Online reklamer bankes af de #%!& tilbudsaviser

Jeg har før skrevet om off-line phising, som jeg troede var et levn fra fortiden men som åbenbart stadig sker og måske endda vil kunne snige sig ind under radaren, nu når alles opmærksomhed er rettet mod on-line phishing.

Tilbudsaviserne fra supermarkederne burde jo også være fortidslevn ? troede jeg ind til i sidste uge, hvor en deltager i EA|08 over en øl fortalte om en supermarkedskædes forsøg på at afskaffe tilbudsaviserne. Supermarkedskæden mistede en enorm del af deres omsætning i forsøgeperioden hvilket skyldes at ca. 40 % af vores indkøb styres af ugens tilbud. (Her har Danmark en førerplads.) Perioden skulle have varet i flere måneder, men forsøget blev allerede afblæst efter blot et par uger.

Der er gjort flere online forsøg på at ændre det faktum, at de anakronistiske tilbudsaviser banker online reklamer. Forbrugerkontakt (en af de helt store distributører af husstandsomdelte reklamer) har deres forbrugermail, hvor du kan søge på tilbud på tværs af deres kunders reklamer. Det er ret smart og du sparer en del tid og penge hvis du fast er interesseret i tilbud på fx bleer eller øl.

I øvrigt, har du bemærket at der aldrig er slagtilbud på bleer OG øl i samme butik i samme uge' Nej vel, men efter sigende er det fordi de to tilbud lokker samme segment ned i butikken ' hvordan dét så ellers hænger sammen.

Jeg abonnerede selv på servicen en overgang, men gad egentlig ikke at gå på ugentlig tilbudsjagt foran skærmen. Det er åbenbart sådan, at vi hellere vil skimme de møgaviser på vej ned til skraldespanden end at vi aktivt vil opsøge informationer om tilbud.

Forbrugerne har talt: Vi gider ikke tilbudsaviser! (...men vi planlægger alligevel vores indkøb efter dem)

Kommentarer (18)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Thomas Alexander Frederiksen

En hel del af os har faktisk aktivt fravalgt junkmail på papir - det er ikke så svært, bare en tur på posthuset og så er det klaret.

Det kan varmt anbefales, om ikke andet så for at slippe for at skulle i papircontaineren hver anden uge.

  • 0
  • 0
Tine Andersen

Problemet er nok også, at man i en uge ikke kan se næste uges tilbud (på nettet), men kun indeværende uges. Hvis man vil planlægge lidt frem, så er det rart at kunne se dem. Især hvis man går efter et tilbud, hvor der kronisk hurtigt bliver udsolgt. Der kan man tit gafle reklamen for næste uge i butikken.

Vi har Reklamer Nej Tak! Men PostDk, må gerne smide skrammel ind af brevsprækken, bare det antages at være af "almen interesse" og kommer i omslag. Øv!

Jeg fik en overgang en mailoversigt med tilbud fra forskellige kæder, men opgav den hurtigt. Man kunne ikke være selektiv nok: Jeg har kat, men jeg fik også tilbud om hundemad...

Ellers kigger jeg jævnligt rundt omkring, hvis jeg planlægger bestemte indkøb. Men så er det tit lettest at købe via nettet- eller bruge fx Coops Nettorv. (De har sommetider også restetilbud).

Det er i omegnen af 60 kg papir i reklameform, der årligt dumper ind af brevsprækken. Personligt synes jeg, det er et skrækkeligt ressursespild...

Mvh
Tine

  • 0
  • 0
Henrik Liliendahl Sørensen

Tjah, papiret er ikke slået af banen endnu. Vi mangler også stadig at se den digitale afløser for toiletpapiret.

Øl og bleer hører vist sammen på den måde, at det begge er voluminøse varer, som mest hentes i butikken af far.

Tilbudsaviser og online reklamer – som de praktiseres i dag – har også det tilfælles, at de rammer bredt. De digitale reklamer vinder formentlig først, når de er selektive nok, som Tine også er inde på.

Man skal altså målrette ”tilbudsavisen” i forhold til en segmentering af modtagerne, fx:

• Breezer og kondomer til det unge segment
• Øl og bleer til børnefamilien
• Rødvin og Tena til det grå guld

Når man så skal kombinere flere segmenteringer, ja så er det meget nemmere digitalt end med husstandsomdelte aviser.

  • 0
  • 0
Peter Nørregaard Blogger

Det er nok rigtigt, som Henrik skriver, at så længe der køres efter samme primitive segmentering som nu (kan vist bedst beskrives "alt-i-en" segmentering), så er der ikke de store problemer i at omdele tilbudsaviser.

Men vi kommer ikke uden om, som Tine også nævner, at det egentligt er spild af en farlig masse papir, tryksværte og "varme hænder" (også selvom de tit er polske). Og det er jo ikke fordi online-tilbuds-aviserne er så dumme endda. Prøv fx. http://tilbudsugen.dk/

Mon ikke at offline segmentering er nemmere end vi tror? Det burde være muligt at designe 8-10 forskellige tilbudsaviser, adresseret direkte til forbrugeren, uden at det bliver meget dyrere. Det er endnu et eksempel på at øgede digitale evner ("enkeltstyks-masseproduktion", avancerede OCR-sorteringsmaskiner hos Post Danmark m.fl.) faktisk fastholder og udvikler ressourcetung offline-adfærd.

  • 0
  • 0
Jens Fallesen

Der vælter masser af reklamer ind gennem brevsprækken i mit hus i England – men jeg har endnu ikke set skyggen af en tilbudsavis. Det til trods for en meget hård konkurrence mellem supermarkedskæderne.

Og nej, jeg savner dem ikke.

  • 0
  • 0
Niels Elgaard Larsen

==

Vi har Reklamer Nej Tak! Men PostDk, må gerne smide skrammel ind af brevsprækken, bare det antages at være af "almen interesse" og kommer i omslag. Øv!

Ja, øv.

De trykker bare selv adressen, men ikke navnet på omslaget og så er det en adresseret forsendelse.

Nu er de så begyndt at smidt deres adresserede reklamer i store sække foran min hoveddør. De bliver smidt der af en lastbil og nogen gange, kommer der så et postbud og deler dem ud senere på dagen.

Hvis man finder sække af af adresserede breve, der bare ligger og flyder på gaden, hvad bør man så gøre ved dem?

  • 0
  • 0
Anne-Sofie Nielsen

Altså, jeg venter stadig på de intelligente køleskabe, frysere og kolonialskabe. De kunne passende selv gå på nettet og finde ud af, at nu var der tilbud på netop den lækre skimmelost, jeg plejer at købe i Irma - i stedet for, at jeg skal plages med mails om Lillebror-ost på tilbud, når jeg nu ikke kunne drømme om at købe den...

Og så måtte min fryseren i øvrigt godt informere mig om, hvorvidt jeg har flere skinkeschnitzler liggende, så jeg slipper for selv at rode skufferne igennem.

Online-løsninger bliver næppe et hit, før de sparer en for tid og/eller besvær.

  • 0
  • 0
Leif Neland

Det drejer sig vel ikke om at få forbrugeren til at købe det, han/hun allerede har tænkt sig at købe, men at få solgt noget, forbrugeren ikke havde tænkt at han/hun havde brug for.

Hvor mange ville krydse af i segmentet "husholdningsmaskiner"?

Hvor mange af dem, der ikke krydser af, tænker, når de ser en elektrisk muffin-bager: Hmm, jeg kunne da egentlig tænke mig at bage muffins...

Den gruppe vil detailhandlen ikke gå glip af :-)

  • 0
  • 0
Maja Christensen

Der er mange som stadig foretrækker den fysiske tilbudsavis og de læser dem troligt igennem hver søndag for at finde inspiration samt gode tilbud. Men læsning af tilbudsaviser på nettet er stærkt stigende i takt med det stigende antal af portaler der samler tilbudsaviser og reklamer.

Jeg læser selv mine tilbudsaviser på http://www.MinReklame.dk.

Tror også at udbredelsen af e-bøger vil vinde stort indpas i disse år. Har selv læst min første e-bog. Men det digitale toiletpapir? Tror kun det kommer til at eksistere i Sims verdenen ;).

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize