Gæstebloggen

På høje tid at lovgive mod fake news og hybride trusler

I løbet af de seneste år er der registreret øget brug af desinformationskampagner og systematisk distribution af falske nyheder på sociale medier som metode til at påvirke meningsdannelse og underminere politiske modstandere.

Ved brug af sociale medier som foretrukken platform kan påstande, der umiddelbart virker pålidelige og sandfærdige, ændre folkeopinionen til fordel for bestemte personer, politiske partier, organisationer eller myndigheder.

John Foley er it- og cybersikkerhedsekspert med mere end 37 års tjeneste i Forsvaret, derefter 5 år i It- og Telestyrelsens It-sikkerhedskontor og derefter med til at opbygge det, der i dag er blevet til Center for Cybersikkerhed (CFCS) under Forsvarets Efterretningstjeneste. Illustration: Privatfoto
Søren Matz er krigsveteran og M.Sc. fra Department of Criminology, University of Leicester Illustration: Privatfoto

Disse hybride taktikker har det som mål at skabe forvirring i samfundet og miskreditere demokratiske regeringer, strukturer, institutioner og påvirke demokratiske valg. Falske nyheder bliver typisk spredt via onlineplatforme.

Selvom platforme og nyhedsmedier har taget initiativer til bekæmpelse af desinformation, er truslen fra hybrid meningspåvirkning stadig markant og har indflydelse på den fælles sikkerhed i EU generelt og i de enkelte medlemslande. Med udgangspunkt i målbare konsekvenser af desinformation i en række lande må man forudse, at denne hybride anvendelse af data, profilering og manipulation af borgere vil øges eksponentielt, hvis udviklingen ikke tøjles.

Der er ingen medlemsstat, der på egen hånd kan klare de kommende udfordringer – og dette gælder ikke mindst udfordringen med at imødegå hybride trusler. Sårbarheden over for hybride trusler angreb på demokratiske processer begrænses ikke af landegrænser.

De hybride trusler kræver en samordnet respons både i de enkelte medlemslande og fra EU’s og Natos side. Samarbejde på forsvars- og sikkerhedsområdet er derfor ikke en længere en valgmulighed, det er en nødvendighed for at styrke et Europa, der kan yde beskyttelse af demokratiet og dets borgere.

Sikkerhed og forsvar er et hovedspørgsmål i debatten om Europas fremtid. Rom-erklæringen af 25. marts 2017 indeholder en vision for en tryg og sikker union, der er fast besluttet på at styrke sin fælles sikkerhed og sit fælles forsvar. I den forbindelse styrkes det strategiske partnerskab mellem EU og Nato på en række områder, heriblandt imødegåelse af hybride trusler.

EU og Nato har i forening taget en række initiativer med fokus på at analysere, hvilke redskaber og hjælpemidler der benyttes til propaganda eller desinformation. Det omfatter etablering af ‘The European Centre of Excellence for Countering Hybrid Threats’ i Finland og øget samarbejde med ‘Nato Strategic Communications Centre of Excellence’ i Riga, Letland. Begge enheder arbejder intenst med studier af sociale medier og deres betydning for påvirkningskampagner.

I 2018 udgav EU en handlingsplan mod desinformation. Handlingsplanen har fokus mod beskyttelse af det europæiske demokratiske system og var oprindeligt fokuseret mod håndtering af desinformation i forbindelse med valget til Europa parlamentet i 2019. I et langsigtet perspektiv danner handlingsplanen en ramme for indsats imod desinformation.

På denne baggrund og i forlængelse af øvrige initiativer har EU i juni 2020 vedtaget oprettelsen af et ‘Særligt udvalg for udenlandsk indblanding i demokratiske processer’. Udvalgets opgave er at foreslå koordinerede retningslinjer for håndtering af hybride trusler, fremsætte forslag til initiativer, der bekæmper desinformation med det formål at begrænse udenlandske aktørers indflydelse på politiske processer i EU. Herudover er udvalget pålagt at undersøge EU’s afhængighed af udenlandsk teknologi.

Intentionen bag det særlige udvalg er at styrke EU’s fælles indsats mod hybride trusler, herunder cyberangreb mod militære og ikke-militære mål. Håndtering af sådanne hybride trusler kræver en koordineret tværsektoriel offentlig-privat indsats på tværs af EU, da disse trusler hverken kan behandles udelukkende af nationale myndigheder, der arbejder isoleret, eller ved ren selvregulering af den private sektor.

Oprettelsen af udvalget signalerer en øget indsats med mulige omfattende lovmæssige tiltag, der samlet skal styrke EU og medlemsstaternes robusthed over for hybride angreb gennem desinformation og meningspåvirkning. Udvalget skal støtte og tilskynde til effektiv koordination mellem medlemsstaterne om udveksling af information og udvikling af viden og god praksis for imødegåelse af trusler og udbedring af aktuelle mangler på området.

Som et af de mest digitaliserede samfund i verden er Danmark specielt sårbar over for hybride trusler. Derfor har robusthed over for denne type af trusler fået øget sikkerhedspolitisk relevans både nationalt og internationalt.

Det øgede EU fokus på desinformation og hybride trusler vil fremme en diskussion af hvilke politisk-strategiske tiltag Danmark bør iværksætte med henblik på at opnå større modstandsdygtighed over for denne nye type af trusler.

Man kan forvente, at den igangværende proces mod hybride trusler kan sammenlignes med beslutningsprocesserne omkring den fælles lovgivning omkring persondata, GDPR, og den efterfølgende nationale danske persondatalovgivning.

Intentionen bag det nye særlige udvalg er at afdække fælleseuropæiske retningslinjer for imødegåelse af hybride trusler og desinformation. Udvalgets konklusioner vil skabe øget fokus og retning for national dansk lovgivning på området. Dette kunne føre til stramninger af danske valgregler og skærpede principper for åbenhed omkring finansiering af politiske kampagner.

Men med udgangspunkt i udvalgets arbejde kan vi forudse øget fokus mod regulering af indhold på sociale medier og især fastlæggelse af platformenes rolle og ansvar i forbindelse med at overvåge, håndtere og fjerne ‘fake news’, propaganda, desinformation, falske profiler og forebygge deling af skadeligt eller krænkende indhold.

Praksis på sociale platforme har afsløret en række skadelige påvirkninger med både samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser. Data genereret af brugere på sociale medier udgør en potent strategisk ressource. Kravet til platformenes algoritmer skal også gøre det muligt at lukke konti for personer eller bots, der aktivt deltager i koordineret skadelig adfærd online og udøver ulovlige aktiviteter, der sigter mod systematisk undergravning af demokratiske processer eller til at sprede hadefulde ytringer.

Øget regulering af sociale medier kan betyde, at en æra af selvregulering for tech-giganter og sociale medier er nået til en skillevej. I hvert fald inden for EU. Dette paradigmeskifte forudsiger muligvis afslutningen på uredigeret indhold på sociale platforme, som vi kender dem i dag.

Regulering af sociale medier bliver en balanceakt mellem effektivisering, sikkerhed, beskyttelse, demokrati, etik, innovation, økonomisk vækst, privatliv og ytringsfrihed. Imødegåelse af desinformation og hybride trusler kommer til at udgøre endnu et sikkerhedspolitisk lag oveni det begreb vi normalt betegner som cybersikkerhed.

Det nye særlige udvalg har fået til opgave at undersøge EU’s afhængighed af udenlandsk teknologi, der bruges i vitale forsyningskæder og kritiske infrastrukturer. Dermed behøver vi at tage debatten om brug og afhængighed af udenlandske produkter i vitale danske infrastrukturer. Det gør diskussionen meget bred henover de flerdimensionelle udfordringer, vi står over for.

John Foley, Tobias Liebetrau, André Ken Jakobsen m.fl. er initiativtagere til en række møder med diverse politikere, herunder Bertel Haarder, Martin Lidegaard og Morten Løkkegaard. Sidstnævnte er medlem af det nyoprettede særlige EU-udvalg.

Hensigten er at skabe yderligere fokus og igangsætte initiativer, der kan beskytte og sikre samfundet, demokratiet, frie valg og den enkelte borger mod desinformation, fake news og hybride trusler og angreb.

Initiativtagerne vil tilskynde til ny lovgivning, der sikrer igangsættelse og koordinering af alle tiltag og bestræbelser, der er indeholdt i EU’s initiativer. Indledningsvis foreslås, at Udenrigsministeriet opretter et Situationscenter, der kan tilsikre national og international samarbejde, der understøtter en dansk samordnet og koordineret indsats i kampen mod hybride trusler og angreb.

Håndtering af truslen kræver et snævert samarbejde med EU’s Hybrid Center of Excellence og EU’s nye udvalg med det formål at udveksle og videreformidle oplysninger og informationer til relevante kredse og samarbejdspartnere såvel inden for som uden for landets grænser. Diskussioner vil foregå henover de kommende måneder.

Kommentarer (49)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Morten Andersen

Hvad der er fake news er i høj grad præget af hvad der er rigtigt at mene og rapportere i det pågældende land... også i den vestlige verden. Ting man ikke kan lide brandes som fake news og konspirationsteorier. Noget af det er bestemt også men ikke alt.

Eksempel... mange har måske læst fake news om at Gates fonden sammen med WHO I 2016 har givet vacciner i Afrika der nu er muteret, smitter fra menneske til menneske (idet den var en live vaccine) og foråsager udbrud af polio der er langt mere dødelig end polio nogensinde var. Og nu florerer i 4 afrikanske lande.

Det kan umuligt passe . Har ikke set den nyhed i den danske presse og lyder for vildt så det er åbenlyst fake news... og det bør være strafbart at sprede den slags ondsindede rygter som gør befolkningen bange for vacciner. Tværtimod har jeg lige læst i den danske presse at WHO har udryddet polio.

Så altså fake news... Eller... Er det?

https://www.aaas.org/news/new-oral-vaccine-urgently-needed-prevent-mutan...

https://www.nature.com/articles/d41586-020-00812-z (bemærk der her sugar coates lidt ved at tale om det er en "outdated" vaccine der er årsagen. Den blev givet og udviklet i 2016 og var ikke outdated dengang! Men selvfølgelig er den nu outdated efter disse skæbne svangre konsekvenser er kommet frem).

https://www.google.com/amp/s/amp.theguardian.com/global-development/2019...

https://www.google.com/amp/s/abcnews.go.com/amp/Technology/wireStory/pol...

Om 50 år kan man sikkert læse om det i danske medier som en skandale og om hvor dårligt vi behandlede Afrika i fortiden . Ligesom Thule o.s.v.

Hvis man tror man får en retvisende dækning via danske medier er man fucked!

  • 10
  • 7
#3 Tom Paamand

Bill Gates private sponsoreringer i milliardstørrelse er ganske rigtigt ikke en indlysende jubelhistorie, men en kedelig udvikling, da det giver pengeposer som ham utidig indflydelse på fx WHOs planlægning.

Men derudover er din brug af hans navn et godt fingerpeg om ikke at læse yderligere om dine fantasier, da Global Polio Eradication Initiative trods finansieringen fuldt ud er WHOs projekt. Gates leverer blot en mindre del af pengene til et af projekterne.

  • 5
  • 3
#4 John Michael Foley

God pointe PHK. Neden for er nogle pluk, der forsøger at indkredse betydningen af fake news, men bemærk gerne at artiklen også, og i særdeleshed, forholder sig til hybride trusler og angreb mere bredt en blot fake news. Og det forhold at Danmark ikke i tilstrækkelig grad kender sin besøgelsestid og ikke, ligesom andre lande vi normalt sammenligner os med, har igangsat de nødvendige initiativer og handlinger, der kan sikre Danmark og dets befolkning bedre end det hidtil er sket. Danmark har fx ikke sendt en repræsentant til det oprettede EU Hybdrid Centre of Excellence, hvilket de fleste andre medlemslande for længst har gjort.

Betydningen af Fake news: Nyhed som er opdigtet, udokumenteret eller faktuelt forkert, og som ofte plantes på de sociale medier for at fremme eller fordreje en bestemt politisk sag

Hvad er fake news? I sin kerne er det bevidst desinformation, som personer eller stater udnytter den nye medievirkelighed til at sprede for økonomisk eller politisk vinding Berl2017

For lidt over tre år siden var fake news næsten kun et udenlandsk fænomen .. I dag bugner Facebook af jokes om løftebrud og ministerrokader, mens fiktive nyhedsartikler ofte bliver taget for den ægte vare FrborgAA2014

  • 11
  • 0
#7 Morten Andersen

Well så er det vel også rigtigt han har været involveret....når det er sagt så var mit fokus ikke på BGs præcise type af involvering men mere på de mildest talt opsigtsvækkende forhold omkring polio og vaccinens konsekvenser som jeg vil tro vil være de færreste bekendt.

  • 1
  • 4
#8 Tom Paamand

fiktive nyhedsartikler ofte bliver taget for den ægte vare

Muntert at sikkerhedseksperten haler et par ordbogsdefinitioner frem, i stedet for at henvise til relevant forskning. Den nederste forklaring er i øvrigt skrevet af Rokokoposten!

Generelt er jeg træt af skræmte skrøner om hvor meget dygtigere russerne fortsat er til at præge den ganske verden, end de vestlige mediefolk inden- og udenfor statslige organer. Fx dominerer tvkanalen Russia Today den globale holdningsbearbejdning - for langt mindre end Danmarks Radios budget - hvis man ellers skal tro på de militære eksperter...

Særligt underligt er det, at et par af DRs chefer havde været til skoling i Moskva i kommunisttiden, men åbenbart alligevel ikke fik lært af hvor billigt og effektivt nyhedsmedier kan drives derovre :).

Min oplevelse er i stedet, at vi sagtens kan være rigeligt dumme og faktaløse, helt uden hjælp fra russiske eksperter - hvilket danske medier dagligt dokumenterer.

  • 14
  • 5
#9 John Michael Foley

Her er lidt relevant forskning, der også kan kaster lys på hele problematikken, En rapport udarbejdet af André Ken Jakobsen, Ph.d og postdoc. Det er bl.a. på baggrund af forskningen og en international konference afholdt den 18. november 2020, i IDA's Kongressal, at vi nu sætter turbo på at få fokus og fornyet interesse for emnet fake news og ikke mindst de andre elementer af hybride trusler og angreb. God læselyst. Her er linket til rapporten.: https://cms.polsci.ku.dk/publikationer/naar-hydra-angriber-hybrid-afskra...

  • 2
  • 0
#10 Tom Paamand

Her er linket til rapporten

Tak, den bladrede jeg også i vinters. Den advarer fx mod påvirkningskampagner på Facebook, og russisk indflydelse på USAs præsidentvalg. Clinton- og Trumpkampagnerne købte hhv for $28 og $44 millioner dollars hos Facebook op til valget i 2016. Russerne ser ud til at have brugt under een procent af disse beløb hos Facebook, men er jo verdens bedste til at lave reklamer...

Det nævnes dog, at Nordmakedonien konkurrerede med russerne om at levere gebrokne og klikbare falske nyheder. Desværre duede det standardiserede fjendebillede så ikke her, for Nordmakedonien er medlem af NATO. Her blev producenterne af falske hjemmesider mm derfor ikke beskrevet som hemmelige agenter, men som teenagere på jagt efter hurtige penge!

Vi sidder vist med hver sin facitliste, og får derfor kronisk de modsatte resultater presset ud af de samme oplysninger :).

  • 9
  • 3
#11 John Michael Foley

Har du Tom Paamand en holdning til de initiativer og forslag, der nævnes i rapporten og i vores gæsteblog, må du meget gerne komme frem med det, herunder fortælle hvorvidt Danmark og andre lande og organisationer skal gøre noget yderligere, som skitseret, eller blot lade stå til? Udover dine kommentarer i denne tråd skal Søren og jeg opfordre til at du skriver en uddybende blog og lader den publicere her i Version2. Og dermed muliggøre, at komme endnu mere i dybden og ind til kernen, idet jeg fornemmer at du har en del viden på dette felt. En viden som vi kan bringe videre i forbindelse med de kommende drøftelser, der begynder allerede i næste uge på Christiansborg hos bl.a. nogle af politikerne (MF'er) nævnt i artiklen.

  • 5
  • 0
#12 Tom Paamand

du skriver en uddybende blog og lader den publicere her i Version2

Jeg gætter på, at du lover lidt rigeligt på Version2s vegne - men tak for forslaget. Min primære viden er et effektivt BS-filter, der som det ses slår ihærdigt ud når opblæste fagudtryk pyntes ud over gammelkendte fjendebilleder, og dermed skygger for at det meste kun er gisninger og rygter - som der så ønskes yderligere millioner hældt ud over.

Blot lade stå til? Du mener undlade at opstille IT-kompagnier mod stort set imaginært opblæste fjender. Jeps, den er jeg med på. Hold militæret på solid afstand - de kan åbenbart ikke sætte kode sammen uden at det går helt galt. Men naturligvis bør følsom infrastruktur opbygges med langt mere IT-fornuft, end det hidtil er set - så hackere ikke har for frit spil.

I EU har Margrethe Vestager fået lov til at skubbe lidt til IT-monopolernes magt, som jeg ser som en væsentligere svøbe. Kampen for at få reguleret de aSociale Medier burde koordineres fra et forbrugersynspunkt, og helt nede på dette niveau hører problemet med de omtalte spamfarme.

Ingen har hidtil kunnet dokumentere at problemet kræver militær indsats - og tidens seneste FE-skandale demonstrerer hvorfor også Center for Cybersikkerhed bør civiliseres væk fra de grønne uniformer. Koordineret skadelig adfærd, systematisk undergravning af demokratiske processer og spredning af hadefulde ytringer skal blot integreres i den gældende civile lovgivning.

Så, sværere var det ikke. Bortset fra at dem der skriver sådanne militære rapporter burde tvinges til peer review - ikke af kollegaer, men af akademikere uden militær tilknytning. Så ville nogle af deres højtstræbende sandslotte kunne skylles bort i tide!

  • 8
  • 1
#13 John Michael Foley

Jeg kan læse af dine kommentarer, Tom Paamand, at du ikke har til hensigt at skrive et blogindlæg, og det står dig naturligvis frit for. Men vil man have indflydelse og forbedre situationen er det min erfaring ikke tilstrækkeligt kun at kritisere i en tråd, men komme med konstruktive forslag til forbedringer, og publicere disse i en større sammenhæng. Det er derfor vi, en række personer, nu i den kommende tid vil forsøge at påvirke bla. politikerne og andre personer, der har magt og indflydelse til at ændre på forhold, der er kritisable. For god ordens skyld, vil jeg blot nævne, at jeg ligesom dig ikke finder det hensigtsmæssigt, at der findes en militær løsning på problemet. De der kender mig og har fulgt med ved, at jeg er den største fortaler for at CFCS netop** ikke** skal være en del af det militære forsvar, herunder FE. Netop det forhold drøftes i et panel, på den kommende Infosecurity 2020 messe, hvor jeg uddyber, hvorfor også Center for Cybersikkerhed "bør civiliseres væk fra de grønne uniformer", som du skriver. Det du anbefaler som løsning, at* "Koordineret skadelig adfærd, systematisk undergravning af demokratiske processer og spredning af hadefulde ytringer skal blot integreres i den gældende civile lovgivning",* Er netop et af de forslag vi anbefaler sammen med flere andre tiltag, som du kan læse i gæstebloggen.

  • 6
  • 1
#14 Knud Larsen

1) Ejendomsvurderinger siden 2003 (2013) se bogen om denne skandale: http://optimalpub.dk/page2.html 2) Om brugen af net til a thjæle kvinder med nedsunken livmoder DR og Politiken: http://optimalpub.dk/page1.html 3) Alene sprogbrugen i ye love er skræmmende eks. om indfødsret. "Du har dansk indfødsret når du er dansk"? Eller fra loven om ejendomsvurdering " ens ejejndomme skal vurderes ens"?

'fake news' fremmes iflg en ekspert her på siden af, at de news, der får flest hits, rykker frem i køen, og sandhedne rykker nedad.

  • 0
  • 8
#15 Peter Jensen

Enhver form for lovgivning mod hvad magtaverne til enhver tid finder det belejligt at definere som "fake news" er udtryk for en ulækker ekstrem totalitær tankegang der henleder tankerne på 30'erne syd for grænsen eller det kommunistiske diktatur i den nu opløste Sovjetunion.

At forbyde folk at sige eller skrive hvad de vil, er udtryk for den ækleste form for censur. Det er direkte anti-demokratisk og går i mod vores vestlige demokratiske værdier.

I et demokrati er det sådan at folk SELV bestemmer hvad de vil tro på. Ingen har ret til at bestemme hvad der er "sandheden". Alle kan offentliggøre deres meninger og den enkelte borger drager selv sin konklusion om hvad man tror på eller ej.

Censur er en del af den patologiske totalitarisme og forekommer kun i totalitære diktaturer, hvor magthaverne bestemmer hvad der er sandheden, hvad den enkelte borger må ytre sig om og hvad borgerne skal mene.

  • 23
  • 3
#17 Nis Schmidt

Brexit skete og Trump vandt. Get over it.

Første del er vi enige om, men vandt Trump virkelig eller var det valgteknik?

Samme spørgsmål til FV'15. Det du glemmer er, at folket kan manipuleres - og bliver det; det sker, vi ser nu resultaterne.

Jeg tror, bloggernes hensigt er at løfte opmærksomheden om nødvendigheden af civile IT-myndigheder - det rimer bedre med den "evidens" jeg har fundet her og andre steder på nettet.

  • 3
  • 6
#18 Nis Schmidt

»De (Center for Cybersikkerhed, red.) er jo ikke underlagt almindelige forvaltningsmæssige regler eller regler, der er gældende for det øvrige samfund med hensyn til at kunne føre kontrol med centeret på den ene eller anden måde,« siger John Foley.

Citat fra https://www.berlingske.dk/internationalt/nu-kommer-den-nye-cyberlov-vore...

Ja ja, "Cyberloven" kom så ikke, på grund af FV'19?

Problemet med fyldige indlæg er, at få orker at læse dem til ende - inden kløen i tomlen overmander dem.

  • 1
  • 1
#20 Albert Jensen

Fake news == begreb opfundet af Donald Trump til at tilsvine medier der er kritiske overfor ham, eller bringer historier han er uenig i.

Dets vigtigste funktion i andre dele af verden er nu at indføre censur. Dvs. undertrykke historier lokale magthavere er uenige i, eller ikke ønsker frem.

"Fake news" i betydningen usandheder eller falske historier har altid eksisteret, og som regel spredt af magthaverne selv. Nazisterne havde et helt ministerium for den slags. CIA brugte under Vietnamkrigen europæiske medier til at sprede løgne om situationen i Sydøstasien. På "newsspeak" hedder den slags i dag spindoktorer.

  • 5
  • 5
#21 John Michael Foley

Din kommentar afslører, Albert Jensen, at du ikke har forstået, hvad der egentlig står i bloggen. Prøv at læse den igen. Forhold dig også gerne til det bloggen også og især handler om, dvs. behovet for bekyttelse og sikring af Danmark og dets borgere mod hybdride trusler og angreb. Angreb, som fx. Ukraine og Georgien og mange andre lande allerede er blevet udsat for, os som demokratiske lande næsten dagligt oplever. Hensigten med vores initiativ er netop at afsløre fake news m.m. og bringe disse løgne til befolkningens kendskab. Det kan den enkelte borger ikke selv overkomme og skal have hjælp til at afsløre løgne og usandheder, som befolkningen, i en lind strøm udsættes for. Den hjælp skal gives via et tæt og åbent samarbejde mellem både offentlige og private instanser samt medier, der har både muskler og kompetencer til af afsløre og afdække de mange løgne vi som almindelige borgere dagligt bliver udsat for.

  • 5
  • 3
#22 Dan Mygind

Herovre i UK er der i dag høring om udlevering af Julian Assange til USA.

Når jeg taler med hvad jeg vil betegne som normalt velinformerede professionelle folk om Assange, er kendskabet til fakta om sagen minimal (En, som trofast følger den daglige nyhedsstrøm, troede, at Assange stadig var i Sverige anklaget/fængslet for voldtægt).

Det er absolut ikke uintelligente folk, men uvidenheden skyldes en stort set samlet UK-presse, der har gennemført en årelang smædekampagne baseret på meget lidt fakta. Lidt apropos til: "I løbet af de seneste år er der registreret øget brug af desinformationskampagner og systematisk distribution af falske nyheder på sociale medier som metode til at påvirke meningsdannelse og underminere politiske modstandere."

Her beskriver FN rapportør Nils Melzer sin egen undersøgelse af hvad der er fakta og hvad der er misinformation/fake news, når det kommer til Assange.

Nils Melzer prøvede uden held at få sin blog som debatindlæg/kronik i The Guardian, The Times, the Financial Times, the Sydney Morning Herald, the Australian, the Canberra Times, the Telegraph, the New York Times, the Washington Post, Thomson Reuters Foundation og Newsweek.

Mon den slags blogs fremover vil blive betegnet som misinformation og blive blokeret, hvis vi får en lov om fake news?

  • 12
  • 0
#23 Poul-Henning Kamp Blogger

Det er absolut ikke uintelligente folk, men uvidenheden skyldes en stort set samlet UK-presse, der har gennemført en årelang smædekampagne baseret på meget lidt fakta.

Det er sådan set det samme som den pointe jeg prøvede at komme igennem med ovenfor:

Hvorfor fokusere på "udenlandsk" når magtfulde særinteresser også bruger samme metoder indenlands ?

  • 10
  • 1
#24 Tom Paamand

Angreb ... som demokratiske lande næsten dagligt oplever

Så puster du atter Fake News op i en grad, som jeg fortsat mangler at se dokumenteret med solide danske eksempler - eller bare indlysende sager fra resten af verden. Hydra-rapporten er meget lidt konkret, men fremmaler blot dystert, at sådan er det altså. Basta!

Men een ting er vandrehistorier, som jeg har bekæmpet stort set hele mit liv - ikke mindst når disse sejlivet er blevet en del af den "officielle" fortælling. En helt anden ting er at omskrive disse, som var de et effektivt og udbredt krigsvåben fra de åbenbart utroligt dygtige russere.

EU-pjatteriet East StratCom er sat i søen for at dokumentere og afsløre den slags, men fungerer på et pinligt lavt niveau som en slags dårligt underbyggede læserbreve, hvor links til fx NATO fungerer som "dokumentation".

Angående at skrive en kvalificeret blogindlæg, så vil jeg egentligt gerne - men ikke lige nu, hvor jeg de næste uger må koncentrere mig om andre opgaver. Når jeg blander mig her, er det overspringshandlinger i kaffepausen. Men derefter lader jeg mig gerne ansætte :).

Kom gerne med tre aktuelle eksempler på at russerne har kunnet påvirke danskernes holdninger gennem fake news?

  • 5
  • 1
#25 Bjarne Nielsen

Hvorfor fokusere på "udenlandsk" når magtfulde særinteresser også bruger samme metoder indenlands ?

Jeg så godt dit første indlæg; hvilke af Allers ugeblade er det, at du mener bedriver noget svarende til "desinformationskampagner og systematisk distribution af falske nyheder på sociale medier som metode til at påvirke meningsdannelse og underminere politiske modstandere" (for lige at citere indledningen til oplægget)?

De kulørte blade, som jeg har set, virker mere til at være i kategorien panem et circenses. Jeg har noget svært ved at klandre lige præcist dem for ikke at interessere sig mere for sagen Assange, og de principper som den er godt igang med at knæsætte.

Eller tænker du på nogle andre ugeblade end jeg?

  • 1
  • 0
#26 John Michael Foley

Du erindrer sikkert Tom Paamand, de mange hybdride angreb, som Ukraine og Georgien blev udsat for i forbindelse med Ruslands intervenering og angreb på de respektive lande. Hvis ikke så kan jeg anbefale, at du kontakter den georgiske og ukrainske ambassadør her i Danmark, der på fremragende vis førte dokumentation og gav mange eksempler på de talrige trusler og angreb, som de blev udsat for og som de fortsat bliver udsat for. De to ambassadører gav begge oplæg på vores konference den 18. november 2019, i Ingeniørforeningens Kongressal, hvor overskriften var "Hybrid threats - The destabilization of democracies?" Jeg har i øvrigt ikke påstået, at russerne har gennemført påvirkningskampagner og forsøgt at påvirke danskernes holdninger gennem fake news. Du lægger mig ord i munden og påstår noget jeg ikke har sagt (Fake News):)). Jeg skal anbefale, at du tager kontakt til Statsministeriet og Udenrigsministeriet, der i forbindelse med, og forud for sidste valg, fik 50 millioner kroner til at undersøge, registrere og dokumentere påvirkningskampagner i forbindelse med valget. Jeg kan i øvrigt ikke love dig ansættelse i Version2, det er redaktøren der afgør det. Men mon ikke han vil tage imod din blog, når du nu engang får tid til at skrive den. Jeg ser rigtigt meget frem til at læse den.

  • 2
  • 0
#27 Tom Paamand

Modsat dig erklærer jeg gerne, at russerne har gennemført påvirkningskampagner og forsøgt at påvirke danskernes holdninger gennem fake news. Det er jeg ikke i tvivl om - det er blot effekten, jeg stærkt betvivler. Både herhjemme og i udlandet.

Du henviser så til, at jeg skal lave din research for at understøtte din argumentation, da du atter ikke selv har kunnet finde relevant forskning at linke til? Hvilket desværre falder godt i tråd med den forskning, jeg har set fremlagt på området...

  • 1
  • 1
#28 Gert Madsen

Hvem skal afgøre hvad der sandt ?

Skal folketinget have indflydelse, eller vil kommisionen feks. kunne stemple regeringsmeddelelser?

Feks. anprisning af plastsortering, som jo blev afsløret som falsk, da noget af det dukkede op i fjernøsten. Her er det jo symptomatisk at afsløringen udløste en gang kommunikations-bullshit, istedet for en åben erkendelse af, at man er nødt til at se længere end til den enkelte borgers skraldespand.

Og hvem afgør, hvor langt man skal gå, for at afdække hele kæden? Det er åbenlyst at kun at se på den umiddelbare aftager, er for lidt. Men hvor langt, og hvor stor en del af skal man følge til ende ?

Vi kan også tage en mere sprængfarlig påstand: Danmark har en tredeling af magten. Eller har vi? Der skal ikke graves meget, før man opdager at domstolene ikke er så uafhængige, som man gerne vil have det til at se ud. Vil det blive stemplet falsk, hvis nogen påstår at det danske grundlag for frit demokrati ikke er på plads?

Noget af det som ønskes, lugter jo af det universiteterne gjorde, inden de blev politisk detailstyret vhja. finansieringen. Måske var det en bedre vej? Det vil betyde en svækkelse af politikernes magt, så det sker nok ikke.

Overordnet savner jeg noget i forslaget, der skal forhindre at vi får noget som ligner middelalderens forfølgelse af folk, der sagde at jorden er rund.

Som andre ovenfor. mener jeg at man skal begynde med at højne kvaliteten af myndighedernes budskaber. Alternativt vil man stå med at kommisionen falsk-stempler danske myndigheders meddelelser, eller at komisionen mister sin troværdighed.

  • 2
  • 0
#29 John Michael Foley

Tak for indrømmelsen. Godt tilfreds med at du i det mindste er bekendt med at russerne har gennemført påvirkingskampagner Danmark. Publicer gerne dine eksempler i din kommende blog. Jeg har endvidere anvist, hvor du kan finde de ønskede oplysninger og har ikke tænkt med at gå videre med at researche, som du ønsker. Så herfra tak for nu, herunder debatten og dine kommentarer. Ser frem til at læse din blog om emnet, når du engang får tid.

  • 1
  • 1
#31 Michael Cederberg

Vi har ganske rigtigt i dag et problem med løgn i debatter og i dannelsen af den offentlige mening. Det har der altid været men ikke i samme grad som nu. Trump er et godt eksempel.

Men løsningen er ikke offentlige smagsdommere der skal skille skidt fra kanel. Det er tværtimod første skridt mod et autoritært samfund.

Når vi ikke havde så store problemer med den slags tidligere, så var det fordi massekommunikation var sværere. Hvis jeg opfandt en teori om at jorden var ryggen af en gigantisk skildpadde som bevægede sig gennem rummet i et rumskib formet som en softice, så kunne jeg fortælle mine venner om det (og håbe at nå hele historien inden de døde af grin).

Hvis jeg virkeligt følte noget for det så kunne jeg betale for trykning af posters og hænge dem op i nabolaget. Måske kunne jeg få historien trykt i UFO-bladet som 73 andre crackpots abonnerede på og dermed brugte deres surt opsparede penge på. Hvis jeg forsøgte at få historien trykt i bredt cirkulerede medier eller bragt i TV, så skulle jeg overbevise en redaktør (eller hans repræsentant) om at den var værd at bringe. Det var med til at holde løgne nede.

I dag kan jeg lave et website, jeg kan fylde det med løgne og jeg kan sprede dem med Facebook, Twitter, 4chan, etc. Jeg behøver ikke bruge mange penge på det, jeg kan gøre det helt anonymt og det koster heller ikke noget for andre at samle det op.

Jeg vil tilbage til en tid hvor massekommunikation ikke er ”gratis”. Hvor nogen tager ansvar for det der bringes og hvor man ikke kan være anonym. Det skal være slut med facebook (eller version2) blot som mikrofonholder. De skal gøres ansvarlige for det der står på deres sites. Såfremt de ikke vil tage ansvar, så skal de begrænses til maks. 1000 brugere (= ikke længere massekommunikation).

  • 8
  • 4
#32 Tom Paamand

En sidste uddybning. Eksemplet om dyresex er fra den forrige regerings forsøg på at påvise nyere eksempler på det russiske styres brug af disinformation mod Danmark. Hvor selv Berlingske skrev, at regeringen ikke kan give ét eneste eksempel på, at Rusland har forsøgt at ramme Danmark med en påvirkningsoperation.

Sidste sommer blev der så advaret i hele EU, om at den russiske troldehær ville angribe EU-valget. Det skete så ikke, måtte skuffede forskere erkende bagefter, hvor heller ikke officielle russiske medier havde markeret sig.

Men skrækken for det så uforståelige IT kombineret med koldkrigeriske fjendebilleder er åbenbart en uimodståelig cocktail. Det kniber dog fortsat med at fremvise klare eksempler, hvilket altså på ingen måder stopper "sikkerhedseksperter" i at tjene kassen på fortsat råben om at Ulven kommer.

Det efterlader borgerne dobbeltforvirrede, når de bliver advaret om påstået fake news på måder, som ikke opmuntrer til hvad der virkelig er brug for - en generel kildekritisk holdning til samtlige de informationer, der vælter ind. Vel og mærke uden at gøre folk modløse, så de blot mistror det hele. Det er sgutte nemt...

  • 2
  • 0
#33 Henrik Madsen

Hvornår afgør man så om noget er fake news. Hvor hurtigt skal f.eks en avisartikel som ikke kan underbygges have lov at eksistere før den fjernes som fake news.

De danske MSM havde ekstremt travlt med at skrive om Trumps samarbejde med russerne og russiske ludere trump skulle have frekventeret.

Ser vil tilbage har det som jeg husker det aldrig været muligt, rent faktisk at underbygge disse påstande med reelle facts ...

Så spørgsmålet er så.

Skulle aviserne så

  1. Have undladt at skrive artiklen
  2. Have fjernet den da de fandt ud af at der ingen beviser er.
  3. Have haft artiklerne fjernet som fake news

Og vigtigere endnu, skulle disse medier have haft en både for at sprede fake news.

  • 3
  • 0
#34 Søren Matz

Det er altid en fornøjelse at lægge blogindlæg ud hos Version2. Man er sikker på, at man rammer et begrænset, men begavet publikum. Oftest helt uden indblanding fra sock puppets, shills eller falske profiler, der dækker sig bag påtaget identitet. Det er rigtig rart. Jovist, der er til tider tilfælde af doxxing og læsere, der udviser forskellige gradbøjninger af deindividualisering, men det er jo en risiko man tager, når man går viralt. Det kan ikke holde mig vågen om natten.

Til gengæld ærgrer det mig, når debattører går helt forkert i byen og rammer udenfor skiven. Den opmærksomme læser vil have bemærket, at Indlægget - til trods for overskriften - ikke handler om fake news, ytringsfrihed, eller regulering af SoMe eller tech-giganter, men om EU's initiativ mod desinformation og hybride trusler, der forekommer i den igangværende gråzonekonflikt på kanten af de folkeretslige afgrænsninger mellem krig og fred. EU foreslår, at man overvejer retningslinjer for tiltag, der kan omfatte - men ikke er begrænset til - lovgivning, regulering eller ikke-lovgivning og anbefalinger; militære eller ikke- militære aktioner; nationale eller fælles rammer for handlinger, der kan beskytte fællesskabet mod denne nye, ukendte og ret uprøvede angrebstype. Dette er udtryk for stigende sikkerhedspolitisk bekymring over udviklingen i det, som jeg tidligere har kaldt 'Cybergaps'. Det kan du læse mere om her: https://matzonline.com/portfolio/red-flags-in-cybergaps/ (Du kan også downloade i pdf fra Academia.edu)

Det ville være langt mere konstruktivt, hvis de begavede læsere ville komme med forslag til, hvordan vi fremover kan beskytte Danmark og EU mod hybride angreb fra fremmede magter - helt uden at pege fingre ad hinanden. Men det er nok for meget forlangt.

  • 3
  • 2
#35 Peer Hansen

Ondets rod er befolkningernes manglende tillid til myndighederne og de etablerede medier. Uddannelse og tillidsopbygning, i bred forstand, er, efter min mening, vejen frem. Som situationen er, hvor en stor del af magten er flyttet langt væk fra individet og koncentret i en lille og temmelig lukket kreds (EU) vil det blive en svær opgave. Ikke at alt dårligt kommer fra EU, vores hjemlige såkaldte offentlighedslov og folketingspolitikere som nægter at oplyse om deres personlige økonomiske forhold trækker også i den forkerte retning Både EU og de nationale myndigheder skal gøres fuldstændigt transparente og det skal være slut med alt som minder det mindste om korruption. At oprette statslige "sandhedsfabrikker" vil lugte af censur og bare øge mistilliden - informationer skal have lov til at flyde frit og befolkningerne skal gøres i stand til kunne håndtere det.

  • 4
  • 0
#36 John Michael Foley

Tak for dit konstruktive forslag, Peer Hansen, som jeg langt hen ad vejen er enig med dig i. Men bemærk venligst, at EU's initiativ især retter sig mod desinformation og hybride trusler, der forekommer i den igangværende gråzonekonflikt på kanten af de folkeretslige afgrænsninger mellem krig og fred. EU foreslår, at man overvejer retningslinjer for tiltag, og ikke oprettelse af statslige "sandhedsfabrikker". Der overfortolker du desværre det der står i vores gæsteblog, som fejlagtigt og desværre kun er blevet til en debat om fake news i denne tråd og ikke hybride trusler. Mange lande vi normalt sammenligner os med har for længst taget debatten og er igang med at finde ud af hvordan et land sikrer sig bedre mod hybdride angreb. Eu har enddog oprettet et Hybrid Center of Excellence (COE), med hovedkvarter i Helsinki, Finland, der forsker i hvordan vi kan undgå at komme i samme situation som fx. Ukraine og Gerorgien, der blev udsat for angreb og påvirkningskampagner fra russisk side, der førte til intervention og annektering af store dele af begge lande.

  • 2
  • 1
#37 Bjarne Nielsen

Det er altid en fornøjelse at lægge blogindlæg ud hos Version2. Man er sikker på, at man rammer et begrænset, men begavet publikum.

Jeg deler din generelle opfattelse her, men jeg må desværre indrømme, at det ikke omfatter mig; jeg kan simpelthen ikke få hovedet omkring "hybride trusler", og jeg formåede ikke at tygge mig igennem alle de mange ord i indlægget.

Og så bliver det nemt til en diskussion om farven på cykelskuret.

Så jeg vil overlade debatten til de bedre kvalificerede. Væk mig, når der er en konklusion. :-)

  • 1
  • 1
#38 Gert Madsen

Men bemærk venligst, at EU's initiativ især retter sig mod desinformation og hybride trusler

Jeg læser hybride trusler som forskellige angreb som er koordineret. Desinformation indgår så som en del af det. Og det er der, hvor alarmklokkerne ringer.

Vi har en meget aktuel sag, hvor FE har givet NSA direkte adgang til danskernes internetaktiviteter. Det har flere gange været skrevet her på stedet, at det ser ud til at foregå.

Kunne det være desinformation at skrive dette, når politikere og højtstående embedsmænd nægter at det foregår?

Ville den sag komme for en dag, eller ville det blive stemplet som desinformation og blive fjernet?

  • 2
  • 0
#39 Frithiof Andreas Jensen

Hvorfor fokusere på "udenlandsk" når magtfulde særinteresser også bruger samme metoder indenlands ?

Fordi man har en direkte og meget konkret indflydelse på Indenlandske Aktører, ikke mindst et ansvar for at håndhæve loven fordi man kan!

"System-Danmark" vil undgå pinligheder som at SØIK skal trække en svindelsag mod prominente DF'ere ud i årevis indtil den er forældet.

Hvis det er "Putin" så har vi derimod ingen problemer, fordi han er uden for vores juridistriktion. Vi kan altid vride vores hænder, kaste aske på vores tøj og snakke om nogle sanktioner. Det er det nemmeste så det gør vi.

Olsen Banden var en dokumentarserie!

  • 0
  • 0
#41 Michael Cederberg

Du vil have at kun de rigeste kan kommunikere? Mener du virkelig det?

Var det sådan for 30 år siden? Før internettet.

Råd og vejledning fra Bill Gates, Putin, Kim Jung Un, Alexander Lukajenko og George Soros er umiddelbart ikke noget jeg vil følge.

Når man putter Gates og Soros i samme kasse som Luk og Un, så er man useriøs. Men det er godt med selvdeklarering.

Nix, der er stadig brug for 4chan etc.

"Arbejderen" kunne stadigvæk lukke sit vås ud for 30 år siden. Du kan fint lave et 4chan, der skal bare være en redaktør for indholdet som tager ansvar. Og dem der deltager må ikke være anonyme. Hvis nogen ønsker at forsvare QAnon i deres rigtige navn så er det fint med mig.

  • 3
  • 2
#42 Lars Pedersen

Det er elitens konspirationsteori.

Eliten havde flg. ting de troede på:

EU er godt. Globalisme er godt. Populisme er dårligt.

desuden:

Demokrati er godt. Ytringsfrihed er godt.

men så skete: Folket stemte UK ud af EU. Folket valgte Donald Trump.

Det skabte en følelse hos eliten af, at ytringsfrihed og demokrati ikke var godt - kognitiv dissonans.

For at fjerne følelsen opfandt man Fremmede Kræfters Desinformation som forklaring. Dvs, folket var manipuleret til at stemme forkert. En søgt konspirationsteori.

Nu havde eliten det godt igen, og kunne fortsat hylde demokratiet og ytringsfriheden, så længe man havde muligheden for at bekæmpe den ikke-eksisterende konspiration.

  • 1
  • 2
#43 Michael Cederberg

Det er elitens konspirationsteori.

FBI har sagt russerne blandede sig. Senatets efterretningskommite (ledet af republikanerne) siger russerne blandede sig. Department of Homeland Security (med en chef indsat af Trump) siger russerne blander sig i 2020 ...

Men jeg ved godt du bare vil sige at det er eliten der slår igen. Det er det karakteristiske ved en konspirationsteori: alle beviser imod teorien bruges bare til at vise at konspirationen er større.

Jeg gider ikke diskutere alt resten af dit nonsens. Præmissen er at "eliten" konspirerer. Problemet er bare at der ikke findes en elite der samarbejder særligt meget. "Eliten" kæmper hele tiden imod hinanden. Jeg kunne fortsætte.

Demokrati er godt. Men derfor kan de dumme/onde/forkerte godt vinde. Trump er et godt eksempel. Ytringsfrihed er godt. Men derfor kan den godt bruges til at ytre noget ufatteligt dumt. Dit udfald mod Soros & Gates er et godt eksempel på det sidste.

Men hils Q

  • 1
  • 2
#46 Michael Cederberg

Jeg skrev netop ikke, at eliten konspirerer. Læs igen.

Du skrev ...

For at fjerne følelsen opfandt man Fremmede Kræfters Desinformation som forklaring. Dvs, folket var manipuleret til at stemme forkert. En søgt konspirationsteori.

Hvis "man" opfandt en forklaring så er det jo en konspiration. Men set i lyset af at du ikke har skyggen af bevis for det, så er det en klassisk konspirationsteori du kommer med.

Som sagt har FBI, Senatets efterretningskommite og Department of Homeland Defence og flere andre sagt at Rusland blandede og blander sig i det amerikanske valg. Det er således ikke bare noget man har opfundet. Hvorvidt det har haft en betydning for valget af Trump ved ingen. Klart er det at Trump blev valgt. Klart er det også at han havde en masse mennesker bag sig.

Men det er også åbenlyst at Trump er en løgnhals - mængden af løgne er enorm. Vi har set at han er inkompetent i krisesituationer ifbm. COVID krisen. Han er også en åbenlys inkompetent leder af andre - dette ses af at hans administration har været som en banegård med folk der kom og gik. I 3 måneder havde USA en justitsminister hvis forrige job bestod i at rådgive et fupfirma som blev lukket og dømt til at betale 200 mio. kr. tilbage til kunderne. Læg så oveni mængden af dømte forbrydere der har været i hans umiddelbare nærhed. Trump er en katastrofe for USA.

Så ja, som prospect medlem af "Eliten" så er jeg overrasket over amerikanernes dumhed i valg af præsident. Ligesom jeg er overrasket over danskere der protesterer mod mundbind. Og mange andre ting.

Hils Q.

  • 1
  • 1
#47 Frithiof Andreas Jensen

Hvornår afgør man så om noget er fake news. Hvor hurtigt skal f.eks en avisartikel som ikke kan underbygges have lov at eksistere før den fjernes som fake news.

Den skal ikke fjernes.

"Mediet" skal (udover bøder et cetera) derimod tvinges til at placere et synligt dementi i toppen af artiklen, så Google et Al altid kan finde det (og nogen kan lave et pladder-balle-indeks over mediets totale artikler vs. artikler med dementier samt få et overblik over hvilke journalister / robotter der oftest er nogle knaldhætter).

  • 2
  • 1
#48 Frithiof Andreas Jensen

Det er således ikke bare noget man har opfundet.

Matt Taibbi, som absolut ikke er nogen stor fan af Donald Trump(1), mener at det helt bestemt er noget "man" har opfundet og at medierne helt uhæmmet og ukritisk har viderebragt hvad-som-helst "i den gode sags tjeneste" uden kildekritik eller selvstændig tænkning - med det helt forudsigelige resultat at Ingen længere "køber" selv sande historier (som eksempler på at Donald Trump er en løgnhals) hvis de kommer fra et medie "på det andet hold"!

(1) Matt Taibbi mener at Donald Trump simpelthen er en sælger, af den slags som vil sige præcis hvad som helst for at lukke et salg:

https://taibbi.substack.com/p/the-trump-era-sucks-and-needs-to

The question, “What is Trump thinking?” is the wrong one. He’s not thinking, he’s selling. What’s he selling? Whatever pops into his head. The beauty of politics from his point of view, compared to every other damn thing he’s sold in his life — steaks, ties, pillows, college degrees, chandeliers, hotels, condominiums, wine, eyeglasses, deodorant, perfume (SUCCESS by Trump!), mattresses, etc. — is that there’s no product. The pitch is the product, and you can give different pitches to different people and they all buy.

In 2016 Trump reeled in the nativist loons and rage cases with his opening rants about walls and mass deportations, then slowly clawed his numbers up with the rest of the party with his “softening” routine. Each demographic probably came away convinced he was lying to the other, while the truth was probably more that he was lying to all of them. Obviously there are real-world consequences to courting the lowest common denominator instincts in people, but to Trump speeches aren’t moral acts in themselves, they’re just “words that he is saying,” as long-ago spokesperson Katrina Pierson put it.

  • 3
  • 0
#49 Michael Cederberg

Matt Taibbi, som absolut ikke er nogen stor fan af Donald Trump(1), mener at det helt bestemt er noget "man" har opfundet ...

Jamen når du og Matt siger det så må det jo være rigtigt. Ha ha ha.

Siden den første artikel du refererer til er det i øvrigt kommet frem at at Mueller kun måtte undersøge om noget gjorde noget kriminelt. Ikke om der foregik samarbejde mellem Trumps kampagne og russerne. Og Mueller har i øvrigt anklaget en række Trump folk for kriminelle handlinger. Han har bare ikke anklaget Trump for det måtte han ikke. Mueller sagde dog at hvis han havde kunnet sige at Trump var uskyldig, så havde han gjort det.

Og siden din artikel fra 2019 har FBI, Senatets efterretningskommite og Department of Homeland Defence og flere andre sagt at Rusland blandede og blander sig i det amerikanske valg.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere