Om stress, lasagne og informationer..

Jeg besøgte nogle venner for nylig og de havde en spøjs tavle hængende midt i køkkenet, hvor der stod en række filmtitler, navne på nogle bands samt en bogtitel eller to.

Tavlen var en informations dropbox - en let måde at komme af med informationer for en travl familie, hvor selv børnene har begyndende stress symptomer.
Sådan en familie har jo ikke så meget tid til at gå i biffen eller læse bøger, og så meget desto mere er det jo vigtigt at kunne se præcis de film og læse de bøger som man virkelig brænder for.

Nu er det sådan, at man meget tit kommer i tanke om den slags mens man laver noget andet, som f.eks. når man står ved komfuret og rører intenst i, lad os sige - en bechamelsauce.
Pludselig dukker en god ide op i hovedet - man får en pludselig indskydelse om at skulle se French Connection 1 og 2 (selvom 2'eren var ret dårlig) igen!
Nu gælder det bare lige om at huske på dette indtil bechamelsaucen er færdig, og lasagneplader, kød- og bechamelsauce er fordelt på passende vis i et velsmurt ovnfast fad, som er sat ind i ovnen ved 225 grader i en 40 minutter hvorefter den helst skal trække i en halv time før servering....OG der skal også lige klaskes en salat sammen!!

I denne proces - der jo i sig selv kræver stor koncentration - risikerer man at miste den ide man står med i hovedet lige nu.
(Husk på, vi har med en stresset forælder at gøre, hvis kortidshukommelse ikke er hvad den har været !!)
Så hvordan kommer man lige af med sin information, uden at skulle finde kuglepen frem, grave en post-it frem fra en afkrog i en skuffe og få det griflet ned, vel at mærke UDEN bechamelsaucen brænder på ?

Ja, den løsning mine venner havde fundet frem til, var den store tavle på væggen som tilbød en meget enkel måde at komme af med sin information på. Her kunne man hurtigt notere film, bog og musiktitler med en spritpen - ja, med lidt øvelse tror jeg endda man med pennen i munden kunne skrive på tavlen og stadig have begge hænder fri, men her ville filmtitler som ET nok være at foretrække fremfor French Connection ![Eksternt billede](http://www.version2.dk/uploads/smil3dbd4d6422f04.gif" alt=")

Let og hurtigt

Som information workers bekymrer vi os umådeligt meget om at sikre den rette kategorisering af informationer, så vi let kan finde dem frem igen.
Men vi glemmer tit at det faktisk også skal være meget overkommeligt at komme af med informationer mens vi laver det "rigtige" arbejde.
For selvom informationer og viden er en rigtig stor del af et projekt, så er det jo slutresulatet - et IT system f.eks. - som vi bliver betalt for at producere, og ikke de informationer der dukker op undervejs - hvilket i høj grad er med til at bestemme vores prioriteringer.

Når et IT projekt afsluttes, skal der naturligvis foreligge dokumentation heraf i et eller andet omfang.
Dokumentation er vel dybest set blot struktureret information, dvs. en opsamling af alt det der er dukket op af ny viden undervejs i projektet på en nærmere defineret form.
For at gøre indholdet *i dokumentationen så relevant som overhovedet muligt, er det nødvendigt at man gør det usandsynligt let at komme af med informationer for projektets deltagere.
Hvem ved, måske kommer der endda en god ide frem under projektet, som skaber ny forretning eller gør udviklingsprocessen mere effektiv...
Derfor er det også afgørende at *formen
på den information man bidrager med undervejs ikke er en barriere for at komme af med den.

Tavlen fra eksemplet i starten ville naturligvis være nyttig her, men det er nok trods alt mest rart at få informationer gemt digitalt.

Jeg tror det gælder om at finde forskellige kanaler som folk kan bruge til at komme af med deres informationer - lad dem bruge chats, Twitter, emails, blogs, IRC, SMS'er og andet i skøn forening og sørg for at alle disse beskeder gemmes ét samlet sted om muligt.
Tagging af informationer gør det let at fremsøge og kategorisere tingene efterfølgende, og er overkommeligt at benytte for den der skal af med informationerne.

Det er mit bud på en fornuftig løsning, hvis man sætter pris på at få de helt rigtige og mest relevante informationer opsamlet, f.eks. til brug i efterfølgende dokumentation.
Det kan virke lidt fragmenteret og kaotisk, men hellere give det et forsøg end at stå med en bunke velkategoriserede og pænt strukturerede informationer - som er helt uden relevans og måske endda ukorrekte.

Den slag er ret ubrugeligt, faktisk ret præcist ligeså ubrugeligt som en bechamelsauce der er brændt på ![Eksternt billede](http://www.version2.dk/uploads/smil3dbd4d6422f04.gif" alt=")

Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere