Programmet for GOTO er på plads

Nu har vi planlagt programmet til dette års GOTO konference i Aarhus. “Vi” er; Dave “Big” Thomas, Kresten Krab Thorup, Patrick Linskey, Erik Dörnenburg, Steve Vinoski, Martin Fowler, Michael Nygard, Georges Saab og undertegnede.
Min rolle i programkommiteen er at være program chair, dvs. jeg skal sørge for at der er fremgang i processen og når noget går i stå eller nogen er nødt til at melde fra tager jeg over, enten som den der validerer talerabstracts, kommunikerer invitationer eller i nogle tilfælde som den der holder et foredrag hvis afbuddet kommer lidt sent ☺
Vi bruger et par dage på brainstorm og et par dage på at flette og sortere. Så har vi skelettet klar, som kommer til at fremgå af hjemmesiden, når Trifork får teksterne fra os.

I år var der et hul i Javas sikkerhed, som gjorde at en af de tilstedeværende havde nogle hastemøder og lidt mail der forhindrede at han var med til det hele, men han gik heldigvis ikke glip af alt for meget og problemet lader til at være blevet løst, i hvert fald til nogles tilfredshed. Sådan går det jo, når man tager travle folk med til møde, selvom man holder det i en weekend, for der er jo ikke rigtig noget der hedder “hellig fritid” for dem.

Kattehyrdeanalogien kommer af at det er en interessant udfordring at få dem til at holde fokus på at komme videre med det primære arbejde. I kan sikkert snildt forestille jer de diskussioner om småting, detaljer og store linjer der kan finde sted og selvom det er gode diskussioner og delvis relevante har vi et mål og en deadline. Nogle diskussioner kan gavne programmet og er vigtige, naturligvis. Det er udfordringen i at skelne, der gør det sjovt at have mit job.

Og hvad kommer vi så til at se på programmet i år? Jeg kan ikke røbe det hele endnu, men der er jo de gamle kendinge som Java, .NET, NoSQL og Arkitektur. Vi kan heller ikke undgå at have noget om udviklingsprocesser med eller UX. Og vi vil også gerne have tid til Arduino og Raspberry Pi, Websikkerhed, sprog og karriereudvikling. Vi har en liste af keynotetalere, som skal inviteres og en masse tutorials som vi skal have på programmet. Og tekst der skal skrives…

I år skal jeg specifikt arbejde på et track om udviklingsprocesser, være back-up på et track om UX, finde på noget til Lean IT enterprise, og finde talere til korte præsentationer om “Power use of developer tools”. Til det sidste forestiller vi os at dygtige udviklere deler deres ekspertviden om brug af emacs, eclipse, vi, etc.

Så arbejdet er ikke gjort. Men vi nød diskussionerne og blev klogere og lettere solskoldede ☺
Hvad skulle der til for at du ville tage til Aarhus og deltage i GOTO konferencen?

Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Casper Bang

I år var der et hul i Javas sikkerhed, som gjorde at en af de tilstedeværende havde nogle hastemøder og lidt mail der forhindrede at han var med til det hele, men han gik heldigvis ikke glip af alt for meget og problemet lader til at være blevet løst, i hvert fald til nogles tilfredshed.

Heh det var meget politisk sagt. Jeg har sjovt nok aldrig hørt om Georges Saab; det plejer at være Joe Darcy, Alex Buckley eller Brian Goetz der repræsenterer Java når det kommer til udvikling.

  • 0
  • 0
Aino Vonge Corry

Det ser egentlig lidt underligt ud at jeg henviser til "kattehyrdeanalogien" som jeg gør, men det er fordi den oprindelige overskrift var "kattehyrde og konferenceprogrammer" :-) Men jeg gav ham der offentliggjorde den ret til at ændre overskriften.

  • 1
  • 0
Aino Vonge Corry

Jeg ved ikke om det er ligeså slemt at publicere en blogpost og så have 30 timers rejse uden at have mulighed for at svare på kommentarer som det er at committe kode der ikke virker og så tage på weekend, men sådan er det i hvert fald for det her indlæg nu. Så hvis jeg ikke svarer er det ikke fordi jeg (nødvendigvis) er dybt fornærmet, men derimod lovligt forhindret.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere