliver sjældent vækket midt om natten.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize