carsten hansen bloghoved

Outsourcing skal gøres ordentligt!

Vi har lige fejret, at det er 10 år siden, vi sammen med vores første kunde Spar Nord startede op med outsourcing i Ukraine.
Festlighederne med gode kunder og kolleger gav selvfølgelig anledning til en masse røverhistorier fra ’gamle dage’: Hvordan vi holdt de indledende jobinterviews i hotellets mødelokale og ansatte vores første fem udviklere – og først derefter fandt et kontorlokale at være i. Og så til i dag, hvor vi er veletablerede, og mange potentielle medarbejdere henvender sig uopfordret.

Det sidste årti er sourcing modnet fra at være noget eksotisk og fremmedartet til at være blevet et commodity. Verden er vores markedsplads, og vi handler lige gerne med en dansk som med en lokal virksomhed. Udbuddet er enormt, og beslutningen om at outsource kan næsten eksekveres bare med et par tastetryk.

Risikoen er imidlertid, at vi overser, hvor stor forskel der rent faktisk er på, med hvem og under hvilke betingelser man indgår aftaler om sourcing. Lokale tilbud om quick fixes og sourcing, som lyder for nemt og godt til at være sandt, og hvor I bliver lovet guld og grønne skove, er som regel netop… for godt til at være sandt. Hvis man ridser lidt i lakken, er der ofte ikke ordentligt styr på tingene. Og det kan have voldsomme konsekvenser.

Hvor er der, og hvor er der ikke, konsistens mellem dansk lovgivning og lovgivningen i sourcing-landet? Hvilket lands lovgivning er, skal eller kan være gældende i samarbejdet og ved evt. tvister? Hvordan er regler og rettigheder for IP og unlicensed software – og hvordan forholder vi os til det? Hvilke ejerskabskonstruktioner arbejder den lokale partner med, hvem ejer tingene (og jeg har oplevet mange ’sjove’ konstruktioner de sidste ti år!). Når man i perioder henter sourcede medarbejdere til Danmark for at arbejde på projekter, hvordan er det så liiige, det er med visum og arbejdstilladelse og skat og overenskomst og…? Hvem har styr på det – den lokale partner? Det tror jeg næppe.

Når jeg spoler tilbage gennem ti års erfaringer med outsourcing, er der masser af gode råd at give videre – både gode råd om, hvad man bør gøre, og gode råd om, hvad man ikke bør gøre. Men selv om der er rigtig mange forskellige råd at give videre, så kan de alligevel sammenfattes med én fællesnævner: Vi skal gøre det ordentligt.

Samarbejde, partnerskab og et godt resultat med outsourcing opnås kun, hvis alle involverede parter gør det ordentligt: Det er en langsigtet, strategisk beslutning at outsource, og man skal ville både hinanden og projektet, afsætte tiden og ressourcerne – i det hele taget gå grundigt og dedikeret til værks.
Jeg skriver helt bevidst, at man skal ville hinanden. Som forretningspartner, som virksomhed og som enkeltpersoner. Outsourcing handler om mennesker, og det er min faste overbevisning, at det at gøre tingene ordentligt i bund og grund handler om, at man har samme, grundlæggende menneskesyn og tilgang til tingene for at sikre, at man kommer ordentligt rundt om alle aspekter af outsourcing – både på en række generiske parametre og i kontekst at de lande og kulturer, man sourcer mellem.

Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Rasmus nix

Jeg tror sjældent, at jeg har læst et så intetsigende indlæg. Aartiklens substans kan koges ned til, "Hvis du/I skal outsource, så skal i gøre det ordenligt".

  • Tak for rådet Carsten

Desuden står indlægget i stor kontrast, til de udmeldelser fra IT-virksomhedsledere, jeg har talt med. Netop eksempler på outsourcing til Ukraine, har eftersigende ikke været rentable på længere sigt, fordi overskuddet er blevet spist op af udgifter til kontrol af sikkerhedsmæssige aspekter, sproglig barrierer ift. dansk videreudvikling, ringere kode-kvalitet, øget leveringstid o.l.

  • 8
  • 0
Thomas Hedberg

@Rasmus

Jeg arbejdede et sted hvor man var igang med at lægge noget af driften til Sydafrika og jeg husker en af kunderne meget tydeligt som bare skulle lægges derned asap.

Kunden var nomineret til 12 fuldtidsansatte, så det hyrede man dernede + et ledelses lag.

Man blev overrasket over lønniveauet som var væsentligt højere end man troede. Man glemte mentaliteten (ingen arbejder før chefen kommer).
Deres frokost pause var væsentligt længere end i Danmark og arbejdstiden kortere.
Man glemte at tjekke deres kvalifikationer og de var mere end almindeligt grønne.
Man glemte at i Danmark brugte man 4-6 folk til opgaven og man erfarede at der skulle være ihvertfald 3 tilbage i Danmark til at supportere de 12 + ledelse.

Der er mange flere eksempler på ting man ikke rigtigt huskede i regnestykket, men cheferne fik deres bonus fordi de havde holdt måltal om hvor mange procent der skulle lægges derned.

Men det var da flinke kollegaer og mange af de danske folk kom da på safari da de var mede og træne dem igennem flere måneder - så alle var glade :)

  • 9
  • 0
Jesper Frimann

Jup. Jeg har mange lignende historier. Jeg har arbejdet i en offshoring virkelighed siden årtusinde skiftet. Kan man få værdi af at offshore ? Ja. Det kan man godt. Man skal forstå, at man kan få fantastiske ansatte rundt omkring i verden.
Det kræver bare, at man hyrer ordentlige folk, at man opbygger en international kultur i virksomheden, at man partitionere tingene/opgaverne rigtigt.

Og det hører altså til undtagelsen, at man har skillsne både ledelsesmæssigt og kulturmæssigt i virksomhederne til at få det til at være rigtig succes.

Så jeg har oplevet .. ja 10 fejlede projekter for hver succes jeg har set/hørt om.
Jamen Jamen siger mange så.. det står jo på firmaet intranet at det er en stor success !!
Men som Thomas Hedberg siger, hvis man så virkelig graver sig ned i materien.. så opdager man alt alt for tit at kvaliteten er gået ned, og hvis man regner alt med.. så er det faktisk blevet dyrere.

Hvis man skal outsource/offshore skal man gøre det rigtigt.. og af de rigtige grunde.

// Jesper

  • 4
  • 0
Nicolai Møller-Andersen

Indlægget fortæller vel dybest set, at outsourcing er en vanskelig disciplin. Nåja, og så er der en slet skjult reklame for en Nordjysk virksomhed. Der tales alt for lidt om tabet af innovationskraft ved outsourcing. Mange tror, at man kan bevare innovationen i Danmark og skubbe produktionen til udlandet. Det gælder sådan set også andre områder end software. Spørgsmålet er, hvordan innovationen skal eksistere i Danmark, når der på et tidspunkt ikke længere er nogen faglig indsigt.

  • 0
  • 0
Carsten Hansen

Ja, desværre er der alt for mange eksempler på, at outsourcing er kørt af sporet. Men det er netop min pointe: at hvis man ikke gør det hele ordentligt og tænker sig om, så er risikoen simpelthen for stor, og man opnår sjældent det, man forventede, da man gik i gang (hvilket i øvrigt gælder for stort set alle forretningsmæssige tiltag). Som Jesper Frimann skriver i sin kommentar, at hvis man skal outsource, så skal man outsource af de rigtige grunde og gøre det rigtigt.

Jeg er i øvrigt uenig i, at man taber udvikling og innovation, hvis man vælger at outsource, sådan som Bent Jensen påpeger. Læs evt. mit blogindlæg om netop dette: https://www.version2.dk/blog/innovation-outsourcing-hinandens-modsaetnin...

  • 0
  • 1
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize