Poul-Henning gav den gas i DIKU-revyen

Okay, det var ikke den helt rigtige Poul-Henning Kamp, som 380 hujende, syngende og skålende tilskuere fik at se i DIKU-revyen, men det var tæt på. Den DIKU-studerende, der optrådte som PHK, ligner nemlig den rødskæggede Version2-blogger så godt, at han tidligere er blevet forvekslet med den ægte vare ved en konference.

Og noget tyder på, at Poul-Hennings mange meninger bliver læst blandt de datalogistuderende på Københavns Universitet, for i den hæderkronede DIKU-revy, der blev opført i lørdags på 36. år, dukkede han op på scenen flere gange og havde sågar sin egen sketch.

Selvlærte Poul-Henning Kamp har efter de DIKU-studerendes mening et horn i siden på datalogerne, som han har givet udtryk for ikke er specielt fantastiske til at kode.

I DIKU-revyens udlægning blev det til, at han ville have fysikerne til at overtage datalogernes arbejde ' for fysikerne er jo bedre til at kode (hvilket udløste stor jubel hos fysikerne blandt publikum), mens datalogerne 'sleeet ikke er rustet til? den slags.

Alt det med fysik kunne så ordnes af juristerne, når nu det hele alligevel handler om at følge naturlovene, og juraen kunne nanokemikerne tage sig af. Det er alligevel de helt små detaljer, der afgør en retsag?

Poul-Henning Kamp i form af Rune Fog Hansen

Mens temperaturen i det store auditorium steg til mindst 50 grader, og dåseguldøl blev nedsvælget i store mængder blandt publikum, fik revysterne behandlet alt fra nedskæringer på DIKU, datalogernes særlige gangart og frustrationen ved ikke at kunne finde nogle ordentlige torrents, når der skal hentes film og spil.

Et ph.d.-forsvar, der gik grueligt galt, viste, at det er en god idé at logge af Messenger, før præsentationen skal fyres af for vejleder og censor. Især hvis man lige har mødt sin store bøssekærlighed aftenen før.

Og det traditionsrige DIKU-pigekor (med rigtige piger, ikke bare mænd i kjoler) sang en øm udgave af Fibonaccis talrække på melodien 'Time to say goodbye' med følgende poetiske omkvæd:

Hvad kommer dataloger så til at lave, når de efter 12 år har fået deres kandidatgrad fra DIKU' Ifølge sangen 'Doktrinen? kan selv ikke de stærke kræfter på DIKU, der foreskriver programmeringssproget Moscow ML, kæmpe imod omverdens krav om alle mulige andre, inferiøre sprog. »Min doktrin havde nul resultat,« lyder sidste vers, for ude blandt den store, onde kapital er det C#, Java, Ruby og MySQL, man bliver sat i sving med.

Ak ja. Så kan man altid sidde ude hos storkapitalen og drømme sig tilbage til DIKU, mens man bander VB-scripts langt væk, som en af revyens sidste sange handlede om.

Fotos: Morten Siebuhr

Relateret indhold

admin adminusers billede

Kommentarer (12)

Kommentarer (12)
Peter Müller

Der er nu tale om den 36. DIKUrevy. Revyen startede i 1973, hvilket en overgang gjorde den til den ældste studenterdrevne revy på Københavns Universitet. Efter sammenlægningen med KVL, som nu bliver kaldt LIFE, overtog Smedjerevyen med en langt ældre revytradition dog den titel.

Peter Juhl Christiansen

Men for at vi ikke drukner i Københavneri kan jeg nævne at fest-foreningen på naturvidenskab i Århus, også kendt som TÅGEKAMMERET, har lavet revy siden 1958, og de sidste mange år både en i maj og en i december.

Desværre ved jeg ikke om dette års maj-revy lavede grim med Version2, da jeg som stakkels københavner ikke nåede frem før revyen.

Lars Madsen

Det er nok de færreste i TAAGEKAMMERET som har hørt om PHK eller bruger version2 så meget.

Revyen var dog som altid ganske morsom og plat som en TAAGEKAMMER revy skal være.

REVY!!

Søren Bramer

At dømme efter indlægene har version2 flere læsere fra TÅGEKAMMERET end fra DIKU, men DAIMI er vel også ved at overhale DIKU som største datalogiuddannelse i landet.

majrevyen havde ingen indslag om version2 eller PHK, men det er ikke så sært da TÅGEKAMMERET jo netop er en forening for hele det naturvidenskabelige fakultet på AU, hvilket revyen naturligvis afspejler.

Therese Hansen

Nej, ingen version2-jokes i TAAGEKAMMERETS revy, men der har i de sidste par år heller ikke været mange datalog-jokes, desværre. Nano-folk og mat-øk-folk er meget nemmere at gøre grin med.

Peter Juhl Christiansen

Måske har Lars ret, men som det bliver bemærket er daimi en af de største IT uddandelses steder, og Version2 har jo også sin egen Blogger i form af ovenstående Therese, så mon ikke der er en del daimier der læser version2.

Den gang jeg var ung og lavede revy var der mange computer og datalogi jokes. Men er da sikker på at hvis TÅGEKAMMERET sku få lyst til at lave grin med Version2 så er Therese på pletten til at skrive om det.

Men vil nu også bare indskyde og prikke lidt til københavnerne og fortælle dem at man kan faktisk lære datalogi (og gøre grin med det) i det mørke Jylland :-)

...og ja vi læser også Version2

Peter Müller

Nu hvor snakken falder på DAIMI, så har revyen på DIKU, og adskillige andre sociale grupperinger, snakket om vi ikke snart skulle arrangere et field-trip og besøge hinanden. Jeg er sikker på at det kunne være både fagligt berigende og voldsomt underholdende at se lidt af hinandens hverdag.

Det ville jo så være oplagt at kombinere en sådan tur på tværs af landet med afholdelse af en revy hos den respektive vært.

Jeg håber vi kan finde overskuddet til at arrangere det.

Therese Hansen

DAIMI er vist lidt rundt på gulvet efter flytningen til de nye lokaler på Katrinebjerg væk fra matematikerne og andre godtfolk - der er ikke så meget socialt, som ikke er hængt op på naturvidenskab generelt; f.eks. TAAGEKAMMERET http://www.TAAGEKAMMERET.dk og tutorgruppen: https://www.daimi.au.dk/tutor/2009/ - der er faktisk kun fredagscafeen http://datcafe.dk der er rent datalogisk, så det er nok der en henvendelse omkring et sådant arrangement skulle lande - omend vores revyer altså hører under TAAGEKAMMERET.

Jeg stod gerne i front for sådan et arrangement på DAIMI, men da min studietid er ovre om ca. 1 uge er jeg nok ikke det oplagte valg - er der andre frivillige?

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer