Psst!

En eller anden[1] har sagt at der findes ikke bedre underholdning, end at høre to kloge mennesker dele deres indsigt i samtale.

I gamle dage var det P1's kerneydelse og i bunkeren under DR byen ligger der forhåbentlig gigabytes af kloge samtaler fra dengang man brugte omtanke og hele sætninger.

Podcast verdenen er ved at få øjnene op for formatet og i literære cirkler lever det heldigvis i bedste velgående.

Og hvad har det så at gøre med prisen på disketter ?

Jo: IDA har lokket Bjarne Stroustrup til byen.

Bjarne er, hvad enten han kan lide det eller ej, en utrolig central person i de sidste 40 års IT historie, for C++ var det første objektorienterede programmeringssprog der faktisk kunne bruges til noget.

De sidste fem ord er de vigtige i den sætning, for selvom objektorienteret programmering i princippet kan spores hele vejen tilbage til Konrad Zuses Plankalkül, var det kun en akademisk kuriositet indtil Bjarne blandede sig: Rigtige programmer blev skrevet i COBOL, FORTRAN eller Assembler.

I efteråret 1985 i Bella Centeret, til European Unix User Group's UNIX konference, mødte jeg Bjarne første gang.

Han gav et foredrag "A C++ Tutorial" hvor han med tydelig århusiansk accent forklarede hvordan og hvorfor hans forbedring af C sproget var smart[2].

Det havde han jo ret i og derfor er der mange ting jeg altid gerne har villet spørge Bjarne om.

Hvordan har han det f.eks med at ⅓ af JSF er implementeret i C++ ?

Illustration: Privatfoto

Rolf fra IDA var så letsindig at spørge om jeg evt. ville være med til arrangementet med Bjarne og derfor er en del af arrangementet en "kaminpassiar" hvor jeg interviewer Bjarne om Livet, Universet og C++.

Om det kommer til at leve op til "to kloge mennesker" må tiden vise, men jeg lover at gøre mit bedste.

Forslag til intelligente spørgsmål til Bjarne modtages gerne i debatten herunder.

phk

[1] "Tal vise ord og dit navn skal leve evigt." (anonym)

[2] Hovednavnet på konferencen var Brian Kernighan der fortalte om Troff, men det mest historiske foredrag var formodentlig Charles Bigelow der fortalte om skriftsnit og teksthåndtering på personlige arbejdsstationer.

Kommentarer (9)
Troels Henriksen

C++ har retteligt ry for at være kompliceret, og som sprog bliver det ved med at gro. Om det er for stort eller ej er en smagssag, så det er ikke værd at snakke om. Men mener Bjarne at man kan blive ved med at bygge oven på, eller skal man nu og da rive det hele væk (eller bare fjerne en masse) så man kan komme videre? Det spørgsmål gælder ikke bare programmeringssprog (omend C++ er et interessant tilfælde), men også styresystemer osv.

Mikkel Lauritsen

Bjarne himself har i hvert fald givet udtryk for, at det er for stort - afsnit 7.3 i A History of C++: 1979− 1991 nævner som den største (eneste?) fejl fra hans side, at der ikke var et brugbart standardbibliotek i det første release, så alle endte med at lave deres eget.

Som en, der har prøvet at skrive kode i C++ til Win32, med dertil hørende kaos forårsaget af 3-4 forskellige strengklasser, kan jeg kun erklære min totale enighed i, at det er et problem, så jeg synes også, at hans syn på sagen er interessant. Hvor vigtig er bagudkompatibilitet?

Christian Bierlich

Den er købt, jeg glæder mig til at høre noget klogt.

Ovre hos os i partikelfysik er C++ blevet det sprog alt skrives i. Fra eksperimentelle analyser, kode til styring af eksperimenter eller Monte Carlo til forudsigelser - alt skrives i C++. Da fysikere generelt ikke er så gode til at skrive kode, betyder det at overgangen fra Fortran77, betød en stor stigning i tid brugt på bugfixes. Dette prøver folk at løse (selv. naturligvis. Gud forbyde at man skulle begynde at bruge gdb...) ved for eksempel at lave C++ om til et fortolket sprog (https://root.cern.ch/cling), hvor fejl lettere accepteres.

Jeg er meget nysgerrig på hvordan denne "Fanden tager de sidste"-filosofi til udvikling påvirker folk og deres måde at skrive kode på, når de ikke længere er i fysik. Jeg er også ret sikker på at dette problem ikke er lokalt for fysik, men det kan I sikkert svare bedre på.

Hvilken inflydelse, hvis nogen, har det på udviklingen af værktøjer at så meget kode skrives af folk der er meget selvlærte?

Har du en ønskeliste for hvad man skal gøre på uiniversiteterne, uden for CS, men steder hvor der udklækkes nye "programmører" for at forbedre kvaliteten?

Hvad er dine erfaringer med at bruge C++ som undervisningssprog, hvor folk samtidig skal lære numeriske algoritmer eller lign? Er det for svært et sprog til det? (Ja, der er jeg lidt biased...)

Jens Henrik Sandell

Hvad er Bjarnes synspunkt på den akademiske fødekæde (altså uddannelse af nye talenter) og den boblende, blomstrende mangfoldighed af nye sprog og paradigmer, når C++ retteligt burde have været "the ring to rulle them all" ;-)

Daniel Korsgaard

Jeg vil gerne grave i hvordan Bjarne vil forhindre C++ i at dø, ud fra følgende betragtninger.

Setup: "Dig (Bjarne) og dine venner (i C++ regi) har ofte givet udtryk for at C++ er fremtiden, og at der efterhånden gemmer sig et sprog (subset) inde i C++ som er lige så moderne som andre, nyere sprog (D, C#, Rust, ...)."

Pointen er at Bjarne ikke ser C++ som et sprog der har udtjent sin værnepligt, men som et sprog der fortsat bør foretrækkes over dens konkurrenter.

Den præmis regner jeg med han vil acceptere, eller også har han allerede selv sagt noget lignende i hans præsentation, inden vi når til spørgsmålene.

Egentlige spørgsmål: "Kommer der en oprydningsrunde i C++ som rydder ud i alt det gamle legacy som ikke er en del af det subset som udgør den moderne C++?"

Follow up spørgsmål: "Historien har vist, at alt det gamle legacy skrald ofte ikke bliver løftet, og langt det meste af det fortsat bliver skrevet af programmører som slet ikke kender til de nyere features fra C++11 og opefter.
Disse programmører vil sandsynligvis aldrig komme til at kende nyere C++ features før end at det gamle skrald bliver udfaset.
Når deres kolleger bliver trætte af alt det gamle C++ skrald, så har de ikke en chance for at løfte de kolleger på anden måde end at skifte til et helt andet sprog, eksempelvis C#.
Hvordan vil C++ så gardere sig mod disse programmører som sidder fast i det gamle? Og deres kolleger som ender med helt at vælge C++ fra?"

Palle Simonsen

Hvor mener Bjarne, at C++ passer ind i udvalget af programmeringssprog ?

Hvilke kvaliteter ved C++ gør det mere velegnet til disse opgaver end f.eks. C#, Java, C og ADA ?

Mao - hvorfor C++ ?


(Har programmeret i C++, C, ObjectiveC, Java og lidt C#. C og C# er helt klar favoritter udfra devisen hurtigst til målet)

Log ind eller Opret konto for at kommentere