Ophavsretsrettes svar på en den ufede parkeringsvagt eller ditto fotovognen

Det skal slås fast, at vi skal respektere ophavsretten. Jeg gør, alt hvad jeg kan for at vise den respekt. For jeg ved, hvor sur jeg selv bliver, når nogle ”låner” lidt for kreativt.

Jeg er selv en af de krænkede

Jeg har selv udarbejdet en årlig undersøgelse om danskernes brug af business case og gevinstrealisering, hvor et af de største konsulentfirmaer ”har lånt” resultaterne i deres materiale uden at citere korrekt. Det er megapinligt, især når toplederen for dette konsulenthus besidder en Ph.d.-grad. Her ved man hvor vigtigt, at citater er blevet bragt korrekt.

Jeg spiller selv musik. Mange gange med folk, som har skrevet musik selv. Jeg ved, hvor møgsure, kede og adfærdsvanskelige de bliver, når deres musik bliver kopieret. Herunder at folk forventer, at musik er gratis. Nej, det er det ikke. De er bare blevet presset af mellemmænd, som tager sig godt for at præsentere deres musik på deres platforme, men kunderne får en fast lav subscription fee. Her er – som i mange andre tilfælde – ikke dem, som udfører arbejdet og giver den egentlige value prop, som tjener rigtig på det. Det er alle de andre.

Jeg har været med til at indspille med et big band et nummer, som blev brugt i Nynne-filmen (Superstar med MIBB og Michael Carøe). Bandet fik om året, hvad der svarer til en kasse øl i koda-penge om året. Det er dog fedt at se sit navn i rulleteksterne, men det giver ikke rigtig noget til privatøkonomien.

Jeg tager også selv billeder. Også her forstår folk ikke, at der er ophavsret på billedet. Specielt posts på de sociale medier låner billeder i et væk. Uden at have tjekket op ophavsretten. Her er loven ret klar. Jeg har selv oplevet det, hvor produktfotos fra min side greatwater.dk blev brugt af en konkurrent.

Er det et stort problem?

Jeg talt med Morten Kristensen fra not-allowed.dk (rådgiver indenfor krænkelser af ophavsretten) siger:

”Ophavsretskrænkelser er et stort problem, fordi kopieringen af f.eks. fotos eller tekster ødelægger den oprindelige ophavsmand eller udgivers placeringer i søgemaskinerne. Derfor er der mange, som kæmper hårdt imod kopiering af deres materiale. Det er dog ikke min opfattelse, at kopieringen er et voldsomt stigende problem, men der er desværre stadigvæk mange, som vælger den hurtige metode, med at søge på Google eller andre søgemaskiner, og derefter at højre-klikke.”

Det går galt – også selv for den bedste

Jeg har hørt et par eksempler på, at folk bruger billeder i bedste mening. Dette var måske indgået mundtligt. Og derefter bliver præsenteret for en regning fra – lad os kalde dem ”Copyright Agenter”. Det er godt nok svært at bevise, at man havde fået lov. Især hvis personen, som man har fået lov af, ikke havde helt styr på sine aftaler. Der er blevet gjort regning uden vært.

Kan sammenlignes med at man spørger dem man skal besøge, og de siger bare hold din bil der. Der sker aldrig noget. Det gjorde der så den dag. Man opgiver med at få den parkeringsbøde annulleret, da begrundelse ”nogen sagde man godt måtte” ikke holder.
Jeg har hørt om eksempler på, at en foredragsholder ikke lige havde tid til at sende noget til den konference, som vedkommende skulle være keynote på og i stedet henviser til sit profilbillede på twitter. Der var pres på at få invitationer ud. De kom ud. Og bang: Så lå der en regning fra en af disse ”Copyright Agenter”.

I har sikkert også jeres eksempler – kom med dem!

Det svarer lidt til at blive taget med 50,2 km/t i byzone

Disse ”Copyright Agenter” har robotter, som scanner nettet. Det svarer lidt til, at der står en fotovogn for hver 100 meter eller ens telefon overvåger ens kørsel (nå ja det gør den jo nu). Træder man ved siden af bare et sekund, så falder hammeren.

Det er ydermere megapinligt, når de ikke har styr på de basale juridiske principper og tager en pris, som aldrig vil holde i retten. Der er eksempler på 5-6 gange så meget, som der er retspraksis. Men ignorerer henvendelsen kan man ikke.

Morten Kristensen fra not-allowed.dk siger: ”I alle ophavsretssager er det i begge parters interesse at finde en løsning. Alternativet er nemlig, at sagen skal behandles i retten, og her påløber der bare mange ekstra omkostninger. Derfor er det altid en god idé at være ydmyg, erkende fejlen, og finde et mindeligt forlig, således begge parter kan komme videre.”

”Copyright Agenter” er dog komplet ligeglade med, om forretningen de går efter er lille eller stor. De er komplet ligeglade med, om er blevet vist 5, 50, 500 eller 500.000 gange. De er komplet ligeglade med, om det er en velgørende forening eller en hobbyvirksomhed.

Det kan sammenlignes med den parkeringsvagt, som nærmest står på vagt og smider en bøde i ruden inden man, når ud af bilen. Jeg har selv oplevet at parkere et sted, hvor det var tilladt at parkere til kl. 17. Jeg havde mine mussebasser (mine to små piger) med ude at købe ind. Vi kommer til bilen kl. 16.58. Pigerne ville ikke, som jeg ville, og det tog lidt ekstra tid at få dem placeret i autostolen. Bang – 17.04, så var der en parkeringsbøde i ruden. Nedenfor kan I se billedet fra parkeringsvagten, hvor pigerne sidder i bilen.

Hvor bliver konduiten af?

I har alle – hver og en – et eksempel på dette. Hit me!

Men kan man kæmpe imod dem? Morten Kristensen siger …

”Hvis en sag ender i retten, er der kun en principiel vinder, nemlig ophavsmanden, mens begge parter taber økonomisk. Men ejeren af materiale kan være tvunget til at tage retslige skridt, hvis modparten ikke vil finde en løsning. Derfor kan jeg igen kun opfordre til, at man går i dialog, hvis man får en skrivelse, det er i alles interesse. Og ja det kan være sure lærepenge, men sagen forsvinder ikke, hvis man blot ignorerer alle skrivelser.”

Hvorfor har man sådan en forretningsmodel?

Det store spørgsmål kører rundt i mit hoved: Hvorfor har man sådan en forretningsmodel? Er man som virksomhedsejer ikke interesseret i at være noget, som bliver kendt for noget godt? En god value proposition?

Vi kommer til at tænke meget grimt om fotovognene, om parkeringsvagterne, ”Copyright Agenter” …

I virkeligheden skal vi fokusere på dem, som indgår aftaler med denne type virksomheder. Som altmuligt andet, så vil der kunne være en branche eller virksomheder, så længe nogle efterspørger denne ydelse (det kender man også fra ”verdens ældste erhverv”). Dvs. det er politikker, ejendomsfolk, fotoudbydere … Det er faktisk dem, som vi skal lægge på is.

Der er her, at Supplier CSR kommer ind i billedet. Det bør indgå i Supplier CSR politikken, at folk skal opføre sig ordentligt. Det svarer lidt til, at virksomhedernes leverandører (eller deres underleverandører) ikke bruger børnearbejde, ikke miljøvenlig produktion, test på dyr … her har du sikkert også dine eksempler.

Lad os være gode ved hinanden. Vælg den leverandør (og dennes underleverandører), som er ordentlig hele vejen rundt. Behandl ophavsretten med yderste respekt – og betal dem, som har ophavsretsretten. Så bliver verden et bedre sted.