Nyt kontorfællesskab for at gøre plads til praktikanten

I får lige et indlæg i den lettere ende af skalaen. Sagen er at vi har sagt ja til at få en praktikant her til efteråret. Dette er for de fleste virksomheder ikke en større ting, men der er ikke plads til praktikanten på hjemmekontoret, så vi tager konsekvensen og flytter ud.

Ikke det store problem: her på landet har vi god plads og f.eks. står min bedstefars købmandsbutik tom for tiden, så konklusionen er nem - vi laver kontorfællesskab i den gamle købmandsbutik (tryk på billederne for at få hele billedet med). Den gamle vinsektion bliver til mødelokale, vi låner et nyere køleskab, køber en æggekoger og sætter kaffemaskine ind og så er køkkenet/baglokalet fint, der er allerede et nogenlunde moderne kundetoilet, så intet problem der og med et par store gardiner, så bidrager de gamle udstillingsvinduer ikke til skærmsol. Det er ikke helt den store vision, som jeg havde for vores (iøvrigt stadig usolgte) hus i efteråret, men det er vores praktiske realiteter - nu sker der noget.

Lokalet har sidst været brugt til pizzaria, så der står stadig et par levn derfra. Desværre tog de pizzaovnen med - det ville ellers have været sejt at have i et it-kontorfællesskab. De efterlod dog den gamle ekspeditionsdisk og den kan sættes ud til siden og bruges som bardisk/receptionsdisk. Det kalder på et kreativt hyggehjørne og dertil har jeg lige arvet en gyngestol, min fars ungkarle-lædersofa og lænestol og et par billeder af hvordan købmandsbutikken så ud for 100 år siden inklusiv et hvor min oldefar står sammen med hele byggesjakket. Det skal nok blive hyggeligt på kludetæppe-sutsko-måden.

Rent praktisk, så har vi diverse skriveborde, som vi og familien har samlet ind gennem årene - og har for nyligt set reklamer for hæve/sænke-borde til 1700 kr, så det er heller ikke helt i hampen. Vi har også diverse arkiv-skabe og reoler, printer, labelmaker og lamineringsmaskine og sågar et par gamle pengeskabe på 200+ kilo (til bærbare, hvis man ikke vil have dem med hjem), men dem ved jeg nu ikke om vi kan flytte på, så de kan komme i brug. Hjemmekontoret ligger lige over købmandsbutikken så det trådløse fibernet rækker fint - 90/90 har vi fået tiltusket os og det er superstabilt.

Og nu kommer så pointen med hele indlægget. Hvad har et kontorfællesskab ellers brug for? Hvad ville være det vigtigste for dig? Vi har et lille lokale til overs og foreløbige forslag inkluderer video-optagelses-lokale (til videopodcast), middagslurslokale, massagelokale, endnu et mødelokale, gaming-lokale, faglitteraturs-bibliotek eller noget helt andet.

Vi har også snakket om muligheden for at forhandle gode tilbud hjem til vores mulige kontor-dele-folk... f.eks. billige billetter til diverse (it-)arrangementer, hotel-deals (til kundebesøg), bog-deals, kaffe-deals (/te/cola/øl), massage-deals, software-deals og så videre. En anden vinkel kunne være at gøre kontorfællesskabet til udelukkende for it-folk (ved endnu ikke hvor mange der er grundlag for herude på landet) og så få it-foredragsholdere ind... eller kun for startups og så få iværksætteri-foredrag ind. Med en snæver profil bliver der også grobund for mentornetværk, online-kursus-læsegrupper og den slags tiltag.

Alle ideer modtages med kyshånd. Hvad gør man rundt omkring for at forkæle folk på arbejde? Hvad er vigtigt for en god arbejdskultur? Hvad skal et kontorfællesskab kunne?

Relateret indhold

Therese Hansens billede

Kommentarer (11)

Kommentarer (11)
Flemming Riis

-Hvad skal et kontorfællesskab kunne?

En ide kunne være at prøve at formidle kontakten til Microsoft vedr Bizspart programmet og leverandører der tilbyder ligende

Johannes Ulfkjær Jensen

Noget af et sammentræf. Har selv lige slæbt mit hæve sænke bord op i lejligheden her til morgen. Brugte hæve sænke borde koster ikke nødvendigvis det store hvis man kan afvente lidt. Jeg fandt i hvert fald mit brugt til 900 kr. Så kræver det bare man har bil + trailer og en ekstra hånd der gider hjælpe.

Netop det giver måske også anledning til at tænke i fælleskab generelt og ikke kun IT eller kontor relaterede artikler.

Uanset lyder det spændende og det lyder som om i får det bedste ud af det hele. Du må lave et nyt indlæg når det begynder at ligne noget :)

Therese Hansen

Hvis jeg havde råd blev der helt sikkert malet med whiteboard maling overalt. Desværre er jeg fattig iværksætter - men man har jo lov at drømme.

Vi har heldigvis et whiteboard eller to i privaten, som kan migrere til kontoret - jeg er helt enig i at de er uundværlige. Jeg har f.eks. lige købt et foldable whiteboard til at have med på rejser: http://www.thinkgeek.com/product/efc2/

Therese Hansen

God ide! Jeg må have fat i Microsoft og hvem der ellers har den slags programmer i gang. Må dog indrømme at jeg ikke kender til så meget til den slags ud over Bizspark, som vi i virksomheden allerede er en del af.

Har Google f.eks. også noget? Hvad med IBM?

Therese Hansen

Jeg skal nok følge op på indlægget med billeder, når vi er kommet på plads - kan nok slet ikke lade være. Det er superspændende at skulle i gang med.

Og du har præcist ret - det indbyder til at man tænker over hvad man kan byde på i et fællesskab, som rækker ud over de materielle ting. I dag var jeg til et networking-arrangement kaldet likemind i Aarhus og der blev diskuteret værdien af at man kan tilbyde "den fulde pakke" - ikke gennem at alle kompentencer er indenfor virksomhedens vægge, men at alle kompentencer kan findes i virksomhedens netværk. At vi små iværksættere kunne arbejde mere sammen på projekter og dermed levere mere værdi. Det synes jeg er meget interessant - ikke noget nyt eller revolutionerende, men bestemt interessant.

Godt at høre at hæve-sænke-borde kan findes til spotpris - det er netop også det rygte jeg har hørt, og jeg skal have undersøgt nærmere, hvilke muligheder der er.

Therese Hansen

Enten kigger jeg forkert på sitet eller også har vi to forskellige holdninger til hvad der er til at betale :).

Så vidt jeg kan se koster en pakke der dækker 4,6 m^2 164.2 Euro - aka ~1224 kr. Det er fint, når det bare er en pakke man skal bruge, men hvis man skal male med det overalt... nu er det jo ikke et lille kontor vi har erhvervet os.

Sammenlign med almindelig hvid maling, hvor man nok kan få i hvert fald 10 liter for samme pris. 10 liter dækker ca. 100 m^2.

Therese Hansen

Du har helt ret. Jeg kunne nok se os male med whiteboardmaling på den ene væg i mødelokalet, så vi kan bruge vores gamle whiteboards udenfor mødelokalet. Der bør altid være nem adgang til whiteboard-tid :).

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer